Vildfarelse – afsnit 62 – Hjemme hos Søren (III)

Klokken var efterhånden blevet elleve, og Søren og Jesper sad i hver sin ende af sofaen i den lille stue. Jesper havde overtalt Søren til at lave lidt kaffe, efter at de begge havde indtaget tre eller fire julebryg hver. Der var koldt i stuen, da de flyttede der ind fra det lune køkken, men Søren havde tændt alle de mange stearinlys, han havde anbragt i stager rundt omkring på borde og hylder i stuen, og efterhånden bredte varmen sig.

– Jeg hører stort set aldrig fra Mads, sagde Søren og så bitter ud. – Der var selvfølgelig lige den ene gang, da jeg var på besøg derhjemme, men jeg kan kun bruges, når jeg er i Århus.

– Det er din ekskæreste. Du forventer vel ikke, at han skal vente på, at du kommer tilbage til Århus?

– Nej, da, men man kan vel godt håbe. Hvis bare han ville tage sig sammen og få et job i København, som han sagde han ville.

– Er det på grund af, at du stadig holder af Mads, at du ikke vil have dig en fast kæreste?

– Det var da et lige lovlig nærgående spørgsmål.

– Undskyld, sagde Jesper og fornemmede, at han havde overtrådt en grænse, selvom han ikke vidste hvilken.

– Det skal du såmænd ikke være ked af. Jeg bad jo selv om det. Ja, det er sikkert derfor. Jeg har sikkert en eller anden naiv drøm om, at han skal dukke op en dag og sige, at han har fortrudt, at han blev i Århus, og at han vil være sammen med mig igen. Jeg har fortalt om ham, ikke? sagde Søren og så ud som om, at han hellere end gerne ville fortælle historien igen.

– Jo, lidt, sagde Jesper for at efterlade en åbning til Søren, så han kunne fortælle noget mere uden at gentage det, Jesper allerede vidste.

– Jeg var faktisk lige ved at fri til Mads, inden vi skulle have været flyttet herover begge to. Det var da godt, at jeg ikke gjorde det.

– Hvorfor det? Så kunne det da være, at han havde opdaget, at du mente det alvorligt. Jeg forstår ikke, at han bare valgte at blive i Århus. Og hvad så, hvis han skulle bruge nogle måneder på at finde et nyt job?

– Måske var det mig, der valgte ikke at blive i Århus. Jeg kunne jo bare være blevet, hvor jeg var, da jeg fandt ud af, at han ikke ville med. Mads er ikke lige så eventyrlysten, som jeg er, men det kan vi jo ikke alle sammen være. Jeg skulle bare have erkendt, at vi ikke havde de samme behov for at komme væk fra den lille snoldede by, sagde Søren hånligt.

– Årh, så lille er den vel heller ikke?

– Nøh, men det bliver meget hurtigt de samme fyre, du er sammen med hver eneste weekend på Pan i Århus, og hvis du bliver upopulær på Pan, hvor går du så hen? Der er bare ikke andre steder. Kan du forestille dig det?

– Ja, men jeg er nu glad for, at der er lidt mere at vælge imellem i København. Har Mads stadig ikke fundet sig en anden kæreste?

– Nej, og det er jo lige netop det, der gør, at det ikke er så utopisk, som det lyder, sagde Søren entusiastisk. – Måske går han og venter på mig. Han har selvfølgelig haft nogle korte forhold hist og her, men slet ikke noget fast.

– Jeg troede, at du sagde, at du ikke talte så meget med ham?

– Det er også kun hvad jeg hører fra vores fælles venner. Når jeg endelig møder Mads en gang imellem, så er det ikke lige det, vi snakker om.

– Hvorfor ikke?

Søren tøvede. – Godt spørgsmål. Måske er vi begge to bange for de svar, vi kunne få, hvis vi spurgte.

– Det lyder som om, at du har valgt. Du har valgt ikke at binde dig til nogen, før du ved, om Mads stadig venter på dig, men du vil ikke spørge ham, så enten venter du forgæves indtil Mads finder en anden, eller også så må én af jer beslutte at flytte. Men det vigtigste er vel egentlig, at du også tror på den eneste ene.

– Også? Tror du da på den eneste ene?

– Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, hvad jeg tør tro på. Tør jeg virkelig tro på, at jeg møder den eneste ene allerede en måned efter, at jeg fandt ud af det – at jeg er bøsse? Jeg er helt sikkert forelsket i Lars, og Lars er nok også forelsket i mig, selvom han ikke siger det direkte, men kan det holde resten af livet? Tror du på, at et forhold mellem to mænd kan vare hele livet?

– Nej.

Jesper så overrasket på Søren. – Jamen… Hvorfor? Hvorfor ikke?

Søren trak på skuldrene. – Jeg har aldrig oplevet, at et forhold holdt mere end nogle få år. Det længste bøsseforhold, jeg kender til, har varet i ti år, og det er muligt, at det holder, for nu er de begge to nået til den alder, hvor man ikke bare går ud og finder en anden, men alle andre par har gået fra hinanden efter max tre år.

– Og det skulle være specielt for bøsser? Gælder det ikke også alle andre forhold for folk i vores alder?

– Måske. Jeg kender bare mange flere heteroer, der har været sammen i fem-ti år, og som ikke viser nogen tegn på, at de mangler noget i forholdet. Men, Jesper, det skal altså ikke forhindre dig i at tro på, at du og Lars kan finde ud af det. Lars er ikke som alle de andre bøsser i byen. Lars er intelligent og sød og sjov, og han ser godt ud. Lars kan man stole på.

