Vildfarelse – afsnit 65 – Juleaften (II)

– Det var dejlig mad, Marianne. Tak for mad, sagde Jens og satte sig tungt i sofaen ved siden af Hanne.

– Velbekomme, sagde Jespers mor og satte kaffekopper på sofabordet.

Jesper satte sig stopmæt i sofaen ved siden af mormor. Mormor klappede Jesper på låret. – Nå, min dreng, glæder du dig til gaverne?

– Ja, det gør jeg da, men det er ikke helt, som da jeg var lille. Det var lidt sjovere, den gang jeg ønskede mig legetøj.

– Jeg har nu altid syntes, at du ønskede dig nogle underlige ting. Det var mest dukker og spil.

– Mormor, det var Action Man. Det var dukker til drenge.

– Du var nu så kær, når du fik dine gaver. Du var den mest velopdragne lille dreng, når du gik rundt og sagde pænt tak for gaven og gav hånd til morfar.

– Vil du have kaffe, mor? spurgte Jespers mor på vej til at skænke for mormor.

– Ja, tak, hvis der også følger en lille likør med.

– Det ordner jeg, sagde Jesper og rejste sig for at hente flaskerne.

Han skænkede likør og cognac og sluttede af med at skænke en cognac til sig selv.

– Tak, min dreng, sagde mormor, da han igen satte sig ved siden af hende. – Har du fået julegave af din nye ven?

– Nej, sagde Jesper, – men jeg har købt en gave til ham, som han får anden juledag.

– Kommer du ikke hjem til Vivi og Arne? spurgte mormor med skuffelse i stemmen.

– Nej, jeg skal til Vejle til Lars og hans forældre.

– Så det er Lars, han hedder. Skal vi ikke snart møde ham? spurgte mormor.

– Så, Johanne, skal vi nu ikke tale om noget andet, sagde Jespers far, og satte sig i en stol på den anden side af sofabordet.

– Man har vel lov til at interessere sig lidt for sit barnebarn, sagde mormor lettere forurettet.

– Vi danser om juletræ, når vi har drukket kaffen, annoncerede Jespers far.

Jespers mor gik ud i køkkenet for at sætte mere kaffe over.

– Lad os nu ikke ødelægge stemningen, sagde Jespers far til mormor. – Marianne har det stadig svært med det, så kan vi ikke tale om noget andet.

– Nu må hun da snart komme til fornuft, sagde moster Hanne dæmpet.

– Så nemt er det altså ikke, Hanne, sagde Jespers far. – Det var altså lidt af at chok for Marianne.

– Ja, og så er det altså heller ikke værre. Det er jo ikke verdens undergang, at hun ikke bliver farmor.

Jesper følte sig pinligt berørt af situationen, men vidste ikke hvad han skulle sige.

Jespers mor kom tilbage ind i stuen.

– Skal vi ikke tage og danse om juletræ nu? spurgte Jespers far.

– Jo, lad os det, sagde Jesper i et forsøg på at redde stemningen.

– o –

Den lille familie havde sunget fire sange omkring juletræet, da det ringede på døren.

– Det er nok Jette og Poul, udbrød Jespers mor, slap taget i sin mands og Jens’ hænder og gik ud til døren.

– Glædelig jul, lød Jettes stemme ude i entréen.

– Glædelig jul! Kom ind og hils på, lød Jespers mors stemme.

Jette kom ind i stuen efterfulgt af Poul og Carsten. Til sidst kom Jespers mor. – Det er vores naboer Jette og Poul og deres søn Carsten, præsenterede hun.

– Gud, var i lige ved at danse om juletræ, udbrød Jette, da hun så familien stå om juletræet med de mange levende lys og bunker af gaver under. – Det skulle du da have sagt, Marianne, sagde hun og lagde hånden på Mariannes arm.

– Nej, da, vi var da også lige ved at være færdige. Var vi ikke? spurgte hun i retning af Jespers far.

Jesper kunne godt se på sin far, at det ikke passede ham, at de skulle afbryde dansen om træet.

– Jo, det var vi da, sagde han udglattende. – Kom dog ind og få en kop kaffe. Sæt jer ned, så henter jeg nogle kopper, sagde han og gestikulerede mod sofaen.

De satte sig alle i sofaerne, og Marianne og Jette satte sig inderst i hjørnet. Jesper og Carsten blev stående tilbage. Der var ikke flere ledige pladser.

– Vi tager bare nogle spisebordstole, sagde Jesper og gik over mod spisebordet efterfulgt af Carsten.

– Hvordan går det med dig? spurgte Jesper. – Jeg hører, at du er flyttet.

– Ja, jeg har købt en gammel lejlighed i Valby sammen med en god ven, sagde Carsten og satte stolen ved sofabordet. Den trængte til en kærlig hånd, men til gengæld har vi temmelig god plads. Det er faktisk en femværelses.

– Hvor stor er den?

– 88 kvadratmeter, men det er vist nok, hvis man regner trappeafsats og det hele med.

Jespers far kom ind med ekstra kopper, som han fordelte, hvorefter han skænkede kaffe til alle. Han måtte tydeligvis spare for at kunne nå hele bordet rundt.

– Hvordan har I indrettet jer, så I ikke kommer til at gå hinanden på nerverne? spurgte Jesper med et smil.

