Vildfarelse – afsnit 79 – Middagsgæster

Jesper fortsatte med at røre i gryden, mens Lars gik ud for at åbne op. Jesper kunne høre Lars åbne døren efterfulgt af en stilhed, mens han ventede på, at gæsten kom op ad trappen. Det var Dorthes stemme, konstaterede Jesper.

Han havde kun mødt Dorthe to gange, og begge gange var det forholdsvis kortvarigt. Hun havde flere gange brokket sig til Lars over, at hun aldrig så Lars mere, nu hvor han havde fundet sig en ny kæreste, og Lars havde kvitteret med at invitere hende til middag på en dag, hvor han allerede havde inviteret et andet vennepar.

– Jeg fandt den hos Birger Christensen til ingen penge, hørte Jesper Dorthe sige ude i entréen.

– Den klæder dig bare så godt, men du kan da ikke tage på udsalg uden mig, svarede Lars.

Dorthe kom svansende ud i køkkenet iført en imponerende, sort frakke med pelskanter. – Du havde ikke tid, så jeg måtte jo gøre det selv, inden alt det gode var borte. Hej, Jesper.

Jesper skulle til at give hende hånden, men hun signalerede at intet mindre end et knus kunne gøre det.

– Hvad synes du om min nye frakke? spurgte hun og drejede sig.

– Du ligner en halv million, sagde Jesper.

– Kun en halv? sagde hun og så meget skuffet ud. Hun knappede frakken op og lod den glide ned over skuldrene. Da Lars ikke reagerede, rømmede hun sig og kastede et fornærmet blik over skulderen mod Lars. Han vågnede og greb frakken, som Dorthe elegant lod glide af. Lars gik ud i entréen med frakken, mens Jesper atter rettede sin opmærksomhed mod gryden.

– Det klæder dig at stå i køkkenet, sagde Dorthe med et smil.

– Nonsens, og jeg kan ikke fordrage det.

– Hvordan går det? spurgte Dorthe og satte sig ved bordet med elegant kostlagte ben.

– Det går fint, sagde Jesper og mente det. – Hvad med dig?

– Åh, jeg var på date i går. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg var lesbisk. Heteromænd er simpelthen så håbløse, sagde hun med eftertryk. – Hvorfor er det kun bøsser, der forstår at være lidt galante? Tænk dig, han ville have, at vi skulle dele regningen!

– Tror du, at lesbiske er mere galante? spurgte Jesper med et smil.

– Nej, helt sikkert ikke, men så ville jeg i det mindste ikke forvente noget. Lars har givet mig så store forventninger ved rigtig at forkæle mig – især siden Thomas røg ud. Lars burde altså give lektioner i at være en gentleman.

– Jeg har nu ikke oplevet Lars som særlig galant, sagde Jesper og fortrød straks sin ærlighed.

Dorthe smilede et eftertænksomt smil. – Det ville måske også virke lidt underligt, hvis Lars begyndte at holde døren for dig, og hvis han trak stolen ud, når I gik til bords, tror du ikke?

Lars kom atter ud i køkkenet. – Du kan bare tage gryden af blusset, indtil Kristian og Christian kommer.

– Ej, hedder de det samme? spurgte Dorthe vantro.

– Ja, det staves bare forskelligt. Det er lidt upraktisk, men jeg har kendt Kristian med k i nogle år, og han har lige mødt Christian med ch. Det er jo det, der sker, når man forelsker sig i sit eget køn. Vil du have et glas hvidvin? spurgte han og tog en flaske ud af køleskabet.

– Ja, tak, gerne, sagde Dorthe.

Jesper fandt hjemmevandt hvidvinsglassene frem, mens Lars åbnede flasken.

– Det ser næsten ud som om, du bor her, bemærkede Dorthe.

– Jesper flytter ind om 14 dage, sagde Lars og kastede et smil over skulderen til Jesper.

– Det anede mig, sagde Dorthe. – Det var kun et spørgsmål om tid, men det er da dejligt at høre.

– Det lyder som en ond, uundgåelig skæbne, sagde Lars med et skævt smil.

Dørtelefonen brummede i entréen.

– Det må være dem, sagde Lars og gik ud for at åbne.

Jesper tog flasken, hvor Lars havde sat den, og skænkede et glas til Dorthe. Jesper kunne ikke undgå at bemærke, hvordan Dorthe betragtede ham indgående, mens han satte glasset foran hende.

– Du er køn, sagde Dorthe uden at flytte øjnene fra Jespers ansigt.

Jesper blev forlegen, og han kunne føle en rødmen i kinderne, som han håbede, at Dorthe ikke kunne se. – Hvorfor siger du det? spurgte Jesper.

– Fordi det er sandt. Og fordi jeg ved, at Lars aldrig får sagt sådan noget. Han er god til komplimenter til kvinder – det falder ham naturligt, men komplimenter til fyre bliver så akavet.

