Vildfarelse – afsnit 31 – Tirsdag (II)

Michael standsede ved toppen af trappen og så sig om. Jesper kunne ikke tage øjnene bort fra ham, og sekundet efter mødtes deres øjne, men Michael så blot ligegyldigt væk. Selvom der var en antydning af genkendelse i Michaels øjne, var Jesper åbenbart ikke betydningsfuld nok til at ofre hverken et smil eller en hilsen. Jesper prøvede at overbevise sig selv om, at selvom Michael var hans første fyr, så var det ikke mere end det, men han kunne ikke. Michael var noget særligt. Michael var den mand, som havde ført ham gennem porten ind til en ny verden, hvor han både følte sig hjemme og fremmed, men en verden som han allerede var begyndt at betragte som sit hjem. Den nye verden var befolket af mænd, som han forstod på et helt andet plan, end alle de mennesker han tidligere havde mødt på sin vej.

Jesper blev vred, skuffet og såret. Han havde mest lyst til at gå sin vej, men han følte det som at skulle forlade sit eget hjem fordi naboen generede ham, så han lod stædigt som ingenting.

– Er der noget galt, Jesper? spurgte Søren fra butikken sagte.

– Nej, ikke spor, svarede Jesper hurtigt og forsøgte at lyde glad.

– Hvem er han? spurgte Søren nysgerrigt. Han havde åbenbart set mere, end Jesper havde håbet på. – Har du været sammen med ham?

Jesper følte sig alt for let gennemskuet. – Hvorfor tror du det?

– Hmmm, det var noget med måden, du så på ham på. Du håbede, at han ville kommer over til dig, ikke? Og da han bare fortsatte forstod du først, hvor ligeglad og ligegyldig, han egentlig er, ikke?

Jesper følte sig læst som en åben bog. Var han virkelig så let gennemskuelig? Eller opførte han sig bare som alle andre, når de først begynder at gøre sine erfaringer? Det eneste, som Søren tog fejl i, var, at Michael ikke var ligegyldig.

– Han var min første, sagde Jesper stille.

– Du kan gøre det bedre, Jesper. Han er helt tydeligt ikke noget at samle på. Den første er bare den første – hverken mere eller mindre. Du vil huske det til dine dages ende, men mindet er bedre end virkeligheden. Han var, er og bliver ikke værd at ofre en eneste tåre på. Jeg håber bare for dig, at det var godt. Du ved: godt begyndt er halvt fuldendt. Heldigvis skal der ikke så mange gode oplevelser til at opveje de dårlige, vel?

Jesper overvejede lidt. Var det en dårlig oplevelser den nat med Michael? Nej, slet ikke, men der var nok nogle enkelte aspekter, han godt kunne have undværet. Og så den ligegyldighed, som Michael nu lagde for dagen. Jesper følte sig virkelig brugt og smidt væk, og netop da bestemte han sig for, at han ikke ville lade sig påvirke så kraftigt næste gang, og han vidste, at han kunne. Den aften med Erik havde vist med al tydelighed, at han kunne have sex uden følelser, og at han kunne lide det. Det kunne i hvert fald opfylde hans behov, indtil han fandt den rette – indtil Lars eller måske en anden åbnede sit liv for ham. Det hastede ikke så meget. Betragtningen overraskede ham selv, for han havde indtil dette sekund været overbevist om, at han var mere end klar til et fast forhold med Lars. At han ikke var så erfaren havde ingen betydning, men hvorfor ikke bruge ventetiden til netop det? Var det ikke netop derfor, han havde kastet sig ud i sex med en fyr, som han havde mødt på chatten? Jesper følte en pludselig lettelse.

– Du har ret, Søren. De gode oplevelser vejer tungere. Du, skal vi ikke gå? Jeg har brug for noget luft.

– Nu? Det er jo koldt og mørkt? Hvor vil du hen?

– Bare ud. Vil du med?

Søren tænkte sig lidt om. – Ok, så. Skal du ikke drikke ud?

Jesper løftede sit glas, der stadig var halvt fuldt og tømte det næsten i store slurk. – Jo, sagde han med et smil, da han havde taget glasset fra munden. – Skal du ikke?

Søren smilede bredt og tømte sit glas. – Jeg vidste, at du havde det i dig, sagde han muntert.

– Havde hvad? spurgte Jesper undrende.

– Ikke noget, sagde Søren hemmelighedsfuldt. – Er vi gået?

