Vildfarelse – afsnit 48 – Fødselsdagen (II)

Jesper var ved at tage en bid af forretten i munden, da Karina begyndte at spørge til Sasha. Jesper havde haft ret med hensyn til Karinas nysgerrighed – hun kunne ikke holde sig tilbage ret længe, inden hun igen stak næsen i ting, som ikke vedrørte hende.

– Har Sasha beholdt lejligheden?

Jesper tyggede af munden, inden han svarede hende. – Nej, jeg bor i lejligheden, og Karina, vil du ikke godt respektere, at jeg ikke har lyst til at tale om det?

– Jo, jo, hvis det virkelig er dig så meget imod, men jeg har aldrig forstået det der med, at kvinder går ud og finder sig en ny fyr, mens de allerede har en kæreste.

Jesper så forundret på hende.

– Jamen, er det ikke underligt? fortsatte hun. – Hvis man virkelig holder af sin kæreste, så er der da ingen grund til at lede efter en ny. Så hvad skulle have fået Sasha til at falde for en anden?

– Hvad i alverden får dig til at tro, at hun har funder en anden? sagde Jesper brydsk. – Kan du slet ikke forestille dig, at jeg måske har fundet en anden? Hvad ved du i det hele taget om vores forhold?

– Sasha og jeg talte da en del sammen.

– Og bare fordi du og Sasha talte sammen et par gange om året, så skulle du vide noget som helst om vores forhold?

Fætter Ole, som sad skråt overfor Jesper og Karina, var begyndt at skæve over til dem. Jesper havde ellers forsøgt at dæmpe stemmen, så de andre ved bordet ikke skulle opdage hans voldsomme irritation.

– Jamen, du sagde, at du stadig boede i lejligheden, så jeg regnede da med, at Sasha havde forladt dig og ikke omvendt.

– Nå, men sådan er det altså ikke, sagde Jesper vredt.

– Hvis du har fået en ny kæreste, hvorfor har du så ikke taget hende med i dag? Er det så nyt?

Jesper havde mest af alt lyst til at stoppe hende, ved at fortælle hende sandheden, men han turde ikke endnu. – Ja, det er meget nyt, sagde Jesper blot med træt stemme.

– Ej, hvor spændende! Der er altså ikke noget bedre end at være nyforelsket. Jeg kan huske, da jeg mødte Adam. Jeg var fuldstændig overbevist om, at jeg endelig havde fundet den eneste ene, og jeg kunne hverken spise eller sove om natten i hele den første uge, efter at jeg havde mødt ham.

– Karina, han viste sig jo at være alkoholiseret lystløgner.

– Hvad har det med sagen at gøre? Jeg var forelsket i månedsvis, og jeg prøvede bare at fortælle, at det er den bedste tid.

– Ja, det ved jeg da godt, sagde Jesper og tænkte på Lars’ smukke smil. Han kunne ikke huske Lars’ ansigt i detaljer, og han besluttede sig for at indprente sig det grundigere, næste gang de var sammen.

– Ligner hun Sasha? spurgte Karina henkastet, som om hun kunne skjule, at hun stadig borede i sagen.

Jesper besluttede sig for at gøre et forsøg på at stoppe hende ved at chokere hende. – Nej, det kan man roligt sige, at han ikke gør.

– Hvordan…

Der gik nogle sekunder, før det gik op for hende, hvad Jesper egentlig havde sagt. Jesper syntes næsten, at han kunne høre hendes kæbe ramme gulvet.

– Er du…? begyndte hun, men kunne tilsyneladende ikke fuldføre sætningen.

Jesper fortsatte selvtilfreds med at spise. Han fornemmede, at Karina studerede ham med let åben mund. Bag ham hørte han nogen rejse sig, og der blev slået på et glas. Jesper drejede hovedet, og så at det var Jens, som havde rejst sig.

