Jeg hedder Mikael, er 51 år, civilingeniør af uddannelse, og jeg arbejder som Contract Manager hos ATP. Jeg lever i registreret partnerskab med min mand, Henrik, som er fem måneder yngre, og vi bor i Greve, syd for København.
Jeg har mange interesser, men én af dem er at forsøge at fjerne fordomme ved at fortælle om det at være homoseksuel, og forhåbentlig derved gøre det lettere for unge bøsser og lesbiske at springe ud. Derfor oprettede jeg spring-ud.dk for mere end 15 år siden. Jeg var selv alt for længe om at finde ud af, at jeg er homoseksuel, og jeg føler en stor glæde ved at gøre erkendelsen og hele processen med at springe ud overfor familie, venner og bekendte lidt nemmere for andre bøsser. Du kan læse min spring-ud historie her, og på siden Springe-ud-historier kan du læse mange andre historier, som jeg håber, kan give dig et alsidigt indblik i, hvad det vil sige at springe ud.
Da jeg sprang ud…
Erkendelsen
Det kan være ekstremt vanskeligt at erkende overfor en selv, at man er bøsse, men det er dér, det hele starter. Det tog mig mange år, at komme til den erkendelse. I modsætning til mange andre bøsser, har jeg ikke været klar over, at jeg kun var til fyre, for jeg forelskede mig hverken i piger eller drenge i puberteten. Måske hænger det sammen med, at jeg var klassens tykke dreng, og havde rigeligt at gøre med at acceptere mig selv og min krop. Jeg havde dog et forhold til en pige gennem tre år, og det fungerede fint, men det var ikke kærlighed fra min side – det var venskab, tryghed og et rent seksuelt behov, der blev dækket.
Jeg begyndte at få en mistanke om, at jeg var biseksuel, da jeg blev ældre og ældre og stadig ikke forelskede mig. Jeg kiggede dog efter drengene, men jeg kunne jo ikke være bøsse, når nu jeg var i stand til at have sex med en pige, vel? Jeg blev klogere, for jeg fandt ud af, at det ikke kun er i seksualiteten, at det hele ligger – til trods for, at det hedder homoseksualitet – men det er i meget høj grad et spørgsmål om, hvilket køn man forelsker sig i.
Men hvordan ved man så, at man er bøsse, hvis man ikke forelsker sig? Jeg tog springet og prøvede at have sex med en fyr. Måske kunne det give mig svaret? Jeg turde ikke erkende, at jeg var bøsse, og bare tanken om, at jeg kunne blive opdaget, hvis jeg forsøgte mig med at komme i kontakt med en mand, skræmte nærmeste livet af mig. Da jeg var 32 år gammel, og havde ofret min ungdom til karrieren, bestemte jeg mig for, at jeg måtte tage risikoen. Jeg måtte komme i kontakt med en bøsse, men hvordan? Internettet, selvfølgelig! Jeg indrykkede kontaktannoncer, fandt chat-siderne for bøsser og havde lange korrespondancer med både biseksuelle og bøsser. Jeg købte også lige et par bøssepornofilm som jeg, trods deres dårlige kvalitet, tændte helt vildt på. Jo, jeg var nok bøsse, men kunne jeg virkelig få mig selv til at kysse en fyr og gå i seng med ham? Det måtte prøves…
Den første fyr
Vi chattede sammen længe en aften. Han var bare så sød at chatte med – og så var han både yngre end jeg og temmelig erfaren. Han havde boet sammen med en kæreste i flere år, men de var gået fra hinanden. Vi chattede igen dagen efter, og aftalte at mødes på en café i nærheden af, hvor han boede. Turde jeg virkelig det? Ja, der var ingen vej tilbage. Min nysgerrighed og min begyndende erkendelse drev mig.
