Vildfarelse – afsnit 25 – Forældre

– Halløj, det er bare mig.

Jesper lukkede døren bag sig og lyttede. Hans mor kom ud inde fra stuen.

– Hej min skat. Velkommen til.

Hun gav ham et stort knus, og Jesper bukkede sig lidt forover for at kompensere for, at han var næsten et hoved højere end hende.

– Hvor er far? spurgte han, mens han tog overtøjet af.

– Han er ovenpå. Han arbejder som sædvanligt. Han har kun tid til at lave tilbud i weekenden, og lige i øjeblikket knokler han med Jørgensens tilbygning.

Hun puffede lidt til ham i retning af stuen.

– Kom nu ind og sæt dig, så kalder jeg på ham.

Jesper hængte tøjet på stumtjeneren, og gik ind i stuen.

– Poul! Kommer du? råbte hans mor fra foden af trappen.

– Er Jesper allerede kommet? råbte faren oppe fra kontoret.

– Ja, kom nu ned. Du har siddet deroppe hele dagen, sagde Jespers mor bebrejdende.

Jesper hørte hende gå ud i køkkenet og de velkendte lyde af termokanden og kaffekopperne blive sat på bakken. Jesper satte sig i sofaen og greb det nærmeste blad – Alt for Damerne.

Et øjeblik efter kom hun ind i stuen med bakken, som hun satte på kakkelbordet.

– Kan du ikke lige gå op og hente din far. Han er ikke til rive væk fra den skærm.

Jesper lagde det åbne blad fra sig i sofaen, og gik ovenpå. Han fandt ganske rigtigt sin far foran computerskærmen. Han sad og så på et brev på skærmen, som han tilsyneladende lige havde skrevet. Jesper opdagede, at modemet blinkede, så det var tydeligvis ikke kun brevskrivning, han var i gang med.

– Hej. Hvad laver du? spurgte Jesper uskyldigt. – Kommer du ikke ned og drikker kaffe?

– Jo, jeg kommer om et øjeblik, jeg skal bare lige gøre det her færdigt, brummede faderen.

Jesper lagde mærke til billedkalenderen, der hang på opslagstavlen over computeren. Billedet forestillede en ung, meget barmfager kvinde kun iklædt nissehue – det var jo december.

– Er du ikke vokset fra de kalendere endnu, far? spurgte Jesper drillende.

– Hrmf, den dag vi mænd vokser fra flotte piger, da bliver vi båret i en trækasse.

– Nårh, ja, men har du ikke nok i mor?

– Du kan prøve at spørge igen, når du har været gift med den samme kvinde i 26 år. Selvfølgelig har jeg nok i den mor, men derfor kan man da godt have noget flot at kigge på. Og smut nu ned, så kommer jeg om et øjeblik.

– Var der noget med printeren?

– Njah, det har jeg ordnet. Den ville ikke tage papiret ind, men det sad bare forkert i.

– Ok. Husk lige at slukke for modemet også, når du forlader computeren.

Faderen løftede overrasket hovedet lidt, men besluttede sig straks for ikke at lade sig mærke med noget. – Hrmf, brummede han bare fornærmet.

Jesper gik nedenunder, og fandt sin mor ventende i sofaen.

– Kommer han ikke? spurgte hun undrende.

– Jo, han er på vej, sagde Jesper og satte sig i sofaen på den korte side af sofabordet.

Moderen tog termokanden, og skænkede kaffe i de blomstrede kopper. Jesper kunne mærke på hende, at der var noget hun brændte efter at spørge om, men hun ventede på et passende tidspunkt. Han var sikker på, at det var noget i relation til det, de havde talt om i telefonen tidligere på dagen – sikkert noget med Sasha.

– Var det ikke dejligt vejr at gå i? spurgte hun.

– Jo, det var fint, svarede Jesper uinteresseret, og hældte sukker i kaffen.

– Jeg ringede til Sasha, sagde hun henkastet et øjeblik efter.

– Hvad gjorde du?

Jesper lød lidt mere interesseret, end han haft til hensigt, men det var for sent nu. Hans mor kunne temmelig sikkert høre ophidselsen i hans stemme. Han rørte rundt i kaffen for ikke at virke alt for oprørt.

– Jeg ville bare spørge hende, hvornår hun kunne hjælpe mig med den bordplan.

– Og hvad sagde hun så?

– Hvad er der sket, Jesper? spurgte hun med bekymring i stemmen. – Der er sket noget mellem Jer – det kan jeg mærke. Har I været oppe at skændes? Uh, jeg har været så glad for, at det gik så godt med Jer to, selvom jeg har kunnet mærke, at du ikke altid har været rigtig glad, men du fortæller mig jo aldrig noget.

