Vildfarelse – afsnit 82 – Præsentationen

Jesper tøvede på vej ud af døren. – Kan vi ikke bare melde afbud? sagde han til Lars.

Lars vendte sig om på trappen. – Og hvilken undskyldning havde du så tænkt dig at bruge overfor din forældre? spurgte Lars irriteret. – At vi ikke kunne komme ud af dobbeltsengen?

– Vi kunne da bare sige, at du var blevet sløj…

– At JEG var blevet sløj? Hvorfor kunne det ikke være dig, der var blevet sløj?

– Så ville min mor bare begynde med at belære mig om rigtig påklædning, at spise rigtigt, at få frisk luft, og inden hun var færdig, var jeg blevet rigtig sløj.

– Nu har du i flere dage talt om, hvor forfærdeligt det her ville blive, og i går lovede du mig, at du ikke ville brokke dig mere. Kan vi ikke bare se at komme af sted? Skal vi virkelig stå og diskutere det her i opgangen?

– Nej, vi kan bare gå ind igen.

– Hvad er du så bange for? spurgte Lars opgivende. – Hvad er det værste, der kan ske?

– Det tør jeg slet ikke tænke på, sagde Jesper sarkastisk. – Jeg er ikke bange for noget, sagde han med mere ærlighed i stemmen, men jeg vil bare så gerne, hvis vi kunne få det overstået. Hvorfor fanden skal det være så svært?

Lars rakte trøstende hånden ud, og Jesper tog den. – Kom nu. Du kan næsten kun blive positivt overrasket med de dommedagsprofetier, du er kommet med de sidste par dage.

Jesper smækkede døren uden at slippe Lars’ hånd og fulgte ham tungsindigt ned ad trappen.

– o –

– Derinde boede en af mine klassekammerater, sagde Jesper, da de passerede en stor hvidkalket villa. – Han var en af mine bedste venner den gang, og nu aner jeg ikke en gang, hvor han bor.

Lars smilede overbærende, og det skuffede Jesper lidt, at det tilsyneladende slet ikke interesserede ham.

De gik videre af den stille villavej i Rødovre i afslappet tempo. Det var eftermiddag og vejret var gråt. Der var ikke mange uger til, at foråret ville bryde igennem, og Jesper glædede sig til sit første forår og sin første sommer med Lars. Alt ville være anderledes end han var vant til, og alt det han aldrig havde turdet drømme om ville nu ske – at sidde i solen på en fortovscafé med sin elskede, romantiske ferierejser, ture i skoven hånd i hånd.

Jesper lod sin hånd strejfe Lars’, men han ville ikke tage den af frygt for at blive set så tæt på sine forældres hus, og Lars reagerede tilsyneladende ikke på berøringen.

Lars drejede hovedet umærkeligt og så bagud. Jesper fulgte hans blik, men der var ikke et menneske i nærheden. Lars så lige frem igen, og pludselig mærkede Jesper Lars’ fingre glide ind i sin hånd og give Jespers hånd et klem. Jesper så på Lars, som sendte et lille smil over til Jesper.

Jespers hjerte begyndte at banke hårdere samtidig med, at han mærkede en lykkefølelse krybe op og sprede sig. De gik lidt i tavshed hånd i hånd, mens Jesper spejdede til højre og venstre for at sikre sig, at ingen så dem, men uden at dreje hovedet, så Lars ikke opdagede, at han ikke var tryg ved situationen.

Han opdagede en bevægelse længere fremme. En mand kom ud fra en have og fortsatte i retning mod dem men på det modsatte fortov. Jesper slap sit greb, men Lars holdt hans hånd fast. Modvilligt strammede han igen grebet en smule, men var klar til at trække hånden til sig, så snart Lars igen løsnede sit greb.

Manden var nu så tæt på, at han ikke kunne undgå at se, at de gik hånd i hånd, men han reagerede ikke. Ikke en gang et hævet øjenbryn indicerede, at han havde bemærket dem, men Jesper følte sig alligevel som en lille dreng, der var blevet taget i at lege med sin tissemand. Lars holdt stadig fast, men da manden havde passeret dem, løsnede han grebet igen. Jesper tøvede med at trække hånden til sig, men lige inden de drejede om det sidste hjørne inden ankomsten til barndomshjemmet, slap han Lars’ hånd.

Jesper havde fornemmet, at det hele var en demonstration fra Lars’ side, men hvis Lars havde villet afskrække Jesper fra at ville gå hånd i hånd, så var missionen totalt mislykkedes. Tværtimod følte Jesper sig glad og stolt over, at han ikke havde protesteret højlydt overfor Lars, og Jesper vidste, at det ville blive meget nemmere allerede næste gang.

– Så er vi lige ved at være der, sagde Jesper og pegede mod huset. Han mærkede tydeligt nervøsiteten brede sig, men han forsøgte at lade som ingenting. Side om side gik de op ad gangen til hoveddøren. Modet var ved at svigte, men der var ingen vej tilbage. Lige inden han skulle til at ringe på døren, sagde han: – Kys mig.

