Vildfarelse – afsnit 74 – Nytårsaften (III)
– Godt nytår!
Rådhusklokkernes første slag fik alle til at råbe i munden på hinanden. Champagnen var skænket og alle havde deres glas i hånden. Parvis stod de sammen og straks efter slaget blev der krammet og kysset.
– Hvor er I altså søde, udbrød Carina da hun fik øje på Jesper og Lars i et kærligt kys.
Både Lars og Jesper lod som ingenting, men så blot forelskede hinanden i øjnene.
– Er de ikke søde? spurgte Carina de andre.
– Jo, og når du bliver stor, kan du sikkert få lov til at lege med dem, sagde Brian sarkastisk som til et lille barn.
Både Lars og Jesper lo, mens Carina lod som ingenting og fortsatte med at ønske de øvrige godt nytår. Jesper gav Brian et knus og ønskede ham godt nytår, mens Lars fandt Susan for at give hende et venskabeligt nytårsknus.
– Men hun har nu ret, sagde Brian med et stort smil.
– Årh, hold op, sagde Jesper og slog Brian på skulderen med en knyttet næve. Brians skulder flyttede sig ikke en millimeter.
– Du burde vist træne lidt igen, din lille svans, sagde Brian med et grin og slog igen, så Jesper var ved at vælte ind i Ulla.
Lars var ved at være halvvejs gennem at ønske de øvrige gæster godt nytår og Jesper påbegyndte sin runde i samme rækkefølge som Lars. Da Lars nåede til Brian fik Lars et ekstra stort knus, og Jesper lagde mærke til, at Brian hviskede Lars noget i øret. Lars smilede og hviskede noget tilbage til Lars.
– Godt nytår, Jesper, sagde Carina og gav Jesper et noget større knus end deres korte bekendtskab foreskrev.
– Godt nytår, Carina.
– Hvis du mangler et nytårsforsæt, så kunne du måske vælge det at få afsluttet det der med Sasha, hva’? Er det ikke ved at være på tide, hvis du og Lars er faste kærester? spurgte Carina alvorligt men tydeligt påvirket af alkoholindtaget.
Jesper kunne ikke beslutte sig om han skulle være irriteret over hendes indblanding, eller om han skulle være beæret over hendes ægte interesse i hans person. Jesper valgte den høflige løsning. – Jeg troede faktisk, at det var afsluttet, men jeg har ikke rigtig lyst til at tale om det. Har du et nytårsforsæt?
Carina smilede genert. – Ja, men jeg siger det ikke. Det har noget at gøre med Nick.
Jesper prøvede ihærdigt at gætte, hvad det kunne være, men han kunne kun forestille sig, at Carina ikke ville fortælle det, fordi det drejede sig om noget seksuelt. – Han er også ret lækker, sagde Jesper dæmpet med en ærlighed, der overraskede ham selv.
Carina fnisede. – Ja, er han ikke. Han er simpelthen så sød og hensynsfuld, og så har han den lækreste bagdel.
Jesper skævede over mod Nicks bagdel, og selvom han ikke kunne se ret meget af den for smokingjakken, måtte han give hende ret. Den så ud til at være usædvanligt velformet. Carina fulgte hans blik. – Og du holder bare nallerne for dig selv, sagde hun fnisende og tjattede til Jesper.
Jesper lavede trutmund og så udfordrende på Carina, hvorefter han vendte sig om med et koket vrik med hoften.
– Svans, udbrød Brian, som havde lagt mærke til Jespers lille optræden.
– Hetero, udbrød Jesper. Han kunne med det samme høre, at det ikke lød tilnærmelsesværdigt lige så spottende, som ordet svans, men det var det eneste, han lige kunne komme i tanke om.
Brian lo, men prøvede at lade som om, han var helt sønderknust. – Du må ikke kalde mig den slags grimme ting.
– Årh, hold din kæft, sagde Jesper og vendte sig mod Jane for at ønske hende godt nytår.
