Vildfarelse – afsnit 58 – Christian

Jesper drejede sig efter stemmen og så ind i et par mørkegrønne øjne. Tæt på så han en smule yngre ud, end Jesper havde vurderet ham til på afstand, men midt i tyverne var nok stadig ikke et helt forkert gæt.

– Hej, svarede Jesper og lod som om det var den naturligste ting i verden, at en fremmed fyr hilste på ham i en bar.

– Jeg er helt sikker på, at jeg aldrig har set dig her før, for så havde jeg husket dig. Jeg hedder Christian.

Jesper vidste, at det var billig smiger, og det irriterede ham, at det virkede, for han kunne ikke lade være med at smile. – Jeg hedder Jesper.

– Hej, Jesper. Hvor har du gået og gemt dig? spurgte han og lød ægte interesseret.

– Jeg har gemt mig hos en pige i nogle år, men det er heldigvis fortid. Hvad med dig?

– Jeg har hængt her i baren og bare ventet på sådan en som dig, sagde Christian og tog en slurk af sin øl, mens han skævede til Jesper, for at se hans reaktion.

– Ja, ja, det er godt med dig, sagde Jesper med et smil. – Hvad laver du?

– Bager på dig, sagde han frækt.

– Jorden kalder Christian. Kom ind, Christian. Hvad laver du til daglig, mener jeg selvfølgelig?

– Humor har han også! Er der slet ikke nogen negative sider? sagde han med et smil. – Jeg læser til læge, så bare sig til, hvis du skal under behandling. Hvad laver du?

– Jeg er i butik, og jo, der er masser af negative sider.

– Sæt nu ikke dit lys under en skæppe, smukke. Selvtillid har aldrig skadet nogen. Hvilken slags butik?

– Tøj.

– Vi nærmer os, da. Hvilken slags tøj? Herretøj, dametøj, børnetøj, undertøj, sportstøj, legetøj?

– Herretøj.

– Godt valg. Det er da en branche, hvor man møder mange lækre fyre. Det er det bedste ved at blive læge – alle de lækre fyre, som man skal røre ved i mere eller mindre påklædt tilstand. Er du sikker på, at du ikke lider af et eller andet, som jeg skal kurere?

– Jeg troede ikke, at man måtte kurere noget som helst, så længe man ikke var uddannet?

– Jo, da. Jeg må kurere knuste hjerter, kløe i diverse kropsdele, fortykkelse bag ørerne, og andet i den dur.

– Kan du også kurere mig for pågående lægestuderende? sagde Jesper med et udfordrende smil.

– Nej, desværre. Lige netop det kan ikke kureres, for det er ikke nogen sygdom, svarede Christian alvorligt. – Og for nu at forlade det deprimerende emne: sygdomme. Hvad siger du til en kop kaffe?

– Jeg var ellers på vej hjem.

– Hvor heldigt! Det var jeg også. Skal vi følges hjem til mig?

Jesper følte sig fristet. – Det er ved at være sent, og jeg skal på arbejde i morgen.

– Jeg skal også tidligt op, men det skal ikke forhindre mig i at byde på et afkog af de fineste colombianske bønner. Og jeg godtager ikke et nej. Min frimærkesamling er berømt i hele Norden, så den må du absolut ikke gå glip af.

– Jeg tænder altså ikke rigtigt på frimærker.

– Så bare vent til du ser mine. Motiverne er så frække, at jeg er nødt til at opbevare dem i soveværelset.

– Hvor bor du? spurgte Jesper, stadig i tvivl om han skulle tage imod tilbuddet.

– Ti minutter her fra, sagde Christian og pegede i retning af kanalen. – Er du på cykel?

– Ja, svarede Jesper og drak ud. Jesper mærkede Christians hånd på sin bagdel. Den gav hans ene balde et klem.

– Lad os se at komme af sted, sagde Christian og blinkede til Jesper.

– o –

Et kvarter senere ankom de til en halvmørk gade på Amager. Christian låste sin cykel fast til hegnet uden for opgangen, og Jesper fulgte hans eksempel.

