Vildfarelse – afsnit 54 – Hjemme hos Lars (IV)

Det var bælgmørkt, da Jesper slog øjnene op. Han vidste ikke, hvad der havde vækket ham, men han syntes svagt at kunne erindre, at han havde hørt et dunk i gulvet, som om nogen var hoppet ned fra en stol. Sekundet efter kom han i tanke om, hvor han var, da han mærkede en person, som var betydeligt tungere end Sasha, vende sig i sengen. Hans hjerte begyndte at banke heftigt ved tanken om, at Lars lå nøgen ved hans side, og at han blot kunne række hånden ud og røre ved den mand, som vækkede følelser i ham, som han aldrig tidligere havde kendt til.

Jesper lagde sig om på maven, men måtte tage en hånd til hjælp for at placere den begyndende rejsning mest hensigtsmæssigt. Med næsen i lagenet forsøgte han at gemme Lars’ dufte i hukommelsen. Han kom i tanke om den gang han og Sasha havde været ude og skulle finde en ny parfume til hende. Han havde ikke brudt sig om ret mange af dem, dog med undtagelse af de mest diskrete og kønsløse, hun havde prøvet. Hun havde til sidst besluttet sig for en sød, feminin parfume, der duftede af sommerblomster, og som han ikke nænnede at fortælle hende, at han ikke kunne fordrage.

Han rullede rundt på siden med ansigtet vendt væk fra Lars men fortrød straks, da han hellere ville tættere på ham. I samme øjeblik mærkede han Lars’ krop mod sin. Lars havde lagt sig tæt op ad Jesper, så de kunne ligge i ske, og han spurgte med søvn i stemmen, om Jesper ikke kunne sove mere.

– Jeg hørte bare et dunk, sagde Jesper med normal stemme.

– Det var bare avisen, svarede Lars og kyssede Jesper i nakken. – Sov bare videre.

Et øjeblik efter hørte Jesper, hvordan Lars’ åndedrag blev langsommere og tungere, mens han selv ikke kunne falde i søvn. Han ville ikke falde i søvn af frygt for at gå glip af et eneste sekund i Lars’ arme.

– o –

Han vågnede igen, ved at Lars kom ind i soveværelset.

– Du skal se at komme i tøjet, hvis du vil med, sagde Lars og begyndte at klæde sig på. Hans hår var vådt efter badet.

– Hvad er klokken? spurgte Jesper desorienteret.

– Lidt over syv. Vi kan lige nå at få lidt at spise, inden vi skal af sted. Spiser du cornflakes?

– Ja, tak, det er fint.

Lars gik ud i køkkenet, og Jesper skyndte sig at komme i tøjet.

Ude i køkkenet havde Lars sat tallerkener og cornflakes frem, og ved siden af den ene tallerken lå Berlingeren. Jesper satte sig ved den anden tallerken.

– Jeg var ellers lige ved at vække dig, da jeg stod op, sagde Lars. – Men du så så sød ud, som du lå dér, så jeg nænnede det ikke alligevel.

– Var det et kompliment? spurgte Jesper fornøjet.

Lars kom over og gav Jesper et kys på munden. – Selvfølgelig var det det, sagde han og hentede mælken i køleskabet. – Er der da noget galt i at se sød ud?

– Nej, nej, slet ikke, men det er nu ikke lige sådan, jeg ser mig selv.

Lars satte sig ned overfor Jesper. – Hvordan ser du så dig selv?

Jesper funderede lidt over, hvad han skulle svare. Han havde ikke gjort sig nogen overvejelser over, hvordan han egentlig så sit nye jeg: bøssen Jesper, men det var nu ikke som hverken sød, kær eller nuttet. Han ville helt klart foretrække at blive betragtet som lækker, fræk og maskulin, selvom han ikke følte, at han kunne leve op til sine egne krav for at opfylde netop de kriterier. Mest af alt ville han gerne ligne Lars.

– Det har jeg ikke lige sat ord på, svarede Jesper undvigende. – Hvad med dig? Hvordan ser du da dig selv?

– Hmmm, det synes jeg, at du selv skal finde ud af.

Der var ingen tvivl hos Jesper om, at det var et løfte om, at de havde god tid til at lære hinanden at kende, men til trods for alle de løfter, han indirekte havde fået, turde han endnu ikke tro på det. Det var bestemt ikke fordi, han havde nogen erfaring med, at et forhold, der kun havde varet få dage, havde små chancer for at blive et langvarigt forhold – nærmere tværtimod. Alle de forhold han havde påbegyndt, og som han selv havde haft nogle følelser med i, var blevet mere eller mindre langvarige. Det slog ham, at det aldrig havde været på hans eget initiativ, at forholdene var startet, og at han måske bare havde hængt ved på grund af trygheden. Sådan havde det i hvert fald været i forholdet til Sasha, men sådan var det under ingen omstændigheder i forholdet til Lars. Forholdet til Lars indeholdt på samme tid masser af tryghed og masser af risici. Det han frygtede mest i forholdet til Lars var, at han skulle opdage sider af Lars, som han end ikke kunne forestille sig, men samtidig ville et fast forhold indebære, at han før eller siden var nødt til at præsentere Lars for familien, og de før eller siden også skulle finde ud af at leve sammen. Jesper skød med det samme tanken til side. Det var trods alt alt for tidligt at overveje at flytte sammen.

