Vildfarelse – afsnit 99 – Så er det ud

Jesper gik ned ad trappen til stuen. Lars var ikke kommet tilbage med nyheder om de havde fundet Kristian, så Jesper formodede at eftersøgningen stadig var i gang.

Tom og John sad i sofaen. John var i gang med at lægge en kabale på sofabordet, mens Tom læste i et magasin med en lækker fyr i badebukser på forsiden. Søren og Brian var næsten færdige med at dække morgenbordet, mens Lars, Christian og Chrisser ikke var nogen steder at se.

– Godmorgen, sagde Brian, da han fik øje på Jesper.

– Godmorgen. Har du sovet godt? spurgte Jesper.

– Ja, tak. Jeg gik heldigvis ud som et lys. Jeg havde ellers planer om at gå sidst i seng for ikke at skulle ligge og høre på fulderikkerne.

Det gik pludselig op for Jesper, at Brian havde sovet i alkoven, som kun var adskilt fra stuen med et gardin, og at han kunne have fulgt med i alt, hvad der var foregået i stuen, hvis han ville, og hvis han havde været vågen.

– Så hørte du slet ikke, at jeg kom ned i nat? spurgte Jesper prøvende.

– Næh, sagde Brian blot og fortsatte borddækningen.

Jesper havde svært ved at tolke Brians manglende øjenkontakt, da han svarede, og fik en mistanke om, at han muligvis havde hørt mere, end han ville indrømme.

– Hvor er Lars henne? spurgte Jesper og så i retning af køkkenet.

– Han og Christian er gået ud for at se, om de kan finde nogle spor efter Kristian, sagde Søren og satte sig ved det dækkede bord. – Skete der noget, efter at vi var gået i seng? spurgte han.

– Ikke andet end at Kristian kom ned for at hente Christian, og så gik jeg i seng, sagde Jesper og håbede, at ingen ville bore mere i det. – Har Christian ikke selv sagt noget om, hvad der skete?

– Det er sgu’ lidt forvirrende det der med Kristian og Christian, sagde John ovre fra sofaen uden at afbryde sin kabale. – Man skal altid lige tænke sig om en ekstra gang, inden man gennemskuer hvilken af de to, der bliver talt om.

– Hvorfor prøver vi ikke at ringe til ham? spurgte Jesper.

– Det har de da gjort, sagde Søren, – men han tager den ikke. Den går direkte på telefonsvareren.

– De er da bare kommet op og skændes, sagde John.

– Klogeåge, sagde Søren, så kun de nærmeste kunne høre det.

Lars kom ind gennem hoveddøren efterfulgt af Christian. De havde begge deres tykke jakker, støvler og handsker på, og deres røde kinder vidnede om, at der var koldt udenfor.

– Han er taget af sted, sagde Lars. – Det ser ud som om, at der har været en bil og hentet ham, så han har nok ringet efter en taxa.

Der var helt stille. Der var ingen, der stillede det mest oplagte spørgsmål: hvorfor? Jesper så på Christian, men han så blot ned og tog sine støvler af.

Brian brød den efterhånden pinlige tavshed. – Kom og få noget morgenmad.

De satte sig alle til bords, mens Lars og Christian tog overtøjet af. Da Christian havde hængt jakken fra sig og bevægede sig hen mod bordet, spurgte Lars: – Hvad har du tænkt dig, Christian?

Christian fortsatte hen til bordet og satte sig. – Det må han selv rode med. Hvis han ikke har lyst til at være her, så må han jo tage hjem. Han er stor nok til at klare sig selv.

Jesper kunne tydeligt se på Lars, at han måtte beherske sig for ikke at tale med store ord til Christian.

– Nu bestiller jeg en taxa, og så møder du ham på stationen, eller også tager du videre til Oslo og møder ham i lufthavnen. Uanset hvad, så bliver du ikke siddende her på din flade.

