Vildfarelse – afsnit 100 – På løjpen

– Så mand dig dog op, sagde Brian lettere irriteret, men alligevel med et glimt i øjet.

– Jamen, jeg er så træt, sagde Chrisser og hang henover skistavene. Hans ski begyndte langsomt at glide bagud, og han kæmpede for at standse bevægelsen, men lige pludselig mistede han fodfæste og faldt om på siden i sneen med en højlydt jamren.

Lars kom majestætisk glidende over mod dem, slog et elegant sving og standsede lige ved siden af Chrisser. – Skal du have hjælp? spurgte han.

– Lad mig bare sove her, sagde Chrisser med tydelig selvmedlidenhed i stemmen. – Så kan I komme og hente mig i en isblok i morgen.

– Du kan ikke ligge der og blive mere våd, end du allerede er, Chrisser, sagde Jesper medfølende og rakte en hånd ud til ham.

– I nyder bare at se mig blive tortureret på de her brædder…

– Nu er det jo ikke ret meget, du har befundet dig på dem, sagde Brian sarkastisk. – Du har mere ligget ved siden af dem, eller jagtet dem på vej ned ad bakken…

– Ja, mor i jer bare på min bekostning. Jeg kan bare rende rundt og være pauseklovn, mens min kæreste suser op og ned ad bakkerne for at gøre indtryk på de norske skiguder.

– Ja, han gør det nu meget godt, ham Søren, sagde Lars og ignorerede, at han sandsynligvis blot kastede mere ved på bålet med den bemærkning.

– Jeg vil hjem nu, sagde Chrisser vredt og forsøgte at vende sig rundt i sneen, så han kunne komme til at tage skiene af.

Jesper trak sin udstrakte hånd tilbage og hjalp ham i stedet med at frigøre skiene fra skistøvlerne. I samme øjeblik kom John forbi i høj fart med Tom lige i hælene. – Skal vi vente på jer nede for enden af bakken, eller kan vi bare tage liften op igen? råbte Tom og pløjede skiene, så han kunne sagtne farten og nå at høre et eventuelt svar.

– Bare kør op igen, råbte Lars efter ham.

Tom stak en tommelfinger i vejret og forsvandt ned ad bakken.

Chrisser kom op og stå, og Jesper hjalp ham med at børste noget af sneen af tøjet.

– Op på hesten igen, sagde Lars. – Vi er næsten nede. Hvis du bare kan holde dig på skiene i ti minutter, så er vi der.

– Meget morsomt, sagde Chrisser vredt. – Som om jeg falder med vilje.

– Årh, hold op. Du elsker at få opmærksomhed, sagde Lars. – Vi ses for foden af bakken, sagde han og forsvandt i samme retning som Tom og John.

Lars havde holdt sig lidt på afstand af Jesper hele dagen, og hver gang der havde været en oplagt mulighed for et kærtegn, et kys eller en kærlig bemærkning, og Lars ikke havde benyttet den, havde Jesper bemærket den og følt et stik i hjertet – som netop nu, hvor Lars sagtens kunne have givet ham et afskedskys, som han givetvis ville have gjort, hvis ikke det sidste døgns begivenheder var kommet imellem dem. Jesper havde besluttet sig for, at der ikke var meget andet at gøre, end at bide det i sig og vente – vente på at Lars’ bekymring forsvandt med tiden og med små beviser på, at Jesper ikke havde tænkt sig at svigte Lars’ tillid. Han kunne bare ikke komme i tanke om en eneste måde at bevise det, så længe han ikke var på tomandshånd med Lars.

– Kan jeg køre i forvejen? spurgte Brian høfligt.

– Ja, forlade mig i nødens stund, det kan I, sagde Chrisser og spændte den første ski på igen.

– Jeg skal nok følges med dig, sagde Jesper og greb ham under armen, mens han fumlede lidt med at ramme den anden skis binding.

Brian så straks sit snit til at forsvinde. – Vi ses, sagde han og susede videre.

