Kom nu!

af Martin S-Pedersen

Endnu en gang bliver mit glas fyldt til randen med vin. De er åbenbart fast besluttet på at drikke mig under bordet i aften. Igen. Det er ikke første gang, de prøver på det, men indtil nu er det ikke lykkedes dem, undtaget de gange, hvor jeg selv var opsat på at blive fuld. For at glemme.

Desværre virker det altid sådan på mig, at når jeg bliver fuld, så ser jeg tingene meget klarere, end når jeg er ædru, så hvad der skulle få mig til at glemme, får mig i stedet til at huske.

“Kom nu, Martin, drik nu ud,” siger en af de andre til mig. Jeg nipper forsigtigt til vinen, som var det gift, jeg var blevet bedt om at drikke. Selvfølgelig falder de ikke for det.

“Arh, kom nu, det der var ikke en tår. Drik nu ordentligt!” er der en, der siger med en halvhøj, fordrukken stemme og et slesk smil om munden. Jeg er fortabt, tænker jeg, hvis jeg bliver siddende her, ender det med, at jeg må kravle fra bordet efter middagen.

Omkring mig sidder vel omkring fyrre andre mennesker på min egen alder, med andre ord: dette er et regulært drukorgie for gymnasieelever. Der er kun nogle få, jeg kender, hvilket i denne situation ikke er en fordel! For mig ser det ud, som om deres eneste formål med denne fest er at få mig drukket under bordet, hvilket jeg ikke har lyst til i dag.

Jeg undskylder mig under deres højlydte protester, og før jeg forlader bordet, må jeg nedsvælge endnu et glas vin. Hurtigt traver jeg gennem gangene ned til det fjerneste toilet. Jeg kan mærke, at vinen allerede er steget mig til hovedet, selv om jeg kun har fået to glas. Hastigt drejer jeg ind ad døren til toilettet og smækker døren efter mig, og tungt lader jeg mig falde ned på toiletbrættet.

Jeg læner mig langsomt forover og støtter panden i mine hænder. Hvorfor kom jeg overhovedet? tænker jeg. Jeg vidste jo, at det her ville ske, så hvorfor kom jeg? Som jeg sidder der, må jeg se ud, som om jeg allerede har fået for meget. Jeg sukker højlydt og uden egentlig at ville det, triller tåre efter tåre ned ad mine kinder. Og jeg som troede, at de var mine venner! Det eneste, de er interesserede i, er at se mig fuld, hvilket nok vil lykkedes, hvis de bliver ved med at presse mig til at drikke. Hvorfor kan jeg bare ikke finde ud af at sige fra? tænker jeg for mig selv, mens min krop begynder at ryste stille. Mine hænder øger samtidig presset mod mit hoved.

Døren farer op med et brag, og jeg nærmest hopper op fra toilettet.

En totalt ukendt mandsperson står foran mig med et mildt sagt noget overrasket udtryk i ansigtet.

“Øh.. det må du undskylde. Jeg vidste sgu ikke, at der var optaget,” fremstammer han, mens en svag rødme breder sig over hans kinder. Han er åbenlyst flov over at have forstyrret.

“Det er okay. Jeg glemte at låse,” siger jeg lige så flovt. Hele situationen forekommer mig lidt pinlig. Han føler sig lige så utilpas ved situationen, som jeg gør, kan jeg se.

Han vender sig halvt om mod døren for at gå, men vender sig så om igen, og det er åbenbart først nu, at han ser tårerne på mine kinder. Han kigger med et lidt forvirrende og medlidende blik på mig, som vurderer han, om han burde blive og tage sig af denne stakkel eller gå.

Jeg vender hovedet væk fra ham og beder til, at han vil gå. Med en overdrevet bevægelse med min ene hånd tørrer jeg tårerne væk fra mit ansigt. Jeg har brug for at være lidt alene, tænker jeg. Men samtidig er der et eller andet inden i mig, der vil have, at han bliver, at han snakker med mig og tager sig af mig. Jeg ved ikke, hvad jeg vil have ham til at gøre.

Inden jeg når at tænke mere over det, afgører han selv sagen og lukker døren. Jeg står nu helt alene med en fremmed i det fjerneste hjørne af huset. Det får det til at løbe mig koldt ned ad ryggen af frygt for, hvad han vil gøre, men samtidig tændes en gnist af spænding inde i mig. Det ene udligner det andet.

“Er der noget galt?” spørger han. Jeg står stadig med hovedet vendt væk fra ham og kan ikke undgå at tænke på, hvor fladpandet det lyder. Hvis der var noget galt, ville jeg måske så sidde og græde på et toilet? Måske han er en af de hersens lommepsykologer, der tror, de kan hjælpe enhver, der ser ud til at have det bare en lille smule dårligt.

Jeg svarer ikke. Jeg værdiger ham ikke et svar.

“Kom nu, det kan hjælpe hvis man snakker om det,” siger han med en stemme, der lyder lidt for optimistisk. Han træder hen ved siden af mig og lægger en hånd på min skulder. I det øjeblik løber en elektrisk strøm gennem mig og liver lidt efter lidt min let afkræftede krop op. Jeg fortryder næsten det, jeg tænkte før.

“Jeg ved godt, at jeg kan virke lidt for øh.. hvad hedder det? Altså, at jeg presser lidt for meget på, ikke, men du kan ikke holde det inden i dig for altid. Du bliver nødt til nogle gange at snakke med andre om dine problemer, for ligesom at øh.. lette presset, ikke.”

Jeg kan ikke undgå at grine lidt. Hans lidt ubehjælpsomme måde at bryde isen på forekommer mig lidt morsom. Han klemmer min skulder forsigtigt. Jeg vender mig om mod ham, som han står der med et forvirret udtryk i ansigtet; tydeligvis fatter han ikke, hvad det er, jeg griner af. Han smiler forsigtigt og kigger på mig med en afventende mine. Han venter på, at jeg begynder at tale, men jeg kan bare ikke. Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg skal sige.

“Nå men, det er da godt, at du kan grine,” siger han stadig forvirret og fortsætter i samme optimistiske tonefald. “Så kan det jo køre lidt på skift. Først muntrer jeg dig op, og når jeg så er ved at køre træt, kan du jo tage over og muntre mig op,” siger han med et stort smil på munden. Et kønt smil endda.

“Nej men, du ved, jeg er en utrolig irriterende person at være i nærheden af. Jeg smitter med min ukuelige optimisme, du ved. Jeg hedder for resten Nick,” og hånden fra min skulder forsvinder, i stedet tager han hurtigt min højre hånd og trykker den, mens han bukker sig lidt fremover, som var han en ægte gentleman fra trediverne. Jeg smiler lidt over synet af denne påtrængende person, der åbenbart er født alt for sent.

