Vildfarelse – afsnit 21 – Pan

Det kom som en stor overraskelse for Jesper, at der var så god plads på dansegulvet. Der stod syv-otte fyre og dansede midt på gulvet, men kun to af dem så ud til at danse sammen – de øvrige dansede som om, der ikke var andre mennesker i lokalet. Jesper lagde specielt mærke til en muskuløs fyr med karseklippet hår, i en stram, ærmeløs t-shirt og røde træningsbukser, med en tydelig bule. Han lagde kraftigt op til en flot fyr, der stod i baren og så meget interesseret ud.

– Jespeeeer, vil du ikke med ovenpå?

Brian stod ved foden af trappen til etagen ovenover med hånden på gelænderet, og ventede på Jesper. Chrisser og Tom var allerede gået op.

– Kommer, sagde Jesper, og skyndte sig at kaste et blik rundt i lokalet. Bag ham, lige inden for døren, stod et stillads op ad væggen, som om de var ved at bygge om. Ved siden af, i en to-tre meters højde, var der et stort bur, som Jesper ikke kunne forestille sig, hvad skulle bruges til. Foran ham var baren, og til højre kunne man gå ned ad et par trin og derved komme ind til et andet rum. Han fulgte Brian op ad trappen til en balkon, hvor man kunne overskue det meste af diskotekets nederste etage. Der stod et par fyre ved gelænderet og fulgte de dansende nøje, og op ad væggen stod en fyr i ly af mørket og holdt øje med de, som kom op eller gik ned ad trappen.

Jesper gik op ad trappen til den næste etage. Han kunne næsten mærke fyrens øjne vurdere hans bagdel, men Jesper stak bare bagdelen længere bagud, og følte sig egentlig en lille smule lækker. Han kunne mærke g-strengen stramme lidt til mellem balderne, og det var faktisk en fræk fornemmelse.

Der var betydeligt flere mennesker på den næste etage. Allerede ved toppen af trappen stod to fyre i en vinduesniche, og så ud som om, at de var begyndt at spise af hinanden. Der var halvmørkt, men inde til venstre var der et dansegulv og en bar, som man kunne komme hele vejen rundt om. Baren var omkranset af mennesker, og der var både fyre og piger, selvom fyrene var i klart overtal. Et gammelt Madonna hit blæste ud af højttalerne, og dansegulvet var tæt proppet – så tæt at der faktisk ikke var plads til flere. Der var lavt til loftet ved trappen, hvor Jesper stod, men over baren og dansegulvet var der åbent op til den næste etage.

Chrisser, Tom og Brian stod ovre ved det nærmeste hjørne af baren, og så ud som om de ventede på at blive betjent. Jesper kunne høre Chrissers stemme skære igennem nærmest i falset. Der var ingen tvivl om, at han var i sit es, og at han følte sig hjemme. Han hilste til højre og venstre, selvom der var flere, der slet ikke reagerede på hans vinken.

Jesper stillede sig bag dem. Brian vendte sig om, og lagde den ene hånd på Jespers skulder. – Det er sgu’ da et fedt sted! Det er lige før, at jeg bliver misundelig.

Chrisser vendte sig om. – Det bedste er, at det er vores sted – selvom vi er ved at blive invaderet af heteroer. I har forresten ikke en gang set det hele endnu, men vi kan gå en runde senere. Hvad vil du have, Jesper?

– En fadøl – Special.

– Ok.

Chrisser vendte sig om mod baren. – Guuuud, der er Lars, udbrød Chrisser og pegede op på balkonen ovenover. – Laaaars! råbte han og vinkede.

De så alle op mod fyren i sort t-shirt og et par beige bomuldsbukser, som stod lænet mod gelænderet på balkonen. Jesper syntes, at han så meget almindelig ud, og kunne ikke rigtigt forstå, hvorfor Chrisser tilsyneladende var så fascineret at ham, men da Lars fik øje på Chrisser, bredte et stort smil sig over Lars ansigt, og det mest charmerende tandpastasmil, Jesper nogensinde havde set, slog nærmest benene væk under ham. Lars forlod gelænderet, og Jesper håbede, at han var på vej ned til dem.

Et øjeblik efter kom Lars ned ad trappen og hen imod dem. Han gik direkte hen til Chrisser, og gav ham et stort knus. Jesper kunne dufte hans parfume, og han kunne ikke lade være med at kaste et stjålent blik på hans bagdel, som fyldte bukserne godt ud, og så ualmindeligt velformet ud. Det var vanskeligt at forestille sig Chrisser og Lars som et par, og det knus, som Lars gav Chrisser, lignede da heller ikke et knus mellem kærester.

– Det er Brian og Jesper, sagde Chrisser og pegede på Brian og Jesper.

