Vildfarelse – afsnit 47 – Fødselsdagen

Jesper ankom først til fælleshuset kvart over seks. Normalt ville hans mor se misbilligende på ham, når han kom for sent, men Jesper troede, at hun helst var helt fri for at se ham, så han forventede ingen reaktion. Inderst inde var han dog overbevist om, at hun var i en kamp med sig selv om at acceptere, at hendes søn var noget så forfærdeligt som at være bøsse, og at hun stadig elskede ham. Jesper håbede blot, at det var en ulige kamp.

Lige inden for døren til fælleshuset stod moster Hanne og tog imod. Hun stod alene, hvilket fik Jesper til at fornemme, at han var den sidste, og at han var ventet. Hendes ansigt forvandledes til ét stor smil, da hun fik øje på Jesper.

– Hej, Jesper! Hvor er det dog længe siden, udbrød moster Hanne og gav Jesper et voldsomt knus. – Hvordan har du det?

Inden Jesper nåede at svare, var hun allerede fortsat: – Jeg har altså allerede talt med din mor. Hun var ulykkelig, men hun har altså aldrig forstået, at man kan leve på andre måder, end hun selv gør. Mariannes verden er altså ikke så stor. Hun kunne faktisk lige så godt have boet langt ude på landet, for for hende går verdenen kun til Rødovre Centrum. Men jeg håber, at du bare tager det i stiv arm, Jesper. Hun kommer over det før eller siden.

Jesper var lamslået. Han ville have forsvoret, at hans mor skulle have røbet noget til nogen, men her stod moster Hanne og vidste det hele. Han følte sig lidt forrådt, men på den anden side var han lettet over, at moster Hanne allerede vidste det og åbenbart tog det som den naturligste ting i verdenen. Jesper smilede.

– Det er godt min dreng, sagde moster Hanne som svar på smilet og gav Jespers arm et klem. – Gå så ind og fejre din mor med manér.

Festlokalet var fyldt med familie og forældrenes få nære venner. Jesper kendte dem alle, men ved nærmere øjesyn var der ingen, som han virkelig følte sig tæt knyttet til. Alle familiemedlemmerne var sådan nogen, som han blot så til familiefester, og nogle enkelte fik han også fødselsdagskort fra – måske lige bortset fra moster Hanne og mormor, som altid havde haft et godt øje til Jesper. Det gjorde nok også en forskel, at Jesper var det første barnebarn.

Jesper søgte forgæves efter mormor i mængden. Han vidste godt, at han burde opsøge sin mor først, men han havde ikke lyst til at tage konfrontationen allerede nu. Først ville mødes af mormors strålende glæde, mærke hendes skrøbelige arme omkring sig og fornemme duften, som han kendte så godt fra mormor og morfars hjem.

– Hej, Jesper, lød det fra en eller anden skråt bag Jesper.

Da Jesper vendte hovedet efter stemmen, så han sin fætter, Ole, stå sammen med sin søster, Karina. Ole og Karina var faster Vivis og onkel Arnes børn.

– Hvor har du gjort af Sasha? spurgte Karina med et smil.

Jesper var ikke overrasket over spørgsmålet, for Karina og Sasha havde altid talt godt sammen, men han var irriteret over, at det var det første, de skulle spørge om. Han spekulerede over forskellige måder at formulere et svar på. – Vi kommer ikke sammen mere, valgte han til sidst og krydrede udsagnet med et skuldertræk.

– Hvad siger du? spurgte Karina forbløffet. – Det har mor da ikke sagt noget om. Hvornår er det sket?

– Det er en måneds tid siden, sagde Jesper og anlagde en ligegyldig mine.

– Ej hvor tragisk, sagde Karina og så ud som om, at hun mente det. – Hvordan i alverden kan det være – hvis det altså ikke er for personligt?

– Det er det, svarede Jesper blot. – Ved I hvor min mor er henne?

Jesper ønskede blot at komme væk så hurtigt som muligt.

– Jeg tror, at hun er ude i køkkenet, sagde Ole og pegede i retning af fælleshusets køkken. – Gavebordet er derovre, sagde Ole, da han fik øje på posen i Jespers hånd.

– Ok, sagde Jesper og gik over til bordet. Han følte, at der var flere, der stirrede efter ham, men han fik overbevist sig selv om, at det blot var noget, han bildte sig ind.

Han stillede gaven midt på bordet lidt gemt blandt de øvrige gaver. Det gjorde ikke noget, hvis hun ventede til sidst med at åbne den, så den måske kunne få den opmærksomhed, som han syntes, at den havde fortjent. Han foldede plasticposen sammen og lagde den under bordet, inden han gik ud i køkkenet.

Jespers mor stod sammen med faster Vivi, og var ved at anrette forretten.

– Til lykke med fødselsdagen, mor!

– Tak, Jesper, sagde hans mor uden at se op. – Vi kommer lige straks. Kan du ikke gå ind og underholde gæsterne?

– Hej, Jesper, sagde faster Vivi. – Får jeg ikke et knus?

– Selvfølgelig, faster.

Jesper gav faster Vivi et knus, mens han mærkede en knugen i brystet over den noget kølige modtagelse, han havde fået fra sin mor.

– Hvordan har du og Sasha det? spurgte Vivi konverserende.

– Gå så ind til de andre, sagde Jespers mor med så meget skarphed i stemmen, at Vivi forstod, at hun ikke skulle spørge mere.

Jesper vendte sig og gik, men han nåede lige at høre Vivi spørge: – Er der noget galt, Marianne?

Da Jesper kom ind i lokalet igen, så han sin far nærme sig køkkenet. Da han fik øje på Jesper komme ud af køkkenet, blev hans ansigtsudtryk pludselig noget anstrengt.

