Vildfarelse – afsnit 105 – Afsked (II)

Jesper lå på sofaen i stuen og sov, da Lars kom tilbage. Jesper vågnede straks, da han hørte trampen på den lille veranda til hytten, og han åbnede øjnene samtidig med, at Lars trådte ind ad døren. Uden et ord og med ryggen til Jesper tog Lars overtøjet og støvlerne af.

– Hej, sagde Jesper.

Lars vendte sig mod Jesper. – Har du sovet? spurgte han.

– Ja, det har jeg vist, sagde Jesper og gned øjnene.

Lars satte sig i sofaen overfor Jesper og lagde benene op. – Jeg har fået plads på flyet i aften. Jeg synes, at vi skal tage hjem. Der er ikke nogen grund til at hænge her i flere dage. Jeg overvejede at blive her alene og få stået lidt på ski, men det er nu alligevel ikke helt det samme alene.

Jesper var kun en smule overrasket, og han skulle til at protestere, men han måtte erkende, at han var enig med Lars i, at det nok var det bedste, som sagerne stod. Han havde en ubændig trang til at spørge Lars, hvor længe det skulle vare – hvor længe luften skulle være kølig imellem dem, og hvor længe han skulle bide det hele i sig, men han vidste, at det ikke nyttede noget. Og tænk nu, hvis Lars ville svare “altid”? Det svar ville være ubærligt, og ville slå noget itu – noget, som ikke ville kunne repareres.

– OK, svarede Jesper blot.

Lars så på Jesper. Jesper syntes, at han kunne spore lidt overraskelse i Lars’ blik. Havde han forventet en protest? Havde han forventet, at Jesper ville svare nej?

– Hvad tid skal vi så af sted? spurgte Jesper og forsøgte at bevare et udtryksløst ansigt.

Lars tænkte sig lidt om. – Vi kan tage af sted om en time eller halvanden. Så har vi også rimelig god tid.

– OK, sagde Jesper og lukkede atter øjnene.

– Jesper?

Jesper åbnede øjnene og så på Lars. Lars så så alvorlig ud, at Jesper følte, at det var mest korrekt at sætte sig op i sofaen og signalere fuld opmærksomhed, hvilket han gjorde. Han tvang sig selv til at se Lars i øjnene.

Lars så ned. – Jeg har tænkt meget over det, sagde han og tøvede. Han tænkte sig om længe, som om han skulle træffe en stor beslutning, og så så han atter op. – Jeg sætter dig fri, Jesper. Du er ikke klar endnu. Du har stadig nogen horn, du skal have løbet af dig, og jeg har ingen intentioner om at holde dig fanget, til de er visnet bort. Gå ud i verden og vær sammen med alle de lækre fyre, du har lyst til, og når du så har fået nok af det, og hvis du har lyst til en tryg og lykkelig tilværelse sammen med mig, så kom tilbage til mig. Jeg venter ikke evigt, men jeg venter gerne længe, hvis det er nødvendigt, men det ville ikke gøre mig noget, hvis det gik forholdsvis stærkt, for jeg er klar. I modsætning til dig, er jeg klar. Jeg har været der. Jeg har prøvet det meste af det, jeg skulle prøve, og resten er ligegyldigt. Det vigtigste for mig er kærligheden. Det er tillid, fortrolighed og den nærhed, vi har set glimt af. Før du er helt klar, så når vi aldrig den nærhed, jeg søger. Så vil du holde din afstand – sætte dine barrierer op for stadig at holde nødudgangen fri.

Jesper mærkede en stor klump i halsen som om gråden var lige om hjørnet. Han ville gerne græde – bare nogle enkelte tårer for at bevise overfor Lars, at hans hjerte var ved at briste, men han kunne ikke. Han havde lyst til at råbe til Lars, at han ikke havde brug for at løbe nogen horn af sig – at der var noget, han havde misforstået. Selvfølgelig var der da andre spændende fyre i verden end Lars, men de var da bare et krydderi, som han kunne dufte og smage lidt på, men det var Lars, der var hovedretten. Her havde han indrettet hele sin tilværelse på Lars ved at flytte ind hos ham, og så sad han der og sagde – i ramme alvor – at han satte Jesper fri? Sætte fri? Som om han havde været fanget? Man er da ikke fanget, hvis man selv går ind i det? Og hvad mente han? Mente han, at Jesper nu bare kunne være sammen med alle de fyre, han havde lyst til, eller var det i virkeligheden en prøve for at se, om han kunne holde sig i skindet, selvom han fik løbepas? Selvom Lars så afklaret ud, så følte Jesper sig mere forvirret end nogensinde før. Hvad havde Lars tænkt sig? Skulle han smides på gaden så snart de kom tilbage til København, eller kunne han blive boende, fordi Lars regnede med, at Jesper kun skulle bruge kort tid på at “løbe hornene af sig”? Og kunne Lars i det hele taget bare smide Jesper ud? Man kunne da ikke gøre en person hjemløs – en person, som man har elsket, og som man selv har bedt om at flytte ind. Jesper overvejede, om Lars mon ikke længere elskede ham. Måske havde Lars bare fundet en anden? Tanken virkede nærmest komisk. Lars var typen, som gav sig 100% til den mand, han havde valgt at leve sammen med, så Jesper afskrev straks tanken. Men hvad skulle der ske? Skulle han ud og finde et sted og bo? Han overvejede et øjeblik at spørge Lars, men det var ikke en diskussion, han ønskede at tage – endsige et spørgsmål han ønskede at høre svaret på endnu. I stedet mærkede han en vrede og en skuffelse overfor ikke at blive hørt, og over at være blevet smidt på gaden for noget, han ikke havde gjort. Han følte en groende trods, mens han overvejede hvordan de kommende dage ville blive. Billeder af ham selv med kufferter i hånden på vej ud af døren fra lejligheden gjorde pludselig hele situationen meget mere uvirkelig, end den allerede var. Jesper ærgrede sig over, at han ikke havde ordene i sin magt. Han ville have nydt at have sat Lars til vægs med nogle spiddende kommentarer, som kunne udtrykke, hvor meget Lars tog fejl. Ingen ord kunne helt udtrykke det, han følte, og han var slet ikke i stand til at formulere sig så skarpt, at det nyttede noget. Lars ville kunne gennemhulle alle Jespers argumenter uden større anstrengelser, og risikoen for, at Jesper ville komme til at sige noget, som blot gjorde situationen værre, var for stor til at tage. Derfor tav Jesper, og bed sin vrede, skuffelse og sorg i sig.