Hun tav, mens hun hældte sukker og fløde i sin kaffe og rørte rundt.

Jesper vidste ikke, hvad han skulle sige, og han forsøgte forgæves at gætte, hvad Sasha mon havde sagt. Han besluttede sig for at få det værste overstået.

– Det er slut mellem mig og Sasha, sagde han og skævede over til sin mor for at se hendes reaktion.

– Hvorfor? spurgte hun blot med sorg i stemmen.

– Jeg elskede hende ikke, mor.

– Det anede mig.

– Anede det dig? spurgte Jesper lidt bebrejdende. – Jamen, hvordan i alverden kan du så finde på at foreslå, at vi skulle få børn?

– Alting bliver anderledes, når man får børn, skat. Så ville I få noget at være fælles om. Der er ikke noget, der kan sammentømre et ægteskab som børn.

– Ligesom far og dig? Ville I overhovedet have været gift, hvis ikke du havde ventet mig?

– Det ved jeg ikke, men det er også så mange år siden. Det er jo noget andet i dag. Man bliver ikke længere gift, bare fordi pigen er gravid, vel? Er det det, I har skændtes om?

– Nej, det er det ikke. Vi har ikke skændtes.

Jesper tav. De drak begge af deres kaffe. Han overvejede, hvor langt han skulle gå i sin forklaring, men han kunne ikke blive enig med sig selv. En mistanke om, at hun måske allerede havde gættet det, eller i hvert fald havde tænkt tanken, nagede ham. Spørgsmålet var blot, hvordan hun ville reagere på at få hele sandheden. Han var temmelig sikker på, at hun ville tage det pænt, og vise stor forståelse, mens han var betydeligt mere usikker på sin fars reaktion.

– Har du fundet en anden pige? spurgte hun.

– Nej, mor, jeg er slet ikke interesseret i piger.

– Hvad er det for noget pjat. Du har brug for en sød og kærlig pige. Det er ikke sundt for en ung mand at være alene.

– Det er ikke det, jeg siger, mor.

– Hvad så? spurgte hun undrende.

– At… at det er fyre, jeg falder for.

– Hvad mener du med det?

Hun så med nærmest bedende øjne på sin søn.

– Du ved godt, hvad jeg mener, mor. Jeg er homoseksuel.

Hun så ud ad vinduet med et bekymret blik, men sagde ikke noget. Jesper så bekymret på hende, og ventede på en reaktion, da han opdagede, at hendes øjne var fugtige. En tåre begyndte at løbe ned ad kinden.

Jesper fik en klump i halsen og følte sig som da han var lille og havde gjort noget galt. – Mor…

Hun forsøgte at tørre en tåre bort, men flere tårer trængte sig på.

– Jeg vidste, at Sasha ikke var den rigtige pige for dig, sagde hun grådkvalt. – Hun er alt for selvstændig. Du skal bare finde den rigtige pige, så er jeg sikker på…

– Nej, mor. Det er ikke bare noget, jeg lige har fundet på. Jeg er helt sikker.

Jesper kunne ikke undgå at lyde lidt irriteret. – Der ikke noget at være ked af. Jeg er jo glad.

Hun sad lidt sammenkrummet med hænderne i skødet. – Hvad har jeg gjort forkert? spurgte hun, og holdt hænderne for ansigtet.

– Du har ikke gjort noget forkert. Det er da ikke nogens skyld.

– Jamen, hvorfor så?

– Det har jeg spurgt mig selv om mange gange, men jeg ved det ikke, og egentlig betyder det ikke noget. Jeg er, som jeg er, og jeg føler, som jeg føler. Jeg kan ikke svare på det, mor.

Jesper rejste sig, og satte sig i stedet ved siden af sin mor. Han lagde forsigtigt hånden på hendes lår.

– Jamen, kan du da ikke se, at det er unaturligt? Det er forkert… grimt…

Jesper krympede sig. Han overvejede, hvordan han skulle kunne få hende til at forstå, at det hverken var forkert eller grimt, men at det i hans øjne var noget af det smukkeste i denne verden.

– Hvordan kan kærlighed til et andet menneske være grimt? spurgte han. – Du har da altid lært mig, at kærlighed er noget af det smukkeste i denne verden.

Han tog hendes hånd, men den lå bare slapt i hans.

– Jeg forstår dig ikke. Du må tale med nogen om det – en læge eller en psykolog.

– Jeg fejler ingenting, mor. Forstå dog, at jeg endelig føler, at jeg har fundet mig selv! Jeg er stadig den samme Jesper, men endelig har jeg forstået de følelser, som jeg har haft i alle de år. Jeg har altid haft nogle gode veninder, og Sasha var også bare en rigtig god veninde, men jeg har aldrig været rigtig forelsket i en pige. Aldrig!