– o –
Jeg vil i seng med de fleste
Mænd og koner og heste, grise, køer og får
Jeg vil i seng med de fleste
To på 30, og 1.g på Øregaard
De skrålede alle med dansende på det improviserede dansegulv, hvor spisebordet havde stået. Carina havde grebet fat i Jesper, da sangen begyndte, og selvom Jesper endnu ikke havde haft mulighed for at danse med Lars, lod han sig rive med og dansede med store armbevægelser og skrålende teksten, som han kendte så godt fra radioen i butikkens baglokale. Jesper fandt gruppens til tider meget direkte tekster både frastødende og sært tiltalende, men på det sidste syntes han i højere grad at kunne høre en masse homoseksuelle undertoner.
Lars dansede med Susan på en måde, som Jesper ikke havde set Lars danse før. De holdt hinanden i hænderne, og en gang imellem snurrede Susan rundt, eller de lavede nogle trin og piruetter, som Jesper nogle få gange havde set andre par lave, og som næsten virkede indstuderede. De mindede Jesper om film fra 50’erne, hvor de unge havde danset på samme måde. Jesper ville gerne have taget Susans plads, men han havde på den anden side ikke spor lyst til at skulle tage en kvindes rolle i dansen. Selvom han burde være ligeglad, så virkede det unaturligt på ham, og jo mere han forestillede sig at danse med Lars, jo mere sikker blev han på, at han altid ville danse med Lars uden at danse på en måde, hvor den ene part skulle tage rollen som kvinden.
“Grab that thing” med Hampenberg overtog højttalerne. Også den kendte de fleste teksten til, og Jesper så som sædvanligt nogle frække billeder for sig, når forsangeren sang omkvædet: Grab that thing when it’s up in your face, because if you push it to far, he’ll go another place.
Lars nærmede sig Jesper og overlod Susan og Carina at danse med hinanden, mens han lagde hænderne på Jespers bagdel og trykkede sit underliv ind mod hans. De dansede tæt og frækt, og Susan og Carina lod som om, at de var forargede, hvilket blot fik Jesper til at være endnu frækkere. Han trak Lars helt tæt ind til sig og gav ham et intenst tungekys, så det nærmest lignede en voldtægt.
– Soveværelset er der inde, råbte Susan og pegede.
Jesper trak Lars i retning af soveværelset, men Lars gjorde modstand med et smil.
Pludselig mærkede Jesper, at Lars blev revet væk fra ham, mens en anden hev fat i hans arm. Da han vendte hovedet så han ind i Nicks øjne, og i det samme lagde Nick armene om Jesper med et frækt smil og begyndte at danse. Jesper drejede hovedet for at se efter Lars, og så at Brian og Lars dansede tæt, men Nick tog fat om Jespers nakke og fik ham til at koncentrere sig om at danse. Jesper forsøgte at dreje Nick rundt under dansen, men Nick holdt drillende Jesper fast, så han ikke kunne følge med i, hvad Brian og Lars lavede. Som modtræk lagde Jesper hænderne på Nicks bagdel og fik derved bekræftet, at Carina havde haft helt ret.
Da Carina fik øje på, hvor Jesper havde sine hænder, forlod hun straks Susan og forsøgte at skille Nick og Jesper, men både Nick og Jesper kæmpede imod. Da hun til sidst fik skilt dem ad, vendte Jesper sig mod Brian og Lars og stod som forstenet, da han så dem kysse hinanden på munden. Det var et underligt syn at se sin bedste ven og sin kæreste kysse hinanden, velvidende at Brian ikke var til mænd, men samtidig var det de to lækreste fyre, Jesper kendte, der stod der og kyssede hinanden, så det var også et ophidsende syn. Alligevel skyndte Jesper sig hen for at skille dem ad, men han blev overhalet af Susan, der åbenbart ikke brød sig om, at faderen til hendes barn var alt for kærlig med en mand.
Brian lo højt, lagde armene om Susan og løftede hende op fra gulvet, mens Jesper lod sig trække tæt ind til Lars. Han bemærkede straks, at Lars ikke havde været helt upåvirket af at danse så tæt med Brian, men Lars så helt uskyldig ud, da Jesper så anklagende på ham. – Du synes da også, at han er lækker, sagde Lars til sit forsvar.
– Ikke så lækker som du er, sagde Jesper uden egentlig at vide, om han mente det hundrede procent.
– Løgner, sagde Lars og kyssede Jesper.
Seneste kommentarer