Lars så hurtigt på Jesper og så så væk igen. Han ventede åbenbart ikke et svar, hvilket Jesper var lettet over, selvom det undrede Jesper, at han ikke ventede en eller anden form for reaktion. En reaktion kunne være at rejse sig, gå ovenpå og smække med døren, men Jesper kunne slet ikke overskue at skulle opholde sig alene oppe på værelset, til de skulle af sted. Det eneste han ønskede sig var, at Lars ville tage ham i sine arme og sige, at det hele bare var en ond drøm.

– o –

Lufthavnen var større, end Jesper havde antaget den for at være. Det var ikke meget, de havde nået at se af den, da de ankom for tre dage siden, men nu, hvor de havde god tid til at se sig lidt om, virkede den større uden dog at være synderlig spændende. Lars havde ikke sagt meget på den lange togtur, og heller ikke her i lufthavnen, havde han været særligt selskabelig. På den anden side havde Jesper heller ikke bidraget meget til at løfte stemningen.

Lars havde ført Jesper rundt og se på alle butikkerne, og Jesper var bare fulgt med. Jesper havde overvejet, om Lars egentlig helst havde været fri for, at han fulgte med, men han havde besluttet sig for, at det skulle Lars ikke bestemme, så han var ikke veget fra Lars’ side, og Lars havde ikke protesteret.

De var kommet forbi butikkerne og nået til de første lounge områder, hvor enkelte sad og ventede, da Jesper fik øje på en siddende person, som virkede bekendt. Da Jesper så nærmere efter, havde han en slående lighed med Christian, men det kunne det jo umuligt være, da han var taget af sted dagen før. Efterhånden som de kom nærmere blev Jesper mere og mere overbevist om, at det var Christian, som sad dér og ventede.

Lars havde bemærket, at Jesper tøvede, og han så på Jesper og fulgte hans blik. Det gav et lille gib i Lars, men han fortsatte i samme retning, og med blikket ret lige frem sagde han: – Jeg venter ved gaten.

Jesper overvejede et kort øjeblik at følge Lars, men trodsigheden kom atter op i ham, og han ændrede kurs og gik i retning af Christian.

Christian så ud på flyene gennem panoramavinduet og havde ikke bemærket Lars og Jesper, men da Jesper nærmede sig, drejede han hovedet og fik øje på ham.

– Hvad laver du her? spurgte de nærmest i munden på hinanden. Jesper satte sig ved siden af Christian, som gav Jesper et knus henover armlænet.

– Der var ikke plads på nogen af afgangene i går, så jeg har overnattet på det nærmeste hotel og ventet på en ledig plads. De har sagt, at jeg kan komme med på den næste, med mindre der kommer nogen med et guldkort.

– Så skal du da sikkert flyve med os, sagde Jesper. – Vi skal flyve 17:20.

– Det håber jeg. Nu har jeg spildt nok tid her. Hvorfor tager I hjem allerede? Skulle I ikke først hjem på lørdag?

Jesper kunne ikke rigtig beslutte sig for, om han skulle være helt ærlig overfor Christian, eller om han skulle servere en lille, hvid løgn. – Lars ville gerne hjem, sagde han blot og holdt blikket på gulvet.

– OK, sagde Christian blot og studerede den samme plet på gulvet, som Jesper havde blikket rettet imod. Christian så på Jesper og smilede. – Hvorfor blev du så ikke i hytten og ringede til mig? spurgte han.

Jesper trak lidt på smilebåndet. – Jeg troede jo, at du var taget hjem.

– Er det helt galt med ham? spurgte Christian bekymret.

– Ja, sagde Jesper og så atter ned i gulvet.

– Ved han, hvordan du har det?

Jesper tænkte sig om. Han var stadig ærgerlig over, at han ikke havde sagt noget til Lars, men han var på den anden side sikker på, at det ikke ville have gjort nogen forskel. – Han kan umuligt være i tvivl, sagde Jesper med tvivl i stemmen, der straks fik Christian til at reagere.

– Så sig det dog til ham!

Jesper tav og tænkte på, hvad det egentlig var, han skulle sige til Lars. – Kan jeg bo hos dig? spurgte Jesper og fortrød det straks. Hvis han skulle gøre sig nogen forhåbninger om at komme tilbage til Lars, var det jo nok ikke Christian, han skulle vælge at bo hos, og hvad med Kristian? Eller måske var det forhold også slut? – Glem jeg spurgte, tilføjede Jesper hurtigt.

Christian så på Jesper med rynkede bryn. – Har han smidt dig ud?

– Jeg ved det ikke, sagde Jesper blot.

Fortsættes…