af Ole Rud-Petersen
Paraden blev en stor succes. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Mere end 20 floats og grupper deltog og tilskuerne klappede og smilede – altså de hovedparten af dem. Som de fleste vel har hørt eller læst i medierne, blev idyllen noget forstyrret af en flok store indvandrerdrenge, som syntes, de skulle vise sig ved at kaste sten, flasker, tomater og andet godt efter os.
Det startede, mens vi linede op på pladsen for enden af Borgmestervangen på Nørrebro. En flok store pubertetsdrenge smed sten ind over hegnet. Politiet var lidt tøvende i starten, men da de hørte at TV2 var på pladsen, kom de straks i aktion. Paraden kunne starte i fred og ro.
Positivgruppen deltog med 6 mand og en vidunderlig Ford T bus fra 1924. Lars Dynes og Ole Rud bodypaintede Andrej og den brave svensker, Lars. Andrej var således kun iført maling, store støvler og høj hat – svenske Lars var iført maling, støvler og læderharnisk. De to bodypaintede og Lars Dynes leverede små shows bag ved og rundt om bussen til publikums store begejstring. Tilskuerne klappede, smilede og grinede, så det var en ren fryd. Vi andre gik langs siderne og uddelte løbesedler, som forklarede om den nye straffelov og om Positivgruppen. Vi fik delt omkring 500 løbesedler ud, og havde vi været flere, kunne vi have delt 10 gange så mange ud. Det var en stor oplevelse at gå med i paraden.
Da vi kom et stykke ned ad Nørrebrogade, blev paraden angrebet igen. En port blev pludselig åbnet og det regnede med brosten, flakser, tomater, papkasser og alskens skyts. To mand blev ramt og fik lettere knubs. Efter sigende måtte den ene på skadestuen. Det gik ud over en busserne foran vores, men aktivister og politi reagerede hurtigt. Bl.a. så jeg en af de dejlige Dykes on Bikes sætte kværnen ved kantstenen, smøge ærmerne op og løbe ind i gården fulgt af et par lige så ophidsede fisseletter. Vi blev reddet af det “svage” køn assisteret af ordensmagten og kunne passere uden at blive ramt. En af stenkasterne blev arresteret. Paraden fortsatte uden at standse op – som en lavine umulig at stoppe.
Solen fortsatte med at skinne. Tilskuerne blev flere og flere og mere og mere begejstrede. Flere og flere sluttede op i paraden, og da vi gik ind langs rådhuspladsen, som var sort af mennesker, må vi have været flere tusinde i paraden. Det var en vidunderlig oplevelse.
På Rådhuspladsen, umiddelbart efter paraden, blev der holdt taler, uddelt priser og der var blandet underholdning og øl lige til henad 19-tiden for de ca. 20.000 fremmødte. Formanden for Mermaid Pride, Claus Bondam, sagde bl.a. om episoderne med stenkastning, at dette med al tydelighed viser, hvor vigtigt det er, at vi er synlige – alle os bøsser, lesbiske, bi- og transseksuelle.
Årets Homo-pris gik til Amnesty International for deres store arbejde for at bekæmpe fængsling og anden afstraffelse af bøsser og lesbiske rundt om i verden. Årets Homofobi-pris gik til de muslimske landes regeringer, som på det store topmøde i FN om HIV og AIDS, manipulerende sørgede for, at bøsser ikke blev nævnt i slutdokumentet om bekæmpelse af HIV og AIDS, til trods for at bøsser fortsat udgør en af de største risikogrupper.
Paraden – og især episoderne med stenkastning – blev dækket af de fleste af landets medier. Søndagsaviser og tv-stationernes nyhedsudsendelser nævnte med sædvanlig sans for hysteri, hvad der var sket. Det var ubehageligt, og stenkastningen må absolut vække til eftertanke, men hvor bliver det dejligt, den dag, hvor de vil beskrive den store glæde og feststemning, der bredte sig ind gennem byen og fortsatte hele natten til langt ud på de små timer. Kun Ekstrabladet fik denne begejstrede feststemning med i deres reportage, og vi kan med stolthed fortælle, at Positivgruppen fyldte hele bagsiden i flere af avisens udgaver – et stort helsides billede af vores bodypaintede bagtrop med Positivgruppens logo i centrum.
Michael Nord, som er formand for EPOA – European Pride Organisations Association – var med ved paraden og udtaler: – Selv i et land med antidiskriminationslovgivning, registreret partnerskab og andre goder for bøsser og lesbiske, bi- og transseksuelle ser vi flere og flere problemer med grupper af unge indvandrerefterkommere, som ikke kan acceptere den danske livsstil og de danske holdninger. Hændelserne ved dette års Mermaid Pride viser, at der fortsat er meget at arbejde på.
Og lad dette være en opfordring til, at endnu flere deltager i næste års parade. Ingen må føle sig forpligtede, men der er to ting, som det er vigtigt at understrege: – Alle erfaringer viser, at jo mere synlige og tydelige vi er i hverdagen, jo nemmere bliver det for vores omgivelser at acceptere os, og jo nemmere bliver det dermed for os at være dem, vi nu er. Det andet og nok så vigtige er, at det faktisk er en vidunderlig oplevelse at gå med i paraden og opleve alle de smittende glade tilskueres store smil og begejstrede klapsalver.
Ole Rud-P, 19. august 2001