Vildfarelse – afsnit 90 – Ankomst

Luften var bidende kold, da Lars og Jesper steg af bussen i den lille norske by i Vrådalen. Sneen dækkede både veje, tage og bjergsider og dæmpede alle lyde. For hvert skridt de tog med de tunge kufferter, knirkede sneen under dem og bevarede nøjagtige aftryk af støvlesålerne. Det gjorde næsten ondt i næsen, når de trak vejret, men alle sanseindtrykkene fik Jesper til at føle sig levende, og han glædede sig mere og mere til dagene i de norske fjelde.

Lars vendte sig mod Jesper og sendte ham et bredt smil. Jesper forstod straks og smilede tilbage og hankede op i sin tunge kuffert og taske. Mens de vandrede over imod en lille taxaholdeplads, betragtede Jesper det betagende landskab. På hans højre side steg fjeldet op i den dybblå himmel, og på hans venstre side strakte dalen sig næsten så langt som øjet rakte i det krystalklare vejr.

Taxaholdepladsen var tom og kun et skilt røbede, at det var meningen, at der skulle holde taxaer her. Lars satte bagagen fra sig i sneen og stillede sig tålmodigt op og ventede. Jesper stillede bagagen ved siden af, og stillede sig foran Lars. Han så sig omkring for at se, om han kunne lægge armene om Lars, uden at nogen ville bemærke noget, men der var for mange turister rundt omkring til, at Jesper ville risikere noget. Han nøjedes med at stille sig tæt på Lars, så han kunne mærke hans varme ånde på sin kolde næse og allerede forfrosne kinder.

– Hvor langt er der her fra? spurgte Jesper.

– Aner det ikke, sagde Lars med et smil. – Betyder det noget? Nu er vi her, og vi skal bare slappe af og nyde det. Er her ikke fantastisk?

Selvom Jesper langt fra var et naturmenneske, måtte han indrømme, at udsigten var flot, og at vejret ikke kunne være bedre. Bag Lars passerede en ung, blond mand med skibriller og et smukt, markeret ansigt. Selv hans tykke jakke kunne ikke skjule hans velformede krop, og Jesper kunne ikke lade være med at følge ham på hans vej hen mod busstoppestedet.

Lars fulgte hans blik. – God udsigt, sagde Lars blot og spejdede efter fyren.

Da de havde stået og ventet i 10 minutter, og der ikke havde været skyggen af en bil i nærheden, begyndte Jesper at blive utålmodig. Den bidende kulde blev heldigvis mildnet let af solen, men Jesper frøs alligevel og hoppede lidt på stedet for at få lidt varme i kroppen. – Ved vi, om de i det hele taget har taxaer, i den her by? spurgte Jesper forpustet.

– De har da en taxaholdeplads, sagde Lars roligt.

– Jamen, så er det jo næsten en storby, sagde Jesper med et ironisk smil. – Hvor ligger bøssebarerne så henne?

– Der er ikke andet, sagde Lars med lige så ironisk alvor.

De ventede atter. Langt væk nede i dalen kunne Jesper skimte en turistbus snegle sig ad de snedækkede veje.

– Endelig, udbrød Lars, da en reklamebesat taxa drejede om hjørnet og kørte hen mod taxaholdepladsen.

Chaufføren steg ud og hjalp dem med at placere bagagen i bagagerummet. Lars fandt bestillingspapirerne frem med adressen på hytten, de havde lejet, og viste det til chaufføren. Uden at sige et ord steg chaufføren atter ind i bilen og ventede på, at de steg ind i bilen. Så snart de havde lukket dørene kørte han af sted i en fart, der tydeligt viste, at han var vant til at køre på snedækkede veje, og ikke anså sneen for at køre trafikken nævneværdigt usikker.

– For resten, sagde Lars, da de havde kørt nogle minutter. – Jeg har noget til dig.

– Til mig? spurgte Jesper undrende. – Jeg har da ikke fødselsdag endnu.

Lars lynede jakken op og fandt en konvolut i inderlommen. – Jeg lovede at give dig den her, så snart vi kom til Norge. Jeg ved ikke, om det skulle have været i lufthavnen, da vi landede, men nu får du den i hvert fald.

Jesper tog imod konvolutten. På forsiden stod der blot “Til Jesper”. Han flåede den op og trak et stykke ferskenfarvet papir ud. Hans blik fløj ned over siden, for at se, hvem det var fra. “Med knus og kærlige hilsener, Dorthe”, stod der nederst på siden.

Jesper så spørgende på Lars, som blot trak på skuldrene. – Da jeg havde fortalt Dorthe, at vi skulle af sted, virkede hun som sagt lidt fornærmet, men ved nærmere eftertanke, så det ikke ud som om, at hun havde regnet med at blive inviteret. Og dagen efter kom hun med det her med klare instrukser om, at du skulle have det, når vi ankom. Hvad skriver hun?

– Ved det ikke endnu, svarede Jesper og gav sig til at læse.

