af Kåemer
Man drømmer, at man er rig, og vågner lige fattig. Man spiser den lækreste mad i drømme, man vågner og er endnu mere sulten. Med sex er det anderledes, det man oplever i drømme er tit bedre end, hvad man oplever i virkeligheden. Og dog er der vel næppe nogen, der vil foretrække drømmen for virkeligheden. Men jeg vil nu hævde, at den som har liflige drømme også oplever virkeligheden stærkere.
Jeg har her nedskrevet nogle af mine egne drømme, nogle rigtige drømme, andre dagdrømme, nogle drømme som fantasien har spundet videre på. Jeg skelner ikke så nøje.
Når jeg ser igennem, hvad jeg har skrevet, så ser jeg, at jeg røber en forkærlighed for ganske unge drenge. Det siger også noget om, hvordan drømme fungerer, for i virkeligheden vil jeg altid foretrække voksne mænd. Bøsser er ikke anderledes end heteroseksuelle mænd, der går rundt på badestrandene og belurer de unge piger, for så at gå hjem til konen og give hende en ordentlig omgang og glæde sig over, at der er noget at få fat i. Ungdom og skønhed virker stærkt på fantasien, men kommer det til realiteter, vil man gerne have et modspil, som den helt unge sjældent kan give. Men virkeligheden henter sin saft og kraft fra fantasien, og hvor er det dejligt, når man hos den voksne mand mærker, at drengen stadig er lyslevende i ham. Da synger englene. Englesangen høres i de suk, støn og mærkelige lyde der kommer fra den elskede.
Når hvert fantasibillede indledes med ordene ”Jeg er …” er det fordi jeg i drømme kan forvandle mig til hvad det skal være – som de græske guder. Tænk om man også kunne gøre det i virkeligheden…
Femten år
Jeg er en dreng på femten år. En frygtelig alder. Jeg er ikke noget barn længere, i hvert fald er der ingen, der interesserer sig for den smule barn der er tilbage i mig, heller ikke jeg selv, jeg vil helst af med det. Nåja, men mor elsker mig vist, men det er jo bare mødres opgave, og desuden er jeg slet ikke sikker på, at hun gør det. Hun har altid travlt med sit eget.
Jeg elsker ikke selv nogen. Jo, sommetider kan jeg godt elske nogen af pigerne eller drengene i skolen, men det er så flygtigt, og det er ikke nogen bestemt. Desuden har de alle andre interesser end lige mig. Kærligheden synes rigtig nok at blomstre omkring mig, men mig synes den ikke at ville ramme.
Jeg er ikke køn. Nåja, ligefrem grim er jeg vel ikke, men køn er jeg ved Gud ikke.
Sex er noget overvurderet. Ikke at jeg har nogen særlig erfaring med det, men jeg har da en slags “kærlighedsforhold”. Haha! – Det var for et års tid siden, at en mand i en park kom med et forslag til mig. Jeg tænkte, jamen hvorfor ikke? og gik med ham hjem. Han suttede den af på mig, og det var det hele. Han gav mig så sit telefonnummer og sagde, at jeg kunne komme, når jeg trængte til det. Trængte til det! Ja, det er vel sådan det er. – Sommetider føler jeg, at jeg er en slags tank og at han er en dunk som jeg pumper sæd ned i. Det er ikke ret meget for hver gang, så jeg spekulerer på, hvor mange gange jeg skal gøre det, før dunken er fuld. – Heller ikke han interesserer sig særligt for mig. Jeg er bare en dreng med en pik på. Og det er vel så det jeg er.
Jeg har opdaget, at han også har andre drenge, der kommer til ham. Det kunne jeg da også sige mig selv. Jeg fik en dag en glimt af en af dem. Han var en køn fyr, og jeg kunne da godt tænke mig at lære ham at kende. Vi kunne være kammerater, eftersom vi har fælles interesser. Haha! Men jeg har set ham midt i en flok venner og kammerater, så det er vist ikke det, han mangler.
Jeg tænker tit på at holde op med det hos Donaldsen, for egentlig kan jeg jo slet ikke lide det der. Men så er det alligevel en afveksling fra, at gokke den af på mig selv, så jeg bliver ved lidt endnu.
Sådan er det at være femten år. I hvert fald er det sådan at være mig.
– – –
Der er sket noget, der forandrer det hele. Men man bliver jo heller ikke ved med at være femten år. Det var en skøn opdagelse, at livet bevæger sig videre.
Det var ved en skolefest. Egentlig bryder jeg mig ikke meget om den slags, men jeg går alligevel med som en slags pligt. Man bryder sig jo ikke om, at stikke alt for meget ud.
Der var en fyr der, som jeg godt kendte. Det vil sige, han er et par år ældre end jeg, og jeg har aldrig haft noget med ham at gøre, vidste ikke engang hvad han hed. Han er lang, næsten et hoved højere end mig. Han har mørkt krøllet hår, som altid sidder i et rod omkring hans hoved. Han ler meget og virker noget nervøs. Kammeraterne kan vist godt lide ham, men han er alligevel lidt udenfor. Han er sjusket klædt, er åbenbart ligeglad med modetøj og den slags.
Sent på aftenen befandt jeg mig pludselig uden for skolen sammen med ham. Jeg var gået ud for at trække frisk luft, og han var vist fulgt efter mig.
“Pyha! det er varmt derinde,” sagde han. Gider du gå en tur med mig?”
“Det kan vi da godt,” svarede jeg.
Der går en sti langs søen, der gik vi ned. Et sted satte vi os på en bænk.
“Jeg har længe lagt mærke til dig,” sagde han.
“Hvorfor det?” spurgte jeg oprigtigt forbavset.
“Det ved jeg ikke,” svarede han, “der er bare noget ved dig, der tiltrækker mig.”
Det forvirrede mig. Jeg havde da selv følt det sådan over for nogen, men jeg havde aldrig turdet sige det så direkte. Og da han lagde sin arm om min skulder, så vidste jeg godt, hvor det bar hen. Jeg ventede, at han ville begynde at rage på mig, og det ville da være i orden, det ville jeg gerne. Men det var ikke det han gjorde. Han tog mig om hovedet og vendte mit ansigt op mod sig. “Har du noget imod, at jeg kysser dig?” hviskede han.
“Nej,” hviskede jeg igen. Jeg ved ikke, hvorfor vi hviskede, der var ingen, der kunne høre os der.
Det kys forandrede alt for mig. Efter det syntes jeg, at jeg var blevet til en anden person, eller rettere sagt, da blev jeg rigtigt mig. Hans læber var bløde og varme. Jeg havde da kysset før, men det havde været sådanne hurtige, lette kys med spidse læber. Her blev det ved og ved, og jeg mærkede som en krilren i kroppen, at han stak sin tunge ind i min mund.