“Jeg hedder Martin. Hej,” siger med en halvkvalt stemme. Det er, som sad tårerne i min hals og pressede på. Selv om vi efterhånden har stået her i flere minutter, er det først nu, jeg lægger mærke til, hvordan han egentlig ser ud. Han er omtrent af samme højde og nogenlunde samme alder, dog nok lidt yngre end mig. Hans krop er slank af bygning og dækket med et par cowboybukser, der er stramme nok, til at man kan se hans sportstrænede og slanke ben, og en lang, grøn bluse af et tyndt stof, der smyger sig ind til hans overkrop. Ansigtet er aflangt og ansigtstrækkene får ham til at se drenget ud, håret er kort og sort og øjnene er mørke og tillidsfulde. Derudover et stort smil, der får hans ansigt til at lyse op, som var der stukket ild til det.

Forlegent smiler jeg til ham. Han er egentlig ret køn, tænker jeg, hvis man ellers kan tillade sig at mene det om andre drenge. Og vi står faktisk ret tæt, måske lidt for tæt for min smag, tænker jeg, mens mine kinder uundgåeligt antager en mere rødlig farve. Først nu lægger jeg mærke til, at der endnu en gang er en afventende mine at aflæse i hans ansigt. Åbenbart tydeligt forvirret kigger jeg på ham, og han begynder at snakke igen.

“Måske vi skulle gå et andet sted hen, du ved, det er nok ikke det bedste sted, hvor vi kan snakke i fred, øhm.. jeg ved ikke, måske der er nogen, der misforstår det, hvis de braser herind og finder os stående så tæt sammen, man ved s’gu ikke..”

Han sætter et stort smil op og fortsætter.

“Ja, altså… du ved, måske tror de, vi har gang i noget, ikke, øh..”

Jeg afbryder ham med en lidt hæs stemme.

“Jeg er med! Jeg forstår godt, hvad du mener.”

Han smiler kort og siger stille ud i luften: “Godt,” mens han lidt usikkert kigger rundt i rummet. I et øjeblik ser det ud, som om han ikke ved, hvor han befinder sig. Han vender sig mod mig igen og ser spørgende på mig. Det er åbenbart mit lod at bestemme, om og hvornår vi skal forlade rummet.

Med halvvaklende skridt smyger jeg mig forbi ham og sætter kurs mod døren, tæt efterfulgt af ham. Da jeg står med døren halvt åbnet, kan jeg ikke dy mig og vender mig om mod ham med et bredt smil om munden.

“Har vi da gang i noget?” siger jeg til ham med et lille glimt i øjet. Vi griner begge ad det, og smågrinende tager han ordet igen og returnerer glimtet med et drillende:

“Det ved jeg ikke.”

Med en mere alvorlig tone fortsætter han. “Skal vi ikke se at komme ud herfra. Jeg synes ikke, toiletter er det bedste sted at snakke. Desuden er der nok nogen, der får brug for det snart med den fart, de har på, altså, med at tømme flaskerne, mener jeg.”

Så snart vi er udenfor toilettet, tager han føringen. Det er tydeligt, at han har været her før. Med et lille smil på læben fører han mig op på førstesalen og hen ad en lang gang. Langt borte kan jeg høre nogen råbe og grine. Festen går åbenbart strålende.

“Nu skal du bare se. Jeg kender det flotteste rum her i hytten. Du ved, det er sådan et slags bibliotek, som man ellers kun finder på øh.. du ved, slotte og herregårde og sådan. Der er en fantastisk udsigt over haven derfra.”

Spændt som et lille barn åbner han stolt en dør, hvorpå der står ‘Studereværelse’ med snørklede bogstaver. Vi træder ind i det lave, men alligevel ret rummelige bibliotek. Både loftet og alle væggene er betrukket med rødt fløjl, og spredt rundt i rummet langs væggene står reoler fyldt med bøger fra gulv til loft, og over for os, foran det store halvmåne-formede panoramavindue, der fylder den ene væg ud, står en sofa af ældre dato foran et lille bord, der er fyldt med papirer og bøger.

Jeg står, overvældet over synet, stille i døren, og uden at jeg lægger mærke til det, trækker han mig ind i rummet og lukker døren efter os.

“Nå, kan du li’ det?” spørger han med et smil om munden. Det er tydeligt, at han havde til hensigt at overraske mig. Jeg står helt mundlam, totalt uvidende om, hvad jeg skal sige. Jeg kigger hen på ham. Han står og iagttager mig omhyggeligt. Han løfter øjenbrynene og skuldrene på samme tid og ser spørgende på mig.

“Nå?” Han forventer tydeligvis et svar.

“Det er… jeg ved ikke, hvad jeg skal sige,” siger jeg stadig overvældet. Han klør sig ved øret og kigger sig omkring i rummet. Så vender han sig om mod mig og smågriner lidt.

“Jeg ved det. Jeg stod også sådan, da jeg så værelset her for første gang. Men bare vent, du har jo slet ikke set udsigten endnu,” siger han forventningsfuldt og tager min arm og trækker mig tværs over det blankpolerede trægulv. Jeg siger ingenting og følger trofast med ham. Han stiller sig ved siden af sofaen og trækker mig hen foran ham, så jeg har frit udsyn til haven.

Hvis jeg følte mig overvældet før, så er det intet at regne mod, hvor overvældet jeg er nu. Haven er meget større, end jeg havde troet. Små stier skærer sig gennem klynger af træer og buske, mens et fint net af vandløb krydser haven på må og få for til sidst at løbe ud i en lille dam. Samtidig er solen ved at gå ned, så hele haven er badet i solnedgangens rødlige lys, der giver det hele et romantisk skær. Uden tvivl, tænker jeg, ser jeg haven på det absolut smukkeste tidspunkt på dagen.

“Synes du ikke, det er smukt?” hvisker en stemme ind i mit øre. Først nu føler jeg, hvor tæt vi egentlig står. Han har yderst behændigt presset mig op i et hjørne med sofaen på min ene side, vinduet foran mig og ham stående lige bag mig. Han holder stadig om min arm. Jeg kan føle hans ben mod mit, mærke varmen fra hans krop. En ubehersket begejstring skyder op i mig, da jeg mærker hans ånde mod mit øre.

“Skal vi sætte os?” spørger han med en dæmpet stemme, samtidig med at han slipper min arm. Han træder væk fra mig og sætter sig ned i sofaen. En snigende skuffelse følger mig, da jeg går hen og sætter mig ved siden af ham – i en passende afstand.