Jesper mærkede mobiltelefonen ringe i inderlommen. Han vidste dog, at det ville tage noget tid at finde den for knapper og lynlåse, så han lod den ringe ud, mens han spekulerede på, hvem det mon kunne være.

– Kom. Lad os tage det lige så stille ned det sidste stykke, sagde Jesper.

– Synes du, at det her bare er enormt sjovt? spurgte Chrisser i en tone, der klart indicerede, at han overhovedet ikke syntes, at det var særligt sjovt at stå på ski.

– Jeg ville godt nok ønske, at jeg var lidt bedre til det, men ellers er det da meget sjovt. Det er da hyggeligt, når nu man er i godt selskab, og når man har nogle udmærkede lærere.

– Hvis Lars og Brian er så udmærkede lærere, hvorfor er det så så svært? spurgte Chrisser?

Jesper ville ikke sige, at han jo bare kunne tage og gøre, som lærerne sagde, i stedet for at klovne sådan rundt, men han vidste godt selv, at så nemt var det slet ikke, og hvis man ikke havde den mindste smule talent for det, så ville det nok tage mere end disse få timer, de nu havde stået på ski, at lære det. – Øvelse gør mester, sagde han blot.

– Åh, tusind tak for det fantastiske råd, ‘fessor.

Chrisser løftede først den ene ski og så den anden, så de vendte i retning ned ad bakken. I samme sekund begyndte han at glide nedad, og de første par meter så det ud til at gå fint, da han pludselig stak begge arme ud til siden i et forgæves forsøg på at undgå at miste balancen. Han vaklede og fægtede med arme og skistave, og lige i samme sekund, han så ud som om, at han skulle falde, genvandt han balancen, lænede sig lidt forover og øgede derved farten betragteligt.

– Husk at pløje! råbte Jesper efter ham. Han kunne se, hvordan Chrisser vendte skienes spidser ind mod hinanden, men farten var stadig lige høj, og Jesper kunne nærmest se hvordan Chrissers knæ rystede under ham. Han var tydeligvis så træt, at det var umuligt for ham at pløje rigtigt, og skienes spidser truede flere gange med at krydse over hinanden.

Jesper satte forsigtigt efter ham. Det lykkedes Jesper at pløje så meget, at han kunne holde balancen samtidig med, at han holdt en behagelig lav fart. Den første time på skiene havde været et mareridt, men nu følte han, at han havde lidt kontrol over det. Han delte dog til dels Chrissers træthed, og måtte kæmpe lidt med trætte lårmuskler. Brian havde været en god lærer, og Jesper havde nydt Brians opmærksomhed og hans berøringer, når han skulle korrigere Jespers holdning og benpositioner. Lars havde til gengæld brugt det meste af sin tid på Chrisser og lidt på Søren, som dog hurtigt viste sig at have talent for det. Tom og John havde kørt deres eget løb, og til trods for Johns mange negative udladninger og konstante brok, havde han pludselig fået smag for det og udvist et vist talent, så da han på et tidspunkt tog hovedet under armen og kastede sig frygtløst ud på bakken, havde han brilleret og taget hele bakken i fuld fart uden et eneste styrt.

Chrisser var forsvundet ud af Jespers synsfelt, men Jesper valgte alligevel at holde farten så lav som muligt for at være i fuld kontrol. Et par børn kom susende forbi Jesper, og han mærkede et stik af irritation over, at selv små børn stod bedre på ski, end han selv gjorde.

Bakken fladede lidt ud på et stykke, og han vidste fra tidligere ture, at det blot betød, at bakken ville blive betydeligt stejlere længere henne. Han gjorde sig klar til at pløje endnu kraftigere eller til helt at bremse op, hvis han skulle miste kontrollen, eller hvis han skulle støde på forhindringer. Så snart han nåede stedet, hvor bakken blev stejlere, så han nogen stå midt på bakken længere fremme. Han havde retning direkte imod dem, så for ikke at løbe nogen risiko, slog han straks et stort sving for at kunne standse helt. I samme øjeblik kom nogen susende tæt forbi. Han havde helt glemt at se sig bagud, inden han lavede sin manøvre, og mens adrenalinen pumpede, priste han sig lykkelig over, at han ikke havde fældet en anden skiløber i manøvren – selvom det var tæt på.

