Vildfarelse – afsnit 30 – Tirsdag

– Lars Henriksens telefon, det er Karen Skov.

– Dav, det er Jesper. Er Lars der ikke i dag?

Jesper var egentlig lidt lettet over, at Lars ikke var der, for han var stadig i tvivl om, hvad han skulle sige til ham.

– Jo, han er lige kommet fra frokost. Et øjeblik skal du få ham.

– Tak.

Jesper havde tænkt samtalen igennem flere gange formiddagen igennem, og hver gang endte det med, at Lars sagde til ham, at han synes, at det var en dårlig ide, at de skulle ses.

– Det er Lars.

– Hej, Lars! Det er Jesper. Tak for sidst.

Lars tøvede længe nok til, at Jesper var i tvivl, om Lars kunne huske ham.

– Hej, Jesper! I lige måde. Det var hyggeligt.

– Ja, det var det. Kom du godt hjem?

– Ja, tak. Jeg var jo hjemme allerede klokken tre, og det var ikke noget problem at få en taxa på Rådhuspladsen. Jeg må indrømme, at jeg var lidt træt, for jeg havde været på arbejde hele aftenen.

– På arbejde? Hvad laver du egentlig hos DSB, siden du arbejder lørdag aften?

– Hos DSB? Jeg er ingeniør, men det er ikke dér, jeg arbejder lørdag aften. Jeg er først lige blevet færdig som ingeniør, og mens jeg studerede, arbejdede jeg i Seven-Eleven, og det gør jeg stadig en gang imellem.

– Det sagde Chrisser godt nok noget om, men jeg regnede med, at han havde taget fejl, da jeg hørte, at du var ingeniør.

– Nej, det er såmænd rigtig nok, men du skal ikke lytte så meget til ham. Han har det med at løbe med en halv vind.

– Ja, det har jeg hørt.

– Hvad kan jeg så gøre for dig, Jesper?

– Nåhh, jeg ville såmænd bare høre, hvordan du havde det, og om du havde lyst til at tage en fyraftensøl på Seb en af dagene?

– Tjahh, det kan vi da godt, men jeg har ikke så god tid i denne uge. Kan vi vente til en gang i næste uge?

Jesper havde håbet, at Lars havde foreslået onsdag, så nu måtte han tage plan B i brug.

– Hvad med at tage i byen på fredag i stedet?

Lars tøvede lidt.

– Det kan jeg ikke, Jesper.

– Hvad så med lørdag?

– Heller ikke. Skal vi ikke bare tage en øl på mandag?

Jesper forstod at afslag, og med slet skjult skuffelse i stemmen sagde han blot: – Ok, så lad os det.

– Skal vi sige klokken fem?

– Vi lukker først klokken halv seks. Hvad med klokken seks?

– Ok. Lad os sige det, men skal vi så ikke hellere mødes på Heaven?

– Det kan vi godt.

– Ok, Jesper. Vi ses på mandag. Hav det godt så længe.

– Tak, i lige måde.

– Hej, Jesper.

– Hej.

– o –

Jesper stak mobilen i lommen og gik tilbage mod butikken. Frokostpausen var ved at være slut.

– Skal vi se at komme afsted? spurgte Søren. Han havde netop gjort kassen op, mens Jesper havde lagt tøj på plads.

– Jeg er klar. Skal vi gå derned, eller skal vi fange en bus? spurgte Jesper.

– Vi tager da en bus. Det tager jo mindst 20 minutter at gå derned!

– Nårh, ja, hvad så? spurgte Jesper med et smil.

– Du må da være gal! Hvis du er så glad for motion, burde du melde dig ind i Panik.

– Panik? Hvad er det?

Søren så overbærende på Jesper. – Pan Idræt. En sportsforening for bøsser og lesbiske. Jeg har hørt, at Gay Aerobics skulle være ret sjovt, sagde Søren nærmest hviskende, da han så, at Bjarne var på vej hen imod dem.