Lars fandt sin telefon og trykkede hurtigt et nummer. Et øjeblik efter havde han bestilt en vogn til Christian.

Christian skænkede sig roligt en kop kaffe, og tog et stykke brød.

– Du har et kvarter, sagde Lars skarpt og satte sig ved bordet.

Tavsheden var pinlig og alle skyndte sig at kaste sig over maden.

Fem minutter senere, da Chrisser kom ned i stuen, havde de stadig kun vekslet få ord. – God morgen! udbrød han frisk. Jesper bemærkede, hvor godt han så ud, selvom han ikke anså Chrisser for at være synderligt lækker. Hans tøjvalg var ethvert diskotek værdigt, og han havde tydeligvis brugt lang tid på at sætte håret helt perfekt. Jesper kunne dufte hans parfume allerede inden, Chrisser kom hen til bordet. Chrisser stillede sig bag ved Sørens stol og lagde armene kærligt om ham. Søren smilede, drejede hovedet og gav ham et kærligt kys på munden.

Chrisser smilede lykkeligt, slap Søren og satte sig på en ledig stol et par pladser længere henne. Chrisser bemærkede straks tavsheden. Han så sig omkring og udbrød: – Op med humøret! I dag skal bøsserøvene på ski, og vi skal ud og gøre bakkerne usikre – især for de lækre norske ungersvende, og hvis jeg pludselig falder i nærheden af en dem, så holder I jeg bare langt væk. Jeg er sikker på, at Jarle, Ståle eller Knut nok skal hjælpe mig på benene igen.

– Du holder dig bare i skindet, gør du, sagde Søren.

– Hurra, hvor vi glæder os, sagde John sarkastisk.

– Du er velkommen til at blive her i hytten hele dagen, og så kan du lægge lige så mange kabaler, som du har lyst til, sagde Tom irriteret.

– Taxaen er her om 5 minutter, sagde Lars og tog en bid af sit morgenbrød.

Christian spiste uanfægtet videre.

– Hvem laver aftensmaden, nu hvor aftensmadsholdet er blevet reduceret? spurgte Lars lidt efter.

– Jeg skal nok hjælpe til, hvis der er nogen, som har styr på menuen og opskriften, sagde Søren.

– Det har jeg, sagde Brian. – Det er ikke så svært, men jeg har brug for nogle flere hænder, så det ikke kommer til at tage flere timer.

– Ok, ok, sagde Chrisser. – Så skal jeg nok hjælpe jer.

– Så får I da ikke lavet ret meget, sådan som I pludselig er blevet turtelduer, sagde John.

Chrisser smilede på en måde, som Jesper ikke tidligere havde set – forlegent og lidt genert. – Pjat, jeg kan sagtens lade ham være i den halve time. Nå, så måske kun et kvarter, men så er det heller ikke værre.

– Tre minutter, sagde Lars.

Christian reagerede ikke. Lars tog sin kop, drak af den og satte den roligt fra sig igen. – Hvis du ikke er klar, når taxaen kommer, så skal jeg hjælpe dig med at pakke, sagde Lars sammenbidt.

Christian rejste sig så pludseligt og voldsomt, at stolen var lige ved at vælte, og de stirrede alle på ham. Uden et ord vendte han om på hælen og gik op ad trappen.

– Sig mig, hvad i al verden er det, der foregår? spurgte Chrisser dæmpet.

Der var ingen, der svarede. Tavsheden sænkede sig igen, men Jesper fornemmede, at den ikke var nær så pinlig, nu hvor Christian var gået.

De spiste videre, og Jesper syntes, at der var gået en evighed, da de endelig hørte en vogn dytte udenfor. Lars rejste sig, gik hen til trappen og råbte: – Så er taxaen her.

Han gik roligt tilbage til sin plads og satte sig.

Et øjeblik efter kom Christian ned ad trappen med bagagen i hænderne. Han satte den hårdt fra sig, og gik hen for at tage overtøjet på.

