Vildfarelse – afsnit 76 – Nytårsaften (V)

– Gud, hvor er det dog hamrende koldt! brokkede Jesper sig kun et øjeblik efter, at de var kommet ned på gaden.

– Ja, du skal bare gå lidt hurtigere. Så kommer vi hurtigere hjem, svarede Lars. – Stik de hænder i lommen. Det hjælper.

– Du sagde, at du ville bære mig, sagde Jesper tvært.

– Ja, ja, ja. Skynd dig nu bare.

– Du skal varme mig.

– Hvis vi ser en taxa, så tager vi den altså, sagde Lars og spejdede ned ad gaden.

– Er vi der ikke snart?

– Du har gået trehundrede meter. Hvad tror du selv?

De gik lidt i tavshed med Lars et halvt skridt foran Jesper. Der var kun nogle få mennesker i de små gader, men fra mange vinduer strømmede der høj musik ud af højest forskellig karakter. Først da de nåede Vesterbrogade begyndte der at være lidt mere liv på gaden, og en stribe taxaer passerede dem i fuld fart ud af byen.

– Jeg fryser, sagde Jesper dæmpet.

– Du burde slet ikke kunne mærke noget, så meget sprut du har fået indenfor vesten.

– Der hører ikke nogen vest til den her smoking, sagde Jesper surt.

– Kom her, sagde Lars og lagde armen om Jesper.

Jesper lagde armen om Lars, og let slingrende gik de så hurtigt de kunne i retning af Frederiksberg. De passerede et par på deres egen alder, som smilede til dem, og Jesper vendte hovedet efter dem og ønskede dem godt nytår. Pigen reagerede ikke, men fyren råbte: – I lige måde, uden at vende hovedet.

Lidt længere henne ad gaden stod en lille flok drenge. Lars og Jesper trak lidt ud mod vejen for at komme udenom, men idet de passerede drengene, var der én af dem, der råbte dem an. – Hey!

Jesper kunne mærke Lars stivne en smule, men hverken Lars eller Jesper reagerede synligt.

– Hey! Hvad laver sådan nogle bøssekarle her? Vi vil ikke have sådan noget svineri her. Det er simpelthen for klamt at se på! råbte fyren efter dem.

En af de andre drenge gik efter Lars og Jesper skarpt fulgt af fyren, der havde råbt.

– Bøssesvin! sagde fyren, der gik forrest og skubbede Jesper i ryggen.

Jesper, der i forvejen ikke var sikker på benene, var lige ved at snuble, men Lars holdt fast, og fik ham hurtigt på benene igen.

– Ja, ja, det er fint. Godt nytår til dig også, sagde Lars udglattende og vendte sig mod fyren.

I det samme fløj en knytnæve gennem luften og landede i Lars’ mave, så man kunne høre luften blive slået ud af ham. Jesper så som i langsom gengivelse, hvordan Lars bøjede sig sammen ved slaget, og hvordan fyren i det samme løftede knæet, så Lars’ næse ramte det øverste af knæskallen. Det gjorde ondt dybt inde i Jesper, da han hørte lyden og så Lars falde bagover. Han forsøgte at gribe ud efter Lars, men han var ikke i stand til at stå imod den pludselige bevægelse, og et øjeblik efter lå de begge på fortovet.

Langt borte hørte Jesper en eller anden råbe. Han nåede slet ikke at tænke over hvad der egentlig var sket, før han så fyren, der havde slået, blive skubbet væk af en stor muskuløs fyr. – Smut, sagde han blot, og kun med få sekunders tøven drejede drengene rundt på hælene som på kommando og gik.

Fyren, der var kommet dem til hjælp, rakte først Lars en hånd og trak ham op, hvorefter Jesper mærkede en stærk hånd i sin, og hvordan han blev trukket op fra det kolde fortorv.

– Er I ok? spurgte fyren.

Lars stod let foroverbøjet med armene foran maven og ømmede sig, mens han forgæves forsøgte at trække vejret normalt. En lille dråbe blod flød fra hans næse. Både Lars og Jesper var tydeligvis chokerede, og der gik et øjeblik før Lars fik luft til at svare: – Ja, vi klarer os. Tak.

– Det var så lidt, sagde fyren og så til højre og venstre, om det var muligt at krydse gaden. Der kom ingen, og han krydsede over på den modsatte side uden at vende sig om.

Jesper mærkede til sin store overraskelse, hvordan han pludselig begyndte at ryste over hele kroppen, og hans knæ blev som gelé. Han måtte kæmpe for at holde sig oprejst. – Gør det meget ondt? spurgte Jesper medfølende og lagde forsigtigt en hånd på Lars’ ryg.

