af Mikael Boe Larsen
Bygget og konstrueret af mig selv
stod jeg i stumperne af beton og gips.
Ud af mit skjul.
Sprængte de skrøbelige facader,
og står nu stærk i min nye forklædning –
forklædt som mig selv,
men pludselig uden mit porøse panser,
som jeg troede, jeg ikke kunne leve uden.
Stakåndet med eksplosionen ringende i ørerne.
Tiden begyndt på ny.
Født.
En sandhed skjult af løgnene –
set i øjnene
da han lå hos mig
første gang –
stakåndet med eksplosionen ringende i ørerne.
Den manglende brik –
livets brik.
Kærligheden fik retning,
lysten erkendt.
Forklaringen på spørgsmålene,
der aldrig blev stillet.
Pludselig på den anden side,
der alligevel ikke var så forkert.
Angsten forsvundet som duggen.
Håbet dugfrisk.
Ryggen rank uden åget jeg bar,
lagt på mine skuldre af ham, jeg ynkede mest –
stakkelen, der blev min helt,
som turde –
som tør.
Ham inde i, jeg ikke kendte,
som nu har vist sit ansigt,
og som blev ét med mig.
Sammensmeltet og færdig –
færdig til livet –
færdig men netop begyndt.
© Mikael Boe Larsen. 2001