Vildfarelse – afsnit 77 – Never Mind

Never Mind var fyldt til bristepunktet, og det lille dansegulv midt i rummet var taget i besiddelse af tre højtsyngende bøsser, som eksercerede deres løse håndled og fleksible hofter, og som tilsyneladende mente, at de skulle stå for hele underholdningen. Langs baren sad de ensomme bøsser, som havde rundet de 35, og som ventede på et yngre offer, mens de så utilnærmelige og lidt triste ud.

Tom, Toms nye kæreste John, Lars og Jesper sad i sofaen i det bagerste hjørne af lokalet. De havde aftalt med Chrisser og Søren at mødes ved midnat, og John og Tom, som ankom som de første, havde været heldige at finde en siddeplads. Da Lars og Jesper ankom, sad de tæt op ad hinanden og så forelskede ud. Måden de var opslugt af hinanden var i stærk kontrast til hvorledes de fleste andre i lokalet spejdede mere eller mindre diskret rundt og gav alle de nytilkomne elevatorblikket – hvis deres øjne da ikke gik lige til sagen og kyndigt vurderede objektets proportioner af deres skjulte legemsdel.

Jesper glædede sig over at se Tom forelsket i en fyr, der havde tre vigtige fortrin: han så godt ud, han virkede sød, og han var ikke Chrisser. Jesper fik hurtigt bange anelser med hensyn til hvordan John og Chrisser kom ud af det med hinanden, og han kunne ikke lade være med at spørge John, så snart Tom var fordybet i samtale med Lars: – Du har mødt Chrisser, ikke?

– Nærmest dagligt de sidste fjorten dage, svarede John sarkastisk.

– Hvor hyggeligt, sagde Jesper med et sarkastisk smil, som John straks bemærkede, da han så forundret op på Jesper.

John sendte Jesper et smil, der signalerede taknemmelighed over, at Jesper forstod ham.

– Chrisser er meget sød, men han fylder meget, sagde Jesper.

– I Toms liv, tilføjede John så dæmpet, at kun Jesper kunne høre det. – Jeg troede egentlig ikke, at det ville gå mig så meget på, men Chrisser gør hvad han kan for at skabe en dårlig stemning mellem os. Jeg overvejede meget længe, om jeg ikke bare skulle gå et andet sted hen i aften, men det løser jo heller ikke problemet. Det lader til, at Chrisser tror, at der skal være en form for konkurrence imellem os, men hvis det er det, han tror, så skal han få Tom helt for sig selv i løbet af nul komma fem.

– Det lader da ikke til at Tom mener, at der er den helt store konkurrence.

– Nej, heldigvis. Jeg ved godt, at Tom er fuldstændig forgabt i Chrisser, men han må kraftedeme se at komme videre. Jeg har ikke været så dum at sige det til ham, men hvis det her bliver ved alt for længe, så gør jeg det sgu’.

– Han ved det jo godt, sagde Jesper uden at være helt sikker på, om det var sandt.

– Vidste du godt, at Chrisser har nøgle til Toms lejlighed, og at han bare braser ind uden at ringe på, hvis det passer ham?

– Det er løgn, sagde Jesper med ægte overraskelse i stemmen og så straks billeder for sig af Chrisser komme brasende ind af døren, mens John og Tom var i fuld gang i sengen.

– Det troede jeg også først. Det bliver min næste kamp – at få vristet den nøgle fra ham.

– Er det en kamp, der er værd at kæmpe? spurgte Jesper.

– Nej, ikke endnu, men jeg skal nok vinde den, når den tid kommer.

John lagde en hånd på Toms lår, hvilket straks fik Tom til at vende sig mod John med et stort smil.

– Lars har lige fortalt mig om jeres nytårsaften, sagde Tom henvendt til Jesper.

– Han er stadig gul og blå, sagde Jesper og så medlidende på Lars.

– Hvad? spurgte Tom overrasket. – Slog hun dig, Lars?

– Nej, nej, nej, Jesper taler om noget helt andet, sagde Lars afværgende. – Jesper, jeg fortalte om Sashas lille visit.

– Nårh, jeg troede, at det var noget helt andet, sagde Jesper og mærkede straks, at Lars ikke havde lyst til at tale om overfaldet.

– Kom I op og slås med nogle af gæsterne? spurgte Tom nysgerrigt.

– Vi mødte bare nogle butnakker på vejen hjem, som syntes at de skulle demonstrere deres mangel på intelligens, sagde Lars blot for at affærdige emnet.

– Meldte I det til politiet? spurgte Tom.

– Nej, svarede Lars. – De kunne alligevel intet gøre.

Jesper havde forventet indgående spørgsmål til, hvad der egentlig var hændt, men det lod ikke til, at hverken Tom eller John ønskede at vide mere. Jesper kunne mærke vreden fra forleden aften stige op i sig igen. Han vidste med sig selv, at politiet ikke ville gøre nogen forskel på, om det var et bøssepar eller ethvert andet par, som var blevet overfaldet, og at de ville have gjort noget ved sagen, hvis de var kommet reelt til skade. Eller ville de? Han havde en gang hørt noget om, at politiet faktisk gjorde forskel på folk, og at de mente, at bøsserne selv havde opfordret til det, men hvor havde han hørt det, og passede det virkelig? Han nægtede at tro det.