– Kære Marianne! Kære Poul! Kære familie og venner! Jeg har fået det betroede hverv at være toastmaster i aften, så hvis der er nogen, som har lyst til at sige nogle ord til Marianne, eller som på anden måde vil bidrage til underholdningen, bedes I lige give mig et praj. Jeg har allerede fået et par henvendelser, men allerførst vil jeg give ordet til ham, som Marianne har delt størstedelen af sit liv med: Poul.

Jens satte sig samtidig med, at Jespers far rejste sig. Poul slog let på glasset med sin kniv tilsyneladende for at markere, at det nu var ham, der havde ordet. Jesper havde kun få gange hørt sin far tale, men han plejede at klare det udmærket. Jesper var kun lidt nervøs for, at han selv skulle blive inddraget i talen.

– Kære Marianne! Til lykke med fødselsdagen. 50 år er jo ingenting. Til gengæld har vi været gift i 27 år, og det er lidt af en præstation!

Familien lo.

– Spøg til side. Vi har haft 27 gode år, og det ses tydeligt, at livet har behandlet dig pænt. Du ser stadig lige så godt ud, som du gjorde, da vi mødtes. Godt nok vejer du et par kilo mere end de 50, du vejede den gang, og et par enkelte grå hår er det også blevet til, men det klæder dig kun. Selv en umulig søn kunne ikke få dig til at se en dag ældre ud.

Ironien i hans stemme var ikke til at tage fejl af, og der blev fniset og grinet rundt omkring. Jesper smilede høfligt af sin fars morsomheder.

– Du har haft nogle store projekter i al den tid, vi har kendt hinanden: Vores lille firma, Jesper og så selvfølgelig mig, og man må sige, at det mest vellykkede af de tre nævnte må helt klart siges at være … firmaet. Vi havde ikke været gift ret længe, før vi blev enige om at starte vores eget, og selvom du altid havde Jesper på armen, så kæmpede vi sammen, og vi nåede vores mål. Der var nu ikke nogen tvivl om, at Jesper var vigtigere end firmaet. Vi skulle aflevere regnskabet til revisoren den dag, hvor Jesper fik lungebetændelse, og det regnskab blev lavet inde på Jespers værelse, for du ville ikke lade ham ude af syne et eneste sekund. Det værste der nogensinde er sket dig, var da vores søn flyttede hjemmefra. Den dag har vi talt om mange gange, for du troede, at du havde mistet ham for altid. Der gik et stykke tid, før du fandt ud af at få din hverdag til at hænge sammen igen, men da han havde sin første rigtige kæreste med hjem, blev du ikke jaloux, som jeg havde ventet, men tværtimod stolt og glad. Du tog det hårdt, da du fik at vide, at de var gået fra hinanden, men I skal alle sammen vide, at uanset hvordan Jesper beslutter at leve sit liv, så elsker Marianne og jeg vores søn.

Jesper fik en stor klump i halsen, og han opdagede, at de fleste sad og betragtede ham. Nogle smilede, mens andre sad udtryksløse. Jesper så på sin mor. Hun sad med våde øjne og så ned i bordet.

– Men der er ingen grund til at være så dybsindige. I dag fejrer vi, at du har rundet et skarpt hjørne, og jeg vil bede jer alle om at hjælpe mig med at udbringe et trefoldigt leve for Marianne. Marianne længe leve!

De rejste sig alle og råbte hurra efterfulgt af både det lange “hurraaah” og det frække “hu”, hvorefter de løftede glassene og skålede. Marianne smilede tappert og skålede med.

Jesper skyndte sig at sætte sig ned. Han var glad for, at hans far havde givet ham sin uforbeholdne kærlighedserklæring, men han vidste også, at der nu ikke var grænser for, hvad han ville få af spørgsmål resten af aftenen. Han ønskede, at han bare kunne være sammen med Lars og slippe for familiens nysgerrige blikke.

– Nåhh, Jesper, sagde Ole med et smørret smil. – Så du er blevet ungkarl igen, hva’? Det lyder som om, at vi to skal ind til byen senere. Vil du med på Grogg?