Han ser nysgerrigt på mig.

“Vil du så fortælle mig, hvad det var, der var så trist, at du ligefrem sad og græd derude?” siger han med sympati. Jeg prøver at skubbe min ophidselse til side, mens jeg leder efter de rette ord.

“Øhm… det var fordi… dem, jeg er sammen med, de…” Jeg stopper op og føler, at jeg på en måde skuffer ham. Jeg ved simpelt hen ikke, hvordan jeg skal sige det.

“Martin, bare slap af. Du behøver ikke… øh… du ved, jeg har masser af tid, bare giv dig god tid,” siger han. Det lyder oprigtigt, og jeg slapper mere af. Han smiler kort til mig, og de sidste stumper af usikkerhed forsvinder sammen med det.

“De forsøger at drikke mig under bordet. Og det er ikke engang den første gang, de prøver på det,” siger jeg med et suk. Jeg kigger ned i sofaens stof. Følelsen af, at jeg skuffer ham, dukker endnu en gang op, og jeg kan ikke få mig selv til at kigge op på ham. Lige nu tænker han vel over, hvad han egentlig laver her med denne sølle idiot, som ikke kan finde ud af at sige fra. Jeg mærker hans hånd på min skulder og ophidselsen blusser op igen.

“Hvem er det? Er det nogle af dine venner eller hvad?” spørger han. Også denne gang lyder det oprigtigt. Jeg slapper mere af og kigger op på ham. Han ser virkelig ud, som om han interesserer sig for, hvad jeg siger.

“Jah… altså, de er ikke mine bedste venner, men ja…” Endnu en gang synes jeg, at de ord, jeg slynger ud, er totalt idiotiske.

“De kan da ikke være dine venner, hvis de opfører sig sådan.” Hans ord har en lindrende virkning på mig. Gid han ville blive ved med at tale, tænker jeg.

“Skid dog hul i, hvad de siger. Drik når du er tørstig. Og hvis du synes, deres øhm… selskab, det er det, det hedder, er æh… ikke lige dig, så bare gå. Find nogen andre at snakke med.” Han klemmer endnu en gang min skulder let. Jeg smiler til ham. Hans ord beroliger mig mere end litervis af alkohol nogensinde vil være i stand til.

“Hvis jeg var dig, så ville jeg – men det er jeg jo selvfølgelig ikke,” siger han og griner kort. “Så ville jeg finde nogen andre, at være sammen med. Sådan nogen som mig, for eksempel!” siger han med et stort smil og griner. Jeg kan ikke undgå at grine med.

“Du har nok ret,” siger jeg stille. Han nikker kort og siger: “Bare gå fra dem. Lad være med at lytte til, hvad de siger, bare gå.” Jeg føler det, som om jeg har fået fornyet mine kræfter. I dette øjeblik synes vennerne at være langt borte; de udgør ingen fare nu.

Han kigger mig ind i øjnene. Vi sidder stille i et stykke tid, uden at der er nogen, der siger noget. På skulderen kan jeg, gennem skjortens stof, mærke varmen fra hans hånd. Med langsomme bevægelser glider den rundt på min skulder i små cirkelbevægelser. På samme tid virker det både utroligt afslappende og sindssygt ophidsende.

“Kender du egentlig Kim, eller er du bare en eller andens påhæng?” siger han, mens hans hånd langsomt glider væk fra min skulder. Inden i mig er der noget, der skriger af smerte, noget, der vil have hånden til at blive på min skulder. Til at blive hvor som helst på min krop, egentlig. Et kort øjeblik stirrer jeg uforstående på ham, så fatter jeg, hvad det er, han siger.

“Nå, jo, jeg øh.. jeg går i klasse med ham, så, jo, jeg kender ham. Lidt.” Han kigger nysgerrigt på mig, åbenbart ikke helt tilfreds med mit svar.

“Hvad så med påhæng? Er du fortabt eller er du stadig single?” ler han. Jeg forsøger at bilde mig selv ind, at jeg ikke ser glimtet i hans øjne.

“Jeg er fri som fuglen,” siger jeg med en dæmpet stemme, mens jeg ufortrødent kæmper for ikke at se alt for glad ud, idet jeg funderer over, hvorfor han absolut vil vide det. Han smiler og nikker, tilfreds med mit svar.

“Jah.. jeg er desværre også selv single,” siger han, mens han trækker sit ene ben op under sig. Han lægger det andet ben over det, således at det højre bens knæhase hviler på den venstre fods ankel. Samtidig drejer han sin krop, så han vender front mod mig. En snert af ophidselse breder sig i min krop, da hans arm glider hen ad ryglænet og lægger sig til rette i sin fulde længde, således at hans hånd hviler lige bag min nakke.

“Er du egentlig altid så snakkesalig, eller er det bare fordi, du ikke kender mig så godt, at du er så tavs?” spørger han. Jeg kigger lidt ud i luften.

“Jeg har bare aldrig været særlig god til at småsnakke,” siger jeg og kigger hen på ham. Han bider sig kort i underlæben og fortsætter.

“Småsnakke, siger du. Synes du, at vi småsnakker?” siger han med en antydning af skuffelse i stemmen. “Jeg troede ellers, vi var godt på vej til at blive gode venner, og man småsnakker da ikke med gode venner,” siger han med et stort smil. “Dem betror man sig til.” Han holder en pause og siger så skuffet: “Men det er du måske slet ikke interesseret i. Du vil måske slet ikke være min ven?”

Jeg kigger overrasket på ham. Det var ikke lige det, jeg forventede, at han ville sige.

“Jo, selvfølgelig vil jeg da… altså…”, stammer jeg febrilsk. Selv om hans spørgsmål lyder latterligt, føler jeg, at jeg har pligt til at svare. Inden jeg når at rode mig ud i noget mere, derude hvor jeg ikke kan bunde, kommer han mig i forkøbet.

“Nu skal jeg betro dig noget. Det er ikke noget, jeg har fortalt vidt og bredt, jeg har kun sagt det til nogle få, men dig kan jeg vel også godt sige det til. Jeg har på fornemmelsen, du vil forstå mig,” siger han med et glimt i øjet, der straks får det til at summe inden i mig.

“Jeg kender faktisk Kim ret godt. Vi har været venner i en… jah, hvor lang tid er det? En seks års tid vel. Alligevel var det lige før, at jeg ikke var kommet med i dag. Ser du, for nylig kom jeg til at betro mig til ham om noget, der ligger mig meget på sinde, og han øhm… ja, mildt sagt, så reagerede han ikke så positivt på det.” Han holder en lille pause og ser spørgende på mig. Jeg nikker tilbage, og han fortsætter.

