Vildfarelse – afsnit 84 – Hverdag

Jesper lagde kniv og gaffel fra sig. – Tak for mad.

– Velbekomme, sagde Lars og rejste sig og tog både sin og Jespers tallerken med sig. – Kunne du lide det? Du har slet ikke sagt noget.

– Ja, tak, sagde Jesper overrasket. – Det smagte rigtig godt, men det gør alt det, du laver jo. Det er virkelig godt at komme hjem til mad næsten hver dag. Jeg håber ikke, at du bliver træt af det.

– Næh, jeg slapper meget godt af med det, men du er altså nødt til at begynde at hjælpe lidt til med det huslige.

– Ja, selvfølgelig, sagde Jesper med tydelig dårlig samvittighed. – Det er bare så sent, jeg kommer hjem de fleste dage. Men jeg kan selvfølgelig godt lave lidt i weekenden, skyndte han sig at tilføje.

– Eller om morgenen. Du møder jo ret sent – i forhold til mig i hvert fald, og der er jo ingen der siger, at du først skal komme i seng efter, at jeg er faldet i søvn. Vi kunne da sagtens stå op og gå i seng samtidig i stedet for forskudt. Så får vi også flere timer sammen.

Jesper nød ellers at ligge i sengen om morgenen og høre Lars stå op og rumstere rundt, og som regel kunne han nå at sove halvanden time, efter at Lars var gået, inden han selv var nødt til at stå op.

Jespers mobiltelefon ringede. Han følte sig bogstaveligt talt reddet af klokken. Han kunne ikke høre, om lyden kom fra soveværelset eller stuen. Han rejste sig, og først da han kom ud i gangen kunne han høre, at lyden kom inde fra stuen. Telefonen lå på en hylde og vibrerede.

Jesper genkendte ikke nummeret i displayet, men tog den alligevel: – Det er Jesper.

Der var et øjebliks tavshed. – Hej, Jesper, det er Christian.

Der gik ikke mange sekunder, før Jesper huskede middagen med Kristian og Christian og Dorthes vrede, da det gik op for hende, at han og Christian havde været sammen. Han kunne eller ville ikke gætte, hvorfor Christian ringede til ham nu.

– Øh, hej, sagde Jesper afventende. Han var allerede glad for, at Lars ikke kunne høre samtalen ude fra køkkenet, og han forsøgte allerede at finde på, hvad han skulle sige til Lars om, hvem det var, som havde ringet.

– Tak for sidst.

– Tak, i lige måde, sagde Jesper og ventede fortsat på, hvad der lå bag.

– Det var hyggeligt at møde jer, og det var godt at se dig igen. Har du ikke lyst til at tage en øl på Heaven?

– I aften? spurgte Jesper overrasket.

– Ja. Du har måske andre planer? Eller klæber du og Lars så meget til hinanden, at I ikke kan gå ud hver for sig? sagde Christian med morskab i stemmen.

Jesper følte en trodsighed vokse. Christian skulle i hvert fald ikke tro, at han ikke kunne gøre noget uden Lars, og samtidig var det lidt spændende, at Christian ville møde ham igen. Det skulle absolut ikke være andet end en øl og måske en lille flirt, men det var også grænsen. Der skulle ikke sættes noget på spil.

– Hvad tid? spurgte Jesper og spekulerede som en gal på, hvilken forklaring han skulle finde på til Lars.

– Nu, klokken otte, klokken ni? Hvad passer dig bedst?

– Lad os sige klokken ni.

– Okay. Vi ses senere så.

– Vi ses.

Jesper var forholdsvis sikker på, at uanset hvem han sagde, han havde en aftale med, så ville Lars ikke foreslå at komme med, hvis det først var klokken ni. Han lagde mobiltelefonen tilbage på hylden og gik ud i køkkenet, hvor Lars var ved at skylle af og sætte i opvaskemaskinen. Jesper kom straks i tanke om Lars’ opfordring til at være lidt mere huslig, men han kunne ikke lige få øje på noget, han kunne hjælpe med.

– Hvem var det? spurgte Lars med almindelig nysgerrighed i stemmen.

Jesper gennemgik lynhurtigt de venner, som Lars ikke normalt talte med, og i sidste øjeblik kom han i tanke om: – Brian. Han spurgte, om jeg ikke kiggede forbi i aften.

– I aften? Det var da med kort varsel. Lige nu?

– Klokken ni.

– Nå, sagde Lars med en antydning af fornærmelse i stemmen. – Og hvad svarede du så?

– At jeg tager der over. Vi havde jo ikke nogen planer, så jeg regnede med, at det var i orden med dig.