Vi aftalte at mødes et bestemt sted på parkeringspladsen ude foran på et givet klokkeslet. Jeg var rystende nervøs, men han mødte mig med et smil, som fjernede det meste af nervøsiteten. Vi sad et par timer og fortalte om os selv og uden at sige noget, som kunne få nogle af de omkringsiddende til at forstå, at vi var bøsser, fik han fortalt om det at være bøsse. Han var den mest spændende fyr, jeg nogensinde havde mødt, og så var han sød og charmerende samtidig. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle få sagt, at jeg gerne ville se ham igen og lære ham bedre at kende.
Da caféen lukkede, og vi blev smidt ud, gik vi så langsomt, jeg nu kunne få ham til, hen mod min bil. Jeg ville ikke slippe ham. Da vi nåede bilen, spurgte han, om vi skulle køre et andet sted hen og få en kop kaffe. Det kunne dog ikke være hos ham, for han boede midlertidigt hos sin mor, og hun var gået i seng. Selv jeg forstod opfordringen. Jo, selvfølgelig ville han da gerne med hjem til mig.
Hjemme hos mig åbnede vi en flaske vin og satte os og snakkede. Nu kunne han fortælle i klarere vendinger og jeg labbede det hele i mig. På et tidspunkt blev vi begge tavse, men han brød tavsheden ved at sige, at det var op til mig, hvor hurtigt jeg ville gå frem. Mit hjerte galopperede og jeg blev nærmest stakåndet, mens jeg overvejede, hvad jeg skulle gøre. Jeg besluttede mig for at kysse ham. Han smilede, da jeg nærmede mig ham og lagde hånden på hans kind. Det første kys var det bedste men også underligste kys, jeg nogensinde havde udvekslet. Hans skægstubbe stak! Jeg havde aldrig overvejet, at skægstubbe kunne være ubehagelige, men det betød ingenting. Den nat sov jeg for første gang i en mands arme. Jeg vidste nu, at jeg er bøsse og jeg var forelsket for første gang.
Hvorfor springe ud?
Det er ikke nok bare at erkende, at du er bøsse, før du springer ud, men i mine øjne bør du også føle et reelt behov for at springe ud. Jeg begyndte med min familie, fordi jeg har et forholdsvis tæt forhold til familien, mens andre nok vil vælge de nærmeste venner først. Jeg kunne ikke fortælle min familie, hvorfor jeg var så glad lige pludselig. Jeg kunne ikke fortælle, hvad jeg havde lavet hele ugen, for jeg havde været sammen med en fyr, og det gjorde, at jeg til sidst måtte fortælle dem hele sandheden.
Jeg har aldrig haft rigtig nære venner – før nu. Måske er det fordi, jeg ikke har kunnet dele mine glæder, sorger og længsler med de mennesker, jeg har været tættest på, for jeg har ikke turdet fortælle noget om mine inderste tanker. Det er for mig den vigtigste årsag til at springe ud overfor et andet menneske. Du vil sikkert, som jeg, opleve, at du ændrer karakter i den andens øjne i det øjeblik, du fortæller dem sandheden, men det er som oftest i positiv retning. De har måske følt, at der manglede noget. Pludselig får de et mere komplet billede af dig. Det forklarer måske, hvad de længe har undret sig over – hvorfor du ikke har en kæreste, hvorfor du så ofte undviger visse spørgsmål, hvorfor du ikke ser efter pigerne på gaden, hvorfor du ikke har Pamela Anderson hængende på væggen… Og forhåbentlig oplever du den samme frihedsfølelse, som jeg har oplevet, og som jeg stadig oplever, når jeg springer ud. For husk på: Man springer ikke kun ud een gang – man springer ud konstant for nye mennesker.
Første spring-ud oplevelse
Min første fyr var alt hvad der skulle til at give mig mod til at springe ud overfor mine forældre. Jeg måtte dele min lykke med dem. Jeg måtte fortælle hele verdenen, at jeg endelig havde fundet mig selv, men modet fandtes dog stadig kun i små doser.
