Kontakt

Hvordan kommer man i kontakt med andre bøsser? Her er nogle forslag og erfaringer - både for begynderen og for den mere avancerede. Indtil min første kæreste viste mig rundt i miljøet, vidste jeg det ikke, så jeg måtte prøve mig frem. OK, jeg var ikke i tvivl om, at jeg bare kunne tage på PAN, hvis jeg skulle møde bøsser, men jeg turde ikke af angst for måske at møde nogen, jeg kendte. Derfor var den sikreste metode, som tillader en vis grad af anonymitet:

Chat

Der er flere chatsteder, der er forbeholdt bøsser og biseksuelle mænd. Du skal ikke forvente, at folk chatter for at få en intellektuel konversation. Det drejer sig i stadig højere grad om at få kontakt, og mange gange drejer det sig om at finde en sexpartner her og nu. Det kan alligevel være morsomt, spændende og lidt frækt at chatte.

Nogle gange er anonymiteten en fordel, men husk på, at den gælder begge veje. Det er meget nemt at give sig ud for noget, som man absolut ikke er. Selvom han påstår, at han er 18 år gammel, kan han meget vel være 45. Du vil sikkert opdage, at hvis man er lige omkring de 18 år gammel, er man meget attraktiv, og de ældre fyre, som gerne vil have en aftale med en yngre fyr, lyver sig en gang imellem yngre. Det er derfor en fordel at tage alle oplysninger med et gran salt.

Du skal ikke forvente, at folk chatter for at få en intellektuel konversation. Det drejer sig i stadig højere grad om at få kontakt, og mange gange drejer det sig om at finde en sexpartner her og nu.
 

Før du beslutter at møde en fyr fra chatten, bør du tale med ham i telefonen, og gerne mindst een gang. Jeg gjorde selv det, at når jeg mødte en tilsyneladende sød fyr på chatten, som opfyldte nogle basale krav, så udvekslede jeg telefonnumre med ham - vel at mærke et mobiltelefonnummer, der ikke kunne spores til mig - og så ringede vi sammen nogle gange i løbet af de følgende dage og skrev nogle mails. Jeg var forsigtig med at opgive min anonymitet før jeg havde opnået en vis tillid til personen. Nogle gange skrev og ringede vi sammen i en månedstid, før vi mødtes.

Jeg fik flere gange at vide, at jeg ikke burde møde nogen privat, men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg foretrak at mødes under private former. Advarslen skyldtes, at der går historier om nogle, som nærmest er blevet forfulgt af forsmåede fyre, boyfriend.dkmen jeg kender ikke nogen personligt, som har været ude for noget negativt i den retning. I hovedtræk har jeg kun gode erfaringer, men jeg var også forsigtig og sorterede de fra, som ikke lød seriøse. Jeg gjorde både mig selv og dem klart, at jeg var ude efter en fast kæreste og ikke en engangsforestilling eller et løst forhold. Allerede dér sorterede jeg mange fra. Desuden var jeg klar over, at lige børn leger bedst, så også ud fra alderen blev mange sorteret fra.

De mest benyttede chats for bøsser er nok Boyfriend og Forum, men se mine links for en længere liste over danske chatsteder for bøsser.

Kontaktannoncer

Som alternativ til chat, er der også kontaktannoncer. Både Boyfriend, HomoSiden.dk, Forum og Scor har kontaktannoncer for bøsser. (Du kan læse mere om forskellen på dem på link-siden.) Når først kontakten er opnået, er fremgangsmåden meget lig den, jeg netop har beskrevet for chat, men det er ikke nemt at skrive en god kontaktannonce. De annoncer, som jeg havde størst held med, var de, som var mest ærlige: Jeg beskrev i korte, præcise træk, hvad jeg søgte, og hvem jeg var. Jeg beskrev også mit udseende, og nogle gange sendte jeg også mit billede til de, som sendte mig et svar. På Boyfriend har de fleste et eller flere billeder af sig selv, og selvom det nærmest var utænkeligt for få år siden, er det befriende at se, at man ikke behøver at gemme sig mere.

...men det er ikke nemt at skrive en god kontaktannonce. De annoncer, som jeg havde størst held med, var de, som var mest ærlige.
 

