Vildfarelse – afsnit 66 – Anden Juledag

Jesper spejdede ivrigt efter Lars, da toget rullede ind på stationen i Vejle, men han kunne ikke få øje på ham. Han havde sommerfugle i maven. Flere gange på vejen i det fyldte tog havde han tænkt på, hvordan Lars ville tage imod ham, hvordan Lars’ familie ville tage imod ham, og hvordan han og Lars skulle sove sammen et fremmed sted. Den sidste tanke havde givet ham rejsning på stedet, som han kun kunne huske det fra teenageårene.

Han betragtede de mange ansigter, der passerede forbi, udenfor på perronen i vinterkulden. De fleste kinder var røde, og der var smil og forventningens glæde hos mange. Små børn løb omkring, mens deres forældre forgæves forsøgte at få dem til at passe på ikke at komme for tæt på toget og ikke løbe omkring.

Da Jesper stadig ikke havde fået øje på Lars, da toget endelig holdt stille, blev han lidt bekymret og begyndte at overveje, hvad han så skulle gøre. Han beroligede sig selv, og besluttede at vente på perronen, indtil Lars dukkede op. Mange havde rejst sig og gangen og døren var totalt spærret af folk og bagage, så Jesper blev tålmodigt siddende. Først da de første var kommet ud, rejste han sig og tog overtøjet på og hev sportstasken ned fra den fyldte bagagehylde. Han havde ikke anet, hvad han skulle pakke, så for en sikkerhedsskyld havde han taget både skjorte og slips og t-shirts og sweaters med. Selvom Vejle virkede meget provinsielt på Jesper, var det jo ikke sikkert, at Lars’ forældre også var provinsielle, så en beklædningsmæssig helgardering var nødvendig. Tøjet, han havde på, havde vakt tilsvarende kvaler, og det var til sidst blevet et kompromis: En traditionel, grå Sand rullekravesweater og et par Calvin Klein jeans. Det kunne i hvert fald ikke støde nogen.

Da Jesper kom ud af toget mærkede han straks kulden bide i ansigtet. Han gik lidt væk fra toget, for ikke at stå i vejen for dem, der skulle ind og ud. Lars var stadig ingen steder at se. Han stillede sig på tæer og spejdede og pludselig fik han øje på et velkendt smil midt i mylderet. Et stykke længere henne af perronen stod han stille og betragtede Jesper. Ved siden af ham stod en pige med et kønt og naturligt ansigt og med en strikhue trukket godt ned om ørerne. Hun så forbi Jesper, men Jesper gættede straks, at det måtte være Lars’ søster, Maria. Jesper havde håbet i det mindste at have haft de første minutter alene sammen med Lars, men på den anden side var familien sikkert lige så spændt på at se ham, som han var spændt på at se Lars’ familie.

Jesper gik roligt hen imod dem. Maria opdagede pludselig, at Jesper så hen mod Lars, og da hun fulgte Lars’ blik og så, at Lars havde øjenkontakt med Jesper, var hun ikke længere i tvivl, og hendes ansigt lyste op i et lille men varmt smil.

Jesper standsede et skridt fra Lars og Maria. Han vidste ikke, hvordan han skulle få vist Lars, hvor meget han havde savnet ham, men han vidste blot, at Lars sandsynligvis ikke ville vise sine følelser offentligt. Inden han nåede at tænke længere, trådte Lars et skridt frem, lagde armene om Jesper og trak ham ind til sig. – Hej, smukke, hviskede han i Jespers øre.

Jesper tabte sportstasken på perronen og lagde armene om Lars. – Hvor har jeg savnet dig, hviskede Jesper i Lars’ øre.

De slap lidt forlegent hinanden. – Det er min lillesøster, Maria, sagde Lars med en henkastet bevægelse hen mod Maria.

Maria rakte Jesper hånden. – Hej, ja, det er mig, der er lillesøsteren, der lider under hele to storebrødre.

– Du skal ikke høre på hende. Hun har det som blommen i et æg, sagde Lars.

Maria slap Jespers hånd, tog fat i Lars’ arm og trak ham ind til sig. – Skyldig, sagde hun. – Jeg kan i hvert fald ikke undvære ham her, så du har ham kun til låns.

– Så, du, sagde Lars med en fornærmet mine og et smil. – Jeg har vel også noget at skulle have sagt her.

– Niks, sagde Maria og trak i Lars. – Kom nu, det er koldt at stå her. Mor venter med kaffen.

Jesper samlede sportstasken op og fulgte efter Lars og Maria, der gik småleende foran. Maria standsede op og vendte sig mod Jesper. – Kom, sagde hun, og rakte ud efter Jespers arm. Hun tog både ham og Lars under armen og begyndte at gå. Lars og Jesper vekslede et hurtigt blik og et smil hen over hovedet på Maria. Marias gestus spredte en varme og en tryghed i Jesper, der overskyggede hans ulmende nervøsitet overfor at skulle møde forældrene og værre endnu: deres storebror.

– o –

Lars parkerede forældrenes Toyota i carporten, mens Maria fra bagsædet var i fuld gang med at berette om deres juleaften, og om hvordan hun havde snydt Lars ved at pakke hans gave, et Boss bælte, ind i en æske fra Hennes & Mauritz og lægge nogle rædsomme sokker med farvestrålende motiver på øverst.

