Vildfarelse – afsnit 92 – Isnende kulde

– Kom såhhh! kommanderede Lars, strakte hals og så ud over den lille, allerede forfrosne flok.

– Jeg er altså ved at fryse en hvis legemsdel af, sagde John med klaprende tænder. – Er du helt sikker på, at det her er en god ide? spurgte han henvendt til Lars.

– I er klar over, at vi endnu ikke har forladt stuen, ikke? spurgte Lars sarkastisk. – I skal både overleve at stå på ski og at falde i sneen, så I kan lige så godt vænne jer til det. Nu har vi tændt godt op i pejsen og tændt for radiatorerne, så når vi kommer tilbage, er hytten dejlig varm.

– Og når først vi har været udenfor i 20 minutter, så føles det betydeligt varmere at komme ind, sagde Tom opmuntrende og gned kærligt John på ryggen.

– Jeg kan ikke lide dig mere, sagde John vredt og skulede.

Chrisser passerede tæt forbi Tom på vej hen mod døren. – Hvorfor i alverden har du så slæbt ham med? spurgte han sarkastisk og fortsatte ud ad døren.

– Så, så, sagde Lars efter Chrisser. – Vær nu søde ved hinanden. Vi skal bo tæt i fire dage, så det nytter ikke noget at komme op og tottes allerede. Kom så. Vi går bare en lille tur i området. Det er herligt vejr, og jeg ville gerne have været ude og stå på ski allerede nu, men det er for sent, og skiudlejningen er lukket, så vi må nøjes med en vandretur.

– 1000 kroner til den som saboterer skiudlejningen, så de ikke kan åbne i morgen, sagde John lavt, så kun de nærmeste kunne høre det.

– Op med humøret, John, sagde Jesper, som stod lige bag Tom og John. – Vi skal nok få det sjovt, og der er jo ikke nogen, der siger, at vi skal stå på ski hele tiden.

– Jeg driller bare, sagde John og smilede skævt til Jesper. – Men jeg fryser altså temmelig meget. Jeg burde nok have ofret lidt mere på skijakken, end jeg gjorde.

Ja, tænkte Jesper, så kunne du måske også have fået en, der var pæn. Han smilede for sig selv over, hvor bitchet han kunne være, hvis det passede ham.

De gik alle i gåsegang ud af døren og samledes foran huset; stille afventende, at Lars skulle få låst døren efter dem.

Solen stod efterhånden så lavt, at de højeste træer omkring huset snart ville lægge pladsen foran huset i skygge.

– Hvad vej skal vi? spurgte Brian.

– Aner det ikke, sagde Lars. – Jeg kender ikke området ret meget bedre, end I gør, men det er jo umuligt at se nogen stier på grund af sneen, så lad os følge vejene.

– OK. Ned ad vejen, sagde Brian højt med en armbevægelse, der markerede retningen.

Brian og Lars gik forrest efterfulgt af Søren, Christian og Kristian. Ved siden af Jesper gik Chrisser, som så sig om i landskabet, som om han netop var faldet ned fra månen. Tom og John gik bagerst – Tom med armen om John i et desperat og forgæves forsøg på at varme ham lidt.

Jesper lagde armen om Chrisser og trak ham ind til sig. – Hvordan har du det, søde?

Chrisser gengældte Jespers gestus og lagde armen om Jesper så langt nede, at hans hånd hvilede på Jespers hofte. Han smilede men lidt mat i forhold til hans sædvanlige overstrømmende glæde. – Jeg har det fint, sagde han og så ned i sneen, mens han trippede af sted med små skridt.

– Op med humøret, sagde Jesper uden rigtig at vide, hvad der tyngede ham. – Nu skal vi have nogle hyggelige dage sammen.

Jesper så på Chrisser, som fortsat så ned i sneen. – Er der noget galt? … Du virker lidt trist. … Det ligner dig ikke.

– Jeg hader sne og kulde, sagde han sammenbidt og med så meget tryk på hader, at Jesper blev bekymret for, om Chrisser ville vælge at blive indendørs foran pejsen samtlige dage, de skulle være der. – Hvorfor i alverden skal jeg trækkes med ud på overlevelsestur i den norske vildmark, når jeg i stedet kan ligge derhjemme i et dejligt varmt bad med stearinlys og et glas champagne på kanten? Hvad er det lige ved sne og kulde, der lokker, hva’?

