Vildfarelse – afsnit 27 – Mandag (II)

– Hvad?

Jesper havde en stor klump i halsen. Det måtte simpelthen ikke være sandt, at Lars var HIV positiv. Hvordan i alverden skulle han være blevet det? Han var da ikke typen, der gik i seng med hvem som helst.

– Ja, du kan altså være helt rolig. Det er han ikke, men Chrisser havde hørt et rygte, sagde han, og han skulle nok være mand for at sprede det videre. Jeg har lidt mistanke om, at Chrisser var brændt varm på Lars, og da han så blev afvist, ville han gøre alt for, at Lars ikke skulle finde en anden. Den nemmeste måde er at sprede rygter om, at folk har AIDS eller er positive, men det glæder mig, at Chrisser har droppet det nummer.

Jesper var færdig med at lægge trøjerne sammen, og han ventede på, at Søren skulle få mærket de sidste færdigt.

– Skal du se ham igen? spurgte Søren henkastet, selvom det var tydeligt, at han var meget nysgerrig.

– Det ved jeg ikke.

Jesper havde ikke lyst til at fortælle Søren hele historien – i hvert fald ikke endnu. Han havde stadig ikke besluttet, om han ville ringe til Lars, selvom han nu havde hans telefonnummer, og selvom Søren åbenbart var af samme holdning som Brian. Måske var det rigtigt, at Lars havde brug for noget adspredelse eller måske ligefrem en ny kæreste.

Søren smilede lidt. – Du kan være helt rolig. Du møder ham helt sikkert igen. Miljøet er ikke så stort.

Der kom en kunde ind i butikken, og Jesper gik ham straks i møde.

– o –

– Så er det vist tid til frokost. Skal vi have et par sandwiches i dag? spurgte Søren.

– Ja, sagde Jesper. – Jeg skal nok hente dem. Det sædvanlige?

– Ja, tak. Spørger du Bjarne, om han vil have noget med?

– Ok, sagde Jesper, og gik ud i baglokalet.

Bjarne sad ved computeren.

– Skal du have noget mad med? spurgte Jesper.

– Hvor går du hen og henter?

– Jeg henter bare nogle sandwiches.

– Fra caféen? Ok, tag bare et par stykker med til mig – en med paté og en med kalkun. Kan du lægge ud?

– Ja, ja.

Jesper gik over og tog sin jakke. – Jeg går nu.

– Ok. Hej så længe.

Da Jesper kom ud på gaden, fandt han sin mobiltelefon i lommen, og tændte den. Et øjeblik efter bippede den for at fortælle, at der var kommet en besked. Jesper læste beskeden, mens han gik. Det var en SMS fra Brian, der lød kort og godt: ‘har du ringet?’ Jesper smilede for sig selv, mens han besvarede beskeden med: ‘nej ikke endnu’. Han havde stadig ikke besluttet, om han ville ringe til Lars, men angsten for at blive afvist var endnu for stor.

Telefonen bippede igen. ‘kom igang’ lød beskeden fra Brian. Jesper slettede alle beskederne, og lagde telefonen ned i lommen, men da han var få skridt fra caféen ringede den. Han fumlede lidt efter den i lommen, men da han fik telefonen op og så nummeret på displayet, var han overrasket. Det var ikke Brians nummer.

– Det er Jesper.

– Hej, Jesper. Det er mig.

Det var umiskendeligt Sashas stemme. Jesper følte et stik i maven, der både signalerede dårlig samvittighed og en total mangel på lyst til at tale med Sasha lige nu.

– Hej, Sasha. Jeg er altså lige på vej ind efter noget frokost.

– Jesper, jeg har ikke lyst til at se dig lige foreløbig, men du skal vide, at jeg forstår, at du har haft det svært, men jeg har altså enormt svært ved at tilgive dig, at du har løjet for mig.

– Jeg har IKKE løjet for dig, Sasha. Jeg kendte heller ikke selv sandheden, vel? Kan vi ikke tale om det her på et andet tidspunkt. Det er hundekoldt at stå her.

