Hvad laver en mand på 54 her på Mikaels spring-ud-side? Det må da vist høre hjemme i Dansk Folkemindeselskab. Men nej, min spring-ud-historie er ikke meget ældre end de andres på siden, den har bare taget meget længere tid og været længere tid undervejs. Vi er faktisk en del, kan jeg afsløre. Folk som først sent i livet tør erkende for sig selv og verden at, jo, jeg er homoseksuel, det er sådan mit liv folder sig ud, og det er sådan jeg finder kærligheden.
Det var nu heller ikke helt let, dér i starten af 60’erne, hvor jeg var i puberteten og mit seksuelle liv skulle begynde at folde sig ud. Homofobi, foragt og fordomme dominerede holdningerne til homoseksualitet. Det startede ellers godt lige efter krigen med offentliggørelsen af Kinsey rapporten, der for første gang dokumenterede, at masser af mænd havde seksuelle erfaringer med andre mænd. Dermed åbnede rapporten på dette som på andre seksuelle områder op for realitetssans og frisind, frem for hykleri og fordomme. Det var da også bl.a. anledningen til, at vi i Danmark i lighed med andre steder i Europa fik en forening for homoseksuelle, Forbundet af 1948 – det senere LBL (nu LGBT Danmark). Men med den åbenhed fulgte også det modsatte: fordommene og homofobien. Homoseksualitet blev over én kam identificeret med miljøet omkring trækkerdrengene på Rådhuspladsen i København. Man var seriøst bange for at homoseksuelle mænd kunne “smitte” og dermed fordærve ungdommen, og i perioder forsøgte man af samme grund at forbyde unge marinere og soldater at komme på Rådhuspladsen. Billedet af homoseksuelle var derfor også dystert: skumle mænd med en undertrykt og forkvaklet seksualitet, der kun var ude på at lokke unge fyre med hjem. Gik det højt, kunne man gå med til at homoseksuelle mænd er ulykkelige mennesker, som burde hjælpes.
Ikke noget man havde lyst til at være en del af. Så selv om at jeg havde homoseksuelle fantasier og følelser, regnede jeg mig ikke for alvor som bøsse. Ind imellem gik jeg ned i Kongens Have, hvor jeg vidste der foregik en masse. Eller jeg stoppede op ved den lokale pornobutik med næsen flad mod ruden med bøsseblade. Jeg tog mig endda sammen til at gå ind og høre om de kunne bruge mig til bøssefotos (tænkte at det måske kunne skabe nogle kontakter). Men typisk, da det kom til stykket turde jeg ikke og udeblev fra aftalen. Ligesådan ovre i Kongens Have. Hvis endelig en mand satte sig ned ved siden af mig på bænken og spurgte om jeg havde lyst til at gå med hjem, turde jeg alligevel ikke. Og der var ingen der pressede på. Så alt i alt var jeg dels for bange, dels var jeg uheldig ikke at finde ind i de seksuelle situationer der kunne have sat en udvikling i gang. I stedet konstruerede jeg mig en teori om at alle mennesker jo nok i virkeligheden har begge sider i sig, og at det kun er et spørgsmål om procenter. Jeg mente dog helt sikkert ikke jeg var over de 50%, uanset at jeg ikke havde meget at have den vurdering i. Jeg var bare ikke opmærksom på mine følelser, kunne ikke skelne venskab fra forelskelse, for når jeg tænker tilbage var de følelser jeg havde i forhold til mine bedste venner, både i de store klasser og i gymnasiet, jo forelskelse. Jeg troede bare at sådan var venskab, selv om jeg konstaterede at følelserne ikke var helt de samme for mig og mine kammerater.
