Vildfarelse – afsnit 67 – Anden Juledag (II)

– Nå, der er I, sagde Lars’ mor, da de kom ind i stuen. Hun rejste sig op og kom Lars og Jesper i møde. Hun gav Jesper hånden. – Velkommen, Jesper. Jeg hedder Gerda. Var det en god tur?

Jesper var overrasket over hvor meget hun lignede det billede, han allerede havde dannet sig på forhånd. Dog klædte hun sig en smule mindre provinsielt, end Jesper havde frygtet. Hun var iført en sort strikket bluse, der stod flot til hendes mørke hår med de grå sølvstænk. – Ja, tak, udmærket, svarede Jesper. – Tak fordi jeg måtte komme.

– Du er velkommen. Sæt jer ned. Vil I have en kop kaffe? Hun greb nærmest instinktivt termokanden og begyndte at skænke op, inden de havde nået at sige ja, tak.

Jesper og Lars tog plads i hver deres lænestol, og imens lagde Jesper mærke til stueurets tikken. Der var så stille i den store stue, at ethvert sekunds tavshed blev rungende. Jesper følte sig ensom i lænestolen, der stod et godt stykke fra Lars. Kun hvis han strakte armen og lænede sig ud over armlænet, kunne han nå ham. I sofaen overfor dem sad Gerda og Aksel, mens Maria sad i den lille sofa for enden af sofabordet. Jesper bemærkede, at alle stuens møbler virkede gammeldags. Det var vist nok engelske stilmøbler i egetræ, men det var vist mange år siden, at de havde været rigtig moderne.

Jesper hældte lidt sukker i kaffen og rørte rundt. Skeen skramlede højt i koppen i den stille stue.

– Jeg hører, at I havde en hyggelig juleaften, sagde Jesper for at undgå stilheden.

– Ja, tak, det havde vi da, svarede Gerda. Vi var jo ikke så mange, som da børnene var små, men det er jo altid hyggeligt at have børnene samlet. Du var vel også sammen med familien?

– Ja, det var jeg, men min familie er ikke så stor. Jeg er enebarn.

– Stakkels dig. Det må have været ensomt, da du var dreng, sagde Gerda medfølende.

– Gid det var mig, udbrød Maria overstadigt. – Tænk at kunne være fri for storebrødre!

– Årh, hold op, sagde Lars. – Du har aldrig kunnet undvære os. Tænk på hvor mange kniber, vi har måttet rede dig ud af gennem tiden.

– Jeg kan sagtens klare mig selv, sagde Maria tvært med et lille smil på lur.

– Jeg regnede med, at din storebror også var her, sagde Jesper henvendt til Lars.

– Simon er lige kørt en tur over til en af sine venner, sagde Maria.

– Han skulle faktisk være tilbage nu, sagde Aksel og så på uret. – Han lovede at være her til kaffetid.

– Er han taget over til Kurt? spurgte Lars.

– Ja, svarede Maria. – Kurt skulle lige have et godt råd til, hvad han skulle gøre med bilen. Konen var ved at køre ind i en løbsk indkøbsvogn på parkeringspladsen ud for Føtex, og i bar befippelse bakkede hun ind i en meget solid lygtepæl.

Jesper betragtede Maria, mens hun leende fortalte sin historie. Hendes mørke hår og varme, brune øjne, som hun og Lars begge havde arvet fra moren, gav hende et næsten sydlandsk udseende, der passede dårligt til Vejle. Hendes ansigt var friskt og sympatisk, og hendes smil var hele tiden drillende.

Jesper bemærkede, at hoveddøren blev åbnet og lukket, og et øjeblik efter sagde en dyb stemme med betydeligt mere jysk klang, end Lars sædvanligvis præsterede, hej fra døråbningen. Jesper vendte sig og så en lidt ældre og mere robust version af Lars komme hen mod sig. Han rejste sig og gav ham hånden.

– Simon, sagde Simon uden antydningen af et smil men nærmest med en ligegyldig mine.

– Jesper, sagde Jesper og skyndte sig at sætte sig ned igen, da Simon vendte ryggen til og satte sig ved siden af Maria.

– Jeg har lige fortalt om Susannes lille uheld i Kurts bil, sagde Maria.

– Kvinder skulle ikke have lov til at køre bil, sagde Simon og så ud som om han mente det.

Maria bed sig i læben og gav ham et knytnæve slag på skulderen. Det så ud til at være et hårdt slag, men han veg ikke en centimeter.

– Hvordan har Kurt det? spurgte Lars.

