Vildfarelse – afsnit 56 – Misforståelser (II)

Jesper mærkede usikkerheden på ny. Hvor meget lagde Lars egentlig i deres forhold? Jesper besluttede sig for at lade tvivlen komme Lars til gode, og han forsøgte at finde et motiv for, at Chrisser skulle nævne overfor Søren, at Lars havde været sammen med en anden. Det tog ham ikke lang tid. Chrisser ville have Lars, uanset hvor utopisk den tanke var, at det skulle kunne lade sig gøre – at Lars i det hele taget var interesseret i Chrisser.

– Jeg ved ikke, om man kan sige, at vi har noget kørende, sagde Jesper og lavede citationstegn i luften.

– Hvad i alverden vil du så kalde det? spurgte Søren i en fornærmet tone. – Er I bare bollevenner?

– Årh, må jeg være fri, sagde Jesper i en skarp tone, der overraskede ham selv. Han tav.

Søren vred sig. – Undskyld, sagde han stille. – Jeg ved godt, hvad han betyder for dig.

– Nej, du gør ej, sagde Jesper brysk.

– Ok, så. Men jeg er altså ikke helt blind. Jeg kan godt se, at du er ret varm på ham, og det er nok ikke helt forgæves.

– Forgæves?

– Ja. Jeg mener, han er da vist også lun på dig.

– Ved du hvad, Søren. Jeg synes, at du skal finde noget andet at bruge din tid på. Er der ikke nogen kunder i butikken?

– Jo, masser, sagde han og drejede rundt på hælen med en fornærmet mine. – Bjarne vil gerne se dig derude med det samme.

Jesper spiste resten af sin sandwich og gik tilbage til arbejdet.

– o –

Hans tanker kredsede konstant om Lars. Hans frustration over igen at skulle være en usikker teenager gjorde ham trist, men det blev hurtigt overskygget af hans glæde og hans hjertebanken, når han tænkte på Lars. Chrissers barnlige forsøg på at skabe tvivl hos ham, irriterede ham, men han kunne ikke få sig selv til at synes dårligere om Chrisser af den grund. Jesper havde altid rost sig selv for at være et tolerant og åbent menneske, og han tilskrev det disse egenskaber, at han ikke syntes dårligere om Chrisser for hans handlinger. Da han reflekterede over sin tolerance, stod det det pludselig klart for ham, at han måske alligevel ikke altid havde været så tolerant, som han bildte sig selv ind, og da han tænkte nærmere efter var der faktisk en hel del mennesker, som han ikke havde den store tolerance overfor. Det tog ham ikke lang tid at lave en liste over mennesketyper, som han ikke kunne tolerere eller som han ikke forstod og derfor ikke tolererede: Fede mennesker, mennesker som var ligeglade med deres udseende, transvestitter, pædofile, nekrofile, narkomaner, kriminelle, tiggere, i det hele tager mennesker, som ikke viste respekt for andre mennesker. Og så var der lige alle de underlige og mere eller mindre perverse seksuelle præferencer, som han ikke forstod, og som måtte skyldes oplevelser i barndommen af mere eller mindre seksuel karakter. Han havde aldrig forstået, hvordan folk kunne tænde på smerte eller ydmygelse, og han priste sig lykkelig for, at Lars ikke havde vist sig at have nogen form for underlige lyster. Et kort øjeblik overvejede han, om han selv var for kedelig, siden han ikke havde nogen underlige lyster eller feticher, men han afviste tanken. Han og Lars havde haft den mest fantastiske sex uden at skulle inddrage mere end et par kondomer og noget glidecreme, og det var han udmærket tilfreds med. Hvorfor skal der mere til?

