Vildfarelse – afsnit 49 – Fødselsdagen (III)

– Jeg synes ikke, at jeg har hørt om Steen før? sagde Jesper og forsøgte at lyde lidt mindre interesseret, end han var.

– Nej, Steen er en af Carstens kollegaer. Han er alle tiders. De ville begge to gerne have en stor lejlighed, men ingen af dem havde lyst til at betale det, det kostede, og de har det så hyggeligt sammen, så da Steen fandt en lejlighed, der lige passede til to ungkarle, så spurgte han Carsten, om han havde lyst til at købe den ene halvdel. I begyndelsen synes vi, at det var lidt underligt, men de har indrettet sig så smart, at de kun deler køkken og bad.

Jespers interesse dalede lidt igen. Der var ikke store chancer for, at Carsten og Steen var ret meget andet end gode venner, hvis de havde hver deres stue og soveværelse.

– Er du glad for din lejlighed? spurgte Jette konverserende.

– Ja, det er jeg såmænd. Det er ikke det pæneste kvarter i København, men der er ikke så langt til arbejde, og det kan jo næsten ikke blive mere centralt.

– Er du ved at være klar, Jesper? spurgte Jens bag ham.

Jespers hjerte begyndte straks at hamre. Han følte sig slet ikke klar til at holde tale, og selvom han havde brugt de ledige minutter til at overveje, hvad han skulle sige, havde han ikke fået nogen gode ideer. Han ville ikke nøjes med bare at udbringe et leve og skåle, men på den anden side var han slet ikke parat til at fortælle historier og være underholdende.

– Ok, svarede Jesper tøvende.

Jens fornemmede Jespers modvilje. – Det behøver ikke at være mere end et par ord, Jesper.

– Nej, det ved jeg godt. Jeg skal nok finde på noget. Skal det være lige nu?

– Det kan da godt vente lidt, men det plejer at være den nærmeste familie, som taler først. Vil du vente et par minutter?

– Næh, jeg kan lige så godt få det overstået, sagde Jesper og forsøgte at forberede sig mentalt ved at forestille sig, hvordan han skulle rejse sig, og hvordan han skulle indlede.

– Fint nok, sagde Jens og gik tilbage til sin plads. Han greb straks kniven og slog på sit glas.

Jesper syntes, at der gik uendelig lang tid, før der blev ro.

– Og så har vi næste taler på listen. Værsgo, Jesper.

Jesper rejste sig med adrenalinen susende i årene. Han foldede velopdragent servietten, han havde haft i skødet, og lagde den på stolen.

– Kære mor!

Jespers havde en tudse i halsen. Han rømmede sig og startede forfra.

– Kære mor! Til lykke med fødselsdagen. Det er nu ikke fordi, jeg er særlig god til at holde taler eller fordi, jeg har en masse at sige, men jeg vil nu gerne ønske dig til lykke med de 50 år. Du har altid…

Jesper fornemmede hurtigt, at han var på vej ind i en blindgyde, hvor han enten ville rode sig ud i noget sentimentalt tågesnak, eller hvor han ville blive nødt til at lyve lidt, så han tøvede, mens han forsøgte at formulere sætningen færdig ind i hovedet.

– Lige så længe jeg kan huske, har du altid været der, hvis jeg eller andre i familien havde brug for en hjælpende hånd, og det havde familien tit.

Der lød et par fnis, og en stribe smil bredte sig på familiemedlemmernes ansigter.

– Det vigtigste i din verden har altid været din familie, og selvom familien ikke altid opfører sig, som du synes, den skal, så har du givet gode råd, irettesat og trøstet, når der var brug for det. Jeg har stadig brug for det, og jeg håber, at du stadig har overskud til det, som du altid har haft det, for jeg har nok mere brug for det nu end nogensinde før. Selvom du nok har svært ved at forstå, hvad din tossede søn nu har fundet på, så skal du vide, at jeg elsker dig, og at jeg altid glæder mig til at komme hjem til dig og far.

Marianne kunne ikke længere skjule fugten i øjenkrogene, og en enkelt tåre trillede ned ad kinden. Jesper fik en klump i halsen, da han lagde mærke til det.

– Men nu synes jeg, at vi alle sammen skal løfte vores glas og råbe hurra for verdens dejligste mor.

Der lød en skubben og klirren, mens alle rejste sig og løftede deres glas.

– Lad os tage tre korte og et langt. Mor længe leve!

De råbte næsten i kor, og da det lange hurra døde ud, begyndte mormor at synge “For hu-un er så u-ung og så yndig ser hun ud”, der blev efterfulgt af “Hun skal leve” og flere andre skålesange.

Jesper var glad for, at det var overstået. Han fortrød et øjeblik, at han havde overdrevet, hvor meget han havde brug for sin mor, men på den anden side var det måske netop det, der skulle til, for at hun blev god igen. Han var meget usikker på, hvor meget den øvrige familie ville forstå af hans hentydninger, men han skød det væk.