“Hvis ikke det var fordi, hans forældre havde blandet sig, så havde han ikke inviteret mig. Men selvfølgelig fortalte han dem ikke om, hvorfor han ikke ville invitere mig.”

Han bider sig i læben og ser mig lige ind i øjnene. Ordene, der kommer ud af hans mund, hensætter mig i en beroligende, men alligevel ophidsende sindsstemning.

“Ser du, jeg er bøsse,” siger han med en helt anden stemme, end den jeg har hørt hele aftenen. I forhold til hans optimistiske stemme er denne dybt alvorlige stemme slet ikke til at kende. Det er, som om en anden person taler gennem ham. Jeg kigger ham lige ind i øjnene. Lige meget hvor meget jeg end vil undgå hans blik, kan jeg ikke tage mine øjne fra ham. Jeg kan føle, at en sær, udefinerbar varme breder sig inden i min krop, og at mine kinder antager en rødligere farve.

“Jeg ved ikke… det skræmmer dig vel ikke på nogen måde, vel?” spørger han med en antydning af omsorg. “Du ved, mange synes jo, at det er en direkte øh.. forargelig og ulækker måde at leve på. Det er jo næsten et øh.. stempel, et socialt stempel. Brændemærkning har jeg hørt nogen kalde det.” Han kigger prøvende på mig. Samtidig synes jeg, at mine øjne fanger et glimt i hans øjne, der siger, at han ikke behøver et svar på hans spørgsmål. Han kender det allerede. Jeg ryster lidt på hovedet. Jeg kan ikke få et ord frem. Det er ikke fordi, jeg er særlig overrasket over det, han har sagt, det er mere en underlig følelse af, at vide, at man har haft ret i noget. Jeg havde det på fornemmelsen, men alligevel formår det at hensætte én i en slags choktilstand, når man bliver bekræftet i sin tro.

Lettet fortsætter han: “Du ved ikke, hvor glad jeg er for det,” siger han og falder tilbage i sin vante optimistiske rolle med et bredt smil om munden. “Jeg har ikke ligefrem haft den øhm.. mest positive erfaring, når det har gjaldt, æh.. altså, det med at springe ud, ikke. Min familie blev lidt chokerede og det var lige før, Kim havde afsluttet vores venskab.” Han kører en hånd gennem sit korte hår. Selve bevægelsen opsluges af mit sind og bearbejdes i min hjerne til en supersensuel slowmotion bevægelse.

“Hold kæft, det var egentlig rart at få sagt. Altså, nogle mennesker, de føler sig jo ført bag lyset, hvis man ikke straks bekender for dem, at man er bøsse. Det gør du vel ikke?” siger han og sender mig et afventende blik.

“Nej, jeg øh… det gør jeg ikke. Det er vel deres egen sag, hvordan de har det seksuelt. Deres seksualitet er privat, jeg bryder mig ikke om, at blande mig i det. Desuden, at man er bøsse, siger jo intet om ens arbejde eller evner, så hvad det egentlig rager folk, kan jeg ikke se,” siger jeg med rødmende kinder. Rødmen skyldes, at jeg ikke bryder mig særlig meget om at diskutere; jeg kan ikke fordrage at være midtpunkt og få opmærksomheden. Jeg trives bedst anonymt. Han smiler overrasket.

“Det var da… du kan jo godt snakke, når det nu gælder! Helt ærligt, det er sgu i øjeblikke som dette, at jeg er stolt af at være homoseksuel,” siger han og smågriner imponeret. Hans afvæbnende smil slår mig denne gang helt omkuld.

Jeg forsøger at stå imod, men jeg må opgive og et afslørende smil breder sig over mine læber. Ophidselsen skyder op i mig igen. Han fanger hurtigt signalerne og spørger med et frækt smil på munden: “Det er du måske også selv eller hvad?”

Jeg kan ikke stå imod længere og langsomt læner jeg mit hoved bagover, så det ligger op ad hans hånd. Berøringen er nok til at begejstre mig. Med et lige så frækt smil på munden drejer jeg mit hoved hen mod ham.

“Hvad tror du?” siger jeg. Han kigger mig lige ind i øjnene og synker en gang.

“Jah.. hvad jeg tror? Hvad tror jeg egentlig?” siger han drillende og smiler. Jeg kigger ned ad ham. Hans krop læner sig afslappet op ad sofaen. Svajet i hans krop får ham til at se… Jeg kan ikke få mig selv til at tænke det ord. Hypnotiseret stirrer jeg på hans krop, mens jeg prøver at overvinde min frygt for det ord. Et sølle ord, der dog betyder så meget.

“Sexet!” hvisker jeg lavt. Han stirrer overrasket på mig. Jeg rødmer meget kraftigt. Det var ikke meningen, han skulle høre det.

“Hva’? Hvad er det, der er sexet?” spørger han forvirret.

Jeg kigger ham dybt ind i øjnene. Mine kinder, ja hele mit ansigt antager en meget kraftig rød farve. Jeg kan føle, at hele min krop er spændt, idet jeg åbner min mund og lader et enkelt ord glide ud mellem mine læber.

“Dig,” hvisker jeg. Min krop har efterhånden lukket alt andet end ham og mig ude. Jeg hører kun ham. Jeg ser kun ham. Jeg tænker kun på ham. Det føles, som om min krop er bedøvet. Ligesom når ens fod sover. Det føles på samme måde.

Jeg kan mærke hans hånd. Langsomt glider den ned på min nakke. Den føles brændende. Den kører langsomt rundt på mine skuldre og min nakke. Under de masserende fingre løsner jeg op for min tilbageholdenhed. Efterladende et elektrisk spor efter sig, glider hans hånd op ad min hals og over min brandvarme kind. Han kigger mig dybt ind i øjnene. Hans ansigt er ikke længere fortrukket i et smil; hele hans krop, alle hans bevægelser vidner nu om, at han er dybt koncentreret. Koncentreret om mig. Jeg vender mit hoved bort fra ham. Jeg ånder uregelmæssigt, næsten gispende. Jeg vil nyde dette, tænker jeg, nyde…

Hans hånd glider ned på min nakke igen og bliver liggende der. Langsomt læner han sig fremover, indtil jeg kan mærke hans ånde mod mit øre.

“Ved du, hvad jeg tror, du er?” hvisker han ind i mit øre. “Jeg tror, du er en lille, kærlighedshungrende homo. Og ved du, hvad jeg ellers tror?” spørger han. Mættet af en ekstatisk følelse siger jeg: “Nej, hvad tror du?”