Enkelte gange svarede jeg også selv på kontaktannoncer. Det var dog sjældent, at jeg fandt annoncer, som var værd at svare på. Langt de fleste annoncer var fra fyre, som ønskede engangsforestillinger, eller fra biseksuelle, som ville have en affære med en fyr ved siden af. Hvis man, som jeg gjorde, ønsker at møde en potentiel kæreste, som opfylder nogle minimumskrav, kunne det være vanskeligt at finde nogle kontaktannoncer at svare på. Udbuddet i dag er langt større, og det er blevet betydeligt lettere at finde fyre, som søger det samme som en selv.

Ligesom når man møder en fyr på chatten, bør man kommunikere en del med en fyr, som man har fundet via en kontaktannonce, før man tager skridtet og møder ham. Men når så man har taget beslutningen om at mødes, så har man:

Den første date

Jeg synes, at det var vanskeligt. Jeg har aldrig været typen, som bare vader ind i folk med træsko på. De fyre, som jeg har haft en date med, har jeg på forhånd haft stor sympati for. Vi har skrevet sammen i en periode og talt flere gange i telefon med hinanden, og hver gang har der været noget, der sagde os, at vi måske kunne være noget for hinanden. Et par gange var jeg nærmest småforelsket, inden vi mødtes første gang. Og så aftaler man at mødes...

 
Det vigtigste, jeg har lært, er, ikke at tage det som et nederlag, hvis kemien ikke passer. Kemi er en sær størrelse.

Jeg har - modsat de fleste formaninger - foretrukket at møde dem privat - hos mig eller hos dem. Det gør det hyggeligere, men måske bliver der også lagt lidt mere pres på, at det skal være rigtigt og godt første gang. Ikke sådan at forstå, at man går i seng med hinanden på første date - nogen gør, men jeg har aldrig været så desperat, at jeg ikke kunne give mig tid til at lære ham lidt at kende først. Men det at mødes privat gør det desto mere pinligt, hvis det viser sig, at kemien IKKE holder til et møde ansigt til ansigt. Jeg har været ude for, at vi swingede næsten fra første sekund, og jeg har været ude for, at det nærmest var pinligt fra det øjeblik, han kom ind ad døren. Det vigtigste, jeg har lært, er, ikke at tage det som et nederlag, hvis kemien ikke passer. Kemi er en sær størrelse. Jeg har endnu ikke fundet de faktorer, der gør, om man swinger eller ej. Jeg har som regel bedt om at få et foto på forhånd, men det er ikke alle, som har det, eller som vil sende det, så jeg har været ude for både positive og mere eller mindre negative overraskelser. En enkelt fyr var så smuk, at jeg på forhånd opgav at håbe (hvilket var tåbeligt af mig), og en anden fyr var nærmest grim, men til gengæld talte vi utroligt godt sammen, og det synes jeg, er det vigtigste.

Var på blind date for et par uger siden med en fyr som fik snakket uafbrudt om sig selv i ca. en time. Tror ikke han var en skid interesseret i at vide noget om, hvem jeg er, hvad jeg drømmer om, hvad jeg har oplevet... Da han endelig var færdig, så gik samtalen som følger:

Ham: Din Tur
Mig: Phew. Hvad kunne du tænke dig at vide?
Ham: Hvad synes du om mig?

Overvejede seriøst om jeg skulle glide ned under bordet og tage min tallerken med...
TR, 29 år

 

Mine råd til dig, hvis du vil kaste dig ud i en mere eller mindre blind date, er: Vær dig selv, vær åben og ærlig og mist aldrig modet, hvis det viser sig at være en fiasko. Der skal to til at gøre det til en fiasko, og man skal som regel kysse mange frøer, før prinsen dukker op...

Bøssesteder

Hvis du er åben og udadvendt, skulle der være gode muligheder for at møde fyre på nogle af de mange bøssesteder (se f.eks. min side om de Københavnske bøssesteder). Hvis du er ung og ser godt ud, kan du være temmelig sikker på, at der er nogen, som tager kontakt til dig, hvis du kommer ind på et bøssested. Mange kommer der kun for at score. Hvis du gerne vil vise, at du gerne vil i kontakt med en fyr, behøver du bare klæde dig lidt lækkert på (moderigtigt), og at vise med dit kropssprog, at du er interesseret - se ham i øjnene. Også her gælder det: Vær dig selv, vær åben og ærlig og mist aldrig modet, hvis det viser sig, at du ikke kunne komme i kontakt med ham, som du synes aller mest om.

