Vildfarelse – afsnit 51 – Hjemme hos Lars

Selvom det var bidende koldt, havde Jesper valgt at tage cykelen. Turen syntes ekstra lang med forventningens sommerfugle i maven, men Jesper blev ved med at sige til sig selv, at han skulle dæmpe forventningerne, for al erfaring viste, at han blot ville blive skuffet. Han forsøgte at stoppe sig selv, hver eneste gang han forestillede sig, hvordan han ville blive modtaget af Lars, og hvordan Lars’ lejlighed så ud. Han brugte det som tidsfordriv at forestille sig det værste og det bedst tænkelige – et bombekrater, der ikke havde set skyggen af god smag, og en stilfuldt indrettet lejlighed med få men dyre møbler. Jesper forsøgte at komme med et kvalificeret gæt baseret på det, han nu kendte til Lars, og havnede et sted i den pæne ende – en pænt indrettet lejlighed, der bar præg af, at Lars havde været studerende i mange år.

Det lykkedes ham at køre forbi opgangen, og først da han så nummeret 67, blev han klar over, at han var kørt flere numre forbi nummer 61. Han vendte cyklen og gik det sidste stykke tilbage til nummer 61. Uret viste, at han var lidt for tidlig på den. Da han havde ringet til Lars og sagt, at han ville komme ved tretiden, havde Lars haft travlt med at gøre sig klar til at rejse til Jylland, så de havde aftalt, at han skulle vente til klokken fire. Klokken var nu kun ti minutter i fire.

Døren til nummer 61 stod på vid gab, men Jesper besluttede sig alligevel for at trykke på knappen på dørtelefonen ud for navnet Lars. Mens han ventede på svar, lagde han mærke til, at der var sat et stykke sort tape hen over en del af knappen. Han forsøgte at skæve ind under tapen, men kunne blot se nogle få bogstaver: “as &” stod der foran “Lars”. Jesper forsøgte at komme i tanke om, hvad Lars’ eks hed, og da han ikke kunne komme i tanke om det, prøvede han at finde alle de navne, der endte på “as”. Det eneste han kunne komme i tanke om var Mathias og Thomas.

– Ja, lød det i dørtelefonen. Lars’ stemme blev så forvrænget i den lille højttaler, at Jesper ikke kunne kende den. Det lød nærmest som en pigestemme.

– Det er Jesper. Kommer jeg for tidligt?

– Det tror jeg ikke. Lars er lige i bad, men kom bare op.

Jesper følte et voldsomt stik af jalousi. For det første var Lars ikke alene, og for det andet var han i bad, mens en eller anden rendte rundt i lejligheden. Jesper forestillede sig straks, at Lars havde et forhold kørende ved siden af, men hans fornuft prøvede ihærdigt at overbevise hans følelser om, at det ikke kunne passe. Lars havde været alt for sød og dejlig til, at han kunne have følelser for andre. Så måske var det bare sex? Jespers fornuft sagde, at Lars umuligt kunne have behov for mere sex, end de havde haft sidst, de var sammen.

Der var langt op til fjerde sal, men Jesper besluttede sig alligevel for ikke at vente på elevatoren, og begyndte at gå op ad de mange trapper. Da han kom op til Lars’ dør, stod den på klem. På brevsprækken var der spor efter et skilt, der havde været tapet fast, men nu var der kun klister tilbage. Jesper gik ind med bankende hjerte.

– Kom bare ind, lød en pigestemme inde fra et tilstødende lokale, – men smid lige skoene derude. Lars er lidt pernitten med den slags, lød det i en munter tone.

Jesper tog støvlerne af, men han kunne ikke se nogen steder at hænge jakken, så han beholdt den på og gik ind i lokalet, hvorfra stemmen var kommet.

Henslængt i en sofa lå en køn pige og læste et kulørt ugeblad. Da hun fik øje på Jesper, sprang hun op og gik ham i møde for at give ham hånden.

– Hej, jeg hedder Dorthe, og du må være Jesper.

– Det er mig, sagde Jesper og gengældte hendes smil.

– Jeg skulle lige til at sige, at jeg har hørt så meget om dig, men det ville nok være en mindre overdrivelse, og desuden ville jeg bare blive dødeligt fornærmet over at få at vide, og du aldrig har hørt om mig, sagde hun med et smil, der afslørede en perfekt perlerække af hvide tænder.

Jesper ville ikke indrømme, at han aldrig havde hørt om Dorthe, så han nøjedes med at smile tilbage.

– Sid ned, sagde Dorthe. – Lars er lige på trapperne. Jeg hørte ham slukke for vandet for et øjeblik siden. Han har spurtet rundt hele eftermiddagen for at blive færdig, til du kom, men jeg er ikke sikker på, at han har nået det hele. Jeg har nu også gjort, hvad jeg kunne, for at gå i vejen for ham. Jeg hader bare at blive parkeret i et hjørne, mens han har travlt med alt muligt andet.