– Og det er der ingen andre bøsser i byen, der er? spurgte Jesper drillende.

– Jo, da, men de hænger godt nok ikke på træerne.

– Leder du ikke bare de forkerte steder?

– Selvfølgelig gør jeg da det. Det er helt sikkert ikke på Pan og Never Mind, at jeg finder den eneste ene, men på den anden side: Hvorfor ikke? Er jeg den eneste i byen, der godt vil have en sød, lækker fyr, der både har noget mellem ørerne og benene? Næppe.

De sad begge tavse. Søren tog en slurk af kaffen i kruset, som han havde siddet med i hænderne.

– Lars har pænt hentydet til, at jeg måske skulle have noget mere tid til at løbe hornene af mig.

– Har han det? sagde Søren uden at lyde synderligt overrasket.

– Det lyder som om, at du er enig? sagde Jesper stødt.

– Helt ærligt. Er du parat til at sige, at du har været sammen med de fyre, som du har lyst til, og nu vil du slå dig ned med én fyr? Aldrig mere være sammen med andre fyre. Aldrig mere gå i byen og møde den lækreste fyr og tage ham med hjem. Er det nok for dig at have været i seng med de par fyre, du har været i seng med?

Det boblede i Jesper for at fortælle Søren, at han så sandelig havde prøvet lidt mere end bare et par fyre, men han holdt igen. Han ønskede ikke at røbe alle sine hemmeligheder for Søren. – Ja, det tror jeg, at det er. Det er jo det, jeg prøver at finde ud af. Det kan da godt være, at jeg har lyst til at prøve noget mere, men jeg har ikke lyst til at give slip på Lars bare for at få noget sex. Jeg er forelsket i Lars, og det er langt vigtigere end alt andet.

– Og kærlighed gør blind, sagde Søren med et suk. – Det er da dejligt, at du er forelsket, men forelskelser hører op en dag, og enten bliver det til ægte kærlighed, eller også vågner man op og spørger sig selv, hvad i alverden man så i ham. Prinsen bliver til en frø igen. Bare du ved det, så du ikke gifter dig med ham i morgen.

– Nok ikke. Men det, du sidder og siger, er, at jeg skal ud og løbe hornene af mig, konstaterede Jesper.

– Det er overhovedet ikke det, jeg siger. Jeg siger bare, at det måske er for tidligt at binde sig, og at du skal være klar over, at der kommer mange fristelser, men du skal følge dit hjerte. Gud, hvor det dog lyder som om kliche, men jeg mener det. Lars er her her og nu, og du er forelsket til op over begge ører, så hvad er der at tænke så meget over?

Jesper tænkte lidt. – Jeg vil bare ikke love Lars mere, end jeg kan holde.

Søren lo sarkastisk. – Ha! Vi lover alle sammen betydeligt mere, end vi nogensinde kan holde – hele tiden. Jeg lovede mine venner i Århus, at jeg nok skulle holde kontakten til dem alle sammen, og hvad sker der? Halvdelen af dem har jeg ikke set eller talt med, siden jeg flyttede. Jeg har lovet mine forældre at passe godt på mig selv, og hvad gør jeg så? Har usikker sex med en fyr, selvom jeg udmærket godt kender risikoen. Vi gør det hele tiden!

– Betyder et løfte da ikke noget for dig? spurgte Jesper, selvom han udmærket kendte svaret.

– Selvfølgelig gør det da det, men et løfte betyder kun, at vi vil gøre vores bedste for at leve op til det, og som regel er vores bedste bare ikke godt nok. Når det kommer til stykket har vi alle sammen en rygrad som en våd BT.

Jesper skænkede noget mere kaffe fra termokanden på det lille sofabord. – Jeg har faktisk været sammen med en anden fyr, efter jeg mødte Lars.

– Din lille buk, sagde Søren med et frækt smil. – Var det godt?

– Meget, sagde Jesper og forsøgte at kontrollere smilet. – Men det bekræftede mig bare i, at Lars er den rigtige for mig. Han var vildt lækker, og han var rigtig god i sengen, men det var også det hele.

Jespers mobiltelefon ringede ude fra entréen. Han rejste sig for at hente den.

– Der var slet ikke de følelser i det, som der er mellem mig og Lars, sagde han på vej ud af døren.

Han tog telefonen ude i entréen og så med det samme, at det var Lars. – Det er Jesper.

– Hej, min egen. Jeg er først hjemme om en time. Kommer du?

– Selvfølgelig. Jeg skal lige hjem og hente noget rent tøj, så er jeg der. Ringer du et kvarter inden, du er hjemme? Bare så jeg ikke behøver at vente udenfor alt for længe.

– Vi skal også se at få lavet en nøgle til dig. Jeg ringer. Hej, så længe.

Det gav et sug i maven på Jesper. – Hej, så længe.

Jesper gik ind i stuen til Søren. – Jeg skal snart til og af sted.

– Nu havde vi det lige så hyggeligt, sagde Søren ærgerligt. Søren betragtede Jesper med et undersøgende udtryk i ansigtet. – Du ser nærmest ud som om, at han friede til dig.

– Det gjorde han næsten også, sagde Jesper og forsøgte forgæves at få styr på sommerfuglene i maven.

Fortsættes…