Ja – sådan tænkte jeg, da Mads på 19 år for et år siden kom og fortalte os, at han var homoseksuel. Det kom fuldstændigt bag på os. Han havde jo altid haft så mange veninder, men når vi tænkte tilbage, så var der godt nok ingen faste kærester. Min første reaktion var: Åh, Gud, hvilket liv får han nu. Ingen familie og børn. En evig kamp mod folks fordomme. Nu får han nok AIDS… osv. osv. …
For ung
Jeg mente også, at han var for ung til at vide det med så stor sikkerhed, men selvom han på daværende tidspunkt, ikke havde haft en mandlig kæreste, var han meget overbevist om, at han virkelig var bøsse. Han påstod, at sådan noget ved man bare med sig selv. Han havde haft mistanke om det, fra han var 15 år, men kunne ikke tale med nogen om det, før han endelig som 18-årig tog sig sammen til at besøge Landsforeningen for bøsser og lesbiskes Rådgivning og Pan-klubben i Ålborg.
Her kunne han drøfte sin situation i Rådgivningen, og han fortalte os senere, at det havde været en fantastisk oplevelse for første gang at tale åbent om sig selv og sine følelser med nogle mennesker, som forstod ham.
Han havde på forhånd ikke meget kendskab til bøsser. Havde hørt om “Skabsbøsser” og om dem, der mødtes i parken for en enkelt aften. Og udsigten til sådan en tilværelse skræmte ham…! Men i rådgivningen fik han oplysning og støtte, og en uge senere tog han mod til sig og fortalte os, at han var homoseksuel.
Fordommene
Vores personlige kendskab til homoseksuelle dengang, var begrænset til en fjern slægtning, der var død af aids året før, samt et par personer langt ude i periferien. Vi bor i en lille provinsby, hvor det bestemt ikke er almindeligt, at homoseksuelle lever åbent. Jeg havde brug for at vide noget mere, nu hvor vi havde fået det så tæt ind på livet, og tog derfor med Mads til foredrag i Pan-klubben.
Jeg må indrømme, at jeg havde haft en hel del fordomme om homoseksuelle. Men de forsvandt den aften. Jeg mødte en gruppe meget sympatiske bøsser og lesbiske, både par og enlige. Og det var utroligt udbytterigt for både Mads og mig, at jeg havde kendskab til hans nye tilholdssted. Mads overdængede mig med læsestof om emnet. Han havde brug for, at jeg forstod så meget som muligt.
Skyldfølelsen
De næste reaktioner vi mødte var rettet mod os selv. Hvorfor?!! Hvad havde vi gjort forkert? Og så lige mig, der er pædagog, og som altid har været fortaler for, at det var børns opvækstmiljø, som er altafgørende for, hvad de udvikler sig til som voksne.
Det var en stor kamel at sluge, men her fik jeg hjælp af en veninde og en mor til en lesbisk pige. I det hele taget har jeg haft et stor behov for at tale om det. Også for at se og høre andre folks reaktion. På den måde har jeg fået det afdramatiseret. Mads’ far klarer det bedre ved at “tie det ihjel”, men jeg tror, at han er ved at vænne sig til tanken.
Der har i løbet af de sidste års tid været en del fjernsynsudsendelser om homoseksuelle, som har belyst emnet godt. Og alt sammen hjælper det os til en forståelse af, at det ikke er vores “skyld”, og at det måske i virkeligheden ikke er så interessant at lede efter årsager til, at homoseksualitet opstår.
Et nyt og bedre liv
Mads havde brug for tid til at “finde sit nye jeg” i forhold til omgivelserne, og meldte sig i oktober ud af HF-kurset trods vore protester. Han fokuserede (synes vi) på bøssemiljøet, og ville flytte til Ålborg. Havde ikke noget at være i vores lille by for. Det eneste, der betød noget, var hans nye venner og livet i Pan-klubben. Her kunne han trives, og her blev han accepteret – som bøsse.
Han fik et “fast” vikararbejde og en lejlighed i Ålborg. Og det var skønt at se, som han blomstrede op og var tilfreds, og af og til forelsket. Og det var utroligt dejligt, da han fortalte os, at han ville genoptage HF-studiet efter ferien.
Jeg har efterhånden indset, at selvom han får et anderledes liv end de fleste, kan det udmærket blive et godt liv for ham. Det vigtigste er, at han trives og tør være sig selv.
Med det kendskab, vi nu har til homoseksuelle, synes vi ikke længere, det er forfærdeligt og synd for ham. Det kan tilmed give os et rigere liv at få kendskab til en – for os – helt ny gruppe mennesker.
Kærester
Men første gang han havde en kæreste med hjem, skulle vi lige tage os sammen. Igen skulle fordommene overvindes. Tænk, at vi en gang får en svigersøn. Heller ikke det havde vi drømt om for et år siden. Selvom det var et chok at få sandheden om Mads at vide, er jeg meget glad for, at han fortalte os det på et så tidligt tidspunkt, så han ikke var tvunget til at leve et usselt dobbeltliv, sådan som mange homoseksuelle stadig gør.
Beretningen stammer fra Gå-Ud-Gruppens avis “Spring ud” fra 1996.