“Jeg tror, du er interesseret i mig.”

“Tror du virkelig det? Du tænker nok højt om dig selv,” siger jeg smågrinende.

“Ja og ja. Og jeg er egentlig også interesseret i dig. Hvad skal vi gøre ved det?”

“Hvad kan man gøre?”

“Du sku’ bare vide…”

Hele min krop sitrer af spænding og nervøsitet. Hans anden hånd glider langsomt op ad mit lår. Jeg føler det, som om jeg kunne eksplodere når som helst. Hans ene hånd glider op gennem mit hår, og langsomt drejer han mit hoved hen mod sig selv. I et kort øjeblik, der føles som en evighed, ser vi hinanden dybt i øjnene, så vipper han mit hoved lidt nedad og kysser mig på panden. På samme tid føler jeg skuffelse over, at han kun kysser mig på panden, og glæde over, at han kærtegner mig så vidunderligt.

Hans læber glider fra kys til kys ned over mit ansigt; fra panden ned over tindingen til kindbenet og kinden. Hans anden hånd stryger langsomt op og ned ad mit lår. Jeg føler mig stiv som et bræt. Alle disse kærtegn modtager jeg med kyshånd, men jeg giver intet tilbage. Det får mig til at føle mig lidt egoistisk og selvoptaget. På en måde føler jeg mig uren og uværdig til at modtage noget så smukt.

Hans hånd glider ubesværet gennem mit hår og nusser mit hoved. Læberne kysser sig vej hen til øret, og gennem ophidselsens tåge kan jeg mærke, at han blidt napper mig i øret. Endnu en euforiserende følelse gennemstrømmer mig. Langsomt og nænsomt lader han sin tunge glide ud gennem hans læber og rundt i mit øre. Fyldt af begær tager jeg mig endelig sammen, og min ene hånd glider ned og lægger sig oven på hans hånd, der stadig kærtegner mit lår. Varmen fra hans hånd er overvældende. Med en overraskende hurtighed glider hans hånd væk under min og vender min hånd om. Han tager den og klemmer den blidt. I en lang glidende bevægelse fører han min hånd op på hans hals, hvor han slipper den, mens hans egen hånd lander på mit lår igen.

Med usikre bevægelser lader jeg min hånd glide op gennem hans hår, mens min anden hånd kælent gnider sig op ad hans venstre ben. Han stopper med at kysse mit øre, og med et tungt åndedræt hvisker han mig ind i øret: “Lad dig bare føre med. Jeg har prøvet det før.” Han kysser mig på kinden.

“Du har prøvet det før?” siger jeg næsten mekanisk. Først nu begynder jeg at tænke over de eventuelle betænkeligheder, der kunne være ved disse handlinger. Er det egentlig så smart at gennemføre dette? tænker jeg. Jeg har tilladt mig at blive forført, at overgive mig til en praktisk taget ukendt person. Han kysser mig endnu en gang, men kysset er ikke et hvilket som helst kys. Det er et kys fyldt med lidenskab og passion. Det får mig til at glemme de betænkeligheder, jeg ellers begyndte at have imod dette foretagende.

“Nogle få gange. Har du ikke?” hvisker han gispende af begær i mit øre. Han kysser min kind igen og igen. Med en hurtig og smidig bevægelse fjerner han sin hånd fra mit ben og fører den op til min hals. Den glider hastigt op på siden af mit ansigt og han drejer mit hoved. Han kigger mig lige ind i øjnene med et blik, der ligefrem flammer af lyst.

Næsten før jeg når at lægge mærke til det, har jeg lukket mine øjne, mens mine læber forsigtigt presser sig mod hans. Med samme blidhed, som hans mere fysiske kærtegn tog form af, napper han mig i læberne. Jeg besvarer det med at presse mine læber hårdere mod hans. Idet han gengælder presset, lader han sin tunge glide ind i min mund og lader den langsomt stryge mod mine læber. Fortabt for omverdenen lader jeg også min tunge glide ind mod hans og med vores tunger udforsker vi hinandens munde. En dybt betagende rusfornemmelse fylder mig ud. Et festfyrværkeri starter inden i mig. Min begejstring når nye højder.

Før jeg aner det, er vores læber atter adskilt fra hinanden, men lysten til atter at genforene dem overvinder alt andet. Igen og igen mødes vore læber, og igen og igen skilles de. Mellem kyssene fremgisper jeg: “Jeg har aldrig været sammen med en anden fyr.”

“Så er det jo godt, at jeg er din første, så jeg kan oplære dig,” smågriner han, mens han kysser mig på kinden. Hans læber glider ned over min hage og ned på min hals. En pludselig indskydelse rammer mig og det giver et sæt i mig. Opskræmt siger jeg: “Festen!”

Nærmest ligeglad siger han: “Hva’?”

“Hvad hvis der kommer nogen og forstyrrer os,” siger jeg og kigger forskræmt på ham.

Han stopper med at kysse mig og kigger på mig. “Det er ikke noget problem. Lagde du ikke mærke til, at jeg låste døren, da vi gik herind?” siger han med et stort smil. Jeg slapper lidt mere af, men studser så over det han sagde.

“Låste du døren? Sig mig, vidste du, det her ville ske?” siger jeg lidt fortørnet.

Han kigger i et stykke tid på mig uden at sige noget. Så pludselig trækker han mig hen til sig og kysser mig på munden. Storgrinende siger han: “Jeg vidste ikke, det ville ske, men jeg havde det da på fornemmelsen. Jeg ved ikke, det er en eller anden mystisk evne, jeg har. Jeg kan spotte en bøsse på 500-meters afstand. Jeg fik en fornemmelse af, at du måske var det, da vi var ved at forlade toilettet, og se nu! Jeg havde sørme ret!” Han griner endnu mere hysterisk. Jeg kigger på ham med et skævt smil, så griner jeg også. På grund af denne ubehagelige og lidt pinlige pause i vores intime og sensuelle handlinger trækker han sine hænder til sig. Jeg gør det samme, om end ikke helt frivilligt.

“Hvor lang tid har du egentlig vidst, at du var bøsse?” siger jeg lige ud, mere for at komme ud af denne pinlige situation, hvor ingen af os ser ud til at vide, hvad vi skal sige eller foretage os. Den direkte måde, hvorpå jeg siger det, generer mig ikke engang. Det ville det med garanti have gjort i enhver anden situation.

Han smiler en gang og siger: “En, to år, velsagtens. Jeg fandt ud af det ret tidligt alligevel. Hvad med dig?”