På vejen havde Jesper flere gange spurgt sig selv, hvad han egentlig lavede dér, men han kunne ikke finde et klart svar. Han vidste bare, at han var nysgerrig, og at det ikke betød noget i forhold til Lars. Han skulle blot gøre sig en erfaring efter de mange års søgen efter sit sande jeg – en erfaring, der kunne give ham den ro sammen med Lars, som han drømte om. Måske var det bare et spørgsmål om at få uroen ud af kroppen, og måske var udtrykket “at løbe hornene af sig” ikke helt malplaceret i sammenhængen.

Christian boede i lejligheden i stueetagen, og på døren stod der blot efternavnet Steensgaard. Lejligheden var ikke så stor, og den vinrøde farve på væggen i den lille stue med tunge antikke møbler gjorde den kun endnu mindre.

– Det er arvegods det hele, sagde Christian med en skødesløs håndbevægelse. – Slå dig ned. Vil du have kaffe, eller vil du hellere have noget stærkere? En cognac?

– Kaffe er helt fint, sagde Jesper, mens han satte sig i sofaen og så sig omkring. Han blev hurtigt utålmodig og rejste sig for at gå ud i køkkenet til Christian. Christian var ved at hælde kogende vand på en Bodum kande.

– Det var min mormor, der boede her, indtil hun døde for et par år siden, og de fleste af møblerne, var også hendes. Jeg nænner simpelthen ikke at sælge noget af det, for det meste stammer fra min oldemors hjem.

– Jamen, det er da meget pænt, sagde Jesper uden helt at mene det. Jesper betragtede Christian bagfra og havde mest lyst til at flå tøjet af ham på stedet, men han nøjedes med at stille sig tæt op ad Christian. Christian sendte et frækt smil over skulderen til Jesper og bakkede tættere på, så deres kroppe mødtes.

– Er du ligefrem bevæbnet? spurgte Christian drillende og vrikkede med bagdelen. – Altid beredt? Jeg tror vist hellere, at jeg må foretage en våbeninspektion, sagde Christian og vendte sig mod Jesper.

– Pas på. Den er ladt, nåede Jesper kun at sige, inden Christian lukkede hans mund med et kys.

– o –

Christians ryg glinsede af sved, som han lå nøgen på maven på sengen. Hans krop var perfekt i Jespers øjne, og hans balder var lige så runde og spændstige, som Jesper kunne ønske sig. Jesper lod en finger glide fra nakken ned langs rygraden, ned mellem balderne til hans hul, der stadig var fugtigt af glidecreme.

– Jeg har fået rigeligt, sagde Christian ned i dynen. Får du aldrig nok?

Jesper kyssede hans skulder og masserede hans ene balde. – Aldrig. Gør du?

– Næh, men en gang i mellem siger min krop, at jeg lige skal holde et par minutters pause, sagde Christian med et frækt smil.

– Der er da vist gået et par minutter nu. Er der ikke? sagde Jesper og lagde sig over Christian, så hans begyndende rejsning pressede sig ind mellem balderne.

– Buk, sagde Christian grinende og rullede rundt, så Jesper havnede på ryggen. – Skal du ikke se at komme af sted? spurgte Christian og strakte sig.

Jespers øjne kunne ikke få nok af Christians krop, og hans rejsning var ikke længere kun begyndende til trods for de sidste halvanden times heftige sex. – Årh, bare en enkelt gang mere, sagde han og slikkede Christians brystvorte.

Christian skubbede blidt Jespers hoved væk. – Det er sent, og jeg skal tidligt op. Koldt vand må kunne gøre det, sagde han og prøvede at lægge Jespers rejsning ned.

Jesper lo. – Der skal mere til, men jeg forstår godt en fin hentydning, sagde han leende og rejste sig. Han fandt sine underbukser på gulvet og tog dem på med lidt besvær.

Christian rejste sig op på albuerne og betragtede Jesper, mens han klædte sig på. Jesper nød situationen, selvom han reelt blev smidt ud, men denne gang havde han kontrol over situationen. Han kendte betingelserne, og de havde begge fået, præcis hvad de havde forventet.

– Jeg finder selv ud, sagde Jesper og gik ud i entréen og tog sit overtøj på.

Christian blev liggende. – Vi støder jo nok på hinanden igen.

– Det gør vi sikkert, sagde Jesper og åbnede hoveddøren. – Tak for i aften.

– I lige måde, sagde Christian og trak dynen hen over sig som for at markere, at det var slut for i aften.

Jesper cyklede glad tilbage til Vesterbro, uden at fortrydelsen meldte sig.

Fortsættes…