Da han endelig slap mig, var jeg helt rundt på gulvet, og ville bare at han skulle blive ved. Men han rejste sig og tog min hånd. “Kom,” sagde han, “vi må hellere gå tilbage til de andre. Og så må vi mødes senere. Synes du ikke det?”
“Jo,” svarede jeg helt konfus. Jeg ville have sagt ja og jo til hvad som helst.
Da vi kom tilbage til skolen, fandt han et stykke papir frem og skrev navn og adresse på det. Han hed Oliver. “Vil du komme til mig i morgen aften?” spurgte han.
“Ja,” svarede jeg. “Ja, det vil jeg.”
Jeg orkede ikke, at gå ind til festen igen, så jeg gik hjem.
Næste dag var jeg noget betænkelig ved situationen. Hvor var jeg på vej hen? Men jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville gå til Oliver.
Han boede i en villa ikke så langt fra der, hvor jeg bor, og vi mødtes på hans store værelse. Der står i romanerne, at “de fuldbyrdede deres kærlighed,” og det skal jeg lige love for.
Her var der ikke noget med tank og dunk, jeg ved ikke hvad det var. Forelskede teenagere vel! Vi rodede rundt i hans seng, både med og uden tøj på. Når vi ind imellem tænkte på at holde op og tog tøj på, måtte vi straks have det af igen.
I en pause spurgte jeg: “Hvad med dine forældre. De må da kunne høre det her.” Jeg havde ikke set dem, men de var vist et sted i huset.
Han lo. “Det blander de sig da ikke i. De regner med, at jeg er en stor dreng nu. – Og ved du hvad? Bare vi er ordentlige mennesker, kan vi vel gøre, hvad der passer os.”
Ja, det var jo en forbavsende tanke. Kunne man være et ordentligt menneske, og så gøre alt dette og meget andet? Ja, Oliver kan i hvert fald.
Og hvad så nu? Det aner jeg ikke, men jeg ved da, at det også kan have sine fordele at være femten år, og seksten … og sytten. Oliver er sytten.
Et venskab
Jeg er en dreng på 10-11 år. – Ja, egentlig er jeg bare mig selv, men jeg er kommet forbi en skole, og dér på legepladsen ser jeg en ualmindelig smuk dreng i netop den alder. Nu går jeg ikke efter smådrenge, men den overordentlige skønhed kan ikke undgå at berøre en. Så jeg forvandler mig til en dreng på samme alder som netop er ny i hans klasse. Jeg går frem mod ham der i skolegården, rækker hånden frem og siger; “Goddag, jeg hedder …, og jeg er ny her. Vil du være ven med mig?”
Han ser på mig med sine store, mørke øjne. Han tager min hånd og svarer: “Det vil jeg da gerne. Jeg hedder Francis … Men hvorfor det? Du kender mig jo ikke.” – “Jeg så dig straks,” siger jeg, “og du er meget smuk.” – “Nå, synes du det,” svarer han. “Jeg ville nu gerne være større, og jeg ville gerne være kraftig og stærk, som du synes at være.” – “Jamen, så er det jo perfekt,” siger jeg. “Jeg synes om dig, og du synes om mig. Det er da en god begyndelse, ikke?” – Og så var det venskab sluttet.
Han var, som jeg havde tænkt, og som jeg havde set. Han kunne såmænd godt lege med de andre, være lige så vild, lave lige så meget larm og råbe lige så højt, men som oftest var han stille og gik for sig selv, som om han faldt i tanker. Nu var vi to, der skilte sig ud.
Han var fortryllende. Set med mine voksenøjne var han alfeagtig let, når han bevægede sig, når han løb eller sprang efter en bold, kunne mine øjne indstille sig på slowmotion, så hans bevægelser var som den eleganteste luftballet. – Dette så mine barneøjne også, men de så også, at han ikke var nogen alf, men af kød og blod, de så hans røde læber, som nok ville bryde sig om at blive kysset, at hans krop var fast og til at tage fat i, og hans små men faste næver og fingre nok kunne være både blide og hårde, og at de var i stand til andet end at lave disse rappe sommerfuglebevægelser. Som voksen ville jeg ikke vove at røre ham, udover at stryge ham let over håret og ae hans kind, men som barn turde jeg mere end det.
Jeg tog ham med hjem, og han overnattede sommetider hos mig og jeg hos ham. Det blev til en hel del kysseri og en smule onani – nåja, lidt mere end en smule. Den voksne må lade være med at nærme sig et barn på den måde, ja, han skulle måske ikke engang digte om det – men det er nu ingen skade til, at blive mindet om, at vi alle engang har været børn, og at det som måske senere blev tilsmudset en gang var ganske uskyldigt. – I øvrigt, de ting som sådan et par smådrenge kan foretage sig sammen, kan for den voksnes blik nærmest virke småkomisk og rørende. Men tag endelig ikke fejl, for barnet kan det være en lidenskab på højde med de voksnes, fordi alt er nyt og første gang, og fordi følelsen af venskab er så intens. – Mine voksenøjne tør godt nærme sig den søde, smukke, dejlige Francis, fordi jeg kan se ham gennem mine 11-års barneøjne.
Et sådant venskab er evigt, det vil sige, evigt som sommerfuglen, som bliver ved med at flagre i dybet af ens sind mange år senere.
Mine forældre flyttede til en anden by, og jeg måtte skifte skole. Det bekymrede mig ikke særligt, jeg havde ikke knyttet mig noget videre til denne skole, kun til Francis. Ham kyssede jeg farvel og sagde, at vi da bare skulle ses alligevel, så langt væk var det jo heller ikke. – Men jeg så ham ikke mere. Ikke at jeg glemte ham. Slet ikke. Men der kom bare andet og andre ind i mit liv, og så gik tiden – og det var vel det samme med ham.
– – –
Jeg var seksten år, da jeg en dag havde været ud at købe mig en ny ketsjer, og jeg gik ind på en McDonald’s og købte mig en dobbeltburger. Jeg stod ved et af disse høje runde borde, da jeg hen over burgeren, som jeg var i færd med at proppe i munden, så lige ind i et par sorte øjne, som så lige ind i mine. “Francis!” udbrød jeg og spruttede kød og salat omkring mig. Det var virkelig Francis! Han lo og kom over til mig. Lige så eventyrligt smuk som før var han, fra det sorte, glatte hår, de strålende øjne og ned til hans bare sandalfødder. Men han var ligesom blevet strakt ud, dengang var han en lille mand, nu var han en lang dreng. Han havde de samme perfekte proportioner, den samme lette gang og bevægelser. Jeg kunne fristes til at kalde ham feminin, hvis det ikke havde lydt helt forkert. Han var ikke feminin, hvis det ikke var fordi man uvilkårligt forbinder stor skønhed med femininitet.