“Et halvt års tid,” siger jeg. Jeg kan ikke undgå at skamme mig lidt. Selv om han er yngre end mig, er han ikke desto mindre mere erfaren. På en eller anden måde synes jeg ikke, jeg lever op til de krav, der er blevet mig påtvunget. Jeg er ældst, ergo skulle det være mig, der var mest erfaren.

Han smiler frækt og siger uden nogen hæmninger: “Har du så aldrig før været sammen med en mand, altså seksuelt?”

Jeg rødmer lidt. Jeg føler mig utilpas i denne situation. Aldrig har nogen spurgt mig om noget så personligt før, og hvis det ikke havde været fordi, det netop var ham, der spurgte, ville jeg have langet vedkommende én på siden af hovedet. Hvad mit privatliv angår, så har ingen andre end mig selv lov til at vide noget om det.

På trods af mine principper svarer jeg ham alligevel, dog synligt generet af spørgsmålet. “Nej, aldrig.”

Han kigger et øjeblik op i loftet, så siger han: “Jeg har prøvet at være sammen med en mand før. Faktisk gik vi i seng sammen to gange, mens vi kom sammen. Selvfølgelig, to gange.. ikke det helt vilde, men alligevel…”

Jeg ser ned i gulvet. Aldrig før har jeg følt mig så umoden og skamfuld. Endnu en gang plager aldersforskellen mig, samtidig med, at jeg føler mig usædvanligt uretfærdigt behandlet af skæbnen, som aldrig har skænket mig en så svimlende vidunderlig oplevelse. Alt, hvad jeg har fantaseret om, har han oplevet, tænker jeg. Han har følt en anden mands nøgne krop mod sin, han ved, hvordan man gør det sammen med en anden mand. I detaljer. En afsky for mit eget liv skyller gennem mig.

På ny flammer lystens bål op inden i mig, idet han lægger sin ene arm om mine skuldre. Han rykker hen ved siden af mig og lader sin anden hånd glide rundt på min skulder. Varmen fra hans krop trænger gennem mit tøj og ind i min krop. Disse simple berøringer får mig på ny til at glide ind i en temperamentsfuld følelse af ekstase og begær.

“Martin?” hvisker han i mit øre.

“Ja?”

“Kunne du godt tænke dig, at være sammen, altså, virkelig sammen med en fyr?”

En skræmmende ophidselse elektriserer min krop. I en følelse af ikke at være til stede svarer jeg: “Ja.”

Hans hånd på skulderen glider ned på mit bryst.

“Du er sikker?” hvisker han næsten uhørligt. Jeg kan mærke, at han er spændt til det yderste af begær efter en andens krop, min krop.

“Ja,” svarer jeg næsten lige så uhørligt. Jeg har ventet længe nok, tænker jeg. Jeg vil føle hans gloende legeme mod mit. Han kysser mig på kinden. Nede på mit bryst glider hans hånd næsten umærkeligt op og ned ad min skjorte.

Jeg vender mig om mod ham og tager med begge hænder om hans hoved, for derefter at presse mine læber mod hans. For aldrig at give slip på dem igen, håber jeg i mit stille sind. Hans ene hånd griber om min nakke, mens den anden hastigt stryger op og ned af min overkrop. Næsten dyrisk kysser han mig voldsomt tilbage.

Med øvede håndbevægelser knapper han min skjorte op. Jeg lader mine hænder falde ned på hans skuldre. Samtidig begynder han voldsomt at kysse mig på kinderne, på hagen, på næsen og på halsen. Selv om det føles voldsomt, så har jeg ikke andre tanker i hovedet, end at følge ham i hans handlinger. Uden synderligt besvær knapper han min skjorte helt op, og blidt lader han sin hånd glide ind under min skjorte og rundt på min overkrop. I pirrende bevægelser bølger hans hånd rundt på min brystkasse og videre ned på min mave og rundt om livet på mig. Med ét forsvinder den og dukker op igen på min hals. Lidenskabeligt glider den kærligt rundt på min skulder og hals.

Jeg begynder selv at kunne føle begæret og lysten tage over, og snart har jeg begge mine hænder inden under hans bluse. Som jeg tænkte, har han ikke andet end den på. Heftigt glider mine hænder over hans brandvarme og glatte hud. Vi stopper med at kysse. Han kysser mig en enkelt gang ved mit øre og hvisker: “Jeg vil ha’ dig!”

Gispende af længsel efter at mærke hans varme krop mod min hvisker jeg tilbage: “Og hvad vil du så gøre ved det?”

“Alt!” hvisker han.

Han trækker hænderne til sig og trækker hurtigt sin bluse af. Før jeg når at krænge min skjorte af selv, har han allerede hevet den af mig og smidt den på gulvet. Ophidset omfavner han mig og kysser min hals. Jeg snuser til hans hår, der dufter sødt og mildt. Duften i sig selv pirrer mig, og jeg lader mig falde bagover ned på sofaen. Han følger med mig i faldet og jeg kan mærke hans brændende hede overkrop mod min og forfjamsket kysser jeg hans hår og ører. Ophidselsen er ved at sprænge mig. Jeg har allerede modtaget flere kærtegn, end jeg nogensinde har turdet håbe på. Han sætter sig overskrævs på mig på knæene, hiver sine sokker af og fingererer ved sit bælte.

Med ukontrollabel lyst til hans krop lader jeg mine hænder glide rundt om livet på ham og videre ned på hans faste, runde bagdel. Ud af øjenkrogen kan jeg se, at et lille, frækt smil undslipper ham. Begærligt lader jeg mine hænder føle hver kvadratcentimeter af dette lille vidunder, mens han kæmper for at få løsnet bæltet.

Da han endelig får løsnet bæltet, er han ikke sen til at lyne bukserne ned og trække dem ned til knæene. Efter denne afbrydelse genoptager mine hænder deres udforskning af hans bagdel, denne gang kun adskilt fra dens faste kød af et par boksershorts.

Uden at tøve et sekund løsner han mit bælte og trækker ligeledes mine bukser ned. Han flytter sig lidt på sofaen og får hevet mine bukser helt af, for så straks at smide dem på gulvet sammen med mine sokker. Med et smil om munden lægger han sig oven på mig. Jeg ryster kort, forventningens glæde, da vores kroppe mødes. Glohed hud mod lige så glohed hud. Varmen føles overvældende, næsten surrealistisk. En gnistrende spænding gennemstrømmer os begge; denne pirrende forventning om hvad der venter, truer med at sprænge mig i luften. Jeg hjælper ham med at trække bukserne helt af, og før de når at lande på gulvet, er vi på ny ivrigt opslugt af hinanden.