– Det passer ikke! Jeg kan huske, da du mødte Sasha, hvor forelsket du var. Du var helt åndsfraværende, og du talte i telefon med hende i timevis, hvis ikke du var inde hos hende.

– Jeg var lykkelig over endelig at have fundet en pige, så jeg ikke skulle høre på, hvornår jeg skulle se at finde mig en kæreste, og Sasha var rigtig god at snakke med. Vi talte, som om vi havde kendt hinanden i årevis. Men jeg var også forvirret over, at jeg egentlig ikke følte mere, end jeg gjorde. Jeg har altid hørt, hvordan det føltes at være forelsket, men jeg havde aldrig rigtig oplevet det, og nu havde jeg fundet en pige, som var forelsket i mig, og alligevel havde jeg ikke de følelser. Jeg var ret sikker på, at der var et eller andet galt med mig – at jeg bare ikke kunne blive forelsket – enten fordi jeg ikke var moden nok, eller fordi jeg ikke havde fundet den rigtige – men alt andet ved Sasha virkede så rigtigt.

– Men I gik da også… i seng sammen. Du har da også været sammen med mange andre piger.

– Nogle få, og det gik som regel ikke særligt godt. Det er noget helt andet, når jeg er sammen med en fyr – så har jeg også følelserne med.

– Stop! Jeg vil ikke vide det!

Hendes øjne var røde og opblødte, men Jesper følte ikke, at han kunne gøre andet, end at sidde og holde hendes hånd.

– Hvad vil din far ikke sige? Hvordan kan du gøre det imod os? Skal vi virkelig aldrig få børnebørn? Og vi som sådan har glædet os!

Hun trak sin hånd til sig, og hulkede trøstesløst med begge hænder for ansigtet.

– Mor! Det er da ikke noget, jeg selv har valgt! Og du ved udemærket godt, at jeg aldrig har haft lyst til at få børn, men hvis jeg en dag skulle få det behov, så er der da ikke noget i vejen for, at jeg adopterer – men jeg har altså ikke det behov, og det kan ikke være rigtigt, at jeg skal få børn bare for at tilfredsstille dit behov for at blive farmor – uanset hvor meget jeg elsker dig, mor.

– Hvis du havde elsket mig, havde du ikke udsat mig for det her, hulkede hun stille.

– Hvad er der sket? spurgte Jespers far i døren.

Jesper så brødebetynget ned i gulvet, mens hans mor forgæves forsøgte at holde op med at græde og tørre tårerne bort. De tav begge. Jesper forsøgte at finde den mest skånsomme måde at sige det på.

– Jeg har fortalt mor, at jeg altså ikke er til piger…

Hans far stivnede et kort sekund. Så gik han hen til sin lænestol og satte sig tungt.

– Nå, sagde han blot. – Ja, det er jo ikke fordi det kommer som den helt store overraskelse. Du har jo aldrig vist synderlig stor interesse for pigerne, så man har jo tænkt sit. Hvad med Sasha?

Jesper var målløs. Han havde regnet med alt andet, end at hans far nærmest bare skulle trække på skuldrene.

– Hun bor hos Pia.

– Det bliver ikke nemt for din mor det her, og jeg må da indrømme, at jeg absolut også helst ville have været foruden, men du er jo normalt en fornuftig ung mand, så jeg formoder, at du har tænkt det her ordentligt igennem. Du skal ikke regne med, at vi kan støtte dig synderligt i den første tid, og jeg tror, at du skal vente med at fortælle os mere, til vi er klar til at høre det. Forstår du, hvad jeg mener?

– Ja, sagde Jesper uden at se op.

– Vi elsker dig, som du er, men giv os tid til at vænne os til tanken. Tag nu hjem, og så vi ringer vi om nogle dage. Jeg er glad for, at du har fortalt os det, men vi har brug for at være lidt alene og få talt ud om det her.

Jesper rejste sig langsomt. Han så på sin mor, og lagde forsigtigt en hånd på hendes skulder, men hun krympede sig og veg bort fra ham.

– Sådan er du ikke! sagde hun trodsigt med gråd i stemmen.

Jesper gik hen mod døren til entréen, og lige inden han nåede døren sagde hans far: – Pas nu godt på dig selv, Jesper. Vi vil ikke miste dig på den konto. Forstået?

Jesper nikkede blot, og gik ud for at tage overtøjet på. Tårerne pressede sig på, men en følelse af lettelse over, at det største skridt var taget, gjorde ham i stand til at holde dem tilbage. Han besluttede sig for at gå til stationen i det gode vejr.

Fortsættes…