– Flot, Jesper, udbrød Jens, mens de øvrige gæster satte sig ned, og et lille bifald spredte sig. – Og inden vi går til anden runde af hovedretten, så er der blevet indleveret en sang anonymt, sagde Jens med et drillende smil og hev en sangskjuler frem, som han havde haft stående under bordet. Sangskjuleren var en æske tæt dekoreret med blomster, som sandsynligvis skulle referere til Mariannes store interesse for blomsterbinding.

Jesper skimmede hurtigt sangen igennem, da han med besvær fik et klistermærke af uden at ødelægge papiret for meget og sangen rullet ud. Hans bange anelser var ikke helt ubegrundet. I et enkelt vers var han og Sasha nævnt. Det var godt nok kun i enkelte ubetydelige sætninger, men han havde håbet, at der ikke havde været noget, der kunne minde resten af familien om at spørge efter Sasha.

Jens, som stadig stod op, slog atter på glasset. – Nu er sangene vist nået hele vejen rundt. Er der nogen, som mangler? Godt. Så har den anonyme digter af den foreliggende sang bedt min kone Hanne om at synge for. Jeg skal lige huske at sige, at vi springer vers nummer fem over, for det er ikke længere så aktuelt, som det var, da det blev skrevet for nogle uger siden, og vi havde desværre ikke mulighed for at skrive verset om.

– Sådan noget pjat, Jens, sagde mormor så højt, at alle kunne høre det. – Det kan vi sagtens se bort fra. Kom så, Hanne. Syng så for.

– Nå, ja, så lad os synge det hele, sagde Jens og satte sig.

Hanne sang for på melodien til “I en kælder sort som kul” med sin trænede sangstemme, og de øvrige gæster stemte hurtigt i. Det var tydeligt, at det var moster Hannes kunstneriske evner og onkel Jens’ lune, som havde frembragt sangen, og man var nødt til at holde en lille grinepause allerede efter første vers.

Da de nåede til sætningen i femte vers, der handlede om, at Jesper og Sasha havde været på ferie med Marianne og Poul, og at Marianne og Sasha ofte delte madopskrifter, hvilket i øvrigt var en voldsom overdrivelse, kastede Jesper et hurtigt blik rundt i lokalet for at se, om der var nogen, som tog notits af det. De fleste sang ufortrødent videre, men faster Vivi og et par stykker andre så først i retning af Jesper og derefter i retning af Marianne. Marianne sang derimod videre uden at fortrække en mine.

Da sangen var færdig klappede alle ivrigt, og moster Hanne og Jens udbragte i fællesskab et leve og en skål. Der var tilsyneladende ingen, som interesserede sig for, hvad der var galt med det femte vers.

– o –

Senere på aftenen samlede de yngste i selskabet sig om et enkelt bord for at tale om biograffilm, skiferier, julegaver, og hvad de ellers havde på hjerte. Jesper vidste, allerede da han satte sig, at han før eller siden ville blive mødt af spørgsmålet om, hvor Sasha var, men han følte sig nogenlunde stærk til at klare det i den yngre del af selskabet, hvor det var lidt mere naturligt at skifte sine kærester ud med mellemrum.

Jesper havde lidt svært ved at deltage i flere af samtalerne, for det var ikke mange film, han havde set i biografen det seneste halve år, og han havde ingen planer om at tage på skiferie, nu hvor den forestående dykkerferie ville sluge en stor del af sparepengene.

– Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne finde noget ordentligt tøj, sagde Bettina, som var datter af et vennepar, og som lige var flyttet til Næstved med sin kæreste. – Det er simpelthen ikke til at finde nogle ordentlige butikker. Nu var jeg lige blevet så glad for den butik på Vesterbro, som Sasha anbefalede mig. Hvordan har Sasha det, Jesper? Det er da ærgerligt, at hun ikke kunne komme med.

– Hun har det sikkert udmærket, svarede Jesper, – men vi kommer ikke sammen mere.

– Ups, der fik jeg da vist jokket lidt i spinaten. Typisk mig. Jeg var da overbevist om, at I både skulle giftes og have børn, efter det Sasha sagde sidst, men det kan jo hurtigt vende.

– Sasha er flyttet ud, så der bliver ikke nogen familie med os to. Hvad med din kæreste? Der var noget med, at han fik job i Næstved? spurgte Jesper for at flytte fokus bort fra sig selv.

– Ja, han fik et job hos Nybolig i Næstved, så vi besluttede os for at flytte der ned. Huspriserne er også noget anderledes der nede, kan man godt sige.

– Ja, forhåbentlig, sagde Jesper drillende. – Det er sandelig da også langt ud på landet.

– Sasha snakkede ellers meget om at flytte på landet, når I skulle have børn, men det er selvfølgelig ikke så aktuelt mere.

– Nej, jeg befinder mig udmærket inde i byen.

