Vildfarelse – afsnit 93 – Tø

– Jeg er så gennemkold, at jeg ikke kan bøje benene, sagde John bittert fra sofaen foran pejsen.

– Op med humøret, sagde Brian. – I morgen, når du er kommet ud på løjperne, så skal du nok få varmen. Det føles ikke nær så koldt, når man bruger noget energi på skiene.

– Skulle det være en trøst? spurgte John med en sarkastisk tone, der ikke var til at tage fejl af. – Jeg havde ellers tænkt mig at tage det stille og roligt.

Tom kom ind i stuen fra køkkenet. – Hvad så, dit lille brokkehoved. Han gik hen og gav John er kys. – Har du fået varmen?

– Kom og varm mig, sagde John og trak Tom ned i sofaen.

Tom undgik Johns forsøg på at kysse ham igen. – Så, så. Der er fremmede tilstede. Nu må du opføre dig anstændigt.

Brian lo. – Jeg er nu hverken genert eller så let at forarge, sagde Brian..

– Der kan du selv høre, sagde John og tungekyssede Tom heftigt.

Jesper, der var ved at lægge mere brænde på ilden i pejsen, vendte sig mod Brian. – Jeg synes ellers godt, at jeg kan huske en gang, hvor du blev temmelig forarget.

– Hvad snakker du om? spurgte Brian mistroisk.

– Jeg kan huske en gang på Baronen & Baronessen… Jesper ventede på, at nogen skulle være så nysgerrige at bede ham fortsætte historien. Tom bed hurtigt på krogen.

– Det lyder interessant, sagde han og rettede sig op i sofaen. – Hvad kan forarge Brian?

– Jeg kan slet ikke komme i tanke om, hvad du hentyder til, sagde Brian undrende.

Jesper så hemmelighedsfuld ud, og valgte at trække tiden ud. Han nød at være at have en lille hemmelighed, som de andre gerne ville kende. – Kan du ikke huske ham Hellerup-drengen? Du var ellers klar til at give ham en lærestreg, han aldrig ville glemme.

Brian tænkte sig om. Det så ud som om, det dæmrede for ham. – Ham den lille blærerøv, der lige skulle vise sig for vennerne?

Jesper nikkede. – Der var du godt nok forarget.

Brian smilede. – Han var godt nok en idiot.

Tom satte sig tilbage i sofaen, hvilket viste, at han ikke var helt så nysgerrig efter at høre historien, som han først havde været. – Hvad lavede han da? spurgte han alligevel.

– Det var tydeligt, at han havde penge, sagde Jesper. – Han gav drinks til højre og venstre, og han havde et helt harem omkring sig. En hel hær af blondiner flokkedes om ham. Én af dem var åbenbart hans kæreste, for hun fik i hvert fald ekstra opmærksomhed, og han snavede med hende igen og igen.

– Det kunne da vel ikke forarge dig, Brian, sagde Tom.

– Nej da, svarede Brian. – Det var først da han stak hende en pengeseddel – helt åbenlyst – skubbede hende væk, og greb den kønneste pige fra flokken og begyndte at snave med hende, at jeg blev forarget. Det var helt åbenlyst, at ingen af dem betød noget som helst for ham, og at han mente, at de kunne købes.

– Det kunne de jo åbenbart også, sagde Tom. – Jeg er da lige så forarget over pigerne, der åbenbart så noget i ham, bare fordi han havde penge.

– Han var nu også en flot fyr, sagde Jesper. – Han var lidt lækker.

Brian smilede til Jesper. – Det sagde du da ikke noget om den gang.

Jesper smilede atter hemmelighedsfuldt. – Den gang var jeg heller ikke helt klar over, hvorfor jeg syntes, at han var lækker.

– Hvorfor egentlig ikke? spurgte Brian interesseret. – Du var tiltrukket af ham. Hvad er der at tage fejl af?

– Så enkelt er det ikke, sagde Tom.

– Nemlig, sagde Jesper og glædede sig over, at Tom forstod ham uden yderligere forklaring.

Brian så undrende på dem begge. Det var tydeligt, at han ikke forstod, hvorfor dette kunne være andet end enkelt.

– Når man ikke er ude af skabet, så gør man – mere eller mindre bevidst – alt for at bortforklare sin tiltrækning til ens eget køn, forklarede Tom. – Hvis man er tiltrukket af en fyr, så er det jo bare fordi, man gerne vil ligne ham, eller også så lader man bare som ingenting, og forsøger at ignorere fornemmelsen, og retter al sin opmærksomhed mod den pige, som man godt kunne overleve at blive set sammen med, når nu der ikke er nogen anden vej udenom.