– Det værste er, at ingen af os kan gøre noget, sagde Jesper opgivende.

– Jeg har tænkt på, at hvis alle bøsser var ligeglade og bare gik hånd i hånd ned af Strøget, så ville der til sidst ikke være nogen, der skænkede det en tanke, sagde Tom. – Det er da kun fordi vi går og skjuler os hele tiden. Se nu bare her, sagde han og gestikulerede rundt. – Her lukker vi os selv inde i et lille tilrøget lokale, mens vi jo ligeså godt kunne gå på Rosie McGees sammen med alle heteroerne.

Tom lød ikke som om han helt troede på den sidste del selv.

– Ok, overdrivelse fremmer forståelsen, sagde han inden hverken Lars eller John nåede at protestere. – Måske ikke lige dér.

– Nej, og måske heller ikke så mange andre steder, sagde Lars hovedrystende. – Unge heteromænd, alkohol og bøsser går altså bare slet ikke i spænd. Det vil altid ende galt, for så skal heterofyrene lige vise sig for det bedste skår og vennerne, og så skal dem der afviger den mindste smule kanøfles. Måske har du ret med det med Strøget, men der skal være nogen, der starter, ikke? Og hvem skulle det være? Det bliver i hvert fald ikke mig, kan jeg garantere dig.

Jesper havde gerne meldt sig, hvis bare Lars ville gøre det samme, men så længe det ikke var Lars, han kunne gå hånd i hånd med, blev det aldrig aktuelt. – Jeg tror nu, at Tom har ret. Hvis ikke vi altid gjorde alt hvad vi kunne for ikke at falde udenfor…

– Vi vil altid være en minoritet, sagde Lars. – Uanset hvor meget vi falder i et med tapetet eller skejer ud, så vil vi altid være anderledes. Der vil altid være nogen med bibelen i hånden eller med bagagen fuld af fordomme, der vil fordømme os, som vil se ned på os, som synes at vi er ulækre eller som vil være bange for os.

– Bange for os? spurgte Tom.

– Du aner ikke hvor mange heterofyre, der er bange for bøsser. De er bange for det, de ikke forstår, og de forstår ikke, at vi føler os tiltrukket af andre mænd. De er bange for, at vi skal lægge an på dem, og at de selv skal blive stemplet som bøsser.

– Jeg har nu ikke mødt ret mange af dem, sagde Tom tvivlende.

– Det er jo nok heller ikke dem, som vi går og møder, som har problemer. Fyre, der kender en bøsse, mister lynhurtigt deres fordomme, hvis de får stillet deres nysgerrighed. Der er nogle af mine heterovenner, der har stillet de dummeste spørgsmål, sagde Lars smilende. – Der er faktisk en del, der tror, at bøsser hellere vil være kvinder.

– Ja, ja, sagde Tom ivrigt. – Der er også nogle som har spurgt mig, om jeg så går i dametøj. Det er simpelthen det dummeste… Der er Chrisser og Søren, afbrød han sig selv.

Chrisser og Søren ankom som de sidste i bedste diva stil. Chrisser flagrede rundt til hvert enkelt og delte rundhåndet kindkys ud, mens Søren gav hver enkelt et afdæmpet knus. Også John fik knus af dem begge, hvilket fik Jesper til at overveje hvor meget skuespil, der egentlig var i Chrissers store hjertelighed.

– Og her sidder I bare og hygger jer uden lille mig, sagde Chrisser og masede sig ned imellem Lars og Tom. – Hvad taler I om? I ser så alvorlige ud. Nej, skidt med det, sagde han og slog let på lårene af både Lars og Tom. – Nu skal vi have det sjovt. Sødeste. Henter du ikke lige noget festligt at drikke til mig? spurgte han sukkersødt henvendt til Søren.

Søren havde endnu ikke sat sig. – Er der nogen andre, der skal have noget med?

– Tag du bare en runde med til os andre også, sagde Tom i højt humør.

– Nu skal jeg gå med, sagde John lidt muggent og rejste sig.

Jesper rykkede hen ved siden af Tom. – Vi sad faktisk lige og talte om, at Lars og jeg blev overfaldet nytårsnat, og Lars blev slået i maven, bare fordi Lars holdt om mig.

– Gud, nej, sagde Chrisser og lagde begge hænder på Lars’ lår. – Er du ok?

– Lidt øm, svarede han og drak resten af sin øl.

– Sikke noget, sagde Chrisser. – Kom min egen. Jeg trænger til at få brugt balletskoene lidt, sagde Chrisser og tog Jespers hånd.

Jesper tøvede. Han havde lyst til at diskutere, hvad man kunne gøre for at undgå den slags overfald, men det var hverken tiden eller stedet at gøre det på, og der var jo ingenting at gøre i praksis.

– Vil du ikke danse? spurgte Chrisser og rejste sig alligevel.

– Jo, sagde Jesper bestemt og rejste sig. – Lad os feste.

Fortsættes…