Allerede da jeg var 8 år, begyndte jeg at få fantasier og tanker om at være sammen med en anden dreng. Ja, det er meget tidligt at have tanker om den slags, men jeg husker faktisk tydeligt, at tankerne begyndte at komme allerede i den alder. Jeg husker det som om, at jeg dengang allerede var helt bevidst om, at jeg var til fyre. Men jeg slog det naturligvis bare hen, for jeg var jo bare en lille dreng.
Engang da jeg så var blevet 11 år – sådan der omkring, tror jeg – fandt jeg nogle bøger nede i min fars værksted. Det var ikke porno, men bøger som beskrev den mandlige og kvindelige anatomi, og der var da også billeder med forskellige stimulerende steder på kroppen. Dér fandt jeg helt klart også mandekroppen mest interessant. Kvindekroppen? Ja, altså jeg så da billedet, og tænkte bare: Nå, sådan ser en kvinde altså ud. Så bladrede jeg hurtigt tilbage til siderne om manden. Det var en meget smuk mand. Jeg kunne blive ved med at se på ham og hans nøgne krop. Der sad jeg så, og kiggede på ham og uden helt at vide, hvad det betød, og hvad det var, så fik jeg lyst til at tage hans pik i munden. 🙂 Det var som sagt KUN et billede.
Så blev jeg 12 år, og via min fars arbejde fik vi en pc og med internet. Det var jo helt vildt og spændende. Så jeg brugte meget tid på Ofir.dk (som det hed dengang), hvor der var forskellige chatrum – og nogle af dem var for bøsser. Dér chattede jeg med mange fyre, og der var mange som var interesseret i mere og andet end bare chat. Men det blev aldrig til noget – hvilket nok er meget godt, da det jo ville have været pædofili, men det kendte jeg intet til dengang.
Først flere år senere – i 8. klasse tror jeg – mødte jeg en fyr, som jeg blev forelsket i. Jeg har desværre altid været meget ensom, og har aldrig haft så mange venner. Måske er det fordi, jeg var mobbeoffer i skolen. Men i 8. klasse, blev min klasse lagt sammen med en anden klasse. Jeg kom i klasse med en fyr, som blev min første rigtige ven. Ham var jeg meget tiltrukket af, men jeg vidste udmærket godt, at han var til piger. Vi var altid sammen, men jeg turde ikke fortælle om mine følelser.
Jeg tror, at jeg var 16 år, før at jeg begyndte at “interessere” mig for piger. Interessen har nok aldrig helt været der, og i idræt lurede jeg da også på de andre fyre. Men efterhånden som jeg blev ældre, begyndte jeg at åbne mere op for mig selv, men dog ikke DEN side. Pigerne så jeg mest som rigtig gode veninder. Jeg har altid haft et par veninder. De er godt nok blevet skiftet ud flere gange med tiden, men jeg har altid mindst 3 – 4 veninder. Det er vel og mærke kun net-veninder. Vi skriver sammen via SMS, Facebook, osv. Jeg har nemmest ved at få kontakt til piger. Jeg ved ikke, om de kan mærke eller se på mig, at jeg ikke er interesseret i dét. Jeg havde engang en god veninde, som sagde: ”Jeg kan høre på den måde, du taler, at du er bøsse”, og lad mig lige slå fast: jeg taler ganske normalt. En anden veninde inviterede jeg på restaurant, og dér ved bordet overfor, sad der en flok unge drenge, og hun bemærkede også straks, hvor mit fokus var.
Jeg havde engang en god veninde, som sagde: ”Jeg kan høre på den måde, du taler, at du er bøsse”, og lad mig lige slå fast: jeg taler ganske normalt.
Jonas, 35 år
Da jeg var 20 år fik jeg min første kæreste. Det var en pige. Jeg har som sagt altid haft det nemmere med at komme i kontakt med pigerne end med fyrene, men pigerne siger mig bare ingenting. Jeg var sammen med hende i lidt over et år, og jeg boede næsten hos hende. En gang, hvor jeg var alene hjemme i hendes families hus, var jeg på chatten, og skrev med en fyr, som introducerede mig til boyfriend.dk. Jeg oprettede en profil derinde, og skrev videre med fyren og aftalte at mødes med ham dagen efter. På det tidspunkt var jeg altså 20 og ham fyren har vel været 42 – 44 år. Det var min første gang, men oplevelsen med ham var egentlig ikke særlig god. Jeg følte nærmest, at jeg blev voldtaget.
