Vildfarelse – afsnit 83 – Præsentationen (II)

– Flyttet? sagde Marianne, stadig med et overrasket udtryk i ansigtet. Hun flyttede blikket fra Jesper og så fortvivlet på Poul.

Jesper fik en klump i halsen. – Jamen, mor, I har jo ikke villet vide noget om, hvad jeg gik rundt og lavede, så I kan da ikke forvente, at jeg ringer og fortæller jer, at Lars og jeg er blevet enige om at flytte sammen, vel?

– Jamen, du kan… lige pludselig… Jeg er da nødt til…, sagde Marianne med fugtige øjne uden at fuldføre nogen af sætningerne.

– Mængden af overraskelser overstiger vist vores kvote, sagde Poul alvorligt. – Er der flere ting, vi skal have at vide om vores søn, som vi ikke aner noget om, eller var det det vigtigste? Du må undskylde, Lars, men det er en stor mundfuld for os, og lige pludselig går tingene frygteligt stærkt. Vi er ved at være gamle, og i vores alder skal der helst ikke laves alt for meget om på tingene.

– Der er ikke noget at undskylde, og desuden er I aldeles ikke gamle, sagde Lars med et lille smil, der passede helt til situationen. – Mine forældre skulle da også lige bruge et års tid, inden de var bare nogenlunde trygge ved situationen.

– Og vi har kun haft nogle uger, sagde Poul. – I er gamle nok til at vide, hvad I gør, og jeg er muligvis lidt gammeldags, men er det ikke lige lovlig hurtigt at flytte sammen? spurgte han og så først på Jesper og straks efter på Lars.

– Det var jo lige så meget for, at Jesper kunne komme ud af lejligheden i en fart og spare de penge, sagde Lars forklarende.

Jesper brændte for at fortælle sin mor, hvor meget Lars betød for ham, men han kunne ikke få ordene til at passe til situationen, og ethvert tilløb lød straks pinligt eller hult, inden ordene nåede munden og læberne.

Marianne rejste sig med et mislykket undskyldende smil og gik ud i køkkenet. Jesper så forundret efter hende og så på sin far i et forsøg på at finde en forklaring.

Poul rystede svagt på hovedet. Så så det ud som om han fortrød, og han gjorde et lille kast med hovedet for at indicere, at Jesper skulle følge efter hende.

Han tøvede. Han havde ikke lyst til at skulle konfronteres med hverken anklager eller tårer lige nu, men han rejste sig alligevel. I døren kom han i tanke om, at han burde sige noget til Lars, så han vendte sig mod ham, men Lars løftede hurtigt afværgende hånden og smilede et lille smil, der sagde, at Jesper bare skulle gå.

Marianne stod ved vasken med begge hænder på køkkenbordet. Hun havde tilsyneladende ikke hørt ham komme, og et øjeblik stod Jesper blot og betragtede hende. Han skulle til at sige noget, men kom i tanke om, at det nok ville skræmme hende, så han flyttede i stedet hørligt foden. Hun reagerede ikke. Jesper overvejede et kort øjeblik at gå igen.

– Mor?

– Jeg forstår det ikke, sagde hun stille med en svag antydning af gråd i stemmen. – Det kan godt være, at det bare er mig, men jeg forstår det ikke.

– Der er ikke så meget at forstå, mor, sagde Jesper i en kærlig tone og gik tre skridt nærmere, så han kunne nå hende ved at række hånden ud.

– Jeg ved ikke længere, hvem du er, hvad du laver, hvad der betyder noget for dig – alt det der gjorde dig til min søn.

– Det var dit og fars eget valg. Det var jer, der ikke ville vide noget om, hvad jeg gik og lavede.

– Tror du virkelig, at vi ikke gerne ville vide det, hvis du flyttede? spurgte hun vredt.

– Hvordan skulle jeg vide, hvad I vil vide, og hvad I ikke vil høre noget om? spurgte Jesper lige så vredt.

Marianne vendte sig om og så på Jesper med fugtige øjne. – Du er… min søn.

– Ja, netop, svarede Jesper trodsigt. – Kan du så ikke bare være glad på mine vegne. Kan du ikke bare være lige så glad, som jeg er? Jeg har aldrig haft det bedre. Lars er det bedste, der nogensinde er sket mig.

Nogle tårer løb ned af Mariannes kinder. Jesper mærkede selv, hvordan tårerne pressede sig på, men han kæmpede imod.

– Kan du ikke forstå, at jeg lige pludselig ikke kan hjælpe dig? Der er ingen af mine og din fars erfaringer, der kan hjælpe dig længere. Lige pludselig er min søn helt alene i en verden fuld af AIDS og hvad ved jeg, og jeg kan intet gøre. Jeg vil så gerne have, at du bliver lykkelig. Jeg vil så gerne have, at du oplever at blive far, og jeg vil ikke se andre vrænge på næsen af min søn.

Jesper så forundret på sin mor.

– Du ved lige så godt som jeg, at den slags…

– Den slags? Er det bøsser vi taler om, mor?