– Hej, Brian, sagde Lars og gav Brian hånden.

– Hej, Lars, sagde Brian.

– Hej, Jesper, sagde Lars med et smil, og gav Jesper et fast håndtryk.

Jesper var mundlam. Lars’ mørkebrune øjne og hans brede, maskuline smil var tæt på Jespers ideal, og Lars forstod at bruge sine øjne. Hans blik var varmt og viljefast som hans håndtryk. Det var vanskeligt at vurdere hans alder, men Jesper gættede på et sted mellem 25 og 30.

– Hej, Lars. Chrisser har snakket meget om dig, fik Jesper endelig sagt.

– Har han det? Ja, det kan du bilde mig ind, sagde Lars leende. – Han er vist lidt lun på mig, men det er typisk ham. Han forelsker sig altid i de fyre, han ikke kan få, sagde Lars så lavmælt, som musikken tillod, og så Chrisser ikke kunne høre det.

– Hvad er det I to står og hvisker om? spurgte Chrisser nysgerrigt. – Jeg hader at være udenfor. Kom så, Lars, vi skal danse. En Strawberry Margarita til mig, tak, sagde Chrisser til Tom, som blev stående ved baren, og vimsede afsted med Lars.

Jesper følte et lille stik af jalousi, da han så Lars forsvinde ind i menneskemængden på dansegulvet. På den anden side havde Lars netop fortalt ham, at der ikke var noget imellem dem, så måske var der et spinkelt håb. Jesper afviste straks tanken. Han følte sig slet ikke maskulin og muskuløs nok til Lars, selvom han ikke vidste, hvilken type Lars var på jagt efter. Jesper kom til at tænke på den historie, han havde hørt om Lars’ ekskæreste. Hvordan kunne han bare forlade Lars til fordel for en pige? Hvordan kun nogen finde på at forlade Lars?

Janet Jacksons “Together again” blæste ud af højtalerne.

– Kom, Jesper, Janet er lige noget for os, sagde Brian og tog Jesper om skulderen. – Jeg har givet Tom nogle penge, så han køber til os.

Jesper skulle lige til at protestere, men han havde faktisk lyst til at danse, og hvorfor ikke med Brian? Han fulgte i stedet Brian hen til dansegulvet, der stadig var godt proppet. Brian trængte sig baglæns dansende ind i mængden, mens han smilede udfordrende til Jesper, der fulgte ham en anelse tøvende. Det var ikke fordi, han var dårlig til at danse. Faktisk havde han ofte fået ros for, at han havde en god rytmisk sans, og han elskede at danse, men det var første gang, at han dansede et sted, hvor han i den grad følte, at han blev set på og vurderet af andre fyre. Han gjorde sig derfor ekstra umage med at se ud som om, at han havde helt fod på situationen, og at det ikke krævede den mindste anstrengelse at se så cool ud.

Ud af øjenkrogen fik Jesper øje på Lars og Chrisser. Chrisser brugte armene alt for meget, når han dansede, til Jespers smag, mens Lars var lidt klodset på et dansegulv. Hans bevægelser var helt under kontrol, men det kneb en gang imellem med at holde rytmen, og selvom det så ud som om, at det morede ham at danse, måtte han tydeligvis koncentrere sig for at følge rytmen. Jesper syntes, at det var enormt charmerende. Han forsøgte at koncentrere sig lidt om Brian, der åbenlyst nød at danse, og som virkede helt upåvirket af at danse med en fyr. Faktisk var der kun enkelte piger på dansegulvet, og dem der var, dansede med en feminin fyr med lidt makeup og meget tætsiddende tøj.

Chrisser og Lars bevægede sig over mod Brian, og et øjeblik efter dansede de alle fire tæt sammen. Jesper kunne ikke undgå at røre ved Lars, og flere gange strejfede hans hånd Lars’ hofte. Selvom han havde mest lyst til at kapre Lars fra Chrisser, sørgede han pænt for også at give Brian lidt opmærksomhed i dansen.

Chrisser sagde et eller andet til Brian, som Jesper ikke kunne høre. Brian svarede grinende noget, som Jesper heller ikke kunne høre, men da han så på Lars, mødtes deres øjne. Lars lyste op i et smil og drejede en smule over mod Jesper, hvorved Brian og Chrisser blev lukket ude. Brian og Chrisser fortsatte med at danse og snakke med hinanden, mens Jesper endelig kunne koncentrere sig lidt om Lars. Han så Lars dybt i øjnene, mens han forsøgte at smile frækt. Lars lagde hænderne på Jespers hofter, og det gav et lille gib i Jesper, da han mærkede Lars’ hænder glide lidt længere om og gribe om hans balder.

Fortsættes…