Nå, men så gik der 5 år, hvor jeg ingen kæreste havde. Jeg skrev sammen med forskellige piger, og mødtes også med dem, men det var kun sex, og det sagde mig intet. Jeg tror, at jeg gjorde det, fordi jeg så gerne ville passe ind. Når man hele livet har været mobbeoffer – og det forsatte langt efter folkeskolen – så vil man bare gerne ha ét punkt i livet, hvor man føler sig anerkendt, eller føler sig på lige fod med andre. Det var måske også lidt spændingen i det, men der var jo kun én, som det gik ud over, og det var mig selv. Pigerne var jo nok ligeglade – det virkede i alt fald sådan. Så hvorfor jeg mødtes med pigerne, ved jeg ikke. Det også noget, jeg fortryder nu.
Så fik jeg en kæreste igen i 2008 – som også var en pige, men inderst inde vidste jeg jo godt, at jeg mest er til fyre, og jeg har da også haft flere profiler på boyfriend, imens vi var kærester, og så slettet dem igen. Jeg har været på Boyfriend, sådan on/of siden jeg oprettede mig derinde første gang som 20-årig, og jeg har altid haft boyfriend profil altimens jeg har haft ”forhold” til piger. De forhold betragter jeg nu også mest som venskaber. Alle forhold med piger, de starter sådan ok. Man er meget aktiv i sengen, men det dør hurtigt ud, og så kommer hverdagen. Jeg er slet ikke glad eller lykkelig, og jeg synes faktisk, at jeg spilder mit liv. Når hverdagen banker på, løber forholdet ud i sandet, og vi bliver lynhurtigt trætte af hinanden og irriteret på hinanden. Alle disse forhold er endt i det rene lort og kaos.
Jeg har mange gange forsøgt at komme til at mødes med folk, jeg har mødt på Boyfriend, og har skrevet til rigtig mange, og jeg har da også mødtes med et par stykker. Men mange af dem jeg har kontaktet, som jeg synes lyder rigtig interessante, de er på ingen måde interesseret i mig. Det gør ondt, må jeg indrømme. Jeg skal ikke sidde og klynke, men efter et helt liv med mobning, forhold hvor jeg har fået tæsk, forhold med fysisk og psykisk vold og det samme fra mine klassekammerater, så har jeg meget svært ved afvisninger, og mange af dem, jeg skriver til, og er interesseret i, de svarer mig gerne tilbage ved at blokere mig (forhindrer at man kan skrive til ham igen).
Jeg har været forelsket i en fyr, og vi kunne godt have været blevet kærester. Det var vi vist også lidt, men det holdt op, da han blev fængslet for at være pædofil. Det var noget af en mavepuster…
Så det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at jeg endnu ikke er sprunget ud. Jeg har aldrig haft modet til at sige til nogen: Jeg er bøsse. Jeg har forsøgt ALT, for at min familie bare skal spørge: “Jonas, er du bøsse?” Jeg ved ikke, hvad det er jeg frygter.
Jeg har aldrig haft modet til at sige til nogen: Jeg er bøsse.
Jonas, 35 år
Jeg har så desværre gang på gang prøvet at indlede et forhold til en pige, men alle mine forhold med piger kører efter samme mønster. Netop dér burde der jo ringe en klokke hos min mor. Hun er sundhedsplejerske og arbejder blandt andet med og underviser i seksualitet. Så hvorfor hun intet ser er mig en gåde.
Jeg ved ikke, hvad der ville ske, hvis jeg bare satte mig ned sammen med hende, og sagde, at jeg er bøsse. Et eller andet sted tror jeg, hun vil sige, at hun godt ved det, og jeg altid vil være hendes søn uanset hvad. Det er det, der er så dumt, at jeg ikke aner, hvad det er, jeg er bange for.
Men jeg er næsten sikker på hun ved det, fordi jeg er begyndt at provokere nu – dog på en god måde. Min Facebook er pyntet med regnbuesymbolet – både som cover og profilbillede. Jeg har Out & About liggende fremme, og en masse smykker og ting og sager med regnbuesymbolet på, men det bliver ikke nævnt – ikke med ét ord. Ikke engang med spørgsmålet: Hvorfor har du dog de ting? som man nok ville tro, var et ret godt spørgsmål at stille.
Min familie ser stadig intet. Jeg har hele livet prøvet at komme med små hints og bemærkninger, sådan at der INGEN tvivl var. Men min familie er åbenbart stære blind. Jeg tænker bare: så spørg mig dog for helvede! Hvor svært kan det være? Nu er jeg 35 år og næsten halvvejs i livet, men jeg mangler stadig modet.
MEN lige nu skriver jeg sammen med en rigtig sød fyr, jeg har fundet på Boyfriend, så der er lys forude…
Jonas
I dag (20/1-18) var dagen hvor jeg endelig kom ud af skabet.
ALLE har taget det SÅ fint. Jeg er så lettet og glad.
Jeg vil sige rigtig mange tak for støtte og vejledning her igennem på din helt fantastiske side.
og jeg håber at den stadig vil være tilgængelig så andre også kan få glæde af det.
igen mange tak