Man var ung og voksenlivet skulle i gang. Overalt var man omgivet af idealet om den heteroseksuelle kærlighed. I musik, billeder, film, og ikke mindst i de voksnes forventninger og de rammer det satte for ens udvikling. Det var som en opskrift der ikke passede. En vej der førte ingen steder hen. Jeg havde ganske vist en meget klar følelse af at familien er vigtig og et stærkt ønske om engang selv at få børn og se dem vokse op. Jeg havde også et par pigekærester, men der kom ikke noget ud af det. Når det kom til et vist punkt – der hvor initiativet var mit – strakte den indre drift ikke til og i stedet gik jeg bare i stå. Og dermed også min seksuelle udvikling. Til gengæld kastede jeg mig over en masse andre interesser – alt sammen fint og godt, men ikke nok til at erstatte en naturlig udvikling. Jeg røg så ind i et religiøst miljø da jeg var omkring de 20 og lukkede dermed bogen. Sex var i virkeligheden ikke noget for mig. Der var højere ting i tilværelsen. Det varede 15 år, hvor jeg boede på et mandekloster. Livet kan være så ironisk! Nå, men i den periode havde jeg min første, dybt alvorlige forelskelse – jeg var bare så god til at fortrænge den seksuelle side af sagen, at jeg, som tidligere, udelukkende betragtede det som et venskab, selv om at det kun var mig, der følte det SÅ varmt og kærligt. Det varede et par år, og var en konstant blanding af noget meget frydefuldt og meget smerteligt, for det forblev jo en ulykkelig kærlighed.
Da jeg endelig brød med bevægelsen og rejste, skulle livet virkelig begynde. Jeg var opsat på at finde mig en kvinde og skabe mig en familie sammen med hende. Jeg var vanvittig nysgerrig og meget indstillet på at nu skulle den seksuelle udvikling i gang. Jeg tog kontakt med forskellige kvinder og mødte min senere kone. Vi var begge i en situation hvor vi så meget frem til at livet skulle tage en ny drejning, og der gik kun få dage, så var det os to. For mig var det en åbenbaring og en befrielse at vågne op til et voksent liv. Seksuelt havde vi det godt, selv om jeg med års fortrængning manglede erfaringer. Så allerede efter kort tid ventede vi barn, og halvanden år efter nummer to. Vi havde nogle dejlige år, hvor vi begge oplevede den nærhed der er i en ny familie, og hvor sex, børn og kærlighed hænger ubrydeligt sammen. Men for mig var hun mine børns mor – det var derfor jeg elskede hende – i længden ikke et udgangspunkt at bygge et parforhold på. Samtidig begyndte jeg igen at opsøge homo-oplevelser. Og i alt for mange år vekslede fortrængning og frygtsom tilnærmelse med hinanden. AIDS var også kommet til, og bare den mindste kontakt var nok til at jeg var skræmt fra vid og sans – bagefter. Men et mønster havde dannet sig. Og i klare øjeblikke kunne jeg indse, at skulle jeg vurdere min seksuelle orientering ud fra min adfærd, ja så måtte jeg jo siges at være homoseksuel. Men jeg opfattede det stadig som “venstrehånds” – ikke noget jeg ville stå ved som mit egentlige jeg. Det var et dobbeltliv – ikke bare over for mine omgivelser, men ligeså meget over for mig selv.
Den fejhed der ligger i sådan et dobbeltliv er det jeg bebrejder mig selv mest i dag. Den efterlod mennesker omkring mig sårede og ulykkelige, og den vil vedblive med at være mit livs fejltagelse. Ikke det at jeg er bøsse, men at jeg ikke havde modet til at erkende det og sige det. Så hvis nogen bør lære noget af dette, må det være at tage sig sammen – i god tid. Det er aldrig kun et spørgsmål om ens egen udvikling, men ligeså meget om de mennesker, man involverer.