– Det er vist ikke lige dér, at Jesper… begyndte Karina, men hun tav, da hun så Jespers vrede blik.

– Jeg kan lige så godt sige det, som det er, sagde Jesper lidt opgivende, men indeni var han rystende nervøs. – Jeg har mødt verdens dejligste fyr, og hvis det står til mig, så ender vi vores dage sammen.

Ole tav, men han så hverken chokeret eller overrasket ud. – Nå, sagde han blot. – Til lykke med det. Hvorfor er han så ikke med?

Jesper havde ikke regnet med det spørgsmål, men det gjorde ham straks meget gladere og nervøsiteten lagde sig lidt. Han svarede lidt undskyldende: – Jeg har næsten lige mødt ham, og mor og far har ikke mødt ham endnu, så det er måske lidt tidligt at kaste ham for løverne.

Jesper var glad for, at de øvrige ved bordet lod til at være fordybet i samtale.

– Hvad laver han? spurgte Ole, som åbenbart også havde noget af den samme uudtømmelige nysgerrighed, som Karina havde demonstreret.

– Han er ingeniør hos DSB.

– Ej, min veninde Tina er også hos DSB, udbrød Karina. – Jeg er nødt til at høre hende, om hun kender ham. Hvad hedder han?

Jesper følte sig forhørt, men han nød egentlig opmærksomheden. – Han hedder Lars.

– Lars? Hvad hedder han til efternavn?

Jesper blev pludselig i tvivl, men han ville nødig lyde usikker, så han sagde: – Henriksen, med påtaget sikkerhed.

– Hvor mødte du ham? spurgte Ole interesseret.

– Gennem en fælles ven, sagde Jesper og håbede, at han kunne undgå at fortælle, at de havde mødt hinanden på Pan. Jesper mærkede en hånd på sin skulder.

– Jeg er ked af, hvis jeg var lidt klodset tidligere, sagde faster Vivi hviskende til Jesper og gav ham et lille knus stående bag stolen.

– Det skal du ikke tænke på, sagde Jesper forlegent. Det snurrede stadig i hans mave af nervøsitet.

– Det er godt, sagde faster Vivi kærligt. – Hygger I jer? spurgte hun sine børn.

– Ja, da, sagde Karina med et smil, der kunne indicere, at faster Vivi egentlig forstyrrede samtalen.

– Det var godt, sagde faster Vivi og gav Jespers skuldre et klem, inden hun drejede om på hælen og gik over til sin plads.

– Nårh, Jesper, sagde Jette, som sad overfor Jesper, og som var forældrenes nabo på tolvte år. – Hvordan går det med dit nye job?

– Det går helt fint. Hvordan går det med Carsten? spurgte Jesper

Carsten var naboens søn, som Jesper oven i købet havde gået i klasse med. Carsten havde altid været den stille type, men han og Jesper havde været gode venner. Siden Jesper var flyttet hjemmefra, havde han ikke set ham, men han havde jævnligt fået nyheder om Carsten gennem sin mor.

– Var der ikke noget om, at han havde fået sig et nyt job?

– Jo, sagde Jette glad. – Han er blevet ansat i Danske Bank som systemudvikler. Lyder det ikke godt?

Jesper syntes, at det lød kedeligt, men han nænnede ikke at slå skår i Jettes glæde: – Jo, for Søren. Du må hilse ham og ønske ham til lykke.

Jesper kom pludselig i tanke om, at Michael også havde været ansat i Danske Bank, og med ét følte han et stik af de samme følelser, som han havde haft, da Michael nærmest smed ham ud.

– Det skal jeg gøre, sagde Jette.

Hovedretten var blevet serveret, og de begyndte at spise.

– Carsten er ellers så glad for sin nye lejlighed, sagde Jette.

– Nå? Hvor er han flyttet hen?

– Han har købt en lejlighed i Valby sammen med sin ven Steen, svarede Jette.

Jespers interesse var pludselig vakt.

Fortsættes…