Huset lå i udkanten af Vejle i et parcelhuskvarter fra halvfjerdserne, der bar præg af, at børnene var flyttet hjemmefra, og at forældrene kunne harcelere i stensætninger, havebassiner, springvand og havenisser. Det var et helt igennem traditionelt halvfjerdser parcelhus i gule mursten og hvidmalede vinduesrammer. Det var dog tilsyneladende noget større, end Jesper var vant til fra Rødovre. Haven var enkel og uden naboernes smagløse dekorationer, hvilket Jesper var lettet over. I det mindste skulle han ikke rose dem for en have, som han ikke brød sig om.

– Så er vi ved løvernes hule, sagde Lars og trak håndbremsen efter at have slukket motoren. Maria var allerede ude af bilens bagdør og på vej ind af hoveddøren.

– Så er vi her, hørte Jesper Maria råbe indenfor.

Jesper så et ansigt i vinduet ved siden af hoveddøren, men kunne ikke se det tydeligt nok til at ane, hvem i familien, det kunne være.

En mand i midten af halvtredserne kom ud og stillede sig i døren. – Glædelig jul og velkommen, sagde han og rakte hånden frem mod Jesper. – Jeg er Aksel, Lars’ far.

– Jesper, sagde Jesper og gav ham hånden. – Glædelig jul, og tak fordi jeg måtte komme.

– Havde du en god tur? spurgte han, mens Jesper tog sin sportstaske fra Lars, der havde hentet den fra bilens bagsæde.

– Ja, tak, selvom toget var godt proppet.

– Kom indenfor, sagde Aksel og lod Jesper og Lars passere ind i entréen. Han lukkede døren efter dem.

– Lad mig tage din jakke, sagde Lars.

Jesper satte sportstasken fra sig på gulvet, tog jakken af og rakte den til Lars. Han tog sine sko af og opdagede i det samme, at han spærrede vejen for Aksel, som stod bag ham og ventede. Han skyndte sig at flytte sig lidt til side, så han kunne passere. Da Aksel var forsvundet ind i huset, opdagede Jesper, at han var alene med Lars for første gang. De nærmede sig hinanden og et øjeblik efter mødtes de i en tæt omfavnelse og et kys.

– Du må undskylde, sagde Lars efter det tredje kys. – Jeg kunne ikke overtale Maria til ikke at tage med til banegården. Hun ville være den første, der så dig.

– Det gør ikke noget, sagde Jesper uden helt at mene det. – Jeg har savnet dig, tilføjede han forlegent.

– I lige måde, sagde Lars og kyssede ham varmt endnu en gang. Lars’ hænder gled ned til Jespers balder, og han trykkede sit underliv mod Jespers. – Jeg kan næsten ikke vente til at være nøgen sammen med dig, hviskede Lars med et frækt smil. Jesper mærkede hjertet banke hurtigere og blodet strømme til de nedre regioner.

– Ahrmm, lød det bag dem. – Kommer I ikke snart? spurgte Maria drillende fra døråbningen.

Lars så irriteret på Maria. – Det skal jeg huske, sagde Lars. – Næste gang du har en kæreste med hjem, skal jeg rende rundt om jer konstant, så I aldrig får et øjeblik for jer selv, sagde han i en drillende tone, der dog ikke lod nogen i tvivl om, at han var utilfreds med Marias tilstedeværelse. Maria vendte sig og gik med et lille fnys.

– Du skal lige vide, at mor og far ikke er så vilde med at se os røre ved hinanden, sagde Lars henvendt til Jesper i en lidt undskyldende tone.

Jesper var egentlig ikke overrasket, men han var alligevel ked af, at de var nødsaget til at holde afstand, selvom han havde mest lyst til at være i Lars’ favn de næste 24 timer. – OK, sagde han stille.

– Tak, sagde Lars og gav Jesper et let kys på munden. – Kom ind og hils på, sagde Lars og gik foran ind i huset.

Jesper blev stående i entréen. – Er der andet, jeg skal vide? spurgte Jesper.

Lars vendte sig med et svagt overrasket udtryk i ansigtet. Han lod til at tænke sig om et øjeblik. Hans ansigtsudtryk gled over i en let undskyldende attitude. – Mor synes ikke, at vi har kendt hinanden længe nok til, at du skal præsenteres for dem, men Maria overtalte dem alligevel. Du må ikke tro, at du ikke er velkommen, men mor ser helst, at vi har kendt vores kærester i både halve og hele år, før vi slæber dem med hjem. Måske er det fordi Maria er kommet slæbende med de første halvtreds, og Simon har også haft sin andel.

– Og hvad med dig? spurgte Jesper nysgerrigt.

– Der har været nogle stykker, men før Thomas var det kun piger. Du er kun den anden fyr. Men lad være med at tænke så meget over det. Kom nu ind og møde dem. Jeg er sikker på, at vi nok skal få det hyggeligt alligevel, sagde Lars og tog Jesper i hånden. – Kom.

Jesper fremtvang et lille smil og fulgte efter Lars. I samme øjeblik de var kommet ind fra entréen slap Lars Jespers hånd igen og fortsatte hen mod døren for enden af gangen.

Fortsættes…