– Det er altså også noget nemmere, når man skal hjem fra byen, sagde Finn, der var søn af en af farens kolleger gennem mange år. – Så skal du måske til at gå i byen igen? Har du været på Subsonic? Det er et fedt sted, hvor de spiller noget af den fedeste musik fra firserne og halvfemserne. Var det noget?

Jesper gad ikke rode sig ud i at skulle med Finn på Subsonic, eller at skulle lade som om, at Subsonic interesserede ham synderligt. – Nej, jeg går kun på Pan i øjeblikket, sagde Jesper og ventede spændt på reaktionen.

– Gud, det turde jeg ikke, sagde Bettina overrasket.

– Det gad jeg bare ikke, sagde Finn med et ansigtsudtryk, der ikke lagde skjul på, at han fandt stedet frastødende. – De fleste af pigerne er lebber, og du risikerer at bruge hele aftenen på at lægge an på en sild, og så viser hun sig at gå hjem med en halvfed lebbe alligevel. Og tænk at blive lagt an på af en fyr?

– Det skulle du da tage som et kompliment, sagde Jesper drillende.

– Jeg har godt nok hørt, at musikken skulle være ret god, og en af mine venner har været der, og han gik hjem med to piger på én gang. Er det det, du drømmer om? spurgte Finn med et stort grin.

Jesper tog mod til sig. – Nej, fyrene er betydeligt mere interessante.

Der gik et øjeblik, før tiøren faldt hos både Bettina og Finn, og Jesper bemærkede, at der var flere i nærheden, som havde fulgt med i samtalen.

Finns grin falmede. – Hva’ fan’! Er du kommet på den forkerte side?

– Det er altså ikke noget man bare kommer, sagde Charlotte, som Jesper var i familie med langt ude, og som åbenbart havde fulgt med. – Det var da på tide, at du fandt ud af det, Jesper. Har du det godt?

– Ja, tak, jeg har det helt fint.

– Nej, det er sgu’ da for klamt, sagde Finn.

– Jeg synes, at du skal gå nu, Finn, sagde Charlotte. – Hvad sagde dine forældre? spurgte hun Jesper og ignorerede Finn så godt hun kunne.

– Mor har stadig lidt svært ved at acceptere det, men far tog det egentlig meget pænt, svarede Jesper.

Finn rejste sig. – Det kan jeg sgu’ godt forstå, at hun har svært ved, sagde han og gik.

– Tag dig ikke af ham, Jesper, sagde Charlotte. – Ham skal du heldigvis ikke have noget med at gøre.

Charlotte spurgte Jesper ud om hans nye liv, mens Bettina og flere andre lyttede interesseret til. Bettina kom stort set kun med enkelte udbrud af typen: – Gud, turde du virkelig det? da Jesper fortalte om sit første besøg på Sebastian. Jesper sorterede alle de mere saftige detaljer fra, men han var alligevel villig til at svare på de fleste spørgsmål. Han havde dog store problemer med at svare fornuftigt på Bettinas spørgsmål: – Hvorfor i alverden synes du, at fyrene er mere spændende end pigerne? Han nøjedes med at stille modspørgsmålet: – Hvorfor i alverden synes du selv, at fyrene er mere spændende end pigerne?

– o –

Klokken var efterhånden blevet to om natten, og størstedelen af gæsterne havde sagt godnat, og havde sat sig ud i ventende taxaer, eller konerne havde kørt deres let berusede ægtefæller hjem.

Jesper havde ryddet det op, han kunne, uden at forstyrre sine forældres og de resterende gæsters hyggesnak ved det bagerste bord.

– Er der mere jeg kan gøre? spurgte Jesper sin far hviskende i håbet om, at han kunne få lov til at gå med god samvittighed.

– Nej, det er fint, Jesper, sagde Poul med en stemme, der røbede, at han ikke havde holdt sig tilbage med vinen, whiskyen og nu julebryggen. – Vi klarer resten i morgen. Hanne og Jens har lovet at hjælpe til med det sidste også. Tager du en taxa?

– Nej, jeg tager den første natbus. Tak for i aften, far.

– I lige måde, Jesper. Og tak for hjælpen.

Jesper gik over til sin mor. – Jeg smutter nu, mor. Tak for i aften.

– I lige måde. Tak for gaven, sagde hans mor uden at gøre mine til at give Jesper det sædvanlige knus.

Jesper lagde hånden på hendes skulder og gav den et klem. Han var skuffet over, at hans mor ikke virkede gladere for gaven, og endnu mere over, at hun ikke ville give ham selv et overfladisk knus, men det bekymrede ham ikke. Han var overbevist om, at det var en fase, og at hun bare skulle have tid til at finde ud af, at han stadig var den samme. Aftenen var dog ikke helt spildt. Han var overbevist om, at størstedelen af familien i løbet af de næste 24 timer ville vide, at han havde fået en mandlig kæreste.

Fortsættes…