Længere nede på bakken fik han øje på Chrisser siddende i sneen med en mand i smart skitøj stående bøjet ind over ham. Chrisser børstede sne af sig, og fyren rakte ham en hånd for at trække ham op af sneen. Da han fik trukket Chrisser op på benene, fik Chrisser overbalance, og han måtte klamre sig til fyren, som hjalp ham med at genfinde balancen. Chrisser grinede forlegent. Det så ud som om, at fyren og Chrisser tog afsked, hvorefter fyren så sig tilbage og satte i et lille, elegant hop for at suse ned ad bakken i høj fart. Jesper nåede lige at lægge mærke til fyrens smarte solbriller og solbrune hud.

Forsigtigt lod Jesper sig glide ned i retning af Chrisser. Med nogen besvær lykkedes det ham at standse kun et par meter fra Chrisser. – Er du ok? spurgte han.

– Ork, ja, jeg har det fint. Så du ham? Han var simpelthen så lækker, og han havde den sødeste måde at tale norsk på.

– Ja, jeg så, at du lige fik mærket lidt på ham også. Jeg tør vædde på, at du gjorde det med vilje.

– Gud, var det så åbenlyst, sagde Chrisser og satte en skamfuld men meget uægte mine op. – Han var så muskuløs, at man næsten slog sig på ham, og du skulle have mærket hans overarme. Det var ikke de der overdimensionerede bodybuilderarme, men bare vildt lækre, faste muskler.

– Skam dig, sagde Jesper spøgefuldt. – Har du ikke rigeligt i Søren? Jeg tror, at jeg skal fortælle Søren, at du lægger an på de norske fyre midt på løjpen.

– Gør du bare det. Så længe det kun er en tilfældig heterofyr, sker der da ikke noget ved det. Men du skulle da nødig snakke. Har du ikke rigeligt i Lars? Hvad skal du med ham tøjten til Christian? Jeg kan sgu’ godt forstå at Kristian skred, og hvis det havde været mig, så havde jeg smidt tøjtens tøj ud i sneen, inden jeg gik. Og du? Du kan ikke være det der bekendt overfor Lars. Hvad har du gang i? spurgte han vredt.

Jesper var overrasket over Chrissers åbenlyse vrede og anklagende tone. – Jeg skal ikke noget med Christian. Jeg regner da ikke med at se ham igen, sagde han for at forsvare sig.

Chrisser kneb øjnene sammen og så inkvisitorisk på Jesper. – Står du ikke der og indrømmer… Stop, sagde han og vendte hovedet væk. – Jeg vil ikke vide noget. Du kan bare fortælle mig, at du vil gøre alt, hvad du kan, for at undgå ham i fremtiden, og at du ikke kvajer dig i forhold til Lars.

Chrisser så atter på Jesper. – Lov mig det!

– Hvorfor fanden synes alle, at de skal fortælle mig, hvad jeg skal gøre, sagde Jesper fornærmet i et forsøg på at undgå spørgsmålet. – Jeg er sgu’ lidt træt af at blive læst og påskrevet.

– Det skulle du måske have tænkt på noget før, sagde Chrisser blot. – Du ligger, som du har redt. Fik du i det hele taget talt med Lars i morges? Det var ikke mange minutter, du var væk, da du gik op efter ham, og I kom ned hver for sig.

– Du følger godt med, hvad?

– Jeg er sgu’ da en ven, som er bekymret for jer, sagde Chrisser højt og vredt. – Fat det dog!

Jesper var vred og irriteret over, at alle åbenbart blæste sagen op, og at alle skulle fortælle ham, hvad han burde gøre. Der var jo ikke noget mellem ham og Christian, så hvad var problemet?

– Hvis jeg får brug for et godt råd, skal jeg nok henvende mig, sagde Jesper vrissent og vendte skiene, så han få sekunder efter susede ned ad bakken i et lidt højere tempo, end han egentlig brød sig om.

Fortsættes…