– Kan du ikke ringe til mig i aften, så vi kan snakke lidt?

Sasha lød næsten bedende.

– Jo, jo. Jeg ringer.

– Godt. Hej, så længe.

– Hej.

Jesper trykkede på knappen med det røde rør på. Han havde ikke det mindste lyst til at tale med Sasha, selvom han savnede hende, men han vidste godt, at det ikke var kæresten Sasha, han savnede, men derimod veninden Sasha. Han skubbede til døren, og gik ind i caféen.

– o –

På vejen tilbage fra caféen besluttede han sig alligevel for at ringe til Lars. Han fandt den Post-it med nummeret på, han havde i lommen, og begyndte at trykke cifrene ind. Da han havde tastet det sidste ciffer, tøvede han et øjeblik med at trykke på knappen med det grønne rør. Hvad nu, hvis Lars ikke ville tale med ham? Han kunne måske blive fornærmet over, at blive ringet op på sit arbejde? Lars havde trods alt givet Brian sit visitkort med arbejdsnummeret på, men det var jo ikke meningen, at han skulle give det videre til Jesper, eller var det? Jesper trykkede på knappen, og lagde telefonen til øret. Den ringede et par gange, før den blev taget.

– Lars Henriksens telefon, det er Karen Skov.

– Dav, det er Jesper. Er Lars i nærheden?

– Nej, Lars er gået for i dag. Er der noget, jeg kan hjælpe med?

– Nej, tak. Det er privat. Er han der i morgen?

– Ja, det regner jeg med. Skal jeg lægge en besked?

– Nej, nej, det er fint. Hej igen.

– Farvel.

Jesper var lettet over ikke at skulle tale med Lars endnu. Så var der i hvert fald stadig et lille håb.

– o –

– Så er der mad, sagde Jesper hviskende til Søren, som var i gang med at ekspedere en kunde.

Søren nikkede og gestikulerede, at Jesper bare skulle gå ud i baglokalet og spise.

I baglokalet sad Bjarne stadig foran computeren. Da han så Jesper, rejste han sig straks. – Gider du lægge mine sandwiches i køleskabet? Jeg spiser dem lidt senere.

– Ok, sagde Jesper, og gik over til køleskabet. Han fandt en sandwich med pastrami og én af de tre sandwiches med kalkun i posen, og lagde resten i køleskabet, hvor han fandt en halvanden liters colaflaske, som endnu ikke var åbnet. Da han lukkede køleskabet, hørte han i det samme mobiltelefonen bippe i lommen. Han lagde sine sandwiches på bordet, hvor han også stillede flasken fra sig, og tog telefonen op af lommen. Det var endnu en besked fra Brian. ‘har du ringet?’ lød beskeden igen.

Jesper tog overtøjet af, og satte sig ned. Han skrev en besked tilbage til Brian: ‘ja. var der ikke’, og satte sig til at spise, mens han læste dagens aviser, der lå på bordet.

– o –

Et kvarter senere kom Søren ud i baglokalet. – Har du lagt dem i køleskabet?

– Ja, de ligger øverst.

– Hvad skylder jeg dig?

– Ingenting. Du gav sidst.

Søren tog sin mad i køleskabet, og satte sig overfor Jesper. – Har du ringet til ham? spurgte han nysgerrigt.

– Ja, men han var der ikke. Det er da utroligt, så travlt du har! sagde Jesper med et smil.

– Det er sgu’ da lækkert endelig at finde ud af, at du også er bøsse! Hvor længe har du egentlig været her?

– Et år og fire måneder. Jeg begyndte i august sidste år.

– Der kan du se! Det var da på tide. Og når du så oven i købet er forelsket i en af mine bekendte, bliver det da endnu mere interessant!

– Hvem siger, at jeg er forelsket i Lars?

