Vildfarelse – afsnit 88 – Testen

– Jeg tager den her, sagde kunden, og rakte den billigste af de tre sweaters til Jesper.

– Ja, tak. Jesper satte et professionelt venligt smil op, og gik i forvejen hen til kassen. Undervejs spejdede han efter fyren, som Søren var ved at ekspedere. Søren havde gjort tegn og fagter på et tidspunkt, hvor fyren havde ryggen til dem begge, og det plejede at betyde, at fyren var værd at se på. Fyren havde ganske rigtigt en usædvanligt velformet bagdel og brystkasse, og så gjorde det ikke så meget, at hans ansigt ikke var særligt kønt.

– Så bliver det 199, sagde Jesper og slog ind på kasseapparatet.

Mens kunden kørte Dankortet gennem automaten, lagde Jesper sweateren i en pose.

Da kunden havde fået posen og kvitteringen, sagde Jesper pænt farvel, og gik ud i baglokalet for at få noget at drikke.

Da han atter kom ud i butikken, kom Søren ham syngende i møde. – Gimme, gimme, gimme a man after midnight. Won’t somebody help me chase the shadows away?

– Sikke et humør. Har du vundet i Lotto eller hvad?

– Er det nu ikke tilladt at være i godt humør og synge en lille sang, uden at man skal forklare hvorfor?

Jesper smilede til ham. – Jeg kender dig, Søren. Du plejer altså ikke at synge, med mindre du er forelsket eller har scoret. Så hvad er det? Har du fundet den eneste ene – igen?

– Du er så sjov, sagde Søren sarkastisk, mens Jesper lo af sin egen morsomhed. – Faktisk er der noget, jeg skal spørge dig om.

– Ja? sagde Jesper nysgerrigt.

– Kan vi ikke lige…? Søren så sig om i butikken. Da han havde forsikret sig om, at der ikke var flere kunder i butikken, end Bjarne selv kunne klare, skubbede han Jesper tilbage ud i baglokalet.

Jesper betragtede Søren spørgende.

Søren tøvede. Han så op i loftet og bed sig i underlæben samtidig med, at han udstødte et lille suk. – I sidste uge var der gået tolv uger.

Jesper huskede straks samtalen, hvor Søren erkendte, at han havde haft usikker sex med Markus, som var blevet erklæret HIV-positiv, og den bekymring han havde følt på Sørens vegne, men koblet sammen med Sørens sang og glæde, kunne det kun betyde én ting. – Fedt! Så testen var negativ? Det var da en lettelse at høre, udbrød Jesper glad.

– Jeg ved det ikke endnu, sagde Søren uden at flytte blikket fra loftet.

– Ved du det ikke? Har du ikke fået taget testen?

– Jo, for fanden, men jeg har ikke fået resultatet endnu. Jeg skal op til lægen i eftermiddag og have dommen, sagde Søren og så endelig på Jesper

– Jamen, hvad er det så, du er så glad for? spurgte Jesper forvirret.

Søren gjorde et kast med hovedet og vendte ryggen til Jesper. – Jeg prøver jo bare at holde humøret oppe, ikke? Jeg prøver bare at lyve for mig selv, ikke? Det her er ikke bare en eksamen, vel? Jeg kan sgu’ da ikke bare… Jeg er ligesom nødt til at holde humøret oppe, ikke?

Jesper fornemmede, at Sørens stemme var ved at knække over.

Søren blev stående med ryggen til med korslagte arme og kiggede tilsyneladende igen op i loftet. Han tav stadig.

Jesper gik hen bag Søren. Han lagde en hånd på hans skulder og gav den et klem. – Hey. Chancen er ikke så stor, vel?

– Risikoen, sagde Søren stille og med et lille snøft.

– Risikoen er faktisk ret lille, rettede Jesper sig selv.

– Kan du ikke… Jeg ville godt have…

– Jeg kan godt gå med, hvis du vil, sagde Jesper med et kvalificeret gæt på, hvad det var, Søren forsøgte at få sagt.

Søren drejede hurtigt rundt og gav Jesper et knus. – Tak, sagde han næsten uhørligt i Jespers øre. Han slap Jesper igen, vendte ryggen til, tørrede øjenkrogene og rettede synligt ryggen. Stille syngende Cher’s “Strong enough” gik han atter ud i butikken.

– o –

Det var ikke nemt at forklare Bjarne, at de begge to havde brug for at gå en times tid i arbejdstiden, og de svarede begge undvigende på spørgsmålet om, hvad de skulle, og hvad der var så vigtigt, at det ikke kunne vente til efter arbejdstid

Søren havde åbenbart lige så lidt lyst til at lyve, som Jesper havde, for i hvert fald forsøgte han ikke at komme op med en nødløgn for at slippe for Bjarnes spørgsmål. Til sidst måtte Bjarne bøje sig for det massive pres og erklære, at de kunne gå, hvis de skyndte sig tilbage. Han var tydeligvis ikke tilfreds med ikke at vide, hvad de skulle.

Da de kom ud af butikken styrede Jesper vanen tro hen mod sin cykel, mens Søren straks gik hen mod porten ud til gaden. Det var først da, at Jesper kom i tanke om, at Søren ikke havde nogen cykel.

– Vi tager bussen, sagde Søren. – Det er kun fire – fem stoppesteder.

Stoppestedet lå kun tyve meter henne ad gaden. De var de eneste ved stoppestedet, så Jesper følte sig tryg nok til at tale om emnet. – Har du talt med Markus siden?