– Hej, far. Er der styr på det? spurgte Jesper for at undgå de mere problematiske emner.

– Det ser sådan ud. Vi mangler kun Johanne og Inga; så er vi fuldtallige.

– Er der noget, jeg kan gøre?

– Nej, tak. Jeg skal bare lige høre din mor, om vi har noget mad til Camilla. Vi havde glemt alt om, at hun ikke spiser kød.

Hans far gik ud i køkkenet, og Jesper så sig om efter nogen at hilse på. Han behøvede ikke at vente længe, før onkel Jens kom over til ham.

– Goddag, Jesper, sagde Jens og gav ham hånden.

– Hej, Jens, sagde Jesper med et venligt smil. – Har I været her længe?

– Ja, vi kom allerede klokken 11 for at hjælpe med bordene, men det havde nu ikke været nødvendigt at komme så tidligt. Vi var faktisk færdige allerede klokken to.

– Ved du, hvor jeg skal sidde? spurgte Jesper. Han var begyndt at frygte, at han var placeret længst væk i et hjørne blandt nogle af de familiemedlemmer, som han alligevel kun så en enkelt gang om året eller sjældnere.

– Så vidt jeg kunne se, skal du sidde ved bordet ved siden af dine forældres. Du skal vist have Karina til bords.

– Det var da hyggeligt, sagde Jesper høfligt. Han var ikke helt sikker på, at det ville blive så hyggeligt. Der var en vis sandsynlighed for, at Karina ville fortsætte med at bore i, hvad der var sket mellem ham og Sasha, når man tog Karinas nysgerrighed i betragtning.

Der var et øjebliks tavshed, der var lige ved at blive pinlig. – Hvordan går det ellers? tog Jesper sig sammen til at spørge.

– Det går godt, sagde Jens med oprigtighed i stemmen. – Vi har som altid travlt, kan du jo nok forestille dig, og Hanne bliver ved med at udvide forretningen. Nu har hun fundet på, at hun også skal have tøj i forretningen, selvom jeg ikke lige kan se, at det harmonerer særligt godt med antikviteterne, men hun plejer jo at have succes med selv de underligste ideer.

Siden Hanne for år tilbage havde fået konstateret, at hun ikke kunne få børn, havde hun kastet sig over det ene projekt efter det andet. Den mest succesfulde ide havde været antikvitetsbutikken i Helsinge, som efter sigende havde indbragt dem en større formue. I hvert fald havde de købt sig en bil, der kostede lige så meget som den lejlighed, de stadig boede i i Humlebæk.

– Hun må da bare sige til, hvis hun skal bruge lidt ekspertviden, sagde Jesper med ironi i stemmen. Ironien var åbenbart spildt på Jens.

– Det var satans… Jeg havde da helt glemt, at du er i branchen, og det har Hanne da sikkert også. Det skal jeg huske at minde hende om. Du kan godt regne med, at du bliver hyret som konsulent – hvis du altså har lyst.

– Det kunne sikkert være meget sjovt, sagde Jesper uden den store oprigtighed.

– Nå, der kommer svigermor og Inga endelig. Så kan vi måske snart komme til bords.

Mormor og hendes lillesøster, Inga, blev modtaget med knus og kram. Mormor var populær i hele familien, og det var som regel hende, som tog initiativ til at samle familien – en rolle som Jespers mor stille og roligt var ved at overtage, efterhånden som Johanne var kommet op i årene. Hun var 74 og dårligt gående, og var ofte afhængig af at have Inga med, når hun skulle ud.

Jesper glædede sig til at hilse på sin mormor, men han ville vente, til hun var løbet spidsrod igennem resten af familieflokken, og han vidste, at hun ville komme over til ham, så snart hun fik øje på ham.

– Jesper, jeg formoder, at du vil holde en tale på et tidspunkt? sagde Jens. – Din mor har bedt mig om at være toastmaster, så jeg prøver lige at ordne de forskellige indslag.

Jesper havde faktisk overvejet det flere gange, men den seneste tids udvikling havde overbevist ham om, at det nok ville være en dårlig ide. – Jeg ved ikke rigtig, begyndte Jesper.

– Sikke dog noget sludder, sagde Jens bebrejdende. – Du kan sagtens finde på nogle ord at sige. Jeg sætter dig på efter første omgang af hovedretten, sagde han og trak en seddel op af inderlommen.

– Jamen…, protesterede Jesper.

– Det behøver ikke at være så meget. Du kan nøjes med at udbringe et leve og en skål, hvis du ikke kan finde på noget.

Jesper opgav at protestere yderligere.

– Goddag, min dreng.

Mormors spinkle stemme fik næsten Jesper til at føle sig som en lille dreng igen.

– Mormor! udbrød Jesper glad og gav den lille kvinde et kæmpeknus.

– Lad mig se på dig, sagde mormor og trak sig lidt bort, mens hun lagde sine finde hænder på Jespers kinder. Hun smilede underfundigt. – Hvad er det nu, du har fundet på? sagde hun i en ironisk bebrejdende tone. Hun rystede lidt på hovedet med et smil, og Jesper kun ikke lade være med at smile igen. – Du er jo lykkelig, sagde hun konstaterende men med lidt overraskelse i stemmen. Mormor havde altid gennemskuet ham, og endnu en gang havde hun ramt plet. Jesper smilede bredt.

– Pas nu bare godt på dig selv, sagde hun og gav ham et smækkys midt på munden, – og så glæder jeg mig til at møde den heldige, sagde hun og blinkede til ham.

Jesper var sikker på, at man ikke fik bedre mormødre.

Fortsættes…