Den 1. januar 1999 var jeg på besøg hos forældrene sammen med min lillebror og hans kæreste. Hele aftenen spekulerede jeg på, hvordan jeg skulle få det sagt og hvornår. Jeg besluttede mig til at vente, til jeg havde dem på to- eller tremandshånd. Sent på aftenen kørte jeg min bror og hans kæreste til stationen, og undervejs spurgte jeg dem, hvordan de troede, at forældrene ville reagere, hvis jeg fortalte dem, at jeg havde fundet en kæreste, og at det var en mand. Min bror blev tavs, men hans kæreste blev enormt glad og sagde, at hun var utroligt glad på mine vegne. Turen var kort, men min bror nåede da at få sagt, at han var overrasket, men at det var ok. Vi var enige om, at min mor nok ville tage det pænt, mens min far nok ville blive skuffet eller gal.
Fuld af mod efter hans kærestes opmuntrende ord kørte jeg tilbage og gik op til min mor, som sad alene i stuen. Jeg satte mig hen til hende og fortalte stille, at jeg havde fundet en kæreste. I samme øjeblik lyste hun op som en sol. Glæden over, at jeg endelig havde fundet kærligheden fik hende nærmest til at klappe i hænderne af fryd. Jeg fuldførte hurtigt sætningen med “men det er altså en mand” for at ride på bølgen af glæde og så, hvordan smilet blegnede. Hun brast i gråd. Jeg tog hendes hånd og sad lidt, før jeg igen begyndte at tale med hende. Hun fik sagt nogle ting, som gjorde mig mere ked af det, end jeg havde frygtet. Hun sagde blandt andet, at det værste for en mor var at miste sit barn – det næstværste at barnet blev homoseksuelt. Hun sagde, at det vendte sig i hende, når hun så to mænd kysse hinanden. Jeg forstod hende ikke. For mig var kærlighed mellem to personer af samme køn den smukkeste form for kærlighed – en kærlighed der skal overvinde uoverstigelige forhindringer og gør det…
Min far kom op og spurgte, hvad der var galt. Jeg fortalte ham det samme. Han sagde “nå”, og satte sig tungt. Efter at have tænkt lidt sagde han, at han tidligere havde overvejet om jeg var bøsse, men havde afvist det. Min mor havde dog aldrig tænkt tanken, og min far havde ikke turdet diskutere det med hende. Men min far måtte jo erkende, at sådan var det, og han kunne hverken gøre fra eller til. Han vidste, at det ville tage lidt tid at vænne sig til tanken, men det skulle nok komme, og indtil videre ville de gerne selv have lov til at spørge til mig og min kæreste, når de mente de var klar til det. For at afvise nogle af deres værste fordomme, fortalte jeg, at det jo ikke var alle bøsser, der altid færdedes i bøssemiljøet, og som havde løse håndled. Jeg bedyrede, at jeg ikke skulle til at lave om på mig selv og min tøjstil – slipset ville overleve, og jeg skulle ikke ud og opleve bøssemiljøets slemme sider. Jeg var lettet, utroligt glad men også ked af min mors reaktion på samme tid. Jeg følte en spirende frihed og stolthed i mig selv.
Min mor
Det var vanskeligt i begyndelsen. Jeg kom stadig på besøg en gang om ugen, men knusene blev pludselig overfladiske og spørgsmålene til mit ve og vel udeblev. Det varede heldigvis ikke så længe. Da mine forældre kunne se, at jeg ikke var forandret, men at jeg blot var gladere, begyndte de at tø op. Det sløvede dog processen lidt, at jeg fortalte dem, hvor meget jeg gik i byen – på Sebastian, Masken og Pan (kun Masken findes stadig) – og at jeg fortalte dem om (nogle af) de fyre, jeg mødte. Jeg købte nyt tøj, til at gå i byen i, og jeg ved godt, at det tøj var temmelig “bøsset” og udfordrende. Jeg havde aldrig tidligere gået i stramme bukser og gennemsigtige t-shirts, og det syntes min mor absolut ikke, at der var grund til at begynde på, men det gav mig en følelse af frihed – det var et “statement”. Jeg fortalte naturligvis ikke om mit sexliv, for det vidste jeg, at de ikke ville kunne acceptere.