For mig var det en nydelse, at se ham og at være sammen med ham igen. – Der i cafeteriet omfavnede han mig uden videre og kyssede mig på kinden. Nogle fyre omkring os skulle være vittige: “Såså! ikke noget bøsseri her!” – Vi ignorerede dem og satte os hen ved et bord. Vi havde meget at tale om.
Vi var da meget sammen i den følgende tid. Om det var forelskelse fra min side, ved jeg ikke, men ellers ved jeg ikke, hvad jeg skal kalde det. Jeg var meget optaget af ham, tænkte altid på ham, og nød hvert minut sammen med ham, bare at se ham og røre ham. Men på samme tid var jeg forelsket i en pige. Hun kom dog noget i baggrunden i denne periode, men da hun vist ikke var så overvældende forelsket i mig, gjorde det ikke så meget.
En dag på hans værelse spurgte jeg ham, om han huskede, at vi havde spillet pik sammen. Jeg havde slet ikke mod til at sige det, men det pressede på og måtte ud, om det så skulle være mellem sidebenene. Han huskede det, og han havde ikke noget imod at prøve igen. Vi begyndte lidt kejtet at famle på hinanden. – Jeg tror ingen af os var klar over, hvor stærke de følelser var, men da vi havde taget det første skridt – eller det første tag – og vore hænder havde mærket hinandens nøgne, varme hud udviklede det sig hastigt. Naturen tog over, og snart havde vi fået bukserne af og lå i en tæt omfavnelse. Egentlig er to fyre jo slet ikke skabt for hinanden, de er begge indrettet til at stikke ind et sted, det fandt vi ud af senere, men i første omgang strittede vi imod hinanden og vore pikke lagde sig kærtegnende op ad hinanden og op ad maven, og det føltes helt rigtigt. Hans mund var ikke så uskyldig som da vi var børn, men endnu blødere og varmere, og hans pik var meget hård i min hånd, og da jeg havde min tunge inde i hans mund og samtidig mærkede hans sæd løbe ud mellem mine fingre, var det så dejligt, at jeg selv kom op mod hans hofte og sprøjtede ud over hans mave. Lige efter lå han ganske stille, og hans pik stod og vippede, og vores sæd var blandet sammen på hans mave. – Teoretisk set var vi måske ikke skabt for hinanden, men det var sådan det føltes. Alt var som det skulle være.
Vi var lidt flove og generte over for hinanden, da vi bagefter tog tøj på. Ingen af os havde vist regnet med, at det skulle være så voldsomt. Men genertheden var ikke værre, end at vi dagen efter mødtes igen og gentog det hele med variationer. Ja, i den følgende tid kunne vi knapt ses uden at vore hænder straks søgte mod hinandens skridt. Og var det på et offentligt sted, vi mødtes, eller vi var sammen med andre, kunne det blive helt pinagtigt, fordi vi måtte beherske os. Ja, en gang på den samme McDonalds, hvor vi havde truffet hinanden, blev det så hårdt, at vi måtte gå ud på toilettet og spille den af på hinanden. Og da gjorde angsten for at blive opdaget nydelsen endnu stærkere.
Men samtidig med at lidenskaben eller liderligheden voksede, voksede mine betænkeligheder også. I klare øjeblikke spurgte jeg mig selv, om det virkelig var dette jeg ville. Mit hjerte, min krop og mine sanser svarede ja ja ja! men min forstand svarede nej, og ganske langsomt vandt forstanden terræn. Han må have haft det nogenlunde ligesådan, for da jeg foreslog, at vi skulle holde op med at gå i seng med hinanden, var han straks enig. Men det var håbløst. Når vi var sammen gik vore hænder straks deres egne veje, og de vidste nok hvad de ville, og vore kroppe protesterede ikke.
Så begyndte jeg at komme sjældnere hos ham, jeg trak det ud. Men selv det tjente bare til at gøre lidenskaben større, og vi rodede os ud i noget, der tangerede perversiteter. En dag kneppede jeg ham. Det havde vi ikke gjort før. Det var som om en lille styrende del af bevidstheden sagde os, at så længe vi holdt os fra røvhullet, var vi ikke rigtigt bøsser, vi var ikke røvpulere. – Men nu gjorde vi det altså, og det var dybt tilfredsstillende, og jeg mærkede på ham, at han var rolig og tilfreds.
Efter at have sovet lidt, stod vi op og tog meget roligt vores tøj på. I denne nøgterne tilstand sagde jeg: “Vi står ved en skillevej, og jeg tør slet ikke tænke på, hvor disse veje fører hen. Hvad siger du til, at vi holder os fra hinanden og ikke ses et stykke tid.” – Jeg stod op og han sad på sengekanten. Han var bleg og så ikke op på mig. “Jeg er enig!” sagde han stille. “Og jeg er sikker på, at når du er gået, vil jeg ikke være enig mere … men jo, jeg er enig.”
Jeg turde ikke give ham et knus, men rørte bare let ved hans skulder og sagde: “Vi ses!” uden at tænke på, hvor malplacerede netop de ord var. – Så gik jeg.
– – –
Jeg er syvogtyve og lykkeligt gift med Marion, og vi har to børn, en dreng og en pige. Vi er lige flyttet ind i en villa og har netop haft besøg af en entusiastisk genbo, der vil have os med som medlemmer af foreningen for beboerne i kvarteret. Han har givet os en liste over de andre medlemmer. Jeg sidder og studerer den, og ser pludselig navnet Francis og så hans meget specielle efternavn. Det må være ham!
Jeg har gennem årene tit fortrudt bruddet med ham, og har haft lyst til at opsøge ham, men min forbandede sunde fornuft har hver gang holdt mig tilbage. Jeg har gerne selv villet styre mit liv, og jeg har ikke villet lade vilde lidenskaber føre mig ukendte steder hen. Det er jo også gået meget godt. Jeg har et godt liv, et godt job, og jeg er glad for min kone og mine børn. Vi savner intet hverken udadtil eller indadtil, synes jeg. Men synet af Francis’ navn på listen vækker en dunkel uro i mig. Som man siger, jeg hører fjerne trommer!
Nå, der er jo gået mange år, så der kan vel ikke ske så meget ved at opsøge ham.