Jesper tænkte straks på Sasha, og på om forholdet til Sasha reelt kun var et skjulested. Selvom der nok var mere end bare et gran af sandhed i det, så havde Sasha nu alligevel være både en god ven og et godt og trygt forhold – og nu hvor han tænkte på Sasha, så savnede han hende, selvom han på ingen måde savnede tiden før sit nye liv med Lars. Men han savnede at være sammen med en, som kendte ham lige så godt som Sasha, og at være sammen med en, som han syntes, at han kendte lige så godt, som han kendte Sasha. Han skød tanken fra sig og trøstede sig med, at han snart ville kende Lars lige så godt.

– Stakkels piger, sagde Brian. Han så undrende på Jesper, og Jesper følte sig straks ramt. Jesper var ikke et øjeblik i tvivl om, at Brian beskyldte ham for at bruge Sasha som skalkeskjul.

– Det er vist ikke helt så enkelt, sagde Jesper lidt forlegent.

Brian så på Tom. – Der er en vis sandsynlighed for, at den pige, som du taler om, faktisk er forelsket i fyren. Og hvis den fyr bare holder fast på hende, til han en dag får taget sig sammen til at springe ud, så er det da misbrug af hende. Hun spilder uger, måneder eller måske år på at være sammen med en fyr, som egentlig meget hellere vil være sammen med en anden fyr. Hun kunne i stedet have brugt tiden på at finde den eneste ene – ham, som også elsker hende.

– Ham – eller hende, rettede John ham.

– Whatever, sagde Brian med træthed i stemmen og satte sig tungt i sofaen overfor Tom og John.

Selvom Brian havde en pointe, følte Jesper sig kaldet til at forsvare sig og sit forhold til Sasha. – Bare fordi det ikke er et forhold, der varer til deres dages ende, så behøver det da ikke at være et dårligt forhold. Fortryder du da nogen af dine tidligere forhold, selvom I ikke blev gift og levede lykkeligt til jeres dages ende?

Brian tænkte sig lidt om, så ned og smilede lidt for sig selv. Lidt efter så han op igen. – Næh, men det er det forlorne i forholdet, jeg ikke bryder mig om. Det er et forhold, der baserer sig på en løgn, sagde han ivrigt. – Og hvad siger han til hende, når hun fortæller ham, at hun elsker ham? Lyver han? Siger han, at han elsker hende, eller undgår han behændigt at sige noget tilbage?

Jesper tænkte på, hvordan han selv havde reageret, når Sasha sagde til ham, hvor meget hun elskede ham. I begyndelsen havde han skiftet emne, så hurtigt som det kunne lade sig gøre, men da han havde set, hvor ked af det, hun var blevet, havde han skiftet taktik, og grebet til den hvid løgn – han fortalte hende, at han også elskede hende. Han vidste udmærket godt, at han var dårlig til at lyve, men hun blev tydeligvis meget gladere, så i én eller anden grad troede hun da på ham.

– Hvad gjorde du, Jesper? spurgte Tom direkte.

Det gibbede i Jesper. Han følte sig ikke klar til at svare på det spørgsmål overfor nogen. Han kunne ikke afgøre med sig selv, om det var dårlig samvittighed, eller om det bare var fordi, det var for personligt. Han tænkte så det knagede over, hvordan han skulle undgå at svare på spørgsmålet.

Pausen blev lang. – Jeg… øh, begyndte Jesper.

Brian havde lugtet lunten og besluttede åbenbart at hjælpe Jesper ud af kniben. – Skal vi ikke snart have noget at spise? spurgte han. – Hvad laver de ude i det køkken?

Jesper greb straks chancen. – Jeg går ud og checker, sagde han hurtigt og bevægede sig hen mod døren til køkkenet.

Tom fortsatte heldigvis af et andet spor. – Selvfølgelig er forholdet ikke bare en stor løgn. Det kan da sagtens være baseret på et stærkt venskab, varme følelser, ja, måske en slags forelskelse.

Ude i køkkenet stod Lars, Chrisser og Søren og lavede mad. Der var gryder, potter og pander overalt i det lille køkken. Tre halvtomme rødvinsglas vidnede om, at det ikke kun var madlavningen, de brugte tiden på. Chrisser stod lænet op ad køkkenbordet og så ud som om, at madlavningen ragede ham en pind.

– Hej, Jesper!

– Hej, Søren, svarede Jesper.

– Vil du have noget rødvin? Søren tog et glas og skænkede op til Jesper, inden han nåede at svare. Han rakte glasset til Jesper, som tog imod det og smagte på vinen.