Næsten instinktivt omfavner jeg ham og lader mine hænder glide kærligt over hans veltrænede krop. Han holder sig ikke selv tilbage og dækker mit bryst med vilde og lidenskabelige kys. Sensuelt stryger hans hænder sig over min brystkasse og videre ned over min brændende varme hud. Vores overvældende engagement i hinanden øges i styrke, mens vi søger at have vores hænder overalt på den andens krop. Langsomt glider min hånd ned på hans bagdel igen, mens jeg med en overraskende voldsomhed kysser ham på kinden og halsen. Fyldt op af begær klemmer jeg hans bagdel, så han et øjeblik gisper ekstatisk. Lynhurtigt finder hans hånd hen til min og han klemmer min forsigtigt. Han kysser mig kraftfuldt på halsen, mens hans ene hånd glider langsomt rundt på min overkrop, og den anden hånd langsomt trækker min hånd ned under det eneste stykke stof, der stadig hænger på hans krop.

Jeg mærker, hvordan hans ene hånd hiver lidt i siden på mine trusser. På trods af alt er hans hånd kølig, og hver gang den strejfer mig, øger det kun min ubændige lyst til at overgive mig fuldstændigt til ham. Inden længe har han fået krænget mine trusser af, og med et lystent blik kigger han på mig og smiler kærligt. Mens hans ene hånd stryger mig over kinden, kysser han mig med en lidenskabelighed, jeg ikke troede, var mulig at opleve, især ikke fra en anden dreng. Hans anden hånd stryger mig kærligt hen over livet. Uendeligt langsomt, sådan føles det da, glider hans umættelige læber ned over min brystkasse og videre ned ad min krop, efterladende et hedt spor af kærlige kys.

Overvældet af passion og begær lemper jeg smidigt hans boksershorts af. Hans varme, let fugtige krop ligger nu oven på min egen lige så hede krop. Smidigt bugter han sig vej op til mit ansigt igen, ligesom en slange ville gøre. Vi er begge helt nøgne. Vi ligger ansigt til ansigt oven på hinanden, i hvad der synes at vare en evighed og en dag. For os begge står tiden for en kort stund stille. I et langt lidenskabeligt øjeblik kigger vi fortabt for omverdenen på hinanden, inden han, i hvad der føles som endnu en evighed, kysser mig på munden. Med glidende og næsten indøvede bevægelser forener vi os i et enkelt øjeblik i tidens strømning, der fører os til det mest vidunderlige i verden – for en kort stund afreagerer vi hver især vores opsparede begær på hinandens kroppe.

Rundt om os trækker det røde fløjl sig sammen og beskytter os fra omverdenen. Vrede, fordømmelse og afsky for de handlinger, vi så syndigt er opslugt af, handlinger, som ironisk nok har været en del af menneskeheden lige fra dens fødsel, strejfer end ikke vores tanker – og hvorfor skulle de?

* * *

Jeg ligger og stirrer op på loftet uden egentlig at se på det. Omgivelserne er som fortabt for mig efter den medrivende, vidunderlige oplevelse, jeg lige har været en del af. Aldrig før har jeg i mit korte liv oplevet noget, der har været så smukt og lidenskabeligt, selv om tanken om hvad vi har gjort, på en måde skammer mig lidt nu. Han havde ret, ved Gud han havde ret, da han sagde, at jeg intet havde at frygte, selv om jeg aldrig havde prøvet det før, tænker jeg. Jeg elskede hvert sekund af det.

Nick sidder på sofaen ved siden af mig. Med en eftertænksom mine tørrer han en dråbe sved af sin pande. Jeg kigger på hans bare ryg, der belyses af den nedadgående sols røde lys. Den fugtige hud ligefrem gløder af varme. Ligesom min egen krop, tænker jeg.

Han drejer hovedet og kigger mig lige ind i øjnene med et stort smil om munden. Hans ene hånd glider let op ad den fugtige hud på min arm indtil den glider til rette på min skulder. Han bøjer sig ned over mig og kysser mig en enkelt gang på munden, så retter han sig op igen og lader sit blik vandre søgende rundt i rummet.

“Hold kæft, mand. Alt tøjet er jo spredt rundt herinde. Man skulle tro, her havde været en orkan, du ved,” smågriner han. Jeg smiler kun. Det er det eneste, jeg har kræfter til.

“Nå, vi må jo heller se at få noget tøj på og slutte os til de andre igen, inden de begynder at spekulere over, hvor vi er blevet af,” siger han og rejser sig for at indlede jagten på sit tøj. Jeg ligger stadig helt drænet for energi, da han smider mine bukser lige i hovedet på mig.

“Hvad fanden laver du?” siger jeg overrasket, mens jeg hiver bukserne væk fra mit ansigt.

“Vi kan vel ikke blive heroppe for altid, vel? Dine kære venner savner dig sikkert,” siger han med et stort smil og tryk på ‘kære’. Jeg sætter mig søvndrukkent op og kigger et øjeblik tomt ud i rummet. Det er, som om det slet ikke er det samme rum, som vi trådte ind i for et stykke tid siden.

Han har allerede fået sit undertøj på og fumler lidt med bæltet til bukserne. Han ser hen på mig med et alvorligt blik, der på en måde skræmmer mig lidt. Det ligner ham ikke, at se alvorlig ud. Jeg tager mig sammen og begynder at lede efter mine trusser.

“Når vi nu kommer ned, så vil det nok ikke være så smart at hænge op og ned af hinanden, vel?” siger han. Jeg nikker overrasket til ham. Hænge op og ned af hinanden? tænker jeg. Er han virkelig så interesseret i mig? Det får en ophidsende glæde til at brede sig inden i mig. Kan det ligefrem tænkes, at…? Nej, det er latterligt! tænker jeg. Hvorfor skulle han være så interesseret i mig? Han kan vel få, hvem han vil ha’ med hans udseende.

“Nej, jeg tænkte på… øhm, hvis du ikke skal lave noget efter festen, altså hvis du ikke har planlagt noget andet, kunne du så tænke dig, øh… ja, vi kunne gå ud og tage et enkelt glas sammen. Hvad synes du?” siger han tøvende. Han kigger på mig med et forhåbningsfuldt blik. Hans spørgsmål kommer yderst uventet. Jeg kigger overrasket på ham og svarer ham med en lav stemme.

“Jo, ja, det, det kunne vi vel.. øh, vel egentlig godt, ja godt, jo.” Jeg føler mig komplet idiotisk efter at have udslynget de ord. Selv en person, der stammer alvorligt, ville have været i stand til at levere et tydeligere svar. Han smiler kort og trækker så i sin trøje.