Jeg gik tur med hunden – for sådan en havde jeg da selvfølgelig også. Jeg gik ad villavejene, så jeg kom forbi huset, hvor han boede, og en dag gik han virkelig og rev visne blade sammen i haven. Jeg standsede og betragtede ham. Det var rigtig nok Francis! Han lignede sig selv, stadig slank og spinkel, den særlige mandstype, der synes at blive ved med at være sytten.
Han så op, hans sorte øjne ramte mig som et stød i hjertekulen – og tabte riven. Så kom han stille hen og åbnede havelågen. “Kom ind!” sagde han. Jeg fulgte ham ind i haven, og han lagde sin hånd let på min arm. “Du tror det er løgn,” sagde han. “Jeg gik netop og tænkte på dig – så så jeg op, og dér stod du.”
Han førte mig ind i huset, hvor jeg hilste på hans hustru, en lidt mager, men meget smuk, lys kvinde. Han havde også en søn, en dreng på 5-6 år. Han lignede sin far, da jeg så ham første gang, og dog var der en væsentlig forskel. Hvad var det? Jo, han havde blå øjne.
Francis havde også en hund, og de to hunde knurrede lidt af hinanden, men blev så meget gode venner og begyndte at snuse hinanden i bagdelen.
Han viste mig rundt i huset og haven. Vi ville gerne være personlige, forny venskabet, men var formelle. Der var en nervøs distance imellem os, som ikke var til at overvinde. Jeg fik dem inviteret hjem til og, men da jeg gik hjemad med hunden, var jeg misfornøjet. Hvorfor? Hvad havde jeg ventet? At vi skulle falde om halsen på hinanden, eller …? Nåja! – Men vi sås da jævnligt i den kommende tid, og de to hustruer blev straks venner.
En dag sagde hans kone, Laura: Du har aldrig vist din ven din kælder. Det må du da gøre!” – Han smilede og sagde ironisk og lidt forbeholden: “Nåja, når du siger det.”
Vi gik ned ad kældertrappen, og der mødte mig et uventet syn. Kælderen var åbenbart helt og holdent hans domæne. Det første rum var et værksted med en høvlebænk og alt muligt værktøj, i det andet var hans skrivebord og computer, og der var en magelig sofagruppe og et barskab.
Han skænkede en drink til os. Jeg veg tilbage fra at sætte mig i sofaen, og gik ud i værkstedet. Vi stod med vores drink op ad høvlebænken. Vi var meget nær på hinanden, og jeg turde ikke se på ham.
“Du forstår nok, hvorfor jeg ikke har inviteret dig her ned tidligere, ikke?”
“Jo, svarede jeg, “vi må ikke …” men mine hænder var allerede på vandring. “Vil du, at jeg skal lade være?” spurgte jeg.
“Ja,” svarede han, “lad være!”, men han havde allerede en hånd inden for min skjorte.
Det blev dog ikke til meget mere. Vi gik op til vore hustruer. Men da vi gik hjem, var jeg glad. Jeg havde stadig fornemmelsen af hans krop mod min, og mine hænder kunne stadig fornemme hårdheden i hans skridt.
Selvfølgelig udviklede det sig. Hvad ellers? Allerede næste gang spillede vi den af på hinanden, og det var lige så godt som den gang vi som seksten-årige stjal os til at gøre det på McDonalds toilet. Da der var slået en breche i vores mur, faldt barrierer og hæmninger hurtigt.
Jeg læste for nylig, at biseksualitet i virkeligheden slet ikke findes. Nogle forskere havde fundet ud af, at biseksuelle bare er mænd som ikke vil stå ved deres homoseksualitet. Nåja, det kunne på en måde godt passe på mig, og vel også på Francis. Og dog ikke! Jeg har aldrig følt mig særlig tiltrukket af mænd. Og med piger? Nå ja, jeg har aldrig været nogen Don Juan, men jeg har da haft et udmærket forhold til min kone. Men man kan så måske sige, at jeg aldrig har været noget særlig seksuelt menneske. – Men hvad sker der med en, når man kommer så nær på et vidunder som Francis? Det var som om min drift ikke var rettet mod noget køn, men lige præcis mod ham. – Og hvad mit forhold til Marion angår, så blev det ikke forringet af venskabet med Francis. Tværtimod! Jeg var glad og havde langt større overskud, og det blev også til glæde for min kone. Og noget tilsvarende gjorde sig nok gældende for Francis og Laura. Året efter fik de endnu et barn, den yndigste lille pige – med sorte øjne.
Skibsdrengen
Jeg er en slags underofficer på et stort skib på vej over Nord-Atlanten. Det er oktober og småregn, og det mørkner. Jeg skal se til skibsdrengen, der står til rors.
Der er to drenge i 16-17-årsalderen ombord. Jeg mærkede mig dem begge, da de ankom. Skibsdrengen hedder Peter, en mager og strithåret fyr. Jeg så ham tage afsked med forældrene, og give dem begge et knus. – Den anden er kokkens medhjælper, Oluf. Han er køn, slank og letfodet, lyshåret, krøllet og med de klareste blå øjne. Jeg så ham tage afsked med en meget køn pige.
Skønhed er jo tiltrækkende, så jeg var venlig over for Oluf og inviterede ham ned i min kahyt. Han gennemskuede mig imidlertid, skønt jeg slet ikke syntes, der var noget at gennemskue på det tidspunkt. Han sendte mig et strålende smil og svarede rapt: “Jeg vil komme en dag, det er rigtig koldt, og jeg trænger til at få varmen.”
Jeg var naturligvis også venlig over for Peter. – Han står nu ved roret og er iført regntøj, men jeg forstår, at det våde i hans ansigt ikke bare skyldes regnen men tårer. Han bliver forskrækket ved at se mig, og tørrer sig med en klud. – “Problemer?” spørger jeg. – “Nej, nej,” svarer han hurtigt, “det er bare … nåja, det er bare, at jeg savner dem derhjemme.” – “Første gang du er hjemmefra?” spørger jeg. – “Ja,” svarer han, “men det går nok.” – “Du bliver afløst om en times tid. Vil du da komme en tur ned til mig og få en kop kaffe?” Han sender mig et hurtigt blik, også han gennemskuer mig straks, men han svarer: “Ja tak, det vil jeg gerne.”