– Nej, og jeg vil ikke høre det navn, sagde Søren vredt. – Det er hans skyld, at jeg er vågnet op med mareridt hver anden nat lige siden, jeg fik at vide, at han var positiv, og at jeg er nødt til at gå det her igennem for igen at få ro i sindet. Jeg troede faktisk, at jeg var helt ok med det, da jeg så ham sidste gang, men det er jeg altså ikke.

– Det er jeg ked af at høre, sagde Jesper. – Så jeg skal måske heller ikke spørge til, hvordan det går med dig og Chrisser?

– Jeg har faktisk ikke snakket med ham.

– Hvad? sagde Jesper overrasket. – Har du ikke talt med ham overhovedet? Hvorfor ikke?

– Han har da heller ikke ringet til mig, sagde Søren forurettet. – Hvorfor skal jeg tage initiativet?

– Tjahh, muligvis fordi han blev vred og skuffet over, at du havde haft noget kørende med Markus, og…

– Det havde slet ikke noget med Markus at gøre, afbrød Søren. – Chrisser gik bare i panik over, at jeg måske kunne være smittet.

– Så siger vi det, sagde Jesper og lagde ikke skjul på, at han ikke troede på, at det blot var det, der var årsagen.

Bussen ankom, og de steg ind samtidig. Jesper rodede efter sin pung i lommen, men Søren klippede en ekstra gang på sit klippekort og indicerede, at sagerne var klaret. De satte sig ved siden af hinanden på det første ledige sæde.

– Lad mig så høre de vise ord. Hvad mener du så, der er årsagen? spurgte Søren mistroisk.

– Jeg tror bare, at der ligger mere bag.

– Chrisser så da mig og Markus sammen til Toms housewarming, så hvorfor skulle han pludselig reagere på, at vi har været sammen?

– Du kan jo spørge ham, sagde Jesper med et smil.

Søren så eftertænksomt ud af vinduet men spurgte ikke mere.

Jesper måtte erkende overfor sig selv, at han faktisk ikke vidste, hvorfor Chrisser havde reageret, som han havde gjort, og måske havde det ikke noget med Markus at gøre, men han ville ikke udelukke det. Samtidig kunne han godt lide, at Søren troede, at han vidste mere, end han gjorde.

Søren så stadig ud af vinduet. Jesper forestillede sig situationen hos lægen, og helt automatisk malede han fanden på væggen i sine tanker. Han så for sig, hvordan Søren ville komme tårevædet ud i venteværelset fra lægens konsultation og meddele, at prøven havde været positiv, og hvordan han ville lægge sin arm om Søren og forsøge at trøste ham. Hans forestillinger virkede ikke særligt realistiske på ham, og han forsøgte at dæmpe reaktionen til, at Søren bare kom mut ud, og at han ikke ville sige noget, før de var kommet udenfor. Han forsøgte at forestille sig Søren blive syg, men billederne af en tynd og afkræftet Søren var så skræmmende og uvirkelige, at han straks skød dem til side og erstattede dem med billederne af en glad og lettet Søren.

– o –

Lægens venteværelse lugtede nymalet. Det var en klar forbedring i forhold til den sædvanlige lugt af sygdom, som Jesper plejede at forbinde med venteværelser. Et par ældre damer og en mor med sin lille dreng sad og ventede.

Søren var bleg og sad blot foroverbøjet med albuerne på lårene og sagde ingenting.

Jesper forsøgte at finde på noget at tale om, for at fordrive tiden og få Søren til at tænke på noget andet. – Jeg glæder mig til hytteturen.

– Det gør jeg også, sagde Søren, og så ud som om han mente det.

– Du ved godt, at Chrisser også har sagt ja til at tage med?

– Det kunne jeg næsten regne ud. Ved han, at jeg også kommer?

– Han spurgte faktisk men først efter, at han havde sagt ja.

– Og han fortrød ikke? Interessant, sagde Søren og så tænksom ud.

– Ja, måske…

I det samme kom lægen ud og kaldte: – Søren Bidstrup.

Søren så op men tøvede. Det så ud til at kræve en mindre kraftanstrengelse at rejse sig. Søren gik hen mod lægen, og Jesper fulgte et par skridt bagefter.

Lægen skulle lige til at lukke døren efter Søren, da han opdagede, at Jesper fulgte efter.

Jesper betragtede lægens ansigt for måske at kunne spore et tegn på, om han skulle til at overlevere gode eller dårlige nyheder, men det eneste han kunne se var et venligt men alvorligt ansigt.

Lægen bad dem tage plads, og de satte sig side om side i de to stole ved lægens bord.

– Javel, sagde lægen og satte sig overfor dem. – Lad os se. Det var noget med en HIV-test.

Han tog en kuvert ved sin side, som han åbnede og trak et stykke papir op fra. Han læste det hurtigt igennem og lagde det fra sig.

Jesper så, at Søren var ligbleg og sad og så ufravendt frem for sig. Han rakte hånden frem og gav hans overarm et klem. Søren flyttede ikke blikket.

– Du kan være helt rolig, sagde lægen. – Prøven er negativ, så med mindre du har udsat dig selv for risiko indenfor de sidste 12 uger, så skulle der ikke være nogen fare.

Søren stirrede stadig frem for sig.

– Er du ok? spurgte Jesper bekymret.

– Det er først nu, det går op for mig, hvor bekymret jeg har været. Og så har det været helt uden grund. Det er et underligt antiklimaks.

Lægen rejste sig. – Men hellere det, end at bliver erklæret HIV-positiv.

Jesper rejste sig prompte, og Søren fulgte hurtigt efter.

– Selvfølgelig, sagde Søren. – Tak.

Fortsættes…