– Er maden snart færdig? spurgte Jesper.

– Arh, der går lige en halv times tid, sagde Lars. – De to her er ikke til megen hjælp.

– Neeej, men vi gør det da hyggeligt at lave mad, sagde Chrisser. – Er vi ikke underholdende?

– Jo, det må man sige. Lige lovligt, sagde Lars.

– Hvad mangler I? spurgte Jesper.

– Vi mangler lige, at stegen er færdig, og at vi får stegt grøntsagerne.

– Er der noget, jeg kan gøre? spurgte Jesper.

– Næh, der er ikke plads til flere herude, så du må gerne gå ind og underholde de øvrige gæster, sagde Lars.

– Jamen, hvad med borddækningen? spurgte Jesper desperat for at få lov til at blive i køkkenet.

– Den har Chrisser lige tilbudt at stå for, sagde Lars.

– Ja, den klarer jeg, sagde Chrisser. – Du skal bare slappe af, sagde han og klappede ham på skulderen. – Det er jo snart din fødselsdag.

– Nårh, ja, men ikke helt endnu. Lad nu bare mig tage tallerkenerne, sagde han og åbnede skabet.

– OK, så gør vi det sammen, sagde Chrisser. Han åbnede det andet skab og tog glas ud og satte dem ned på køkkenbordet.

Jesper fandt en rød plasticbakke og satte servicet op på den. Han kom i tanke om, at det var noget tid siden, at han sidst havde set Chrisser og Søren i samme lokale. Han overvejede, om hans samtale med Chrisser mon havde beroliget ham, og om han nu forsøgte at komme ind på livet af Søren igen.

Chrisser tog bakken og gik ind i stuen. Jesper greb bestikket i skuffen og fulgte efter Chrisser. Inde i stuen var Tom, John og Brian stadig i gang med at diskutere.

– Det handler jo bare om at springe ud, så snart man har den første mistanke, sagde John sarkastisk.

– Det siger du udelukkende for at provokere mig, sagde Tom ophidset og rejste sig op i sofaen. – Du ved…

– Rolig nu, afbrød John. – Ja, jeg sagde det bare for at provokere.

– Så, nu skal I opføre jeg ordentligt, sagde Jesper og gik hen mod spisebordet, hvor Chrisser allerede var i gang med at fordele tallerkenerne.

– Godt vi snart skal spise, sagde Brian. – Jeg er hundesulten.

– Narh, der går altså lige en halv time, sagde Jesper.

– Nå, det overlever jeg nok, sagde Brian. – Skal jeg hjælpe til?

– Nej, det er fint, svarede Jesper.

– Det er snart længe siden, at vi har set noget til Christian og Kristian, sagde Chrisser . – Hvad laver de?

– De var trætte, sagde Jesper. – De lagde sig op for at sove.

– Sove? sagde Chrisser med et glimt i øjet. – Skal de så ikke snart vækkes? spurgte han.

– Jo, det må da vist ved at være på tide. Jeg tror, at jeg går op ovenpå og checker, sagde Jesper.

– Jeg går med, sagde Chrisser og satte straks tallerkenerne fra sig.

Jesper gik forrest op ad trappen skarpt forfulgt af Chrisser, som fnisede højlydt.

– Chrisser! råbte Søren nede fra køkkenet. – Vi skal bruge din hjælp!

– Øjeblik, sagde Chrisser og fortsatte op ad trappen.

– Nej, nu! råbte Søren tilbage.

– Årh, sagde Chrisser lettere irriteret og vendte om på trappen.

Jesper fortsatte op. Da han nåede hen til døren bankede han forsigtigt på og ventede. Der var ikke en lyd. Han lagde forsigtigt øret ind til døren – klar til at fjerne hovedet, hvis døren blev åbnet – og kunne høre en puslen.

Han bankede igen. – Vi sover! hørte han Christian sige på den anden side af døren.

– Vi skal snart spise!

– Hvornår? spurgte Kristian gennem døren. – Lige nu?

– Nej, sagde Jesper. – Om tyve minutter, overdrev han.

– OK. Vi kommer om et kvarter, sagde Kristian.

– I må hellere se at komme op, hvis I skal nå at være klar til gallamiddagen.

Det irriterede ham efterhånden at tale til dem gennem den lukkede dør, så han tog forsigtigt i dørhåndtaget for at se om døren var låst. Døren gik op, og Jesper fortrød straks sin uovervejede handling. På sengen lå Christian og Kristian uden en trevl på i hinandens arme.

Christian, som lå med ryggen til, vendte hovedet mod døren og sagde med et skælmsk smil: – Kom ind. Vil du være med?

Fortsættes…