Jeg går ned i min kahyt, det er sent, og jeg går straks til køjs og ligger og læser, da han kommer. Der bliver ingen kaffe i denne omgang, men han syntes heller ikke at forvente det. Han tager regntøjet af og derefter straks det øvrige, undtagen undertrøje og underbukser, og kravler op i køjen til mig. Der er ikke meget plads, men vi kan da lige være der begge to. Der følger et sus af kulde og frisk luft med ham. “Fryser du?” spørger jeg. – “Ja, lidt,” svarer han og putter sig godt ned under tæpperne. – Jeg står op og tager en flaske cognac i mit skab og skænker i to glas. “Drik det,” siger jeg og rækker ham det ene. Han rejser sig på albuen og nipper til glasset. “Hå! det er vist stærkt,” siger han. – “Du har godt af det. Det giver varmen,” siger jeg og drikker mit eget i ét drag. Så kravler jeg igen ned i køjen. Han hoster lidt og giver mig glasset, som jeg sætter ned på gulvet. Han strækker sig i køjen, og jeg mærker hans magre krop blive varm imod min. – Han er frygtelig naiv og tillidsfuld, han stoler uden videre på, at jeg vil ham det godt. – Men det vil jeg jo også! Hvis jeg har været selvisk – og det har jeg jo, det er man da i den slags sager – så smelter selviskheden for lysten til at være god ved denne søde dreng. Han er måske ikke smuk ud fra almindelige mål, men han bliver det i sin tillid og sin lyst.
“Har du prøvet det her før? spørger jeg. – “Næh.” svarer han, “det er første gang, men jeg regner med, at du ved, hvordan man gør.” – Jeg kysser ham på munden. Det overrasker ham, men han lader mig gøre det. Hans læber er smalle og tørre. Jeg slikker dem let for at give dem lidt væde, og hans tungespids kommer frem. Jeg kærtegner hans krop under undertrøjen, og mærker tydeligt hans ribben. Hvor er han dog mager! Så søger min hånd nedover, ned i hans underbukser. Det giver et lille sæt i ham, da jeg får fat i hans pik. Den er ikke særlig stor, men den er stiv og åbenbart parat til hvad som helst. “Det er så dejligt,” hvisker han.
Jeg slår tæpperne til side, og trækker hans underbukser helt ned til under knæene. Så sætter jeg mig på knæ lidt længere nede i sengen og tager hans pik i munden. Han stønner højt og står i en bue op imod mig og kommer næsten med det samme. Jeg mærker de små hurtige ryk i pikken og smager hans salte sæd. Så sukker han dybt og slapper af. Jeg lægger mig ned ved siden af ham, og han putter sig ind mod mig. “Det var så dejligt,” hvisker han.
Han døser lidt, men vågner så igen til dåd, og jeg mærker, at han griber om min pik. “Så er det dig,” siger han. – “Jeg vil hellere på en anden måde,” siger jeg. Jeg tager et håndklæde, jeg har parat, og lægger det bag hans ryg. Så lægger jeg mig tæt ind mod ham og stikker min pik ind mellem hans lår helt oppe ved nosserne. “Klem så sammen,” siger jeg, og det gør han. Allerede nu er det skønt at mærke hans krop så tæt mod min og min pik tæt ind mod hans pik, nosser og lår. Jeg har min mund mod hans kind, min ene arm under hans hoved og den anden om hans nøgne krop, og jeg gør de der lette bevægelser, som får mig til at føle, at han ikke kun er der i mine arme, men også indvendigt i mit sind, og jeg glider ind i en salig svimmelhed. – Jeg dukker op til virkeligheden igen, da jeg hører hans stemme: “Nu kom du vist!” – Jeg må le. “Ja, det må siges.”
Vi bruger lidt tid på at rydde op i den rodede seng, rette på de krøllede lagner, og hans underbukser, som stadig ligger og roder omkring hans fødder, får han trukket op. Herlighederne bliver lukket inde igen. Nå, det forhindrer mig nu ikke i stadig at få fat i dem, og mens vi ligger og småsnakker, har min hånd sine egne aktiviteter dernede. Første gang kom han så hurtigt og voldsomt, nu giver vi os bedre tid, og denne gang tager jeg den i hånden, mens jeg småkysser ham. Han bliver helt stille, hans krop er først afslappet, så mærker jeg, at den spændes, og han sprøjter langt op over sin egen mave. Utroligt hvor meget sæd der kan være i så ung og spinkel en dreng.
Vi sover lidt, men ud på natten siger han: “Jeg må hellere gå over til mig selv.” Han står op, tager sit tøj under armen og sniger sig halvnøgen ned ad korridoren til sin kahyt, som han deler med Oluf.
I den følgende tid er han tit hos mig, ikke hver nat, jeg lader helt ham selv bestemme farten. Sommetider mødes vi også om dagen til en hurtig omgang. Det øvrige mandskab mærker vist ingenting. De har en drøj tone over for de to drenge, men det er ret godmodigt. Men Oluf kan vel dårligt undgå at vide hvad der foregår. Det spørger jeg Peter om. “Næh, det siger han ikke noget om,” svarer han. “Det kan han også bare lade være med. Jeg siger jo heller ikke noget, når han ligger og spiller pik.” – Billederne af dette for gennem mit hoved. Sikke et spild, og jeg tænkte på hvad jeg kunne have gjort ved ham. – Nå, jeg havde vel også rigeligt i Peter, men i fantasien har man lov til at være lidt troløs.
Der var slet ingen kvindelige besætningsmedlemmer ombord, bortset fra kaptajnens kone, som var lige så bred som hun var høj og absolut intet sexobjekt, så det kom slet ikke på tale om drengene egentlig var til piger. Det faldt mig slet ikke ind, når det gjaldt Peter. Jeg spurgte ham dog, om han ikke havde haft en pigekæreste, men det havde han ikke. “Kunne du tænke dig det?” spurgte jeg. – “Ja!” svarede han uden at betænke sig. “Du kan måske skaffe mig en?” – “Jeg kan ikke skaffe dig en kæreste. Det må du selv klare,” sagde jeg. “Men jeg kan godt skaffe dig sex med en kvinde. En rigtig sød en.” – “En ludder?” spurgte han. – “Ja, det kan man godt sige,” svarede jeg, “men hun er ikke nogen helt almindelig ludder. Du kan møde hende, når vi kommer i havn.”
Han så granskende på mig. “Jeg troede, at du kun var til …” – “Ja ja,” svarede jeg, “jeg er til dejlige mennesker.” Det tænkte han lidt over. Så sagde han: “Nåja, det er jeg måske også.”
Vi var på vej til en havn sydpå, og jeg havde telegraferet til Lizzie, at vi var på vej. Jeg havde været sammen med hende, hver gang jeg var i den havn.
Da vi gik fra borde, så jeg også Oluf. Nej, hvor så han godt ud i sit pæneste tøj. Et par piger på kajen så fnisende på ham, og han vinkede til dem. “Held og lykke!” sagde jeg til ham. – Han sendte os et strålende smil. “Ja, til jer med,” sagde han og forsvandt i folkemængden.