“Godt. Jeg kender en fin lille bar kun et par kilometer herfra. Jeg er sikker på, at du vil kunne li’ den, ser du, den har sådan en slags øh.. stemning, altså. Som på en engelsk pub,” siger han i sin vanlige optimistiske stil. Jeg nikker og trækker i mine bukser. Selv om stemningen er til at føle på, og atmosfæren er utrolig tæt, er der ingen af os, der siger noget, før vi atter står ude på gangen.

I en lang smidig bevægelse låser han døren op og åbner den. Jeg træder ud på gangen, idet jeg ser mig omkring i rummet en sidste gang for ligesom at huske, hvad der egentlig skete herinde. Han lukker døren og kigger på mig.

“Skal vi ikke bare sige, at vi mødes ude foran huset klokken et. Det passer nok meget godt, øh… du skal ikke noget i morgen tidlig, vel?” Han bider sig stille i underlæben, mens jeg ryster på hovedet.

“Godt, så er det klokken et! Vi ses,” siger han med et stort smil på læberne og kysser mig forsigtigt på kinden. Inden jeg selv når at sige ‘vi ses’, er han allerede forsvundet omkring hjørnet. Jeg står forvirret tilbage på gangen. Jeg prøver at fatte alt det, der er sket i den sidste time, hvilket synes at være uoverkommeligt på nuværende tidspunkt. Har jeg virkelig en aftale med ham senere? tænker jeg. Jeg kan simpelthen ikke fatte det.

Lidt omtumlet stavrer jeg tilbage til festen nedenunder. Det virker ikke, som om jeg er gået glip af noget. De fleste sidder og snakker og drikker, mens andre danser til tonerne af en eller anden sang med den obligatoriske og utroligt gennemtrængende basrytme.

Søgende kigger jeg mig omkring i stuen, men jeg kan ikke se ham nogen steder. Jeg føler mig skuffet over det. Jeg vil se ham igen! Lige meget hvor meget jeg prøver, så kan jeg ikke få mine tanker bort fra ham.

“Hej Martin. Hvor fanden har du været?” siger en af mine klassekammerater med en fordrukken stemme. Jeg har tydelig været savnet. Der står to uåbne øl og venter ved siden af mit fyldte vinglas.

Jeg sætter mig lydigt og drikker af vinen. De andre er i gang med et eller andet ølspil med ølkapsler. Det er åbenbart en selvfølge at være med, når man sidder blandt dem, så jeg bøjer mig og tager imod kapslerne. Selvfølgelig er uheldet ude, og jeg må tage tre slurke af min vin, inden jeg kan give kapslerne videre.

Inden jeg når at få set mig om, er der en af de andre, der godhjertet har tildelt mig en slurk, og endnu en gang hæver jeg mit glas. Ikke fordi jeg egentlig har noget imod det. Ikke længere. Jeg sætter det kølige glas mod mine fugtige læber og lader det berusende indhold flyde ind i min mund. Hvis de bare vidste, hvilke safter der ellers har flydt, tænker jeg og smågriner lidt for mig selv. Jeg bliver nødt til at dække min mund med min hånd, idet mit overdrevne smil nok ville få dem til at undre sig over, hvad der har hændt mig, hvis de havde set det. Med et tomt blik stirrer jeg tværs gennem mine kammerater og den dansende mængde bag dem.

“Kom nu, Martin, det er din tur,” siger hende, der sidder ved siden af mig. Jeg tager kapslerne og smider dem på bordet. To slurke. De andre kigger på mig med et beregnende glimt i øjnene.

“Kom nu, Martin. Drik nu,” er der en, der siger med et slesk smil om munden. Jeg kunne rejse mig og gå fra dem, tænker jeg. Jeg kunne sige til dem, at jeg ingen interesse har i deres latterlige ølspil. Jeg kunne gå over og snakke med nogen andre, alle andre end mine ‘venner’, tænker jeg. Sig fra! Sig fra! Sig fra! lyder det i mit hoved.

I en lang glidende bevægelse tager jeg mit glas og tømmer det i et drag, mens en dæmpet hujen stiger op fra sæderne omkring mig.

* * *

Klokken er kvart over et. Jeg står ude foran Kims hus og venter. Inde fra huset lyder der råben og sang og hujen og piften. Festen er ikke kørt død endnu.

Jeg traver langsomt og meget slingrende rundt på fortovet og kigger op på stjernerne, selv om jeg ikke er i stand til at skelne dem fra hinanden. En tåge af alkoholdampe forlader min næse. Det er en frostklar nat.

Jeg vidste jo, at det var for godt til at være sandt, tænker jeg. Jeg har aldrig heldet med mig i kærlighed. Eller krig for den sags skyld, tænker jeg og bryder ud i et hysterisk grin.

Grinet forstummer hurtigt, og jeg ærgrer mig over, at han åbenbart har droppet mig. Han har nok fundet en, der var mere interessant. Jeg griner lidt, en ironisk latter.

En sølvdråbe triller ned ad min kind.

Jeg tørrer den væk med en hånd, der føles som om den sover, hvilket den ikke gør. Det er bare et sikkert tegn på, at jeg er fuld. Jeg kigger på mit ur. Tyve over et. Jeg har fået nok.

Langsomt traver jeg ned ad fortovet med små vaklende skridt. Jeg traver i retning af stationen. Hvis det ikke kan være anderledes, så må jeg jo tage det næste tog hjem, tænker jeg skuffet og såret.

Tredive meter længere nede ad gaden glider en bil op på siden af mig. Det er først et stykke tid senere, at jeg lægger mærke til, at den har samme fart som jeg. Jeg standser op og kigger på bilen, der straks standser op. Bagdøren bliver lukket op og et velkendt smil flyver mig i møde.

“Ved du ikke, at du er en fare for trafikken i din tilstand?” siger han optimistisk og smiler. Jeg griner et kort øjeblik hysterisk og bukker så sammen af grin. Jeg retter mig op igen og kigger på ham gennem slørede øjne.

“Du må undskylde, at jeg ikke var øh… ja, du ved, du ventede jo ret længe,” siger han undskyldende og fortsætter, “vi har vel stadig en aftale, ikke?” Han smiler et af sine ens-knæ-bliver-som-smør-smil og kigger afventende på mig.

Jeg siger ingenting og kigger bare på ham. Jeg drejer mit hoved opad mod stjernehimlen. Jeg tror, jeg kan se Nordstjernen.

Et sted langt borte, langt ude bag alkoholtågerne kan jeg høre en fjern tillokkende stemme, der siger: “Kom nu, Martin, kom nu.”