“Kære Jesper!

Tak for sidst! Jeg håber, at I er kommet godt derop, og at I får nogle gode dage sammen med alle drengene. Jeg ville blot være den første til at ønske dig til lykke med fødselsdagen. Jeg håber, at du får en god dag, og at du bliver fejret med gaver og lagkage, som det hører sig til.

Behøver jeg at sige, at du nok ikke skal vise Lars dette brev? Jeg kender ham godt nok til, at han ikke vil åbne det, så derfor turde jeg godt betro ham , at tage det med, men indholdet ville nok forvirre ham lidt, hvis du forstår, hvad jeg mener. Jeg blev jo lidt overrasket over at høre, at Christian og Kristian også skulle med. Jeg skal ikke blande mig i, hvem I vælger at invitere, men du kender min holdning, og jeg vil ikke undlade at fortælle dig, at jeg kun er loyal overfor din lille hemmelighed, så længe det er til Lars’ bedste.

Nå, men jeg håber som sagt, at I får nogle hyggelige dage, og jeg kan levende forestille mig, at det nok ikke kommer til at helt stille for sig med den flok under samme tag. Min gave får du først på selve dagen, så du må vente tålmodigt lidt endnu.

Når Lars nu spørger, hvad jeg har skrevet, kan du fortælle ham, at jeg bare ville ønske jer en rigtig god tur, og at jeg ville være den første til at ønske dig til lykke.

Med knus og kærlige hilsener

Dorthe”

Jesper lukkede hurtigt papiret sammen igen, og lagde det tilbage i konvolutten. Jesper tænkte, at det var typisk Dorthe at give detaljerede instrukser om, hvilken forklaring, han skulle give til Lars.

– Hvad skrev hun? spurgte Lars nysgerrigt.

Jesper gav ham den officielle forklaring, og det lod til at stille Lars tilfreds. Lars drejede i hvert fald atter hovedet og betragtede den betagende udsigt ud over dalen.

Taxameteret talte lystigt mens bilen bevægede sig i god fart op ad fjeldvejen. Efter at have kørt i næsten 20 minutter drejede chaufføren op ad en sidevej, som man skulle være stedkendt for at ane var der et sted under den glimtende sne. Et stykke op ad vejen kunne Jesper nu se en håndfuld bjælkehytter ligge i en lille klynge. Vejen endte i en lille delvist sneryddet gårdsplads mellem husene, og taxaen kørte hen foran en hytte, som chaufføren åbenbart mente, var den, de skulle bo i. Chaufføren drejede hovedet mod dem, og Lars skyndte sig at trække kreditkortet frem og rakte det til chaufføren.

Jesper steg ud af bilen og mærkede atter den kolde luft stikke i næseborene. Der var forbavsende stille. Kun taxaens motor og en enkelt anden bilmotor kunne høres i det fjerne, og da Jesper så sig om, for at se, hvor lyden kom fra, opdagede han, at bilen kørte noget, der lignede flere kilometer borte.

Lars og chaufføren steg ud af bilen, og chaufføren rakte dem deres bagage. Med et “Ha det” forsvandt han atter ind i bilen og susede ned ad vejen.

– Har du en nøgle? spurgte Jesper.

– Nææh, sagde Lars tøvende. – Prøv at se, om døren er åben?

Lars stod nærmest huset, så Jesper undrede sig et kort øjeblik over, at han ikke selv gjorde det, men han gik forbi ham og hen og tog i dørhåndtaget. Der var låst.

Jesper så på Lars, som så overrasket ud og så på uret. Han så ud som om, han fik en ide. – Ejeren skulle bo lige ved siden af, og vi skulle bare hente nøglen hos ham.

De så sig begge om, men umiddelbart kunne de kun få øje på de fem næsten ens bjælkehytter. Et lille stykke borte stod nogle grantræer, der udgjorde en ganske lille skov, og først da de så godt efter, fik de øje på, at der var trådt en lille sti i sneen ind mellem træerne.

Lars satte bagagen på hyttens lille veranda, og gik hen mod træerne. Jesper fulgte hans eksempel. Inde mellem træerne lå der et lille hvidt træhus i en lysning. Det faldt næsten i ét med sneen, og der lå da også en halv meter sne på taget – lige med undtagelse af området lige omkring skorstenen, hvorfra der steg en lysegrå røg.

Lars bankede på, og et øjeblik efter åbnede en ældre dame, iført en typisk norsk strikket cardigan med metalhægter, døren. – Goddag, sagde Lars. – Vi har lejet en hytte fra i dag, og vi er kommet for at hente nøglen.

Den ældre dame sagde noget, som godt nok lød norsk, men til Jespers store overraskelse forstod han ikke en lyd af, hvad hun sagde. Hun gik ind i huset og kom straks efter tilbage med en nøgle. I stedet for at give nøglen til Lars, trak hun et par støvler på og kom udenfor. Hun førte dem tilbage til hytten, hvor de havde efterladt deres bagage, og stak nøglen i døren. De samlede bagagen op og fulgte efter hende.