På det tidspunkt skulle jeg til London og bo alene i et halvt år i forbindelse med mit job. Her, ukendt og alene, tillod jeg mig at åbne op og søgte ind i Londons bøsseliv. Da jeg kom hjem var jeg ikke længere i tvivl, og nu begyndte det at gå hurtigt. På grund af de mange års tøven og udsættelse var der ikke mange grænser for hvad jeg skulle have prøvet af. Jeg var som en overgæret vinflaske, og proppen var hoppet af. På det tidspunkt blev det for tydeligt derhjemme; det var ganske enkelt ikke længere muligt at holde skjult. Typisk nok, ventede jeg med at tage opgøret ind til min kone tog initiativet. Fejt. Vi blev så skilt. Og nu var jeg tvunget til at springe ud, i alle fald i forhold til min nærmeste familie. Jeg talte med mine børn om det som de første. Jeg forsøgte at sige tingene på en måde de forstod, uden at udpensle et emne for dem, de ikke havde forudsætninger for at kende til. Jeg vedblev med at være tæt på børnene og deltage i deres liv så meget jeg kunne, og den nærhed har vi, livet være lovet, også i dag. Det er vigtigt både for mig og for dem, og det er jeg taknemmelig for. I det hele taget, er der noget jeg IKKE fortryder, så er det at jeg blev far. Jeg har altid godt ville sætte børn i verden, og på trods af at familien nu er splittet, så er nærheden og samhørigheden i forholdet mellem børnene og mig intakt. Derefter gik turen til min gamle mor. Hun var naturligvis meget ked af at vi skulle skilles – mest for børnene, men hun accepterede mit valg fuldt ud og bakkede mig op nu det var sådan. Min bror kom næst, men på det tidspunkt var det allerede rygtedes i familien, og jeg havde ikke lyst til at forklare mig yderligere. Jeg oplevede jo også at en del gamle venner, forståeligt nok, så ned på mig pga den måde jeg havde behandlet min kone og familien. Heraf kan man lære, at der ikke er noget usædvanligt i at mange homoseksuelle godt vil have børn, men hvis de forestiller sig det skal foregå inden for de afstukne heteroseksuelle rammer, går det nemt galt. Det kræver andre former og andre rammer.
Men for mig gjaldt det nu om at komme videre og finde benene igen i min nye situation. Heldigvis fik jeg megen hjælp og støtte af de nye bøssevenner jeg havde fået, som sikrede mig et sted at bo i første omgang. Uden dem var det ikke sikkert det var gået godt i længden. Jeg var dog stadig både fortvivlet og forvirret – og havde i forhold til dem svært ved at se ud over min egen næse. Da jeg siden flyttede i egen lejlighed, fik jeg ro til at tingene kunne falde på plads og overskud til at vende mig udad igen.
På Mens Bar i København var jeg blevet præsenteret for en fyr, som lige var kommet hjem fra trecking i USA. Jeg havde selv lagt mærke til ham med det samme og følt temperaturen stige en hel del grader. Han var alle tiders gut. Frisk, ligeud og gedigen på en måde, der ikke er allermest typisk. Og masser af kropslig udstråling. Han hed Bo, og jeg fik et link til hans hjemmeside, men havde ingen computer med mig i min nye lejlighed, så det var først en måneds tid senere, jeg fik mulighed for at kigge på den. Og – ak ja, nettet fanger os alle – bare det han der fortalte om sig selv fik blodet rundt i kroppen en gang hurtigere. Jeg mailede ham, og han svarede at han bare havde ventet på at høre fra mig! Wouw! Vi sås så hos mig, og der var ingen tøven hos nogen af os. Han blev stort set hos mig et par måneder ind til vi opsagde min lejlighed og flyttede sammen hos ham på Vesterbro. Der bor vi stadig, men nu er vi hr. og hr., dvs. vi blev gift i december 2002.
Jeg har brugt meget tid på at spekulere over, hvorfor det skulle tage så lang tid. Og kan godt se at der er flere ting i det jeg her har skrevet, som forklarer det. Men ikke alle spørgsmål er besvaret. I den forbindelse tog jeg initiativ til en gruppe, der nu fungerer under LBL København (nu LGBT Danmark), en gruppe for folk som mig selv, der først sent i livet erkender deres homoseksualitet. Lidt ironisk kalder vi os “Homo med Forsinkelse”, og du kan se vores side på LBL-Københavns sider på nettet. Derfra kan man også tilmelde sig gruppen. Vi er i dag sådan ca. fifty/fifty mænd og kvinder i gruppen, og måske især blandt kvinder oplever vi en stor interesse. Så i det mindste var jeg ikke alene om denne form for langsommelighed.
Jeg kan slet ikke undgå at være lykkelig for det liv jeg har i dag, men ser ikke af den grund min historie som en solstråle. Tvært imod. Løgnen, fortrængningen og fejheden har haft sin pris, både i mine omgivelser men også i mit eget liv. Alt for sent kan jeg med overbevisning sige: aldrig mere! Det er forkert at man på den ene side oplever kærligheden og på den anden side ikke vil vedkende sig den. For er der noget der gør os alle til stolte og stærke mennesker er det jo netop kærligheden.
Så til forskel fra flere af de andre historier på disse sider er min ikke bare en opmuntring til at springe ud. Den er en advarsel imod de menneskelige følger af ikke at gøre det i tide.
Mange hilsener
Mik