Lars nikkede blot med sammenknebne øjne og forsøgte at tørre blodet væk med håndryggen.

– Jeg finder lige en taxa, sagde Jesper og vendte sig mod gaden. Taxaerne kom stadig i en lind strøm, men de var alle optaget.

Jesper vendte sig efter nogle minutter atter mod Lars med et undskyldende blik. – Det er vist ikke vores aften.

Lars rettede sig forsigtigt op med et smerteligt udtryk i ansigtet. – Der er altså en årsag til, at jeg aldrig går hånd i hånd på gaden, stønnede han.

– Det var da bare nogle Vesterbro-drenge. Den slags sker da ikke andre steder.

– En gang imellem er du ufattelig naiv, Jesper. Den slags sker overalt og også ved højlys dag. Du er heldig, at de fleste ikke kan se på dig, at du er bøsse, for så havde du oplevet igen og igen. Beklager, men velkommen til den virkelige verden.

Jesper tav. Han vidste ikke, om han skulle tro på Lars, eller om Lars blot overdrev for at fremme forståelsen, men han valgte ikke at udfordre hans troværdighed, selvom han have så vanskeligt ved at acceptere, at Lars kunne have ret i, at bøsser blev overfaldet på åben gade ved højlys dag. Hvis det virkelig var sandt, hvorfor læste man så ikke om det i avisen? – Har du oplevet det før? spurgte Jesper bekymret.

– Jeg har ikke, men gæt selv, hvem der har prøvet det flere gange.

Jesper opdagede, at episoden havde gjort ham næsten ædru, og der gik ikke mange sekunder, før han havde gættet sig til hvem. – Chrisser?

– Bingo, sagde Lars og tørrede lidt blod væk fra næsen. – Skal vi ikke se at komme hjem?

– Stakkels Chrisser. Han har da været igennem lidt af hvert. Jo, lad os se at komme hjem. Vil du gå, eller skal vi stadig vente på en taxa?

– Vi kan begynde at gå, mens vi holder øje med, om der kommer en ledig vogn.

De begyndte at gå langsomt i retning af Frederiksberg, mens Jesper konstant drejede hovedet for at se og vinke efter taxaer, men alle kørte hurtigt forbi uden at standse. Først efter ti minutter kom en taxa imod dem, som standsede da chaufføren fik øje på dem. Jesper steg ind ad bagdøren og satte sig over i den modsatte side, så Lars også kunne komme ind ad samme dør.

– Er der sket noget? spurgte den tyrkisk udseende chauffør, da han så blodet på Lars’ ansigt.

– Ikke noget særligt, sagde Lars, inden Jesper nåede at sige noget. – Til Holger Danskes Vej.

Jesper så på Lars’ ansigt i bagsædelampens skær. Næsen var hævet lidt, en blåviolet plamage på det øverste af kinden var begyndt at sprede sig, og der var rester af blod på hele underansigtet. – Hvor ser du ud, sagde Jesper bekymret.

– Han kunne have brækket min næse, hvis han havde ramt rigtigt, og hvis han havde været lidt hurtigere, men jeg nåede lige at dreje hovedet en smule, sagde Lars og forsøgte forsigtigt at røre ved sin næse. Det gjorde tydeligvis ondt.

– Hvad er der sket med Chrisser? spurgte Jesper for at få Lars til at tænke på noget andet.

– De fleste råber vist bare efter ham, men han er både blevet slået og sparket. Da han fortalte det første gang, troede jeg, at han havde lagt op til dem eller sådan noget, men han var bare kommet gående fredeligt på gaden, og lige pludselig var der kommet en fyr hen og havde givet ham en lussing og kaldt ham svans – fuldstændig umotiveret.

En vrede og en skuffelse over menneskers dumhed og intolerance voksede i Jesper. Han kunne slet ikke kapere, at mennesker kunne reagere med vold overfor et så fredeligt menneske som Chrisser, og i sammenligning med den episode, de selv lige havde været ude for, var den slags intolerance langt værre i Jespers øjne. Ikke i nogen af tilfældene kunne Jesper dog forstå, hvor sådan et had kom fra. – Man må da kunne gøre noget, sagde Jesper og bemærkede selv magtesløsheden i sin stemme.

– Hvilket nummer? spurgte chaufføren.

– Du kan bare standse her. Det er den opgang dér, sagde Lars og pegede.

Chaufføren holdt ind til siden og standsede taxameteret.

– Man kan jo falde i ét med tapetet, sagde Lars henvendt til Jesper, og lød som om han mente, at det var den bedste løsning.

– Aldrig, tænkte Jesper trodsigt. – Man må da kunne gøre noget, gentog han højt men mest henvendt til sig selv.

Fortsættes…