I løbet af et par måneder var vi tilbage i den gamle tone og efter endnu en måned, blev min mor naturligt hjerteligere end før. Hun havde forstået og accepteret, at det var min lykke, der var det vigtigste, og hun kunne se, at jeg var meget tættere på lykken, end nogensinde før. Jeg har sidenhen fået fortalt, at hun havde en fornemmelse af, at jeg havde temmeligt mange korte forhold, og at hun blev usigeligt lettet, da jeg endelig præsenterede hende for min kæreste Henrik. Nu kunne hun være (forholdsvis) tryg.
Familien
Det har næsten været for let. Jeg har tætte familiebånd, og de er kun blevet tættere, efter at jeg er sprunget ud. Selv mine bedsteforældre ved det, og min farfar har taget det som den naturligste ting i verden. Henrik og jeg besøger ham gerne, og han var også med til vores bryllup. Bagefter hørte jeg dog, at han havde spurgt min mor: “Var det nu nødvendigt med alt det kysseri?”
Der er meget stor forskel på, hvordan de forskellige familiemedlemmer har reageret, men de har alle reageret positivt i en eller anden grad. Enkelte udtrykte stor glæde, enkelte ligegyldighed, nogle mente, at de havde vidst det i årevis, men de fleste havde næsten ikke skænket det en tanke. Jeg var heldigvis gammel nok til ikke at få spørgsmålet: Er du nu sikker? Jeg kan forestille mig, at forældre til teenagers straks vil få mistanke om, at der står en forfører bag, eller at drengen på anden måde er blevet vildledt. Der er ikke andet at gøre, end at fortælle, at det er kærlighed og ikke kun sex, det drejer sig om.
Vennerne
Det har ikke altid været lige let at tage tilløb til at springe ud overfor vennerne. En af mine absolut bedste mandlige venner har jeg tit været i byen med, hvor vi har været “ude og se på damer”. Fra min side blev det aldrig andet end et halvhjertet forsøg, og det er da heller aldrig lykkedes mig at score. Til alt held har han og jeg en fælles lidenskab for at danse, så det gjorde vi gerne – med eller uden piger indblandet. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg absolut foretrak det sidste.
Da jeg så endelig skulle fortælle ham, at jeg er bøsse, var jeg lidt nervøs for, hvordan han ville tage det, hvad han ville tænke og tro om vores byture og venskab, og om han ville spørge, om jeg var varm på ham. På det tidspunkt havde han fundet en sød kæreste, og de ventede deres første barn. Vi havde i en periode ikke set hinanden så ofte som tidligere – dels på grund af hans nye familiesituation, dels på grund af, at jeg havde fundet min første mandlige kæreste. Jeg forklarede ham, hvorfor han ikke havde set så meget til mig, og uden tøven sagde han, at han og hans kæreste da ikke havde nogen fordomme, så det var der da ingen problemer i. Der kom ingen spørgsmål til fortiden – kun til min nye kæreste og hvornår han skulle møde ham. Er der noget at sige til, at han stadig er en af mine bedste venner? Og så fik jeg lov til at stå fadder til hans søn.
Af naturlige årsager har jeg altid fundet det meget lettere at springe ud overfor piger. Dog var det lidt vanskeligere overfor en veninde, som jeg studerede sammen med, og som jeg altid har set på som den ideelle kvinde for mig – hvis det altså SKULLE være en kvinde. Hun er nu gift med alletiders mand. Et stykke tid efter brylluppet sagde hun, i en samtale om kærester i vores studietid, nogle ord, som jeg altid vil huske: “Du spurgte jo aldrig…” Måske var det derfor, jeg fandt det svært at få det sagt, men jeg fik det fortalt under fire øjne. Det kom som en overraskelse – det er der ingen tvivl om – men smilet forsvandt ikke, og hun var glad for at få en forklaring på, hvorfor jeg virkede gladere og friere.