Grupper og organisationer

Der er mange grupper og organisationer for bøsser og lesbiske spredt over hele Danmark, der har arrangementer, hvor det er muligt at møde andre bøsser og lesbiske. Find den nærmeste ved hjælp af min link side, hvor alle de, som har en internetside, er listet. Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske har en hel række mere eller mindre lokale grupper, der henvender sig til et bestemt køn og en bestemt aldersgruppe (LBL-Ungdom for dem fra 15 til 30 - dog kun til 27 for Ungdomsgruppen i Århus, Bøsser på Tværs for dem mellem 18 og 40 og Seniorgruppen - Bøsser over 30 for... nå, ja, gæt selv.)

Vær dig selv, vær åben og ærlig og mist aldrig modet, hvis det viser sig at være en fiasko. Der skal to til at gøre det til en fiasko, og man skal som regel kysse mange frøer, før prinsen dukker op...
 

Hvis du er over 30 år og fra Sjælland, kan det være ulejligheden værd at tage kontakt til Homogengruppen. Gruppen blev oprettet i 1993 som en klub for bøsser, der vil mødes til fælles oplevelser med det formål at have det hyggeligt og rart sammen, træffe nye venner, og realisere egne ideer indenfor det fristed for bøsser, gruppen repræsenterer. Du kan læse lidt mere om gruppen på deres hjemmeside, men hvis du vil høre om hvilke arrangementer, der er planlagt i den nærmeste fremtid, skal du tage kontakt på mail-adressen info@homogengruppen.dk.

Hvis du bare gerne vil have kontakt via nettet, er der ud over chat-stederne også debat fora. Jeg kan anbefale dig at deltage i debatten på Out & About, der til tider er meget interessant. Se også min link side, hvis du vil finde flere sider.

Hvis det kun er sex...

Vi kan lige så godt erkende det: Bøsser er mænd, og mænd har ofte et stort seksuelt behov. Det er sikkert derfor, at bøsser har ry for at dyrke sex med hvem som helst, når som helst og hvor som helst. Det er selvfølgelig ikke sandt for langt de fleste, men det gælder for nogle enkelte. Og tro det eller ej: Sex kan man altid få. Der er flere steder i København, hvor mænd mødes med netop det ene formål - steder som Amigo Sauna (sauna), Body Bio (biograf) og Looky Looky (sex klub). Jeg vil lade det være op til din fantasi at forestille dig, hvad der foregår på disse steder (hvis den er livlig nok), men hvis du overvejer at besøge dem, så husk på, at det også er dér de fleste kønssygdomme og HIV spredes hurtigst.

Kontakt på gaden

 
Uanset om man er hetero- eller homoseksuel, er der mange, som man ikke kan få, og få, som man kan forelske sig i, men et eller andet sted er han: den eneste ene.

Jeg kender nogle stykker, som har mødt deres kærester helt tilfældigt - om ikke på gaden så i hvertfald ved en lejlighed, hvor der ikke var nogen indikationer af, at nogen af dem skulle være homoseksuelle. Det kan altså lade sig gøre, men man skal nok være lidt modig, for tænk nu hvis man tager fejl af hans signaler. Selvom han er utroligt sød og smilende og måske ovenikøbet en anelse feminin, så er det langt fra sikkert, at han er bøsse. Måske er han det alligevel, men vil ikke erkende det overfor sig selv, og så er der risiko for, at han reagerer meget stærkt på den mindste tilnærmelse. Vær forsigtig, men ikke så forsigtig, at du ikke vover dig ud i det. Husk på, at næsten hver tiende mand er bøsse - ifølge statistikkerne...

Er det svært?

Både ja og nej. En gang imellem var jeg ved at give helt op. Når ham, som man håbede på ville blive den eneste ene, viser sig kun at være interesseret i at få een i seng og så ud af døren, bliver man let opgivende. Uanset om man er heteroseksuel eller homoseksuel, er der mange, som man ikke kan få, og få, som man kan forelske sig i, men et eller andet sted er han: den eneste ene. Bliv aldrig desperat - det gør kun sagen vanskeligere. Tag det roligt, og hold modet oppe - og mens du venter på ham, kan du jo passende kysse et par frøer.

Jeg håber, at du finder ham og lykken - som jeg har...

Mikael

Senest opdateret den 11.12.2008