– o –

En time senere var Jesper på vej hjem. Han og Søren havde gået en tur omkring Christians Borg, og havde snakket om løst og fast. Søren havde fortalt lidt om nogle af sine oplevelser fra det Århusianske bøssemiljø, og Jesper havde suget det til sig, som var det forklaringen på livets gåder. Han og Søren skiltes på Vesterbrogade. Da han tændte sin mobiltelefon lidt efter, fortalte den ham, at der lå en besked på telefonsvareren. Det var fra Sasha. Hun beklagede sig over, at han ikke havde ringet til hende aftenen før, som han havde lovet hende, men han kunne bare ringe i løbet af aftenen, når han kom hjem. Jesper havde ikke haft lyst til at ringe til hende aftenen før, da Erik var gået hjem. Han var i stedet begyndt at overveje, hvad han skulle købe til sin mor i fødselsdagsgave, samtidig med at han havde set en ligegyldig film i fjernsynet. Filmen havde dog formået at holde ham så meget fanget, at han ikke havde fået en eneste god ide.

Han slettede beskeden fra Sasha. Beskeden havde fået ham til at tænke lidt på sin økonomiske situation, nu hvor han var blevet alene om at betale huslejen. Heldigvis kunne han lige netop klare det, men der ville ikke blive meget tilovers hver måned. Så længe han kunne leve af ris og pasta, skulle det nok gå, men det kunne han nok ikke blive ved med, og det var trods alt heller ikke gratis at gå i byen flere gange om ugen.

Han besluttede sig for at få det overstået og ringe til Sasha, når han kom hjem.

– o –

– Hej, sagde Sasha blot, da hun tog telefonen. Jesper vidste, at hun kunne genkende telefonnummeret.

– Hej, sagde Jesper. – Hvordan går det? spurgte han og fortrød det i samme sekund.

– Ok, efter omstændighederne…

Der var et øjebliks tavshed.

– Bliver du boende hos Pia? spurgte Jesper med ægte interesse i stemmen.

– Ja, indtil videre. Hun er god til at få mig til at tænke på noget andet.

Situationen var akavet, men de kendte trods alt hinanden så godt, at tavsheden ikke var pinlig.

– Jeg troede ikke, at du ville tale med mig foreløbig?

– Næh, men jeg blev enig med mig selv om, at det hverken ville gøre fra eller til. Vi er nødt til at få luftet ud og komme videre. Synes du ikke? spurgte Sasha.

– Jo, helt sikkert, men er der så meget mere at sige?

– Jeg ved det ikke, Jesper, men man skulle tro det efter den tid, vi har haft sammen. Jeg har forstået, at der er nogen ting, som du skal have prøvet af, og så må jeg jo vente tålmodigt så længe.

Jesper fik en kraftig mistanke om, at Sasha alligevel ikke havde forstået budskabet. – Der er ikke noget at vente på, Sasha. Jeg ved, hvad jeg vil, og andet end et venskab mellem os to, vil aldrig blive til noget.

– Mmmmm, sagde Sasha, uden at Jesper kunne høre, om det var et ja eller et nej. Jesper havde stadig en mistanke om, at Sasha troede på, at hun bare skulle vente på, at han havde prøvet sin seksualitet af, og at han så nok skulle komme tilbage til hende.

– Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få dig til at forstå det, sagde Jesper opgivende.

– Jeg forstår dig, sagde Sasha med overbærenhed i stemmen. – Du kan være helt rolig.

Jesper var alt andet end rolig. – Hvornår kommer du og henter resten af dine ting?

Jesper håbede, at det spørgsmål kunne få hende til at forstå det, men hendes svar viste det modsatte.

– Er det i orden, hvis jeg lader det stå nogle uger? Jeg har ingen steder at gøre af det.

– Hvis ikke du kommer og henter det i løbet af to uger, så pakker jeg det ned for dig, sagde Jesper og forsøgte at lyde barsk med delvist held.

– Ja, ja, sagde Sasha blot. – Hvad med din mors fødselsdag?

– Ja, hvad med den?

– Jeg regner med, at jeg stadig skal med?

– Nej, hvorfor i alverden skulle du dog det?

– Jeg er da inviteret. Du har da vel ikke tænkt dig at sige noget til dine forældre om alt det her?

– Jo, det kan du lige stole på. Det har jeg allerede gjort.

– Hvad har du? spurgte Sasha tydeligvis chokeret. – Hvad har du sagt?

– Jeg har forklaret dem, hvordan det hele hænger sammen.

Jesper undlod med vilje at fortælle hende om deres reaktion, og håbede, at hun ikke ville spørge yderligere.

– Du må være blevet vanvittig, sagde Sasha vantro. – Ved du, hvad du har gjort?

Jesper gjorde noget, han aldrig havde gjort før: Han lagde røret på uden et ord til afsked.

Fortsættes…