– Du blev pludselig så tavs? Er der noget, der bekymrer dig? spurgte Lars.

– Ja, hvornår får jeg dig at se igen? spurgte Jesper og var oprigtigt bekymret for svaret. Han ville ikke kunne klare at skulle gennemleve hele julen med familien uden at se Lars.

– Vi bliver nok lige nødt til at ringes ved. Jeg havde egentlig planer hver eneste aften i ugen, men min fætter plejer ikke at være så stabil med hensyn til vores aftaler, så der er en vis sandsynlighed for, at han aflyser på torsdag.

– På torsdag? Ses vi så ikke før på torsdag?

– Nej, det bliver nok lidt svært. Har du ikke nogen planer?

– Ikke noget særligt. Ikke noget, der ikke kan flyttes, sagde Jesper vel vidende, at han ingen aftaler havde. Han håbede inderst inde på, at Lars ville foreslå, at de bare kunne sove sammen, selvom de havde andre planer om aftenen, så han i det mindste kunne få ham at se og være sammen med ham nogle timer om dagen.

– Vi må lige ringes ved, sagde Lars og gav sig til at læse overskrifterne på forsiden af Berlingeren, mens han spiste.

Jesper øste cornflakes og mælk op og begyndte at spise. Han følte sig lidt til overs, og havde en fornemmelse af, at han var trængt ind på Lars’ enemærker og på sin vis forstyrrede hans morgenritual, så han undlod at sige noget.

– Du har ikke nogen søskende, Jesper?

– Nej, hvorfor?

– Jeg kom bare lige til at tænke på, at du aldrig har snakket om nogen bror eller søster. Jeg kom til at tænke på det, fordi jeg skal ud og købe de sidste julegaver med min søster i eftermiddag.

Lars havde omtalt sine to søskende aftenen før. Hans lillesøster, Maria, som han havde et godt og tæt forhold til, læste på universitetet, og boede på Øresundskollegiet, mens hans storebror, Simon, arbejdede som IT-konsulent i Tyskland. Han så kun Simon i forbindelse med de vigtigste familiebegivenheder, og Simon havde tydeligvis ikke været begejstret, da Lars sprang ud overfor ham i sin tid.

– Det lyder da hyggeligt med en gang juleshopping, sagde Jesper.

– Det plejer det at være, sagde Lars og så op fra avisen. – Det er næsten blevet en tradition. En hverdag før jul tager vi i Magasin og i Illum og køber gaver. Vi plejer bare at hygge os og pjatte så meget rundt, at jeg er nødt til at købe de fleste gaver en anden dag, men i år har jeg været så forudseende, at jeg købte dem i sidste uge. Når så vi har købt gaverne, plejer vi at tage ud og spise, og bagefter tager vi her hjem og pakker gaver ind, mens vi råæder æbleskiver. Dagen efter plejer vi begge to at være dårlige af alt det, vi har spist.

Jesper huskede tilbage på tidligere års julegaveindkøb, hvor Sasha på forhånd havde skrevet ned, hvad de skulle købe til hver enkelt, og hvor de havde brugt en hel fridag på at gå fra butik til butik, for at få de mest originale og specielle gaver til familien. Han havde altid ønsket sig, at det kunne være lidt mindre effektivt og lidt mere hyggeligt at købe julegaver.

– Jeg har slet ikke købt nogen gaver endnu, sagde Jesper. – Det er lidt uvant, at jeg selv skal tage initiativ til at få købt gaverne, og faktisk ved jeg slet ikke med sikkerhed, om jeg er inviteret hjem til mine forældre eller ej. Det var da nærmest kun allernådigst, at jeg kom med til min mors fødselsdag.

– Nårh, ja, men du var da inviteret, og din far ringede da til dig og sagde, at du skulle komme. Har de ikke sagt noget om juleaften endnu?

– Næ, men jeg har heller ikke spurgt.

– Så ring dog til dem og find ud af det, sagde Lars, som om det var det letteste i verden.

– Det gør jeg i aften, sagde Jesper og spiste de sidste cornflakes.

– Skal vi se at komme af sted? spurgte Lars.

– o –

De fulgtes ad et stykke vej, indtil Lars tilsyneladende skulle en anden vej.

– Kan vi ikke lige ringes ved i morgen? spurgte Lars. – Så ved jeg sikkert, om jeg skal ud til min fætter på torsdag.

– Jo, lad os det.

– Hav en god dag, sagde Lars, men gjorde ikke mine til at nærme sig Jesper.

Jesper havde sørget for at trække cyklen på den anden side, så den ikke kom mellem ham og Lars. Jesper tog Lars’ hånd og gav den et klem, men da han så, at Lars så sig omkring for at se, om der var nogen, som lagde mærke til dem, slap han straks. – I lige måde, sagde Jesper blot med tydelig skuffelse i stemmen.

– Undskyld, Jesper, sagde Lars. – Jeg ved godt, at jeg burde være ligeglad, men jeg hader at blive overbegloet.

– Det er ok, sagde Jesper og forsøgte at se mindre skuffet ud.

– Årh, så skråt op med det, sagde Lars og gav Jesper et hurtigt kys på munden. – Vi snakkes ved i morgen, ikke?

Jesper blev stående og så efter Lars, mens han forsvandt ned ad gaden på sin cykel.

Fortsættes…