Jeg ringede til Lizzie fra en telefonboks, og vi aftalte, at jeg skulle komme lidt senere og tage noget vin med, så ville hun lave mad. “Jeg har en ung ven med,” sagde jeg, “og han har brug for din … det du kan give ham.” Hun lo. “Han skal være så velkommen,” sagde hun, “Du kender ham måske godt?” – Jeg kender ham på enhver måde,” svarede jeg. – “Godt!” sagde hun, “kom I bare.”
Han var godt nervøs, da vi var på vej til hende. “Tror du, hun vil bryde sig om, at jeg er med,” spurgte han. – “Ja, vent nu bare og se,” svarede jeg.
Lizzie tog som ventet venligt imod os, gav mig et knus, tog fat i Peters skulder og holdt ham lidt ud fra sig og betragtede ham et godt stykke tid, så han blev helt genert. “Ja, du ser jo ud til at være en pæn fyr,” sagde hun så. “Det er ikke hvem som helst jeg slipper ind, forstår du nok.”
Selv var hun en smuk, mørkhåret kvinde midt i trediverne. Hun så godt ud, og der duftede i øvrigt godt omkring hende af mad. “Kom nu ind,” sagde hun.
Bordet i hendes hyggelige stue var dækket ganske enkelt til os tre, og da hun havde sat den store buket roser, jeg havde haft med, i en vase og stillet den i den ledige bordende, jeg havde trukket vinen op, og hun var kommet ind med en velduftende gryde, satte vi os til bords. Hun fik hurtigt genertheden til at gå af ham, og han fortalte livligt om sit hjem, sine forældre og sin lillesøster – jeg vidste ikke engang, at han havde en søster.
Da vi var færdige med at spise og havde rejst os, sagde hun: ” Nu trækker jeg mig tilbage. Badeværelset er dér, husk at vaske jer bag ørerne og mellem tæerne! Når I så er klar finder I nok mit soveværelse, ikke?” Vi gik i bad og fik vasket os omhyggeligt – også mellem tæerne.
“Kom så!” sagde jeg. – “Skal vi ikke have bare noget tøj på?” spurgte han. – “Niks!” svarede jeg. “Du var da ikke så genert, da du kom til mig første gang.” – “Det var da også noget helt andet,” sagde han.
Hendes soveværelse var ikke særlig stort, men sengen var, den fyldte næsten det hele. Der kunne sagtens være fem mennesker i den, og der havde sikkert også til tider været det. Hun lå midt i den i dynger af snehvidt sengetøj og svøbt i lyserødt silke og blonder som mere fremhævede end skjulte hendes smukke nøgenhed. “Kom så, mine smukke mandfolk,” sagde hun, “Lad os se hvad I duer til.”
Jeg skal ikke sige for meget om, hvad jeg duede til, men Peter duede til ikke så lidt. Jeg fik da også, hvad jeg trængte til, men det blev alligevel ham, det hele kom til at dreje sig om, og det meste af min nydelse var nok at se ham i aktion. Han svælgede i hendes bryster, mave, lår og skød, og hun hjalp ham villigt på vej. Jeg havde før været imponeret over, hvor meget sæd den spinkle dreng kunne præstere, men det var ikke få kondomer han fyldte foruden, hvad der røg ved siden af. Hver gang man syntes, at han måtte have fået nok, begyndte han forfra.
Omsider faldt han da til ro og lå ganske stille ved siden af hende. Det var som om han sov, men øjnene var vidåbne. Hun strøg ham over det stride hår, kyssede ham på munden, og kærtegnede hans benede krop, som nu var blevet smuk. “Ja, hvis alle elskere var sådan, så …,” hun lo sin lidt hæse latter. “Ja, hvis alle elskere var sådan, så … ja, hvad så? Så måtte man vist opgive den levevej.”
Det var sent på natten, eller snarere tidligt om morgenen, da vi fik vores tøj på igen. Vi måtte af sted til skibet. Hun fulgte os til døren, og gav os begge et kys. Han omfavnede hende og hviskede: “Tak!” og han måtte flere gange tilbage for at omfavne hende.
Der var stille og mennesketomt på gaden, og han dansede foran mig og sang: “Jeg er så lykkelig! Jeg er så lykkelig!”
Da vi nærmede os skibets landgang, så vi, at der lå et menneske på kajen. Det var Oluf. Han var heldigvis ikke kommet noget alvorligt til, han var bare meget fuld. Vi fik ham hevet op og slæbt ombord og ned i kahytten. Ved fælles hjælp fik vi klædt ham af. Da vågnede han lidt og mumlede: “Ja, nu bliver jeg klædt af af to fyre — men pigerne, de vil ikke klæde mig af.” Så tumlede han om i køjen og faldt i søvn.
“Jeg må også hellere gå i seng nu, når vi skal sejle i morgen,” sagde Peter. Jeg hjalp ham med at tage tøjet af, selvom han da godt kunne selv. Han kravlede under tæpperne. “Hvor var hun dog dejlig,” sagde han. – “Ja, vi træffer hende igen,” sagde jeg og kyssede ham. – “Jeg kan godt høre jer,” lød det henne fra Oluf. Vi lo, og jeg kyssede ham igen og trak tæppet op over ham. Så gik jeg over til mig selv.
I de følgende dage var han glad og munter, ja nærmest overstadig, men jeg havde ikke så meget med ham at gøre. Gjorde jeg tilnærmelser til ham veg han udenom, og så lod jeg ham naturligvis være. “Det er mærkeligt,” sagde han, “jeg synes, jeg er mere liderlig end nogensinde, og alligevel har jeg slet ikke lyst til at gøre noget. Jeg spiller ikke engang pik.”
Oluf derimod var sur og tvær, han gik omkring og snerrede af alle. – “Nå, det er måske koldt nok nu,” sagde jeg til ham. Det var tredive varmegrader i skyggen. “Hold kæft, mand!” svarede han.
Men da jeg en dag mødte ham i korridoren mellem vore kahytter sagde han: “Jeg vil gerne nu.” – Så blev han med ind i min kahyt. Han ville imidlertid ikke i min seng, og han ville heller ikke klæde sig helt af. Han krængede bare bukserne ned foran og stillede sig op mod mit skrivebord, så hans store pik strittede lige ud i luften. Nå, ja, han var jo meget smuk, så jeg tog det jeg kunne få, og gjorde hvad han ville. Straks efter ordnede han sit tøj og gik. Dette gentog sig, men jeg fik ham dog overtalt til at lægge sig på min seng oven på sengetøjet.