Jesper vidste ikke, om han var forelsket. Det havde han trods alt ikke kendt Lars længe nok til at vide, men Søren skulle i hvert fald ikke begynde at sprede det rygte.

Søren smilede bare. – Så siger vi det, sagde han indforstået.

Bjarne kom brasende ind af døren. – Jesper, når du en gang har tygget af munden, kan du så ikke lige tage og komme og give en hånd med? Der er lidt flere kunder, end jeg kan klare alene.

– Jeg kommer, sagde Jesper og smed den sidste rest af sin sandwich i skraldespanden.

– o –

Der var rigeligt med kunder hele eftermiddagen i forhold til, at det var mandag, så Søren og Jesper nåede kun at veksle nogle få ord ind imellem. Søren blev ved med at stikke til Jesper, og fortalte hvor lækker han syntes Lars var, og hvor godt de to passede sammen. Jesper lod som om, det ikke rørte ham, men det fik ham til at ønske at være sammen med Lars igen – jo før jo bedre.

Kort før lukketid kom en fyr ind i butikken, som straks styrede over til disken. Jesper var ved at ekspedere en mor, som øjensynligt var ude og købe gave til sin søn. Hun havde straks godkendt Jespers forslag til, hvad hun skulle købe til ham, og nu var de ved at finde den rigtige størrelse. Jesper fandt den, og sammen gik de over til disken. Da Jesper stillede sig bag disken, opdagede han, at det var fyren fra i torsdags, som stod og ventede på at blive ekspederet.

Jesper blev lidt forfjamsket, og han følte, at han blev rød i hovedet, men han prøvede at lade som ingenting. Da moderen havde betalt og fået sin bærepose, tog Jesper straks mappen frem med tilretningssedlerne. Fyren sendte Jesper et blændende smil, og lagde sin kvittering på disken med et: – Hej!

– Hej. Lige et øjeblik, så skal jeg finde dine bukser.

Jesper skyndte sig at tage kvitteringen og gå ud i baglokalet, hvor de opbevarede tøj til afhentning. Han fandt hurtigt bukserne, men da han kom tilbage ind i butikken så han, at Søren stod og snakkede med fyren, som om han kendte ham. Tanken om igen at blive konfronteret med den pinlige oplevelse i torsdags, fik ham til at standse op, men fyren havde allerede fået øje på ham, så han blev nødt til at fortsætte.

– Har du set ham fornyelig? spurgte Søren henvendt til fyren.

– Neej, det er et par uger siden efterhånden, men han lod til at have det meget godt, svarede fyren.

Jesper tøvede et øjeblik, men da fyren så på Jesper, sagde han: – Vil du prøve bukserne igen?

Det var først, da han havde sagt det, at han kom i tanke om, at fyren kunne misforstå ham. Det var selvfølgelig for at se, om bukserne havde fået den rette længde, men han kunne alt for nemt tro, at det var for, at Jesper igen skulle få en chance for at se ham uden tøj på. – Jeg mener… så du er sikker på, at de er den rigtige længde.

Fyren smilede til Jesper. – Jeg stoler på dig, sagde han blot.

Jesper lagde hurtigt bukserne i en plasticpose, og gav den til fyren. – Værsgo’!

– Tak. Du må hilse Carsten, hvis du ser ham først, sagde fyren henvendt til Søren.

– Det skal jeg gøre.

– Hej, sagde fyren og gik med sine spændstige skridt mod døren.

– Hej igen, sagde Søren.

Da døren var lukket bag ham, satte Søren en hånd i siden, og så på Jesper. – Så kan du godt tørre savlet af hagen!

– Kender du ham? spurgte Jesper forundret.

– Kender og kender. Han er gode venner med Carsten, som jeg kender, men til alles store sorg, har han den smukkeste pigekæreste. Carsten har forsøgt at omvende ham, men det er ikke lykkedes endnu.

Jesper smilede blegt. – Vi kan ikke vinde hver gang, sagde han lettet.

Fortsættes…