– Det vænner man sig vel til, sagde Jesper og forsøgte at huske, hvilke komplimenter Lars havde givet ham.

– Hej, lød det fra døråbningen. En slank, pæn fyr i en stramtsiddende sort t-shirt med en åbenstående blank, sort skjorte ud over kom ud i køkkenet.

– Hej, Christian, sagde Jesper, og forsøgte at lyde som om han havde kendt Kristian i årevis.

Kristian kom ud i køkkenet og gav Jesper hånden. – Jeg gætter på, at det må være dig, der er Jesper, sagde Kristian drillende.

– Ja, det er i hvert fald ikke mig, der er Dorthe, sagde Jesper. – Det er Dorthe, sagde han og lavede en elegant bevægelse over mod Dorthe helt i Dorthes ånd.

De gav hinanden hånden. Dorthe havde en ligegyldig nærmest arrogant mine, der overraskede Jesper – meget i kontrast til den varme, han selv havde oplevet.

– Nå, har han overladt madlavningen til dig? spurgte Kristian henvendt til Jesper.

– Nej, det tror jeg ikke, at jeg får lov til – i hvert fald ikke når der kommer gæster, sagde Jesper med et smil.

– Nå, er det her I gemmer jer, lød det bag Kristians ryg.

Jesper vidste allerede inden han så Christians ansigt, at han udmærket godt kendte ham. Jespers hjerte hamrede i brystet, mens han kæmpede for ikke at lade sig mærke med det og opføre sig præcis som forventet.

Christian gav Dorthe hånden og præsenterede sig, og det var som i langsom gengivelse at Christian slap Dorthes hånd, drejede hovedet og fangede Jespers blik. Der gik flere sekunder før genkendelsen blev synlig i Christians øjne. – Hej, Jesper, sagde han.

Jesper spekulerede som en gal over, om han skulle lade som om, han slet ikke kendte Christian, eller om Christian selv ville røbe, at de kendte hinanden. Men hvad ville han sige, hvis det kom frem, at de havde mødt hinanden før? Det var utopisk, at han ville røbe, at de havde været i seng sammen samme nat, som de mødte hinanden på Heaven.

– Jeg hedder også Christian, sagde Christian og gav Jesper hånden.

Enhver tvivl var som blæst væk, og Jesper mærkede lettelsen i hele kroppen. – Velkommen til, Christian.

– Kommer I ikke med ind i stuen? spurgte Lars fra døråbningen. – Der er lidt trangt her ude.

Dorthe rejste sig straks. – Selvfølgelig, søde. Tager du mit glas med ind? spurgte hun Kristian med kølighed i stemmen.

Kristian opfattede det som den ordre, det var, og greb straks glasset.

– Nu skal jeg skænke til jer også, sagde Jesper. Han fandt et par glas frem og skænkede, mens Christian og Kristian så til.

De takkede, tog deres glas og gik ind i stuen, mens Jesper blev tilbage og rørte i gryden, som Lars havde foreskrevet.

– o –

– Uhmmm, det smager himmelsk, sagde Kristian.

– Du har overgået dig selv, sagde Dorthe, som tronede for bordenden. – Jeg ville ønske, at jeg kunne lave den slags mad.

Jesper lagde tog sit glas for at drikke og lagde den anden hånd på Lars’ lår under bordet. Lars så stolt ud over de rosende bemærkninger, men vidste tydeligvis ikke, hvad han skulle sige. I stedet valgte han at skifte emne. – Hvordan går det i verdensfirmaet? spurgte han henvendt til Kristian.

Kristian smilede. – Det går fint. Nu har jeg arbejdet der i to år, og jeg er efterhånden den, som har været i firmaet længst tid. Det er den rene svingdør.

– Hvad er det for et firma? spurgte Jesper og satte glasset fra sig.

– Det er et firma, der udvikler programmer til lægekonsultationer.

– Nå, så er I jo næsten i samme branche, sagde Jesper med et smil.

– Ja, det er vi – næsten, smilede Kristian tilbage.

I det samme gik det op for Jesper, at Christian endnu ikke havde fortalt, at han læste til læge. Hvordan skulle han forklare, at han kendte til Christians uddannelse? Jesper så ned i bordet for at ingen skulle lægge mærke til panikken i hans øjne. Han prøvede at forestille sig, hvordan Lars og Kristian ville reagere, hvis de fandt ud af, at han og Christian havde været sammen. Han vidste med sikkerhed, at det ville få alvorlige konsekvenser. Det var ikke fordi han havde dårlig samvittighed over at have været i seng med Christian, men han vidste, at Lars ikke ville kunne acceptere eller forstå. Han bad til, at ingen ville have bemærket det, og han ledte desperat efter en god forklaring, hvis spørgsmålet skulle komme op.

Dybt koncentreret om sin tallerken tog han endnu en bid. Han tyggede og tyggede, men halsen var næsten snøret sammen, så det var kun med vanskelighed, at han kunne sluge maden.

Fortsættes…