Ude på jobbet
Jeg blev hurtigt træt af ikke at kunne tale om, hvad jeg lavede i weekenden, og da jeg fandt min kæreste, blev det bare endnu værre. På det tidspunkt arbejdede jeg for IBM. Jeg søgte på firmaets intranet for at se, hvilke antidiskriminations-regler, jeg eventuelt kunne gøre brug af, hvis det skulle blive nødvendigt. Det jeg fandt, gjorde mig mere end fortrøstningsfuld. Der findes nemlig et amerikansk netværk for bøsser og lesbiske indenfor IBM. Netværket hed EAGLE at IBM (Employee Alliance for Gay and Lesbian Empowerment at IBM). Jeg fandt dog også ud af, at der i USA var erklærede regler imod diskriminering på grund af seksuel orientering. Antidiskriminationsreglerne havde ikke samme ordlyd i Norden, idet både seksuel orientering og handicap var udeladt på listen over årsager til diskrimination. Dette påpegede jeg overfor mine chefer og personaleafdelingen med en erklæring om, at jeg ønskede at stifte en nordisk gren af EAGLE at IBM. Der gik ikke mange timer før min nærmeste chef kom og erklærede sin fulde støtte, og på den måde sprang jeg ud for mine nærmeste overordnede.
I de følgende uger benyttede jeg enhver lejlighed til at springe ud overfor de af mine kolleger, som jeg snakkede privat med. Jeg foretrak som sædvanlig at tale med dem på tomandshånd, og jeg mødte kun accept grænsende til ligegyldighed. Jeg lægger nu ikke længere på nogen måde skjul på min homoseksualitet uden dog at udstille den. Da jeg forleden var på kursus, og vi alle skulle introducere os selv både fagligt og privat, fortalte jeg, at jeg levede i registreret parforhold med min kæreste Henrik. Det gjorde tilsyneladende ingen forskel, og jeg mødte da heller ingen hverken kommentarer eller spørgsmål, med undtagelse af et enkelt fra en pige, som jeg har arbejdet lidt sammen med. Hun erklærede blot, at hun aldrig havde gættet, at jeg var bøsse.
At springe ud i dagligdagen
En gang imellem føles det som om man springer ud dagligt – og det gør jeg stadig her næsten 20 år efter mit første udspring, men det BLIVER lettere og lettere. Jeg er kommet til det stadie, hvor jeg kan sidde og tale med venner, og der også er andre til stede, hvor jeg helt glemmer ikke at omtale min kæreste som “ham”. Det betyder ikke så meget mere, for de personer, der betyder noget for mig, ved det, og alle andre må tage mig som jeg er. Hvis de har et problem med, at jeg er bøsse, så har DE et problem – ikke jeg. Og jeg tror på, at jo flere bøsser, der lever åbent og ude af skabet, jo mere almindeligt vil det synes. Jeg tøver kun med at gå med min kæreste i hånden på gaden, fordi HAN finder det anstødeligt. Han vil ikke virke provokerende, men jeg mener absolut IKKE, at det er en provokation. Det er et udtryk for min kærlighed, og hvis det samtidig kan bidrage til at afmystificere homoseksualitet, har jeg opnået hele to ting.
Hele denne historie munder ud i en opfordring: Hvis du endnu ikke er sprunget ud, så gør det! I langt de fleste tilfælde vinder du ved det, idet du kan få et tættere forhold til familie og venner, men først og fremmest giver det en uvurderlig fred og frihedsfølelse. Og du hjælper ikke blot dig selv men også andre homoseksuelle. Der er en homoseksuel i de fleste familier – tænk på det – og hvis alle i familien var klar over det, ville det bringe spørgsmålet om accept af homoseksualitet meget tættere ind på livet af alle mennesker. Jeg siger ikke, at synlighed giver accept, men det er det første skridt på vejen. Vi er nået langt, men er vi kommet langt nok?
Jeg ønsker dig alt det bedste!
Mikael
Spring ud
– har du noget valg?
Det handler om dig og dit liv.
Lev dit liv som du ønsker,
og ikke som andre ønsker, du skal leve.
Frygt ikke familien og vennerne.
Frygt ikke kærligheden,
men frygt et liv uden kærlighed.Mikael