Det gik op for ham, at han og Lars havde tilbragt temmelig mange timer i sengen i forhold til hvor meget – eller rettere: hvor lidt – de reelt havde været sammen. Han overvejede, om bøsser måske havde et større sexbehov, end heteroseksuelle par. Det var vel egentlig logisk nok, hvis man gik ud fra, at mænd generelt har et større sexbehov end kvinder. Et parforhold med to mænd må blive mere fokuseret på sex. Jesper tænkte tilbage på aftenen og natten med Lars. Det var egentlig underligt, at han ikke var mere træt, end han var, når han regnede efter hvor få timer, han reelt havde sovet. Det meste af aftenen havde de kysset, kælet og ligget i hinandens arme, og Jesper havde igen og igen følt det sug i maven, som han nu endelig vidste, hvad betød – det sug i maven, som han aldrig havde følt, når han havde været sammen med en pige, men som han havde følt, når han havde lært en sød og charmerende fyr nærmere at kende. Værst ramt havde han været, efter at han havde lært Brian at kende, i de øjeblikke hvor Brian havde lagt en kammeratlig arm om hans skuldre, eller blot var kommet ind i lokalet og havde set helt fantastisk godt ud. Jesper havde ikke erkendt det før, men der var for mange tegn på det, til at han kunne afvise det: Han havde været forelsket i Brian. Men kunne han være sikker på, at han ikke stadig var forelsket i Brian? Han mærkede stadig et lille sug i maven, når han tænkte på Brian og specielt, når han så ham nøgen for sig, men han var ikke i tvivl om, at følelsen for Lars var langt stærkere. Og hvad så, hvis han havde været forelsket i Brian? Et forhold til Brian var på alle måder utopisk, så hvorfor overhovedet blive forelsket i ham? Hvordan kunne hans følelser have spillet ham sådan et puds? Hvad gør en bøsse, når han forelsker sig i en heteroseksuel fyr? Jesper syntes, at det var uretfærdigt men mest på andres vegne. Selv var han ganske godt tilfreds med stadig at kunne have Brian som en god ven, og faktisk var det lidt spændende og pirrende at have den slags følelser for Brian, som han ikke kunne vise nogen. Måske var hans følelser for Brian og Lars i virkeligheden de samme, men det, at Brian ikke var en mulig kæreste, havde måske lagt en naturlig dæmper på følelserne?

– Jesper, du har altså kunder, sagde Søren med et frækt smil, der skulle vise, at han godt vidste, hvad Jesper dagdrømte om.

Jesper skruede sit sælgersmil på, og spurgte ægteparret på hans forældres alder, hvad han kunne hjælpe dem med.

– o –

Sidst på eftermiddagen, mens butikken var fyldt med kunder, kom to drenge ind i butikken, som Jesper straks genkendte som Bjarnes søn Peter og hans kæreste Dan. Selvom Jesper var optaget af at ekspedere en pige, som var ved at købe julegave til sin bedstefar, fulgte han nøje med i, hvad Peter og Dan gjorde.

Dan blev stående henne ved døren og forsøgte tilsyneladende at falde i et med et tøjstativ, mens Peter gik med raske skridt hen mod sin far, som var ved at tage mod betaling ved disken. Da Bjarne fik øje på sin søn blev han synligt bleg, og hans ansigtsudtryk blev pludselig træt og anstrengt. Han rettede sin fulde opmærksomhed mod kunden, som han var ved at ekspedere, og Peter stillede sig ved disken og ventede. Først da kunden havde fået sine pakker, og var flere meter væk fra disken, så han på Peter og gav ham tegn til at gå ud i baglokalet. Peter sagde noget, som Jesper ikke kunne høre, og rystede let men bestemt på hovedet. Bjarne skævede over mod Dan, og hans anstrengte ansigtsudtryk fik et skær af væmmelse over sig.

Søren var på vej hen mod disken, og Bjarnes øjne begyndte at flakke mellem Peter og Søren. Peter talte, uden at Bjarne svarede, men pludselig sank hans skuldre, og han åbnede munden for at sige noget, men han lukkede den lige så hurtigt igen. I stedet tog han sin pung fra blazerens inderlomme og trak nogle sedler op, som han tøvende rakte over mod Peter. Peter rystede på hovedet men så synligt fristet på sedlerne i Bjarnes hånd. Hurtigt tog han dem fra Bjarne og stak dem i jakkelommen. Han drejede om på hælene, og henvendt til Søren sagde han: – Vi ses. Da han fik øje på Jesper løftede han hurtigt hånden til hilsen, mens han med stenansigt gik ud af butikken med Dan i hælene.

Bjarne forsøgte ihærdigt at smile til kunden, som kom hen til disken, men forsøget var halvhjertet, uden at kunden dog tilsyneladende lod sig mærke med det.

Pigen, som Jesper ekspederede, havde endelig besluttet sig for en skjorte og tre par sokker til 100 kroner. Han gik hen til disken med varerne og begyndte at pakke dem ind. Da Bjarne skulle vise en kunde nogle varer ude i butikken, nærmede Søren sig Jesper lidt og hviskede: – Peter og Dan er flyttet hjem til Dans farmor, og Peter kommer ikke hjem til jul, fordi Dan ikke må komme med.

Søren trak sig atter lidt væk og koncentrerede sig fuldt ud om sin kunde. Det eneste, Jesper kunne tænke, mens han pakkede varerne ind, var, hvor synd det var for både Peter, Dan og Bjarne.

Fortsættes…