Peter spurgte: “Slikker du den af på ham?” – “Ja, det gør jeg,” svarede jeg. – “Nå, det er godt,” sagde han. “Han har slet ikke fået noget, da vi var i land, og det er han godt sur over.”
Jeg fik efterhånden nok af Olufs egoisme og skældte ham ud: “Du skulle skamme dig,” sagde jeg. “Du ser bedre ud end nogen anden, jeg kender, og så bare fordi du ikke har held med dig i den første havn, så er du næsten parat til at hoppe i søen. Men der er sgu en pige i hver havn – eller flere – og du skal skal nok få alt, hvad du vil og mere til – hvis du vel at mærke opfører dig ordentligt. Det er trods alt ikke nok at se godt ud.”
Den tog han vist til sig. Han blev mere medgørlig for os alle. Vi fortsatte vore seancer som hidtil, men han accepterede nu mere, at det var en tjeneste, jeg gjorde ham. Han gav mig simpelthen det han kunne, og jeg kunne i højere grad nyde det.
Og Peter kom efterhånden ned på jorden, eller på dørken rettere sagt, og nu var han nærmest sødere i sengen end før.
Og således, kunne man sige, levede vi lykkeligt til vore dages ende. Men det var trods alt bare et par drenge, og de udviklede sig videre. For Oluf gik det, som jeg havde sagt. Når vi kom i land stod der allerede piger og vinkede til ham, og hans selvfølelse blev genoprettet, lidt vel rigeligt endda. Og også Peter fik andre interesser, men han blev dog ved med at være en god ven. Han fik sine kærester, og da vi igen kom til den havn, hvor Lizzie boede, ville han ikke med til hende. “Men hils hende,” sagde han, “og sig at jeg aldrig glemmer hende”.
Beduinen
Jeg er en ung, vild beduin, som strejfer om i ørkenen, og ved en lejlighed er jeg kommet til at redde en stor sheik, som blev overfaldt af røvere. Om aftenen i hans lejr bliver jeg kaldt til hans telt, hvor der bliver serveret et prægtigt måltid for mig.
Han siger: “Du har reddet mit liv, og jeg vil for evigt være dig taknemmelig. Jeg har syv døtre, og jeg vil lade dig, som den eneste mand nogensinde, se deres ansigter, og du kan vælge hvem af dem du vil til hustru. – selvom jeg må undtage to af dem, som allerede er gift.”
Jeg svarede ham: “Jeg takker dig, men jeg har selv en hustru derhjemme, hende elsker jeg højt, og jeg har lovet hende aldrig at ligge med nogen anden kvinde og aldrig tage en medhustru. Men du har også syv sønner, og jeg har set, at de også er meget smukke, og den yngste er en ren perle. Ham ville jeg gerne have til selskab i teltet i nat.”
Ved disse ord formørkedes hans ansigt, og han sagde lavmælt: “”Mine sønner er alle dydige, og jeg vil dog nødigt, at de skal komme væk fra den rene dyds vej.”
Jeg lo. “Jeg tvivler ikke det mindste på dine sønners dyd, det er jo den, der foruden deres skønhed gør dem så tiltrækkende. Men de er dog mænd, og de ældste af dem er gift, så de ved godt hvad det lille vedhæng vi mænd nu engang er udstyret med skal bruges til. Det får alle drenge og mænd at vide af veje deres forældre intet ved om – og hvad den yngste angår, han som er den smukkeste og på grund af sin alder sikkert den dydigste af dem, så kunne det ikke falde mig ind at behandle ham som en kvinde, og jeg lover dig, at han, når jeg rejser herfra, vil være endnu dydigere, end han er nu.”
Sheiken svarede: “Hvad du siger lyder mystisk, men du taler godt for dig. Min søn vil komme til dig, når du går til dit telt.”
Drengen kom virkelig. Han var et rent vidunder og omkring femten år. Jeg var betaget af hans store, sorte øjne, som han nu slog ned, og af hans smalle, røde læber, som han nu kneb sammen til en streg. Et strengt ansigt og en streng holdning. Han virkede mørk og tillukket og hans hvide djellabah gik helt ned til fødderne, og han holdt den tæt sammen omkring sig. Han sagde ikke et ord, og hvad han gjorde var kun i lydighed mod faren.
Jeg behandlede ham venligt, og da vi lagde os, gjorde jeg intet for at overtale ham til at tage sin djellabah af. Men i mørket listede jeg mig alligevel til at kysse hans mund og til at løfte hans klædning op, så jeg kunne mærke hans glatte, varme krop, og jeg mærkede at hans zeb, var mere villig end resten af ham. Den var stor og hård, og da jeg tog den i munden, kom sæden hurtigt. Jeg mærkede hans krop stivne og sitre, men derefter lå han ganske stille. Jeg omfavnede og trykkede ham ind til mig, således at min sæd kom mellem hans lår. Hans åndedræt var tungt, men lidt efter lidt faldt det til ro, og han sov. Også jeg faldt i søvn.
Næste dag tog jeg ham med ud i ørkenen, og vi kom til en oase, som bare var en kilde og to daddelpalmer. Vi satte os ved kilden og spiste vores mad. Han sagde ikke et ord. Han sad lige op og ned og halvt bortvendt fra mig, men jeg bad ham lægge sig ned, og det gjorde han.
Jeg sagde: “Jeg ved nok, at du er en lydig søn, og din far kan være stolt af dig. Du er også en meget smuk, ung mand, men jeg ville ønske, at du ville åbne dine mørke, klare øjne og se på mig.” Han åbnede øjnene, og hans gnistrende blik så mig lige ind i hjertet. “Ja, du er sandelig smuk, og jeg må elske dig fra din sorte hårtop, din nydelige næse, øjnene har jeg talt om, men de er smukke nok til at tale om dem en gang til, dine røde, dejlige læber -” jeg kyssede hans mund, “- og ned til dine kønne, små fødder, som ikke er helt rene. Hvordan kan de være det her i ørkenen? Vi vil senere vaske dem i kilden. – Dine brune ben, med fine gyldne hår på, dine runde, faste lår, og din … åh, hvor er din krop smuk, hvor er den samtidig fast og blød. Jeg må kysse din mave igen og igen Og brystkassen, der bevæger sig så hurtigt med åndedrættet, og til sidst – jeg har sandelig ikke glemt det – den lille, tætte busk af hår der nederst på kroppen, og det stolte, hvide tårn, der rejser sig fra den. Jeg mærkede den i nat, nu ser jeg den, og den er endnu smukkere end jeg troede.” Jeg tog hans zeb i min hånd og min mund, og gjorde alt det ved han, som jeg havde gjort i nat, med den forskel, at jeg nu kunne se hans skønhed, og jeg kunne se alt det, jeg gjorde ved ham, og det som det gjorde ved ham. Under alt dette lå han ganske stille, og jeg mærkede kun en let skælven i hans krop, da han kom, og jeg så, at hans åndedræt faldt til ro.