Dorthe plantede sig igen på langs i sofaen og så ud som om, at sofaen var bygget til hende. Hendes tætsiddende, korte bluse afslørede et stykke af maveskindet, og i modsætning til mange andre, som forsøgte at klæde sig efter tidens trend for piger, havde hun både krop og ansigt til det. Jesper vidste, at hun var smuk, og at hun var tiltrækkende for mænd – andre mænd. Selv så han bare en glad, smuk pige, som klædte sig efter moden, men som ellers ikke vækkede nogen følelser, og det overraskede ham, selvom han efterhånden havde vænnet sig til tanken.

Jesper tog jakken af.

– Åh, ja, det havde jeg glemt. Lars har ingen knagerække eller stumtjener, for han hader at se på overtøj. Du kan bare hænge den ind i skabet i entreen. Der skulle være en enkelt bøjle til overs derinde, sagde Dorthe og viftede med hånden i retning af entreen.

Jesper gik ud og åbnede garderobeskabet. Der hang mindst tyve ens, ledige bøjler, der tydeligvis var valgt på grund af deres design. Jesper tog den forreste og hængte sin jakke ind i skabet.

Lars kom ud fra badeværelset i samme sekund. Han havde kun et par hvide Bjørn Borg tights på, og hans flotte overkrop og blændende smil gav Jesper et voldsomt sug i maven.

– Hej, sagde Lars og gav Jesper et hurtigt kys på munden, der sendte vibrationer helt ned i mellemgulvet. – Øjeblik, så skal jeg være der, sagde han og forsvandt ind i soveværelset.

Jesper følte sig let som en fjer, og med følelsen af ikke at røre gulvet, gik han igen ind i stuen til Dorthe.

– Der er kaffe på kanden i køkkenet, råbte Lars inde fra soveværelset.

– Tak, råbte Jesper tilbage.

Dorthe havde kastet sig over ugebladet, så Jesper gik ud i køkkenet for at hente kaffe, selvom han ikke var specielt kaffetørstig.

Køkkenet var nyt og praktisk, og en stribe halogenlamper rundt omkring gav det både hygge og stil. Køleskabet var næsten helt dækket af postkort sat op med magneter, og de fleste postkort forestillede både halv- og helnøgne mænd. Ind i mellem var der postkort fra eksotiske feriesteder rundt omkring i verden, og midt i det hele hang en gul lap med Jespers navn, adresse og telefonnummer.

Jesper fandt et krus på en hylde og skænkede sig en kop kaffe fra termokanden på køkkenbordet. Han lagde mærke til, hvor rent og ryddeligt køkkenet var, og glædede sig over, at han og Lars lignede hinanden også på det felt.

– Lars siger, at I havde en god fest hos Tom, sagde Dorthe til Jesper, da han kom ind i stuen igen.

– Ja, det var rigtig hyggeligt, svarede Jesper. – Kender du Tom?

– Mest af omtale, men jeg har da mødt ham en enkelt gang eller to. Jeg plejer at slæbe Lars med på almindelige caféer og diskoteker her på Frederiksberg, og der kommer Tom åbenbart sjældent, så jeg har kun mødt ham på Pan sammen med ham der… Hvad hedder han nu?

– Chrisser, sagde Jesper uden et sekund at være i tvivl, om det kunne være nogen andre.

– Ja, det er vist rigtigt. Han virker meget flink – Tom, altså. Ham Chrisser er ikke lige min kop te. Han er meget sjov og sød, men han roterer lige lovlig meget med håndledene.

Jesper blev lidt irriteret over, at Dorthe lå der og dømte Chrisser. Chrisser var, som Chrisser skulle være. Han satte kaffekruset fra sig på bordet, men blev stående.

– Hvad synes du om Pan, spurgte Jesper for at skifte emne.

– Det er da meget sjovt. Jeg elsker musikken, og der er altid nogle flotte fyre at danse med, men jeg foretrækker altså at danse med fyre, som jeg også kan score, sagde hun med et skævt smil. – Det er derfor, jeg slæber Lars med på almindelige diskoteker, selvom det var nemmere, da han var gift med Thomas. Da havde han ikke selv brug for at danse med nogen, som han kunne score.

– Gift, udbrød Jesper overrasket. – Var de gift?

– Nej, men det virkede sådan. Du skulle høre dem en gang imellem. Det lød som et ægtepar, der havde haft sølvbryllup for længst, sådan som de kunne hakke på hinanden. Du kender den der med, at den ene begynder at fortælle en historie, og så retter den anden hele tiden, når der er noget, som ikke helt stemmer overens med hans version af historien. Typisk ældre ægtepar. Nej, de var nu meget søde sammen, og jeg savner Thomas lidt, men det skal du ikke sige til Lars, tilføjede hun med en fortrolig mine. – Gud, det skal jeg da slet ikke sidde og fortælle dig om, sagde Dorthe chokeret og slog en hånd for munden. – Glem det, Jesper. Thomas er fortid, og det skal han blive ved med at være.

Lars kom ind i stuen. Han havde fået tøj på til Jespers store ærgrelse, men alligevel så han så godt ud, at Jespers hjerte sprang et slag over. Lars smilede sit enestående smil.

Fortsættes…