– Fint. Han har gang i noget salg af nogle fliser, som han har fået billigt i Tyskland. Det lyder ret godt, sagde Simon.

– Nu kaster du dig ikke ud i nogle af Kurts luftkasteller igen, sagde Aksel tørt.

– Det skal jeg nok klare helt selv, far, sagde Simon tydeligt fornærmet og skænkede kaffe til sig selv.

Jesper følte sig lidt pinligt berørt. Han var tydeligvis havnet midt i nogle familiestridigheder, som han ikke kendte baggrunden for, og som han helst ville være foruden. Han ville helst forsøge at skifte emne, men han følte, at han ville træde ind på familiens enemærker, hvis han åbnede munden nu. Han skævede over til Lars, der fangede hans blik. Et udtryk af forståelse gled over Lars’ ansigt.

– Hvornår spiser vi? spurgte Lars. – Jesper og jeg tager en tur ud og ser lidt på Vejle og omegn, når vi har drukket kaffe, hvis jeg må låne bilen.

– Ja, selvfølgelig, sagde Gerda. – Jeg havde regnet med, at vi skulle spise klokken tolv, men hvis I skal ud og køre, kan vi bare strække den til klokken et.

– Jeg skulle ellers have hentet det brænde hos Grønholt, indskød Aksel.

– Det kan du vel bare gøre efter frokost? sagde Lars.

– Jo, det kan jeg vel.

Jesper bemærkede, at Maria så skuffet ud. – Hvad skal jeg så lave? spurgte hun fornærmet. – Må jeg ikke godt komme med? tiggede hun.

Lars så ondt på hende, mens Jesper håbede, at Lars kunne snakke hende fra det. Maria så skuffet over på Jesper, som blot sendte hende et lille undskyldende smil.

Lars tømte sin kaffekop. – Skal vi se at komme af sted? spurgte han Jesper.

Jesper greb sin kaffekop og tømte den, selvom han næsten havde en halv kop tilbage. – Ja, lad os det.

De rejste sig næsten samtidig. – Tak for kaffe, sagde Jesper høfligt til Gerda.

– Velbekomme, sagde Gerda. – Sørg nu for at være tilbage i ordentlig tid, Lars.

Lars svarede ikke, men gik ud af stuen forfulgt af Jesper og Marias misundelige blikke.

– Vil du pakke ud først? spurgte Lars ude i gangen.

– Nej, det behøver jeg ikke, men jeg kan da lige sætte sportstasken ind på værelset, så den ikke står i vejen i entréen.

– Ok, det er lige her nede, sagde Lars og gestikulerede i retning af døren for enden af gangen.

Jesper tog tasken og fulgte efter Lars. Værelset var ikke særligt stort, og var tydeligvis et børneværelse, der var lavet om til et gæsteværelse. Der hang stadig børnebilleder på væggene, og sengen var en skibsbriks, der så absolut havde set bedre dage. Der var sat en gæsteseng op langs væggen længst væk fra briksen.

– Hun giver aldrig op, sagde Lars, da han så gæstesengen.

– Hvad mener du? spurgte Jesper.

– Mor vil simpelthen ikke erkende, at vi ikke bare er gode venner. Jeg troede faktisk, at hun var kommet over det, og at det kun var Thomas, hun havde problemer med, men det var nok lidt naivt. Da jeg havde Thomas med første gang, blev han placeret i et andet værelse, og jeg måtte liste mig ind til ham midt om natten og tilbage igen inden resten af familien vågnede. Det var grotesk, men vi var så velopdragne, at vi ikke protesterede. I det mindste lader hun os sove i samme værelse, og heldigvis kan sengen flyttes. Nå, kom, lad os komme af sted.

– o –

Lars og Jesper kørte på små veje et stykke udenfor byen. Lars havde vist Jesper forskellige steder i byen, som betød noget for ham – hans skole, diskoteket, som han kom på som teenager og steder han havde leget som barn. Hvis ikke det havde været Lars, ville Jesper have kedet sig bravt, men nu nød han at høre Lars fortælle begejstret om sin barndom. Lars lagde flere gange sin hånd på Jespers lår, hvilket gav en forventningsfuld sitren i hele kroppen.

Lars blev tavs. Jesper skævede til ham og så, at han så eftertænksom ud.

– Det var godt nok ikke meningen det her, sagde Lars.

Jesper gættede på, at Lars refererede til sine følelser for Jesper, men han valgte at vente på, at Lars skulle fortsætte.