Jeg trak hans tøj på plads, og bad ham rejse sig, og snart stod vi ved vore kameler. Jeg sagde: “Jeg lovede din far, at du, når jeg rejste, ville være endnu mere dydig end før. Jeg ved ikke, om jeg kan holde det løfte.” – Han stod lidt der ved kamelen og tænkte, så så han lige på mig med sine sorte øjne og svarede mig, og hans stemme var dyb og klangfuld: “Det, du har gjort ved mig i nat og i dag, kommer jeg aldrig til at gøre med nogen anden.” – Det var det eneste, jeg nogensinde hørte ham sige.
Vi steg på kamelerne og red tilbage mod lejren. Da jeg senere red videre på min færd, tænkte jeg meget på hans ord. De forvirrede mig, og skønt de var så enkle, forstod jeg dem ikke. Jeg tænkte, at jeg måske var kommet til at opfylde mit løfte til sheiken på en måde, jeg ikke selv forstod.
Efter forliset
Jeg er blandt Aeneas’ mænd, da vi strander på Libyens kyst nær den nybyggede stad Karthago, efter stormen der var rejst af gudinden Juno og guden Aelos i forening. Tyve skibe var vi, da vi drog ud fra det brændende Troja, men et er gået til grunde i stormen. Vi blev hjulpet og beværtet af den gode og smukke dronning Dido.
Den velkomstfest, hun holdt for os, er der gået ry om til sene tider, og der synges om den i digteren Vergilius’ Aeneide:
“Fem gange ti unge piger i køkkenet beredte den lange
række af retter og sørged bestandig for ild på komfuret.
Andre hundred og selv samme tal jævnaldrende knøse
servered maden på bordet og fyldte gæsternes bægre.”
Der overdrives dog en hel del, når der siges, at dronningen
” – husked Aeneas’s folk på stranden og sendte dem tyve
tyre og hundrede svin med stride børster på sværen,
hundrede får med hundrede vel opfedede spædlam –
gaver til frydelig fest.”
Nok var vi mange, mandskabet på nitten skibe, og vel var vi sultne og tørstige, men der var dog grænser for, hvad vi kunne proppe i os. Men en fest var det. Det med de unge piger og knøse er rigtigt nok, selvom jeg ikke lige talte dem.
Jeg skal ikke beskrive gildet, men skal dog sige, at den gode digter, Vergilius, har friseret det noget, og har gjort det til en ganske hyggelig komsammen, med god mad og drikke. Hm! Jeg vil blot sige, at det nok var godt, at gildehallen lå et godt stykke fra dronning Didos palads, hvor der jo også var fest, men hvor det nok gik mere stiligt for sig. De unge piger og knøse fik ud på natten andet at bestille end at lave mad og servere. En del af festlighederne egner sig måske bedst til at gå i glemmebogen, men jeg vil i al beskedenhed fortælle lidt om mine egne oplevelser.
Sent på natten trak jeg mig tilbage til et af de små sovekamre, som lå i forbindelse med gæstebudssalen, sammen med to af de smukkeste knøse. Dejlige var de, som tvillinger med sorte øjne og sorte lokker omkring de skønne ansigter. De var smukke som … som … ja, smukke som sådan et par fyre kan være, når de er allersmukkest. De var fine, slanke, glatte i huden. På slagmarken ville de næppe have været meget være, men i den idræt der øves på lejet i natten, der var de uovervindelige. Det var næsten for meget, det ville have været for meget med en af dem, men her var to. I denne trekamp blev jeg den lyksaligt besejrede.
Om drengene var lyksalige, ved jeg ikke, men da vi omsider faldt til ro, rejste den ene sig fra lejet og listede ud. Jeg tænkte, at han skulle et nødvendigt ærinde, men han kom ikke tilbage.
Den anden lå i min arm, og jeg var kærlig imod ham og kyssede ham tusind gange. Men jeg mærkede, at han var urolig og spurgte, hvad der var i vejen. Han fortalte da, at han var trolovet med en af de unge piger, der havde vartet op ved festen, og nu var han bange for, hvordan det gik hende, og hvad hun foretog sig. Jeg sagde da, at han måtte gå ud og finde hende.
Jeg regnede ikke med at se ham igen og belavede mig på at sove alene. Jeg kunne da også trænge til det, for hele det sidste døgn havde været hårdt. Først strabadserne på havet, så det overdådige festmåltid og nu strabadserne i sovekammeret.
Men han kom og havde pigen ved hånden. En yndig pige, så vidt jeg kunne se i den dunkle belysning. Jeg gjorde plads til dem inderst på lejet. Han var vred og skældte ud ganske lavmælt, og pigen græd og forsikrede, at hun ikke havde gjort noget galt. Så blev der stille, og jeg hørte, at han kyssede hende ømt. Jeg mærkede og delvis kunne jeg se, at han lagde sig ind over hende, og i lysskæret fra døråbningen så jeg nu hans smukke, hvide halvkugler bevæge sig blidt op og ned. Synet var så dejligt, at jeg måtte kærtegne dem, og han sukkede af velvære. Jeg kravlede nu ned i sengens benende, og havde nu det livsalige syn lige foran mig. Jeg gjorde det forbudte. Det som alle regner for skændigt, men som jo alligevel gøres i sovekammerets mørke og hemmelighed. Jeg nærmede min mund til den mund han havde nede i den ende, og trykkede mine læber blidt mod den. Da min tunge kildede den følsomme hud dér og forsigtigt prøvede at trænge indenfor, stønnede han højlydt og stødte kraftigt ind i pigen, så hun klynkede, enten det nu var af smerte eller lyst. – Så blev der endelig stille, og jeg fandt tilbage til min hovedpude og faldt i en tung søvn.
– – –
Da jeg vågnede sent næste dag, var de to unge borte, men jeg traf ham igen senere. Vi blev der på stedet meget længere, end det havde været meningen. Vort mål var jo Italiens kyster. Men på grund af Aeneas langstrakte og fatale affære med dronning Dido, trak det ud. Jeg så den unge mand tit, og han blev min ven. Pigen var nu hans hustru, og da hun ni måneder senere nedkom med deres førstefødte søn, gav jeg ham rige gaver, da jeg jo syntes, at jeg havde min lille andel i ham.