Jesper var lige ved at give ham ret, men han besluttede sig alligevel for at være solidarisk med sin egen og Lars’ beslutning. – Det er da fantastisk med den friske luft og solskin og den glitrende sne, der knitrer, når du går i den, og så ikke at glemme den dejlige fornemmelse, når man kommer tilbage til hytten og varmen – den fred og ro og fysiske velvære, der breder sig i hele kroppen.

– Hallo! Er vi homoer eller hva’? Homoer er ikke skabt til sport og natur. Vi er skabt til diskoteker, melodi grand prix, fantastisk tøj, luksus, til at rådgive heteroer uden smag og til at bitche over alt, der er grimt og ligegyldigt.

– Og hvad med sex? spurgte Jesper grinende.

Chrisser så skeptisk på Jesper. – Sex er en livsnødvendighed ligesom mad og vand. Det behøver jeg da slet ikke at nævne. Mænd skal have sex uanset om de er homoer eller heteroer eller hvad de er. Jeg taler om det, der gør vores race til noget særligt – dér hvor vi adskiller os fra resten af hoben.

Chrisser havde talt sig varm og lød som en, der var på et ideologisk korstog. – Hvis vi bare falder i et med tapetet, så er der jo ikke nogen grund til at springe ud i det hele taget, vel?

– Det lyder nærmest som om vi har pligt til at gå i byen hver aften og til at have god smag, sagde Jesper skeptisk.

Chrisser tænkte sig om. – I virkeligheden er jeg bare led og ked af at være den eneste, der ikke har nogen kæreste.

Jesper så forbavset på Chrisser, indtil brikkerne faldt på plads. – Nårh, er det bare det, sagde Jesper med et lettet suk. – Det har du da prøvet før, og du er da ikke den eneste. Hvad med Søren?

Jesper kunne have bidt sig selv i tungen, da han sagde Sørens navn. Søren var sandsynligvis en del af Chrissers problem, og Jesper kunne nærmest mærke spinaten mellem tæerne. – Hvad skal du også med en kæreste? spurgte Jesper hurtigt for at fjerne opmærksomheden fra Søren. – Du skal da i byen og feste. Du skal kunne score alle de lækre fyre, du møder. Du skal have hed sex med en fyr tre dage i træk, og når så du bliver træt af ham, skal du droppe ham og finde en ny.

– Er det dig eller mig, vi taler om? spurgte Chrisser.

Jesper gik straks i forsvarsposition. – Jeg har kun brug for Lars.

– Godt så. Og hvorfor i alverden skulle jeg så være anderledes og ønske mig at score den ene efter den anden?

– Hold nu op, Chrisser! Det ligner dig slet ikke at være så dybsindig. Hvad sker der?

– En gang imellem… Han holdt en lang pause. – En gang imellem bliver jeg træt af at spille min rolle. En gang imellem bliver det anstrengende at skulle være den sjove, glade, bitchede bøsse med de løse håndled og fistelstemmen. En gang imellem kunne jeg godt tænke mig at vågne op i armene på en fyr og føle, at dér hører jeg hjemme.

– Jamen, det er jo dig: bitchen med de løse håndled. Sådan er du. Sådan skal du være, sagde Jesper insisterende.

– Er jeg? Jeg har spillet roller hele mit liv – lige fra den gang i folkeskolen, hvor jeg spillede hetero, til i dag, hvor jeg er diskobøssen, der underholder hele selskabet.

– Du vælger da selv. Jeg kan slet ikke forstå, at du synes, at det er roller du spiller – eller: jo, jeg forstår godt, hvad du mener, men så vælg dog at være dig selv? Hvem er det, der kræver, at du skal være det ene eller det andet?

Chrisser tænkte sig om. – Du får det til at lyde så enkelt. Hvis jeg…

– Gud, hvor er de andre henne? råbte Tom et stykke bag dem. – De var da lige foran os for et øjeblik siden.

Jesper kiggede op. Træerne stod tæt på begge sider af den snedækkede, smalle vej, og der var ingen at se. De gik i hjulsporene i sneen, så det var ikke muligt at følge nogen fodspor, men på den anden side måtte det betyde, at de andre blot var kommet så langt foran, at man ikke længere kunne se og høre dem.

Pludselig hørte Jesper en susen tæt ved sit øre. En snebold landede i sneen lidt længere fremme, og i det samme lød der et hvin fra Chrisser. Da Jesper drejede sig mod Chrisser, ramte en snebold i samme øjeblik hans skulder, og en sky af sne gjorde ham våd i ansigtet og ned ad halsen. Han fik øje på nogle skikkelser inde blandt træerne skråt bag dem, og i samme øjeblik så han Søren og Brian komme løbende frem imod dem med en snebold i hver hånd.