– Det gør vi da ikke endnu, sagde Carsten med et stort smil. – Vi er faktisk ret gode venner, så vi kan godt tillade os at sige til hinanden, at vi godt vil være alene, og det må vi så respektere. Hvad med dig? Jeg hører, at du ikke er sammen med Sasha mere.

Det gav et lille gib i Jesper. Han skævede over til sin mor, men hun var i dyb samtale med Jette og havde intet hørt. Mormor og Hanne talte om den dejlige middag, og Jespers far og Poul var i gang med at udveksle computererfaringer, mens Jens hørte med. Jesper overvejede, hvad Jette mon havde hørt og sagt, men i stedet for at gætte, besluttede han sig for at spørge. – Det er rigtigt, men hvad har du hørt?

Carsten så pludselig forlegen ud, og Jesper fornemmede straks, at Carsten vidste besked. – Mor sagde bare, at du havde fundet dig en anden kæreste, sagde han og tog en slurk af kaffen.

Jesper kunne mærke, at Carsten ville undgå at se ham i øjnene. – Ja, jeg har mødt en rigtig sød fyr, sagde Jesper og mærkede et lille sug i maven, som han kendte fra da han var lille og sagde bandeord til sin klassekammerater. Det irriterede ham et kort øjeblik, at han ikke kunne nævne Lars uden at blive lidt pinligt berørt af situationen.

Carsten sagde ingenting, men tog blot et stykke konfekt fra den lille skål af Jespers mors hjemmelavede.

Jespers mor vågnede straks til dåd, da hun bemærkede, at nogen smagte på hendes kreationer. – Du skal prøve dem, der er rullet i mandler. Der er næsten en halvflaske cognac i, udbrød hun stolt.

Carsten smilede, mens han tyggede på det første stykke. Han tog pænt et stykke, der var rullet i mandelflager, og satte det ved siden af kaffekoppen.

– Marcipan er altså noget af det bedste ved julen, sagde Carsten, da han havde tygget af munden.

– Så selvom i bor sammen, så skulle I ikke holde jul sammen? spurgte Jesper nysgerrigt for at dreje samtalen tilbage til noget mere interessant.

– Nej, Steen skulle hjem til familien i Struer, sagde Carsten og så mærkværdigt skuffet ud. – Man skulle nogle gange tro, at hele Jyllands ungdom var flyttet til København.

– Ja, det skulle man, sagde Jesper med et smil og tænkte på Lars. Han kunne ikke komme i tanke om noget spørgsmål, der kunne få Carsten til at røbe, om han og Steen var mere end bare gode venner. Det tætteste han kunne komme var: – Har Steen en kæreste? Jeg kunne godt forestille mig, at I kom hinanden lige lovlig meget ved, hvis I begge to har kærester med hjem.

– Ork, det har vi da prøvet, sagde Carsten med et stort grin. – Det værste var om morgenen, da pigerne mødte hinanden ude i køkkenet. De talte overhovedet ikke til hinanden.

– Årh, jeg ville nok også synes, at det var lidt pinligt, hvis det er første gang, man er sammen med en fyr, og så møder en anden i køkkenet om morgenen. Men jeg kan forstå, at det ikke var kærester gennem længere tid, hvis de ikke havde set hinanden før.

– Neej, det kan man ikke sige. Vi havde bare været på Subsonic og havde mødt nogen begge to.

Jesper var lidt skuffet. Selvom Carsten var en lidt større don Juan, end han havde regnet med, så var det alligevel ærgerligt, at han ikke var bøsse. Jespers mor vil have haft godt af at kunne tale om det med Jette.

– o –

Jette, Poul og Carsten var netop gået med knus og kram og utallige ønsker om en glædelig jul. Jespers far var i langsomt tempo begyndt at fordele de mange gaver, og nu sad de med en gave hver især. Jesper nød forventningens glæde og læste til- og fra-kortet grundigt. “Glædelig jul, til Jesper, fra moster og onkel.” Jesper mærkede lidt på pakken. Det var en æske på cirka 20 gange 8 gange 8. Jesper prøvede at gennemgå sin ønskeseddel, men kunne ikke komme i tanke om noget, der kunne være i så lille en æske. Han trak båndet af æsken og åbnede det sorte gavepapir. Æsken, der var inden i, levnede ingen tvivl: Det var et par Oakley solbriller.

Moster Hanne lænede sig frem mod Jesper. – Vi syntes, at du trængte til et par nye. De der billige, du gik med i sommers er slet ikke gode nok til dig og dit nye liv.

Jesper smilede og åbnede æsken. Han trak et par sorte briller med meget mørke glas ud af den bløde stofpose indeni og tog dem straks på. De sad, som var de støbt til hans ansigt.

– Uhhh, sagde moster Hanne. – Hvor ser han godt ud!

– Seje briller, sagde Jespers far.

Jesper gik ud til spejlet i entréen. Brillerne var så mørke, at han dårligt kunne se, hvor han gik. Han tændte lyset i entréen, så han kunne se sig selv. Han var meget tilfreds med det, han så.

– Tak, moster, sagde han, da han kom tilbage ind i stuen og gav sin moster et knus.

– Glædelig jul, min ven, sagde moster Hanne. – Ham Lars er sandelig en heldig fyr!

Fortsættes…