Vildfarelse – afsnit 61 – Hjemme hos Søren (II)

– Mig og Lars? sagde Jesper og kunne ikke forhindre et kæmpe smil i at brede sig. – Det går fint.

– Fint? Og lidt til, ser det ud til, sagde Søren med et vidende smil, mens han åbnede pizzaæskerne.

– Hvad med dig? spurgte Jesper uden at ville spørge direkte til, hvordan han havde det efter bruddet med Markus.

– Hvordan det går med mig? Tjoh, det går. Jeg har jo selv valgt det, som min mor ville have sagt.

– Er der ikke nogen i farvandet? spurgte Jesper tilstrækkeligt henkastet til, at det ikke lød for borende.

– Der er vel altid nogen i farvandet, sagde Søren med et skævt smil.

– Jeg forstår altså ikke, at du ikke vil have dig en fast kæreste, sagde Jesper og begyndte at spise.

– Det er vel kun et spørgsmål om, hvad man mener med “fast”. Hvis du mener “for resten af livet”, så er jeg slet ikke klar til det endnu, men for et par uger er helt ok med mig.

– Og når han så efter et par uger stadig er dejlig, så smider du ham alligevel ud? spurgte Jesper undrende.

– Jeg smider ham da ikke ud. Det plejer at gå helt af sig selv.

– Hvordan det?

– Man holder bare op med at ringe. Sværere er det ikke, sagde Søren med mad i munden.

– Og det er sådan du helst vil have det? spurgte Jesper undrende.

– I det mindste oplever jeg da noget. Jeg har ikke brug for at komme hjem til den samme hver dag, til at gå i seng med den samme fyr 300 gange om året år efter år. Jeg vil have ny og spændende sex. Jeg vil lære nye lækre fyre at kende. Det er spændingen, jeg er ude efter. Kender du ikke det?

– Jeg synes nu, at jeg har rigeligt spænding i Lars. Jeg regner da ikke med, at jeg lære ham at kende til bunds før om flere år.

– Nu er det jo også temmelig nyt, ikke?

– Jo, men jeg ved, at det skal være ham og mig. Jeg ved det. Jeg kunne ikke forestille mig selv sammen med andre end Lars.

– For ikke ret længe siden kunne du ikke forestille dig selv sammen med en mand, vel? sagde Søren med et smil.

Jesper lo. – Nej, det kunne jeg absolut ikke. Men det beviser ingenting.

– Nej, det eneste jeg vil sige er, at vi er forskellige, Jesper, og du må gøre som du foretrækker. Du skal bare ikke dømme mig, fordi jeg har valgt at leve, som jeg gør.

– Tro mig, Søren. Jeg dømmer dig ikke.

– Hmm, jeg er ikke sikker på, at jeg tror dig, men pyt med det. Spis nu, inden det bliver koldt. Skål, sagde han og løftede glasset.

– Skål, og glædelig jul, sagde Jesper og klinkede med Søren.

– Glædelig jul!

Søren drak, mens han fastholdt Jespers blik over glassets kant. Jesper fjernede lidt genert blikket.

– Jeg er lidt misundelig på dig, sagde Søren da han havde sat glasset fra sig.

– På mig? udbrød Jesper undrende.

– Ja. Du har haft det utroligt nemt. Jeg ved godt, at det sikkert har virket virkelig svært til tider, men det er ikke ret længe siden, at du fandt ud af, at piger var bedst som veninder, og her sidder du allerede med en lækker kæreste, og familie og venner, der har taget det forholdsvis pænt. Det er sgu’ ikke ret mange, der har været så heldige.

– Har jeg været heldig? sagde Jesper og overvejede, om han følte sig heldig. Han følte sig heldig med hensyn til Lars, men på alle andre fronter, følte han sig ikke særligt heldig. – Det synes jeg egentlig ikke, at jeg har – med Lars selvfølgelig, men hvad med resten?

– Nårh, ja, dine forældre skal lige komme ned på jorden igen, men du skal hjem til dem til jul, så værre er det jo ikke, og du har ikke mistet nogen af dine venner, vel?

– Jeg har da måttet give formandsposten i dykkerklubben fra mig.

– Har du? Er der nogen, der har forlangt det, eller giver du den fra dig frivilligt?