– Så kan I godt smutte, sagde Bjarne. – Vi ses i morgen.

– Ja, vi ses, sagde Søren.

Søren og Jesper gik ud i baglokalet for at hente deres overtøj.

– o –

Da de lidt forfrosne kom ind på Sebastian tyve minutter senere, var der allerede en hel del mennesker. De var åbenbart ikke de eneste, som lige skulle have sig en øl på hjemvejen.

– Hvad vil du have? spurgte Jesper. – Hvis du finder et bord, så henter jeg.

– Bare en stor fad, svarede Søren og gik ovenpå.

Jesper fandt et hul ved baren, hvor han stillede sig op og ventede. En helt kortklippet, almindelig fyr havde travlt bag baren men dog ikke mere, end at han havde tid til at smile og hilse på kunderne.

– Ja? spurgte han venligt, da det kort efter blev Jespers tur.

– En stor fadøl og en stor Carls Special, sagde Jesper og anstrengte sig for at tale tydeligt, så bartenderen kunne høre og forstå bestillingen første gang. Han var alt for ofte ude for, at han skulle gentage en bestilling både to og tre gange, når der var så meget støj i lokalet, som der var nu, og det blev lidt pinligt, når bartenderen var nødt til at spørge flere gange, eller når han nærmest måtte sætte øret op til Jespers mund, for at kunne forstå hvad han sagde.

Et øjeblik efter havde Jesper betalt og taget de to store glas i hænderne. På vej op ad trappen var han nær ved at tabe et glas, da en ældre fyr kom til at skubbe til ham. Fyren så ud til at veje næsten 100 kilo, havde gråt fuldskæg og var iført en læderkasket og tyk læderjakke. Jesper prøvede at forestille sig selv i seng med sådan en fyr, men han skød hurtigt tanken fra sig. I stedet forsøgte han at forestille sig fyrens kæreste, men han kunne ikke blive enig med sig selv om det ville være en lille splejset fyr, eller om det ville være en fyr af samme kaliber.

– Det må du undskylde, sagde fyren med et venligt smil.

– Det er ok, sagde Jesper uden at se fyren i øjnene og gik videre.

Da han kom op til toppen af trappen, følte han mindst ti par øjne møde ham. Flere sad alene og læste og drak en kop kaffe, og de så alle op, da Jesper passerede dem. Jesper følte sig målt og vejet men samtidig smigret, og dybest set forstod han dem så godt. De så alle lidt ensomme ud, som de sad der med deres avis og deres kaffe eller øl, og han var sikker på, at de trængte til en kæreste lige så meget, som han selv gjorde.

Han spejdede efter Søren, og fandt ham siddende ved et stort bord i den fjerneste ende af gangen hen mod toilettet.

– Det var hurtigt, sagde Søren og rakte ud efter sit glas.

– Er det din kollega? spurgte en pæn fyr i en mørkegrå rullekrave.

– Jesper, hils på endnu en Søren.

Jesper satte sit glas og gav Søren hånden. – Jesper.

– Hej, Jesper, sagde Søren med et næsten usynligt smil.

Jesper huskede svagt, at Chrisser havde talt om en anden Søren, men han huskede ikke noget om, hvad Chrisser havde fortalt om ham. Søren var en pæn fyr af den type, som ser ud til at være vokset op i en rig familie. Han var naturligt solbrændt, som om han lige havde været på ferie sydpå, og hans tøjstil var diskret men dyr. Desuden havde han den naturlige distance, der har en hårfin grænse til arrogance, men uden at han dog overskred den. Selvsikkerheden i hans blik var ikke til at tage fejl af, og Jesper følte sig straks underlegen og genert, hvilket gjorde ham irriteret på sig selv. Som barn havde han ofte ønsket, at hans forældre havde mange penge, og når han en sjælden gang imellem mødte nogle børn fra whiskybæltet, mærkede han den samme misundelse, underlegenhed og generthed, som han følte nu. Jesper skulle lige til at spørge, om ikke Søren havde et kælenavn, så man kunne kende forskel, men Søren var ikke typen, der havde et kælenavn.