Jesper følte straks, hvordan ordet “bøsser” virkede akavet og nærmest provokerende overfor hans mor.

– Hvad nu, hvis du bliver fyret, eller overfaldet på gaden, eller hvis du bliver smittet med den forfærdelige sygdom?

Hun tog et stykke køkkenrulle og tørrede sine øjne, men tårerne blev ved med at trille.

– Mor, vi befinder os i det enogtyvende århundrede – vi bor i København.

Jesper vidste godt, at hun havde ret, at bøsser stadig blev overfaldet på gaden, og at AIDS stadig var en trussel, men han var nødt til at berolige hende. Han vidste også, at han sandsynligvis aldrig ville kunne fortælle sin mor om overfaldet, han selv og Lars havde været ude for. – Der er jo bøsser overalt, sagde han, men fortrød straks, da det nærmest lød som en trussel.

Marianne satte sig tungt på en stol ved spisebordet.

– Du kender Søren fra butikken, ikke? Og Peter, chefens søn?

Hun så overrasket på ham. – Er de…?

– Ja.

Hun tørrede atter øjnene. – Betyder det slet ikke noget for dig, at du aldrig får en familie? spurgte hun undrende.

– Hvorfor skulle jeg ikke få en familie? spurgte Jesper, selvom han udmærket vidste, hvad hun mente. – Bare fordi det ikke er en pige, jeg lever sammen med, kan det vel godt være en familie. Jeg skal da giftes en dag, og hvem ved: måske skal vi også have børn en dag. Godt nok bliver det ikke nogen af os, som skal føde barnet, men derfor kan vi da godt betragte det som vores barn.

– Giftes? sagde hun med ironi i stemmen. – Det er ikke det, jeg forstår ved et bryllup.

– Du skal nok få lidt tid til at vende dig til tanken, sagde Jesper beroligende. – Det bliver nok ikke lige denne måned.

– Åh, tak, sagde Marianne med påtaget lettelse. Hun pudsede næsen i det i forvejen våde stykke køkkenrulle. – Hvorfor pludselig nu?

– Nu, hvad? spurgte Jesper undrende.

– Hvis det er noget, du altid har tænkt på, hvorfor så først nu? Er det ham Søren, der har fået dig til…?

Hun fuldførte ikke sætningen.

– Selvfølgelig er det ikke det, sagde Jesper og følte sig skuffet over, at hans mor kunne tro, at han var påvirkelig i den retning. – Jeg ved ikke, hvorfor jeg har været så længe om det, men jeg har måske bare ikke villet se sandheden i øjnene. Jeg har haft så travlt med at være den, som du og far gerne ville have, at jeg skulle være, at jeg slet ikke fik tid til at tænke over, hvad jeg selv ville.

Jesper var overrasket over sin egen analyse af årsagen og over hvor rigtig den lød. Han kunne dog godt høre, at der blev lagt lidt for meget skyld over på hans forældres skuldre. – Jeg siger ikke, at det er jeres skyld. Jeg har bare altid lært, at det vigtigste i livet var at finde en sød pige og at blive forældre, og det var jo bare det, jeg prøvede at opnå, men et eller andet sted inderst inde var der noget, der sagde mig, at det alligevel ikke var det, jeg ville.

– Hvad er det da, du vil? spurgte hun med fortvivlelse i stemmen.

Jesper tænkte sig om. Han havde ikke på noget tidspunkt over, hvad det egentlig var, han ville. Det virkede ikke så vigtigt. Det vigtigste var bare det, der skete. – Jeg er forelsket, svarede han. – Jeg vil ikke noget specielt. Jeg vil bare være forelsket i Lars, og det er jeg. Jeg har fundet ud af, at jeg aldrig har været forelsket før – ikke på den måde.

– Hvad med Susanne fra din klasse? Du bestilte da ikke andet end at tale om hende den gang.

– Jeg efterlignede jo bare de andre drenge. Jeg tror faktisk, at du husker forkert. Det var vist mere dig og far, der snakkede om Susanne, end det var mig.

– Og hvad med…?

– Sasha?

Jesper gættede med det samme ud fra hendes blik, at det var Sasha hun ville spørge til.

– Det har jeg fortalt dig, mor. Sasha var en rigtig god veninde, og på en måde elskede jeg hende, men jeg var ikke forelsket i hende… men hun er fortid, mor.

– Har Lars altid været…?

Hun kunne tilsyneladende stadig ikke få sig selv til at sige ordet.

– Både Lars og jeg har altid været bøsser, men Lars sprang bare lidt tidligere ud, end jeg gjorde. Lars har boet sammen med en anden fyr tidligere.

Marianne så ud af vinduet. Hendes øjne var stadig fugtige, men i det mindste græd hun ikke længere. De sad tavse i nogle minutter.

– Gå bare ind i stuen, sagde Marianne uden at flytte blikket. – Jeg kommer om lidt.

Jesper lagde en hånd på hendes skulder. – Er du ok, mor?

– Det bliver jeg, sagde hun stille.

Fortsættes…