– o –

– Hold nu op, Chrisser. Det var jo bare for sjov.

Søren måtte nærmest løbe for at følge efter Chrisser, som med en meget vred mine havde sat kurs tilbage mod huset i skarpt trav.

Chrisser reagerede ikke, men fortsatte ufortrødent sin kapgang.

– Stop nu. Du har alligevel ikke nogen nøgle til hytten, så du må vente ude i kulden på, at vi andre kommer tilbage.

Chrisser standsede så brat, at Søren var få centimeter fra at støde ind i ham. Han blev stående med ryggen til Søren. – Ser jeg måske ud som om, at jeg syntes, at det var morsomt? hvislede han. Han vendte sig mod Søren og så ham i øjnene. Søren havde stadig et stort smørret smil at kæmpe med, hvilket åbenlyst ikke mildnede Chrissers vrede. – Gør jeg? spurgte Chrisser med en lille tåre i øjenkrogen.

Smilet blegnede på Søren. – Nej, sagde han brødebetynget, det gør du ikke. Han lagde hænderne på Chrissers skuldre, og begyndte: – Undskyld, Christopher. Det var ikke…

– Lad mig være, sagde Chrisser med gråd i stemmen og vred sig løs fra Sørens hænder ved at dreje sig en halv omgang. Han bukkede sig langsomt forover og stak vanterne ned i sneen, mens Søren undrende betragtede ham. Sekundet efter stod Søren i en sky af pulversne. Han stod stadig lamslået, da Chrisser brød ud i en skraldende latter, som hurtigt spredte sig til resten af flokken, som havde betragtet optrinet.

– Din lille… begyndte han, men standsede og forsøgte at tørre noget af sneen og vandet af ansigtet.

Chrisser vaklede latterkvalt hen mod Jesper, som havde betragtet Chrissers hævn med et stort smil.

– Jeg troede, at du var træt af at spille skuespil? sagde Jesper sarkastisk.

– Årh, din lyseslukker. Havde han måske ikke fortjent en lærestreg? Og bare rolig: Jeg skal nok finde på yderligere hævnaktioner senere.

– Ja, ja, hvis du alligevel er helt sikker på, at du ikke skal vinde ham tilbage, så kan du jo gøre lige, hvad der passer dig.

– Tilbage? spurgte Chrisser iskoldt. – Jeg har aldrig vundet noget, så hvordan skulle jeg kunne vinde noget tilbage?

Jesper så på Chrisser med et træt udtryk i ansigtet. – Tag dig sammen, sagde han blot.

– Hvad mener du?

– Skal vi ikke se at komme videre, så vi kan komme hjem i varmen i en fart, råbte John tvært fra den snevåde bagtrop.

– Jo, kom så folkens, råbte Brian frisk og vinkede dem videre. Vi ser lige, om vi kan dreje af lidt længere fremme – ellers vender vi bare om.

De traskede alle videre.

Jesper overvejede, om han skulle svare Chrisser på spørgsmålet om, hvad han mente med, at han skulle tage sig sammen, men han havde betydeligt mere lyst til at spørge ham om, hvad der oprindeligt havde fået ham til pludselig at lægge Søren på is. Han havde stadig mistanken om, at han var vred over eller jaloux på Sørens forhold til Markus, og han troede stadig ikke på Sørens teori om, at Chrisser var blevet bange på Sørens – og måske egne – vegne, da han hørte, at Markus var HIV-positiv, og at Søren skulle testes. Hvorfor skulle Chrisser droppe sin kæreste bare fordi han var bekymret for hans helbred? Jesper tyggede lidt på ordet ”kæreste”. Havde Søren og Chrisser været kærester? Han havde stadig så svært ved at se Søren og Chrisser som et par. Det var ligesom om, at Chrissers feminine sider skulle opvejes af en meget maskulin partner – måske mere en type som Brian – mens den mere drengede type, som Søren var, ikke rigtig gav den samme balance. På den anden side havde Søren set temmelig forelsket ud, da han talte om Chrisser for nogle uger siden, så der måtte da være en eller anden form for kemi – en kemi der til tider kunne være lettere eksplosiv åbenbart.

– Hvad skete der egentlig, spurgte Jesper endelig henvendt til Chrisser. Jesper havde lige nået at sikre sig, at de andre var tilstrækkeligt langt væk til, at de ikke kunne høre deres samtale.