Det var tydeligt, at Lars ville have sat pris på at blive spurgt først, men han svarede alligevel: – Jamen, selvfølgelig er det da i orden. Det bestemmer du da selv.

Der var et øjebliks tavshed.

– Er der noget, jeg kan hjælpe med? spurgte Jesper.

Lars drejede hovedet og så undrende på Jesper.

– o –

Selvom der ikke var mange dage til marts måned, var det stadig frostgrader, og cykelturen havde været en kold fornøjelse. Jesper satte cyklen et stykke borte fra indgangsdøren og låste den. Varmen slog imod ham, da han kom ned af de få trin og åbnede døren. Han var lige ved at støde ind i to mænd, som var på vej ud. Den ene af dem vidste Jesper, at han havde set før på TV, men han kunne ikke komme i tanke om hans navn. Han måtte anstrenge sig for ikke at vende sig om og se efter dem, i et forsøg på at komme i tanke om, hvor han kendte ham fra.

Caféen var næsten fuldt besat. Der var ingen ledige borde, men der var enkelte ledige stole ved nogle af bordene. Lars så sig om efter Christian, men kunne ikke straks få øje på ham, så han bevægede sig ned langs baren for at se, om han havde sat sig dér.

Pludselig mærkede han en hånd på skulderen. Han forberedte sig på at møde Christians ansigt med et smil, men inden han havde nået at dreje hovedet, sagde en stemme, der definitivt ikke var Christians: – Hvad søren laver du her? Hvor har du gjort af Lars?

Hjertet hoppede helt op i halsen, og Jesper følte sig straks som en tyv taget på fersk gerning. Da han fik drejet sig helt rundt, så han, at det var Chrisser.

– Er det dig? sagde Jesper overrasket og gav straks Chrisser et stort knus. – Hvor er det længe siden. Hvordan går det?

Chrisser gjorde en koket bevægelse med den ene arm, som om han kastede et eller andet over skulderen. – Det snakker vi ikke om, sagde han og lukkede øjnene. – I aften har jeg det dejligt, og jeg har ingen bekymringer i verden. Hvad med dig, sødeste? spurgte han og lagde den ene hånd fladt på Jespers bryst lige over hjertet.

– Jeg har det fint, sagde Jesper med et smil og mente det. Han valgte straks ikke at bekymre sig over, hvad der ville ske, når Christian ankom – i hvert fald ikke endnu.

– Vi sidder lige herovre. Du så os selvfølgelig ikke, sagde Chrisser fornærmet. – Skal du møde nogen?

– Måske, sagde Jesper og forsøgte forgæves ikke at få det til at lyde alt for hemmelighedsfuldt. – Hvem er du sammen med?

– Tom og John og Johnny og Allan. Jeg tror ikke, at du kender Allan. Kom dog over og hils på, sagde han og trak Jesper med sig.

– Hej, Jesper, sagde Tom glædesstrålende, da de kom hen til bordet. Tom sprang op og gav Jesper et knus. – Fik du min SMS i sidste uge? sagde han ind i Jespers øre.

Jesper havde ikke svaret på Toms bøn om hjælp til at bringe Chrisser og Søren sammen igen, så han ikke skulle have Chrisser rendende i tide og utide. – Ja, det gjorde jeg, men jeg følte ikke rigtig, at jeg kunne gøre noget, hviskede Jesper tilbage.

Tom slap taget stadig med et smil og satte sig.

Jesper gav hånd bordet rundt og præsenterede sig overfor Allan. Jesper kunne ikke tyde, om Johnny og Allan var et par, men Allan var noget ældre, end den meget unge fyr, Jesper tidligere havde set ham sammen med.

– Hej, Jesper, lød Christians stemme bag Jesper.

Jesper forsøgte at se lidt overrasket ud. – Hej, Christian!

Christian så lidt undrende på Jesper, men sagde ingenting.

– Det her er Chrisser, Tom, John, Johnny og Allan, sagde Jesper og indicerede rækkefølgen med hånden.

Christian vinkede raden rundt. – Skal du med op til baren? spurgte Christian henvendt til Jesper.

– Ja, da, sagde Jesper og fulgte efter Christian.

– Hvad, øhhhh, skal vi ikke hellere tage et andet sted hen, hvor vi kan være lidt i fred? Jeg havde ikke lige regnet med, at skulle underholde hele din omgangskreds.

– Jeg havde nu heller ikke regnet med, at de ville være her på en almindelig onsdag. Men hvad skal jeg bruge som undskyldning for at gå igen så hurtigt?

Christian tænkte sig lidt om. – Du kan da sige, at vi skal i biografen klokken halv ti.

– God ide. Hvad skal vi se?

– Vi kan jo sige, at vi skal ind og se Ringenes Herre eller sådan noget lignende.