– Jeg hører, at du har fundet dig en ny kæreste, Søren? sagde Søren fra butikken. – Hvor har du gemt ham?

– Spørg ikke. Jeg ved nu heller ikke, om han kan kaldes en kæreste, for han er godt og grundigt gemt i skabet. Det er simpelthen så belastende, at vi ikke kan gå nogen steder sammen, fordi han er så hunderæd for at blive opdaget, og han tør heller ikke møde min familie, for tænk nu hvis vores forældre kendte hinanden. Det er der nu også en eklatant risiko for, for hans far er i udenrigsministeriet, som min far har en hel del at gøre med, og endnu værre: De har også båden liggende i Vedbæk.

– Stakkel, sagde Søren fra butikken. – Er du hans første fyr da?

– Nej, slet ikke, og det er næsten det værste. Han har haft et utal af kortvarige forhold, og han bor også hjemme, så hans forældre MÅ have en mistanke, men de har åbenbart valgt ikke at tale om det – som om det kan fjerne hans tilbøjeligheder ikke at tale om det.

– Hvordan kan han undgå at møde dine forældre? Kommer han aldrig hjem til dig?

– Jo, ofte, men jeg har jo annekset for mig selv, så han behøver aldrig at møde mine forældre, med mindre han kommer på et tidspunkt, hvor mine forældre er ude i haven, men det er trods alt meget sjældent på denne årstid.

– Det lyder anstrengende, sagde Søren fra butikken medlidende.

– Åh, ja, man må være lidt tålmodig, og give ham den tid, det tager, men nogle gange er jeg noget urolig for, at han aldrig kommer ud af det skab.

– Hvad siger dine forældre til, at de aldrig får ham at se?

– Mine forældre? De spørger da så sandelig ikke til mine kærester! De ville hellere falde døde om.

Søren så ikke ud som om, det var et emne, han havde lyst til at debattere yderligere.

– Det lyder næsten som mine forældre, sagde Søren fra butikken. – De vil helst heller ikke vide noget.

– Og mine, indskød Jesper.

– Ja, det var jo det, jeg skulle høre noget om, sagde Søren fra butikken interesseret. – Så du er altså sprunget ud for familien?

– Kun for mine forældre. Jeg tog hjem til dem i søndags og fortalte dem det.

– Gud, er det så nyt? Fortæl, fortæl!

– Der er nu ikke så meget at fortælle. Min mor græd, og min far bad mig holde mig lidt på afstand et stykke tid.

– Nårh, var det ikke værre, sagde Søren fra butikken nærmest skuffet. – Var der slet ingen råben og skrigen?

– Nej, sagde Jesper med undren i stemmen. – Oplevede du da det?

– Ork, ja. Min far skreg, at jeg bare havde at flytte så hurtigt som muligt, så to dage efter flyttede jeg ind hos en fyr, jeg lige havde mødt.

– Jamen, hvad så nu? spurgte Jesper.

– Der gik ikke mere end et par måneder, før min mor kom krybende og bad mig om at flytte hjem igen. Jeg fik hele smøren om, at jeg jo stadig var deres søn, og at de stadig elskede mig, men da de så fik sagt, at jeg endelig ikke måtte sige noget til resten af familien og deres venner, så holdt jeg mig lige lidt på afstand et par måneder endnu. Nu går det meget bedre, men min storebror ser jeg aldrig noget til.

Jesper blev helt glad for sine forældres reaktion, da han hørte om Søren og Sørens vanskeligheder, selvom han havde håbet på, at det blev lidt nemmere.

I det samme så Jesper to fyre komme op ad trappen. Jesper mærkede et sug i maven. Den ene var Michael.

Fortsættes…