Jesper overvejede for og imod at rejse sig og tage pænt afsked med Christian, men høfligheden vandt, og han rejste sig og gik hen mod Christian.

Christian havde bundet støvlerne færdigt og rejste sig fra sin knælende stilling. Han åbnede armene for at omfavne Jesper, og Jesper lod ham give sig et knus. Christian slap halvt sit tag og så Jesper i øjnene. Han nåede ikke at reagere, inden Christians læber mødte Jespers, og han gav ham et nærmest lidenskabeligt kys, der varede lige et par sekunder for lang tid til blot at være venskabeligt.

Jesper hørte en stol blive skubbet hen over gulvet bag sig, hvorefter Lars’ stemme gjaldede gennem stuen: – Fis så af med dig!

– Til lykke med fødselsdagen i morgen, sagde Christian upåvirket og så atter Jesper i øjnene. – Din gave ligger oppe på værelset, men du må først åbne den i morgen. Pas godt på dig selv, smukke.

Han gav Jesper et hurtigt kys på læberne, slap sit tag om Jesper og tog sin bagage. Et øjeblik efter havde han smækket døren efter sig og var borte.

Jesper vendte sig om og så Lars gå hen mod trappen. Uden et ord forsvandt han op på førstesalen, mens de øvrige ved bordet forsøgte at lade som om, at de ikke var påvirket af situationen.

Jesper stod forvirret tilbage og overvejede, hvad han skulle gøre. Han havde ikke lyst til at tale med Lars lige nu, for han vidste, at han ville blive konfronteret med spørgsmål om, hvad der var sket i nat, og under alle omstændigheder ville Lars ikke kunne forstå, at Christians kys ikke betød noget for Jesper. I bund og grund var Jesper ikke helt overbevist om, at det ikke betød noget for ham, men det betød i hvert fald ikke noget for forholdet mellem ham selv og Lars, så Lars måtte bare få tid til at falde lidt ned på jorden igen. På vej hen til sin plads ved bordet fik han alligevel dårlig samvittighed og drejede han mod trappen.

Han havde på fornemmelsen, at han ikke ville få Christian at se igen – i hvert fald ikke i selskab med Kristian. Det ærgrede ham, kunne han mærke, selvom han ikke ville komme til at savne sammenstødene med Dorthe og konfrontationerne med Lars, men han havde nydt at være begæret, og det forbudte og spændende var et ekstra pift til hverdagen med Lars. Men han vidste også, at han ikke ville bytte den hverdag med noget som helst andet, så måske var det alligevel for det bedste, at han ikke længere skulle se Christian. Nu måtte han tale med Lars og sikre sig, at Lars stolede på, at Christian ikke længere betød noget for hverken dem eller ham.

Døren til deres værelse var lukket, da han kom ovenpå. Han frygtede et kort øjeblik, at Lars havde låst døren, men da han tog i håndtaget gik døren op. Lars sad på sengen og så frem for sig.

– Jeg kommer ned om fem minutter, sagde han og så ud af vinduet.

Jesper blev stående i døren. Han havde mest lyst til at lægge sig på sengen ved siden af Lars i håbet om, at Lars ville holde om ham og kysse ham, men han turde ikke løbe risikoen for, at Lars ville ignorere ham eller ligefrem gå i protest. Han kunne fornemme, at Lars var vred og skuffet, uden at han dog helt vidste, hvad det var Lars troede, der var foregået. Han gennemgik forskellige muligheder for, hvad han kunne sige, der ville forsikre Lars om, at han kunne stole på ham, men han huskede også tydeligt, at han tidligere havde været i nærmest præcis samme situation, og at han ikke havde været i stand til at berolige Lars.

– Jeg er glad for, at han er rejst, sagde Jesper endelig, selvom han udmærket godt vidste med sig selv, at det kun var delvist sandt. Han trak døren i bag sig, og gik ned til de andre.

Fortsættes…