– Du har sikkert ret. Jeg kunne sikkert godt have kæmpet for den, hvis jeg havde energien og lysten til det, men det er ikke det værd. Jeg vil ikke sidde som upopulær formand.

– Hm, sagde Søren blot. – Der er noget, jeg vil fortælle dig.

Jesper så op. Han fik straks mistanke om, at det var noget med Lars, og skulle lige til at sige, at hvis det var om Lars, kunne han godt holde det for sig selv, men han greb sig selv i det. Der var ingen grund til at være paranoid.

Søren tøvede. – Jeg fik noget at vide om Markus forleden.

Jesper åndede lettet op, men forsøgte at skjule det. Han fandt et interesseret, nysgerrigt udtryk frem.

Søren så ned i bordet. – Jeg ved godt, at man ikke skal tro på rygter, men det her kommer fra sædvanligvis pålidelig kilde.

– Men det er stadig et rygte, tilføjede Jesper.

Søren så op. – Markus er HIV positiv.

Jesper var så overrasket, at han slet ikke fornemmede, at han sad med åben mund.

– Det var også min reaktion, sagde Søren og spiste videre.

Jesper sagde ingenting. Han vidste ikke, om han skulle være forarget eller medfølende.

– Det er så nu du skal spørge, om vi dyrkede sikker sex, og jeg skal brødebetynget svare nej, hvorefter du skal være først forarget og derefter sige, at det er synd for mig. Så skal du spørge, om jeg er blevet testet, indtil det går op for dig, at der går mindst tolv uger, før en test kan vise noget som helst fornuftigt.

– Hvorfor fortæller du mig det, Søren?

Søren så overrasket på Jesper. Det var tilsyneladende ikke det spørgsmål, han havde forventet. – Jeg havde brug for at fortælle det til nogen, jeg kunne stole på ikke ville fortælle det til resten af byen.

– Hvad vil du gøre? spurgte Jesper bekymret.

– Det eneste jeg kan gøre: Jeg vil være bange i 12 uger, og så vil jeg blive testet.

– Det er muligt, at jeg spørger dumt, sagde Jesper, – men hvorfor vente 12 uger?

– Det tager 12 uger, før en test kan vise det. Spørg mig ikke hvorfor.

– Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, sagde Jesper og følte en stor klump i halsen.

– Du behøver ikke at sige noget, sagde Søren. – Jeg havde bare brug for at komme af med det. Jeg kan ikke sige noget til min familie, og jeg vil ikke risikere at sige noget til Tom eller Chrisser eller nogen af de andre.

– Ved du, hvor stor risikoen er? spurgte Jesper bekymret.

– Næ. Jeg ved ikke en gang, om det er andet end et rygte.

Jesper fik en tanke. – Jamen, hvis Markus vidste, at han var positiv, så ville han da aldrig finde på at have usikker sex med dig?

– Han fik først resultatet af testen for nogle dage siden – siger rygtet i hvert fald, og selvom rygtet er sandt, så er risikoen ikke så forfærdelig stor. Det var kun én gang, og vi brugte masser af glidecreme.

– Det ligner dig ikke, at være så uforsigtig. Selvom jeg måske ikke kender dig så utroligt godt, så havde jeg aldrig troet, at du ville være så uforsigtig.

– Det var også fuldstændig tåbeligt. Vi var hjemme hos ham, og han havde ingen kondomer tilbage – kun glidecreme. Vi troede, at vi kunne holde os i skindet, men til sidst… Nå, jeg har vidst allerede fortalt rigeligt.

Søren tog endnu et stykke pizza. De spiste begge i tavshed.

– Der fik jeg ødelagt den stemning, sagde Søren ærgerligt. – Fuck det. Lad os glemme det. Lad os drikke hjernen ud. Skål, sagde han og tog sit glas.

– Skål, sagde Jesper og klinkede med Søren. – Selvom jeg ikke tror, at det hjælper ret meget at drikke hjernen ud. Og slet ikke, når nu vi begge to skal på arbejde i morgen. Jeg tror ikke, at Bjarne vil sætte pris på, at vi begge to møder med tømmermænd i morgen.

– Kan du ikke lade være med at lyde så fornuftig en gang i mellem? sagde Søren og tømte sit glas.

Fortsættes…