Lars drejede hovedet og så kort på Jesper. Han smilede lidt for sig selv, mens han igen fokuserede på vejen. – Måske er det fordi, jeg slet ikke var parat, at…

Lars fuldførte ikke sætningen, men Jesper fornemmede tydeligt, at det var vigtigt for Lars at få sagt det rigtigt. I det samme så det ud som om, at han tog en beslutning, og han drejede af på en lille grusvej mellem nogle træer. Der var ikke et menneske at se nogen steder, og det var umuligt at se, hvor vejen førte han. Lars standsede, satte bilen i frigear og trak håndbremsen. Lars drejede sig i sædet og så Jesper i øjnene med et meget alvorligt udtryk i ansigtet. – Hvis du nogensinde laver et stunt som Thomas gjorde, så ved jeg ikke, hvad jeg gør ved dig. Det er ikke for sjov, at jeg har inviteret dig over for at møde min familie.

Jesper var mere chokeret, end han ville gøre indtryk af. Han var overrasket over, at Lars åbenbart var så usikker, at han følte sig nødsaget til at advare Jesper.

Jesper tøvede et øjeblik, men da han så, at Lars ikke ville sige mere, tog han en dyb indånding. – Lars, du ved slet ikke, hvor meget du betyder for mig. Jeg er forelsket i dig, og lige nu betyder du alt for mig. Jeg vil give alt for at være sammen med dig resten af mine dage.

Lars satte sig tilbage i sædet med et suk. – Det siger du nu. Jeg er den første og kun den første, og hvis jeg havde den mindste smule fornuft, så ville jeg ikke tro et sekund på, at det her vil vare mere end nogle måneder. Det er bare ikke fornuften, der bestemmer over mig lige nu. Først troede jeg, at det var pikken, der bestemte, men så opdagede jeg, at du var mere end det. Jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst har savnet nogen, som jeg har savnet dig de sidste par dage.

– Hvorfor har du så ikke ringet? spurgte Jesper til sin egen forundring.

– Hvorfor har du ikke? sagde Lars og kastede et hurtigt blik på Jesper. – Fordi jeg ikke troede på, at det kunne være så alvorligt med mig, fortsatte Lars. – Jeg ville prøve mig selv af, men så alvorligt er det, Jesper.

Lars så på Jesper. Jesper havde en brændende lyst til at kysse ham og holde om ham, men han ville lade Lars tage initiativet. Han lod sig i stedet synke ind i Lars’ mørkebrune øjne, der krævende fastholdt Jespers blik.

– Du får kun én chance, Jesper. Jeg kan ikke klare, hvis du laver noget ved siden af. Jeg forventer, at det er hundrede procent os to, hvis det er noget.

Jesper sank en klump. Han var villig til at sværge, men på den anden side kunne han ikke løbe fra, at han allerede havde svigtet det løfte på grund af natten med Christian. For første gang fortrød han det, selvom det kun havde bekræftet ham i, hvor meget Lars egentlig betød. – Jeg er din, hvis du vil have mig, sagde Jesper blot.

Lars drejede sig atter mod Jesper. Han lagde hånden om Jespers nakke og tøvede et øjeblik, før han lukkede øjnene og kyssede Jesper blidt. Jesper lagde armen om Lars og forsøgte at trække ham nærmere, men bilens midterkonsol tillod det ikke. Kysset blev mere krævende og deres hænder begyndte at udforske hinandens overkroppe indtil Lars’ hånd gled ned mellem Jespers ben for at finde en hård bule.

– Gud, hvor har jeg lyst til dig, sagde Lars næsten uden at slippe Jespers læber.

– Jeg har slet ikke lyst til dig, sagde Jesper drillende.

– Nej, det kan jeg mærke, sagde Lars med et lille grin og klemte om Jespers bule. Lars fumlede lidt for at finde lynlåsen, og da han fandt den, trak han den forsigtigt ned.

– Hvad skal du der ind efter? spurgte Jesper med et smil midt i kysset.

– Ikke noget, sagde Lars og kyssede Jesper intenst. Hans hånd gled indenfor og masserede bulen gennem underbukserne.

– Må jeg smage? spurgte Lars.

– Du ved da godt, hvordan den smager, svarede Jesper drillende.

– Nej, jeg kan slet ikke huske det, sagde Lars, mens han knappede knappen i Jespers bukser op. Lars tog fat i kanten af både bukser og underbukser, og Jesper løftede sig lidt i sædet, så Lars kunne trække dem begge lidt ned. Jespers pik sprang stolt ud i det fri, og et øjeblik efter var den begravet mellem Lars’ varme læber.

Fortsættes…