Chrisser tøvede. – Har du ikke talt med Tom endnu? spurgte han.

Jesper var overrasket over, at Tom skulle vide mere, når nu Tom flere gange havde bedt om Jespers hjælp til at forsone Søren og Chrisser. – Nej, svarede Jesper velvidende, at det ikke var helt i overensstemmelse med sandheden.

Chrisser tøvede atter. – Kan vi ikke tale om det en anden gang? sagde han lidt efter.

Jesper var høflig nok til ikke at spørge yderligere, men også nysgerrig nok til at lægge armen om Chrissers skuldre og håbe, at han ville føle sig tryg nok til at tale om det. Jesper satte tempoet lidt ned for at skabe lidt større afstand til flokken, der gik foran dem, mens han overvejede hvad han kunne sige, der kunne få Chrisser til at åbne op. – Jeg håber bare ikke, at det er Markus’ skyld, at det ikke fungerede mellem dig og Søren, sagde Jesper lidt efter og lod sætningen hænge i luften. Jesper så ud af øjenkrogen, at Chrisser så betænksomt frem for sig.

– Markus? sagde Chrisser. – Hmmm, han er ikke så vigtig, men han fik mig til at tænke mig om. Han gjorde mig bange, og det havde jeg ellers undgået længe.

Jesper kunne hverken få hoved eller hale på, hvad det var, Chrisser var ved at fortælle. – Lige et par skridt tilbage. Hvad var det, Markus fik dig til at tænke på?

Chrisser smilede skævt. – For at gøre en lang historie kort…

– Det er der ikke nogen grund til, sagde Jesper hurtigt. – Vi har masser af tid. Hvad er det?

– Kort før vi to mødtes var jeg en tur i Berlin.

Jesper tænkte tilbage på den første gang, han havde mødt Chrisser. Det var faktisk ikke mere end et halvt år siden, og selv på det tidspunkt var han endnu ikke helt klar over, om han var til fyre eller ej. På kun seks måneder havde han startet et nyt liv og boede nu sammen Lars. Det var nærmest svimlende at tænke tilbage på, hvor stærkt det egentlig var gået – hvor meget han egentlig havde været igennem på de seks måneder. Han fik samme fornemmelse, som når han rejste sig alt for hurtigt op fra at have siddet på hug.

Chrisser bragte Jespers opmærksomhed tilbage til den norske natur. – Det var bare en forlænget weekend, og jeg var taget alene af sted. Jeg havde egentlig aftalt at tage af sted med Tom, men Tom skulle noget andet og åbenbart vigtigere, så jeg valgte at tage af sted alligevel. Jeg trængte til at komme væk fra København. Vi havde lånt en lejlighed af en veninde, som lå rimeligt centralt, og… Nå, never mind. Den første aften gik jeg i sauna, og jeg havnede af en eller anden grund i et dark room, og når jeg siger dark room, så mener jeg det. Man måtte virkelig føle sig frem, og en gang imellem ramte man noget stort og blødt og andre gange noget fast og spændstigt.

Jesper kunne levende forestille sig, hvordan det havde været, og tanken ophidsede ham – selvom han også levende kunne forestille sig, hvordan det havde været at ramme en overvægtig mands bryst og mave.

– Nå, men i hvert fald så var der på et tidspunkt én, som trængte op i mig, nærmest hviskede Chrisser nu, – og det var først da jeg på et tidspunkt tager fat om den, at jeg opdager, at der ikke er noget gummi på – men da var det jo nærmest for sent.

– Sikke dog en idiot, udbrød Jesper. – Hvad fanden bilder han sig ind?

– Jeg blev godt nok også lidt overrasket, men jeg kunne ingenting se, og det er jo ikke fordi man taler sammen i et dark room, så jeg skyndte mig bare væk. Det var først senere, jeg begyndte reelt at bekymre mig, men jeg lagde det hylden – kom med alle mulige lamme undskyldninger på hans vegne, såsom at han nok lige var blevet testet, siden han turde dyrke usikker sex, eller at det var hans først gang.

– Han skulle spærres inde, vrissede Jesper.

– Hvis han er positiv, så får han da sin fulde straf, sagde Chrisser i en sarkastisk tone.

Jesper så bekymret på Chrisser. – Er du blevet testet?