Lars gav Jesper et blødt kys på munden, og i samme øjeblik hørte Jesper døren blive åbnet. Han drejede lynhurtigt hovedet mod døren og så sin far kigge på dem.

Farens hage sank en lille smule, men han samlede sig hurtigt sammen, og åbnede døren helt. – Velkommen, sagde han med antydningen af et smil. Han var tydeligvis lidt pinligt berørt, og undlod at se direkte på dem.

Jesper trådte indenfor og begyndte straks at tage overtøjet af. Lars fulgte efter og rakte hånden frem til Jespers far. – Lars, præsenterede han sig. – Tak fordi jeg måtte komme, sagde han.

Jesper krympede sig lidt. Han var én stor knude indvendigt.

Jespers far tog Lars hånd og rystede den en enkelt gang. – Poul, sagde han og mumlede et eller andet, der lød som: – Du skal være velkommen.

Jesper hængte sin jakke på en bøjle, og tog også Lars jakke, mens hans far lukkede døren bag dem. Der duftede af hjemmebagt kage og kaffe, hvilket beroligede Jesper lidt. I det mindste havde hans mor vist velvilje nok til at gøre lidt ud af besøget ved at bage selv.

– Gå bare ind i stuen. Marianne er lige ovenpå, men hun kommer straks. Jeg tager lige kaffen.

I det samme kom hans mor ned ad trappen. Jesper prøvede at tolke hendes sindsstemning ud fra hendes ansigtsudtryk, men det var vanskeligt at se noget i trappens dunkle belysning. Da hun trådte ned fra det nederste trin ramte entréens belysning hendes ansigt, og Jesper bemærkede, at hun så ældre ud. Han kom i tvivl om det var det direkte lys fra spotten i loftet, der gjorde, at man kunne se alle rynkerne, eller om hun virkelig var kommet til at se 10 år ældre ud på de seneste to måneder.

Hun havde en ny lyseblå striktrøje på med rullekrave og blanke perler syet på i et bredt mønster rundt om halsen. I ørerne havde hun sine små diamantørestikker, som hun havde fået af sin mand for nogle år tilbage, og som hun kun bar ved særlige lejligheder. Jesper noterede sig, at hun virkelig havde gjort noget ud af sig selv til lejligheden.

– Goddag, sagde hun i en tone, som ikke var helt så formel, som ordet i sig selv. – Marianne.

– Lars, sagde Lars og gav Marianne hånden. – Tak fordi I ville se mig.

– Jespers venner er altid velkomne, sagde Marianne uden den store overbevisning.

Jesper tænkte på, hvor få gange han reelt havde haft venner med hjemme på besøg. Straks efter strejfede det ham, at det egentlig var nedladende blot at betragte Lars som en ven og ikke en kæreste, men han beroligede sig med, at hans mor nok ikke kunne forlige sig med andre ord endnu.

– Kom indenfor, sagde hun og gik forrest ind i stuen.

Jesper lod Lars og sin far gå foran. Lars så sig om, da de kom ind i stuen. – Hvor er her hyggeligt, sagde han, og lød som om han mente det.

– Sid ned, sagde Poul og pegede mod sofaen.

Lars satte sig inderst i hjørnet, og Jesper satte sig ved siden af tæt op ad Lars.

– Kaffe? spurgte Marianne med kanden klar over Lars’ kop.

– Ja, tak, gerne, svarede Lars.

– Vi skulle hilse fra Hanne og Jens, sagde Marianne henvendt til Jesper, mens hun skænkede kaffe til dem alle.

– Tak, sagde Jesper. – Hvordan går det med antikvitetsbutikken? Har Hanne endelig droppet ideen med at ville sælge tøj i butikken eller hvad? Det gik ikke så godt i starten, kunne jeg forstå på jer sidst.

– Nej, men du kender Hanne, sagde Poul og satte sig i lænestolen. – Hun giver ikke op så let.

Marianne satte sig i sofaen. – Tag et stykke kage, sagde hun henvendt til Lars.

– Tak. Lars tog kniven og skar et stykke kage til sig selv, og skubbede fadet over til Jesper.

– Hanne sagde, at hun havde forsøgt at ringe til dig i går, men du var åbenbart ikke hjemme, sagde Marianne. – Hun ville have spurgt dig om et eller andet. Jeg sagde til hende, at hun bare skulle ringe på mobiltelefonen, men hun ville ikke forstyrre dig, hvis du ikke var hjemme.

Lars så undrende på Jesper. Jesper fik straks dårlig samvittighed over, at han ikke havde fortalt nogen fra familien, at han var flyttet ind hos Lars dagen før.

– Jamen, mor, jeg flyttede ind hos Lars i går.

Marianne så overrasket på Jesper, mens Poul bekymret så over på Marianne.

Fortsættes…