– Og hvor tager vi så hen? spurgte Jesper med et mistroisk smil.

– Det finder vi ud af, sagde Christian med et smil og vendte sig væk fra baren i samme øjeblik, som en bartender kom hen til dem. – Kom.

De gik hen til bordet, hvor de andre sad og snakkede over hver deres øl.

– Vi er nødt til at forlade jer allerede, sagde Jesper frejdigt. – Vi skal være i biografen om tyve minutter.

– Nå, det var da hurtigt, sagde Chrisser.

– Hvad skal I se? spurgte John.

– Ringenes Herre, sagde Christian.

– Jamen, så god fornøjelse, sagde Tom med et lille smil. – I hvilken biograf?

– Imperial, svarede Christian prompte. – Det var hyggeligt at møde jer. Hej igen!

De kom hurtigt ud på gaden og fandt deres cykler.

– Hvad så? spurgte Jesper forventningsfuldt.

– Kan vi ikke lige så godt tage hjem til mig? spurgte Christian. – Jeg giver en kop kaffe.

– Er du sikker på, at det er særlig smart?

– Skal det absolut være smart? spurgte Christian drillende. – Nej, helt ærligt. Bare fordi vi tager en kop kaffe, behøver det da ikke at betyde, at vi skal lave noget af det frække vel? Men det er op til dig: Skal vi tage på café, eller skal vi indtage kaffen i min bløde sofa?

– Jeg er altså mest til bløde sofaer, sagde Jesper.

– Og stramme balder, tilføjede Christian grinende.

Jesper smilede frækt til Christian, og satte cyklen i fart i retning af Christians lejlighed.

– o –

Jesper huskede tydeligt, hvordan lejligheden så ud, og der så ikke ud til at være ændret noget som helst, siden han havde været der sidst. Faktisk så det ud som om, at tiden havde stået stille, men Jesper var særdeles bevidst om, hvor meget der egentlig var sket, siden den gang.

Han hængte jakken fra sig, og fortsatte ud i køkkenet, hvor Christian var ved at lave kaffe. Duften af friskmalet kaffe bredte sig i hele køkkenet. – Det dufter godt, sagde Jesper.

– Mmm, brummede Christian. – Men du dufter bedre.

– Pjat, sagde Jesper forlegent.

– Lad mig gætte, hvad det er, du har på, sagde Christian, vendte sig mod Jesper og duftede til hans hals med ansigtet tæt på Jespers. Christian lagde en hånd på den nederste del af Jespers ryg, og trykkede næsen helt ind mod hans hals. – Er det Dior?

Jesper skubbede ham forsigtigt væk. – Det siger du bare for at få lov til at dufte igen.

– Er jeg så gennemskuelig? spurgte Christian med et skuffet smil. – Jeg er ikke vant til at blive gennemskuet, sagde han og vendte sig atter mod kaffebrygningen.

Jesper betragtede hans velformede bagdel i de tætsiddende jeans, og hvordan hans muskuløse ryg bevægede sig under t-shirten. Han havde lyst til at røre, men han vidste, at hvis han overskred den grænse, ville der ikke være nogen vej tilbage.

Christian var færdig, vendte sig mod Jesper og rakte ham kaffekanden og to krus. – Så, af sted, ind i stuen.

Jesper vendte sig for at gå, og fik straks et klap bagi. Han fortsatte ind i stuen med stoisk ro udadtil, og en glæde og spænding indadtil over at være begæret og over det forbudte begær, han selv nærede. Han satte sig i sofaen og satte tingene fra sig på sofabordet.

Christian satte sig ved siden af Jesper i kun få centimeters afstand. – Slap af, sagde Christian. – Jeg spiser dig ikke.

– Jeg er skam helt afslappet, sagde Jesper og lænede sig mageligt tilbage i sofaen.

– Det er godt at se, sagde Christian og lagde en hånd på Jespers lår. Da han ikke reagerede, lod Christian hånden glide længere og længere op, til den til sidst hvilede på Jespers bule. Christian så Jesper ind i øjnene – afventende og spørgende.

Kun et svagt smil røbede nogle af Jespers tanker.

Christian lagde sig tilbage i sofaen, så hans ansigt kun var få centimer fra Jespers. Deres blikke mødtes atter, uden at Christian flyttede hånden.

Jesper vidste udmærket, at hans fysiske reaktion på Christians tilnærmelser ikke kunne skjules, og det bekymrede ham egentlig ikke. Han vidste dog, at han var nødt til at tage en beslutning i løbet af ganske få sekunder, og han vidste også, at den beslutning ville kunne få indvirkning på resten af hans liv.

Jesper gav Christian et hurtigt kys på munden og flyttede hans hånd.

Fortsættes…