– Ikke først. Først skød jeg det bare væk, men da jeg så hører, at Markus er positiv – og oven i købet ved at overhøre Søren og Markus tale sammen inde i stuen, mens jeg er ude i køkkenet, og hurtigt gætte mig til, at de har dyrket usikker sex, så blev det bare for meget. Tanken om, at både Søren og jeg kunne være smittede – hele den uvished der var. Jeg måtte bare have fred til at tænke mig om. Der gik flere dage, hvor jeg vejede for og imod, om jeg skulle tage en test eller ej, men til sidst vandt fornuften heldigvis.

Jesper ventede på fortsættelsen, men Chrisser tav. – Og så tog du en test?

– Nej, nej, jeg går stadig rundt uden at vide, om jeg er smittet eller ej.

Chrisser slog en knytnæve mod Jespers skulder, hvilket Jesper slet ikke var forberedt på, så han var nærmest ved at vælte om i sneen.

– Selvfølgelig er jeg da blevet testet, udbrød Chrisser. – Tror du, at jeg er helt blondine!

Jesper genvandt balancen og så på Chrisser med et smil. – Og?

– Nej, det er altså for personligt. Den slags må du altså ikke spørge mig om, sagde Chrisser koket og med næsen i sky. – Jeg rødmer jo.

Jesper skubbede til Chrisser, så det nu var hans tur til næsten at vælte. – Sludder. Selv hvis nogen trak bukserne af dig på Strøget, ville du ikke rødme.

Jesper vendte sig mod Chrisser, tog ham om skuldrene og ruskede ham blidt. – Kom nu ud med det. Hvad sagde testen? Selvfølgelig er du ok. Ikke sandt?

– Jo, jo, jo, sagde Chrisser og forsøgte at få Jesper til at holde op med at ruske ham. – Hold nu op, selvfølgelig er jeg ikke positiv.

Jesper slap ham med et lettet udtryk i ansigtet, og de gik videre side ved side.

– Jeg er mere bekymret for Søren, sagde Chrisser mens han så bekymret ned i sneen.

Jesper så overrasket på Chrisser. – Har han ikke sagt noget?

Chrisser så lige så overrasket på Jesper. – Hvad mener du?

– Jamen, han er da blevet testet.

– Det har han ikke fortalt mig. Godt nok har vi heller ikke snakket sammen – stort set – men det kunne han da godt have sagt. Hvorfor har du ikke sagt noget? spurgte han lettere bebrejdende.

– Det regnede jeg da med var en sag mellem dig og Søren, undskyldte Jesper sig. – Men jeg var med inde og få resultatet af testen. Men det er altså alt for personligt at tale om, så jeg synes, at du skal tale med Søren om det, sagde Jesper grinende.

Chrisser gik straks til angreb – væltede Jesper om i sneen og satte sig overskrævs på ham. – Spyt så ud, sagde han truende men med et smil på læben, mens han holdt Jespers hænder nede. Deres ansigter var så tæt på hinanden, at deres næser næsten rørte hinanden.

– Nej, jeg vil ej, sagde Jesper trodsigt.

– Hvis ikke du fortæller mig det, så… så… så kysser jeg dig, sagde han, som om det var den værste form for tortur.

– Nej, nej, nej, det må du ikke, sagde Jesper teatralsk og drejede hovedet fra side til side som var han den bagbundne heltinde i en stumfilm.

– Kom så ud med det!

Chrisser forsøgte at kysse Jesper på munden, men de første par gange ramte deres næser bare hinanden, indtil Chrisser bare pressede sit ansigt mod Jespers, så Jesper ikke længere kunne flytte hovedet. Chrisser gav ham et ordentligt smækkys.

– Ad, hvor ulækkert! nærmest råbte Jesper.

– Skal jeg komme og redde dig? råbte Tom, som stod og betragtede optrinet længere fremme på vejen.

– Ja, red mig fra dette uhyre, råbte Jesper, men han kæmpede ikke længere imod. – Han er ok, sagde Jesper stille.

Chrissers ansigt flækkede i et stort smil, og han gav Jesper endnu et kys på munden, lige inden Tom nærmest flåede Chrisser op fra sneen.

– Kan du så behandle fødselsdagsbarnet ordentligt, sagde Tom irettesættende og satte Chrisser fra sig.

– Så, så. Pas nu på ham, sagde Jesper nede fra sneen.

– Ork, han kan tåle lidt af hver, sagde Tom.

– Ja, tilføjede Jesper. – Han er ikke så skrøbelig, som han ser ud til.

Chrisser så på Jesper med et glimt i øjet og blinkede til ham.

Fortsættes…