De kom direkte ind i stuen, som også indeholdt spiseplads og et køkken. Rummet var stort, og det var tydeligvis indrettet til, at der kunne være otte-ti personer.

Den ældre dame vendte hovedet mod Lars, og spurgte om noget. Lars så fortvivlet på Jesper, men heller ikke Jesper forstod, hvad hun spurgte om, så han trak blot på skulderen. – Jeg forstår desværre ikke, hvad De siger, sagde Lars undskyldende. Damen trak på skuldrene og rakte nøglen til Lars. Hun pegede på en seddel på bagsiden af hoveddøren, hvor der tilsyneladende var skrevet et ordensreglement på norsk, engelsk og tysk, hvorefter hun gik – uden at lukke døren efter sig.

Der var koldt i hytten. Ikke lige så bidende som udenfor, men temperaturen måtte være tæt på frysepunktet. Lars skyndte sig at lukke døren, men Jesper fik straks efter øje på, at nogle af vinduerne var åbnet på vid gab. Han skyndte sig hen for at lukke dem.

– Vi er nødt til at tænde op i en fart, sagde Lars, og satte bagagen fra sig på gulvet. Der var placeret en lille stabel brænde ved siden af en pejs, som han straks gik hen til og begyndte at rette an, som om han ikke havde lavet andet hele livet.

Jesper så sig om i stuen imens. Ikke alene var alle gulve, vægge og lofter af råt træ, men der duftede også kraftigt af tømmer. Hytten måtte være forholdsvis ny, men det medførte ikke, at hytten var pænt og smagfuldt indrettet. Møblerne var af lakeret fyrretræ med et gyseligt orange-rødt betræk, mens gardinerne primært var i grønne, blå og lilla nuancer. Tæpperne var spraglede kludetæpper og på væggene hang der noget, der vist nok skulle ligne malerier, men som tydeligvis var trykte kopier af landskabsmalerier.

– Hvor er bjørneskindstæppet foran pejsen? spurgte Jesper.

– Hvor ringe! udbrød Lars. – Jeg bestilte specifikt en hytte med bjørneskindstæppe foran pejsen.

– Så jeg må nøjes med dig? sagde Jesper og gik over til Lars, som netop havde fået ild i noget kvas mellem brændeknuderne.

– Vi kan da godt flytte en madras hen foran pejsen, sagde Lars med et smil.

Jesper lagde armene om Lars og trak ham ind til sig. Deres tykke jakker overlod alt til fantasien, men Jesper lod hænderne glide ind under Lars’ jakke og op under blusen, så han kunne mærke hans varme, nøgne hud over lænden.

– Argh, du er kold! råbte Lars og skubbede Jespers arme ned.

Jesper tog i stedet et godt greb om Lars’ balder og lod sit underliv gnide mod Lars’. – Skal vi ikke lave lidt varme selv? spurgte Jesper med et frækt udtryk i øjnene.

Lars så et kort øjeblik mod døren. – Der kan jo komme nogen, sagde han.

– Hvem i alverden skulle det dog være? Damen? Vi låser da bare døren, sagde Jesper og kyssede Lars lidenskabeligt.

Jesper lod sin hånd glide ind på Lars’ mave, hvilket fik Lars til at gyse. – Du er stadig kold, sagde Lars med bæven i stemmen.

Jesper lod med lidt besvær sin hånd glide ned foran i Lars’ bukser og indenfor underbukserne. Lars gøs og gispede på samme tid, men hans modstand var tydeligvis svagere nu. Jesper hørte en bil nærme sig og besluttede sig lynhurtigt for at låse døren. Han slap taget på Lars og skyndte sig hen til døren. Da han havde låst den, gik han hen og trak gardinerne for i de fire vinduer i stuen uden at se ud.

– Så… sagde han, og gik atter hen til Lars. Han kunne så småt mærke lidt varme fra pejsen, hvor ilden havde fået tag i et par af brændeknuderne.

Jesper skubbede Lars’ jakke lidt op, for at kunne komme til at åbne hans bukser.

Lars spejdede mod døren og så bekymret ud. – Vi må hellere vente, sagde han, og trak sig en smule baglæns.

Det virkede mistænkeligt på Jesper, men han kunne ikke regne ud, hvorfor Lars opførte sig lidt mærkeligt.

Pludselig bankede det hårdt på døren. De stivnede begge to.

– Vi åbner ikke op, hviskede Jesper.

Lars var allerede i gang med at få sit tøj i orden. – Lad os da se, hvem det er. Åben bare, sagde Lars og spændte sit bælte.

– Nej, lad os være lidt alene, sagde Jesper og lagde armene om Lars.

– Jeg synes altså, at du skal åbne, sagde Lars med rynkede bryn.

Jesper gav op, sukkede og gik hen for at åbne døren. Han drejede låsen og åbnede.

– Surprise! lød det udenfor.

Fortsættes…