Vildfarelse – afsnit 18 – Heaven

– Er du snart klar?

Jesper stod i soveværelset kun iført et håndklæde om livet, da Brian kom ind i soveværelset.

– Lige straks. Jeg mangler kun at få tøj på.

– Lad mig se den g-streng på, sagde Brian med et frækt grin.

Jesper mærkede, at han fik røde ører. Han var temmelig sikker på, at han ikke ville vise sig selv i g-streng over Brian, selvom han drømte om at være nøgen sammen med ham.

– Det er godt med dig, sagde Jesper. – Smut lige ind i stuen, mens jeg tager tøj på.

– Hvad? Er du genert overfor mig? Det behøver du da ikke at være. Vi har set hinanden nøgne før. Hvad er problemet? sagde Brian med et smil. – Hvis jeg fik sådan en opfordring fra en pige, ville jeg da ikke tøve et sekund.

– Nej, men der ligesom en forskel, ikke?

– Og det er?

Jesper tænkte sig lidt om. På en måde var der ingen forskel, men Brian var en god ven og samtidig den fyr, som Jesper begærede mest, og ikke nok med det: han var temmelig heteroseksuel.

– Der er ligesom ikke nogen chance for, at vi to ender i kanen sammen, vel? sagde Jesper.

Brian tænkte sig om et kort øjeblik. – Det kan du selvfølgelig have ret i, lo han. – Ok, jeg venter i stuen.

Brian gik ud af soveværelset. Jesper ventede til han så, at Brian var drejet om hjørnet, før han smed håndklædet. Han tog g-strengen fra sengen, og tog den på. Det ophidsede ham lidt at mærke den stramme til mellem balderne. Han gik han til spejlet og vendte og drejede sig et par gange. Tidligere havde han syntes, at det virkede lidt billigt, men nu var han klar over, at det kun fordi Sasha havde syntes det. Selv syntes han, at det var flot og frækt, og han var temmelig sikker på, at det ikke var sidste gang, at han havde taget den på. Han fik pludselig en mistanke, og da han vendte sig om, så han Brian stikke hovedet frem fra stuen med et frækt smil.

– Jeg kunne ikke lade være. Sorry, sagde Brian, og trak sig tilbage til stuen. – Du ser godt ud, råbte Brian inde fra stuen.

Jesper følte sig lidt beluret men meget smigret, og han kunne ikke få sig selv til at være vred på Brian. Han klædte sig hurtigt på, og gik ind i stuen til Brian.

– o –

– Hvor vil du hen først? spurgte Brian, da de stod på gaden.

– Det aner jeg da ikke, svarede Jesper. Det lader da til, at du har betydeligt mere styr på stederne, end jeg har. Kan du ikke bare foreslå noget?

– Hmmmm, jeg har hørt, at der er åbnet en bar i Knabrostræde, der hedder Heaven. Var det noget med at starte med en tur i paradis? spurgte Brian med et smil.

Jesper smilede blegt og lidt genert. – Gerne. Tager vi en taxa?

– Nej da, lad os da bare gå. Jeg trænger til at bevæge mig lidt.

De gik i retning af Vesterbrogade i rask tempo for at holde varmen.

– o –

De nåede Knabrostræde efter mindre end en halv time. Da de drejede om hjørnet fra Strøget så Jesper med det samme skiltet over porten på venstre side. Jesper havde godt nok en fornemmelse af, at Pan skulle ligge et sted i nærheden, men han anede ikke, at det lå så tæt på Strøget. Han følte en snurren i maven ved tanken om, at de skulle der ind senere. Selvom han aldrig havde været der, var Pan det sted, som han forbandt stærkest med bøsser – måske fordi det var det eneste sted for bøsser, han egentlig havde hørt om, uden helt at kunne huske hvorfra.

– Det er lige her nede et sted, sagde Brian, da de passerede Pan.

De krydsede Brolæggerstræde, og lidt længere fremme lagde de mærke til en stribe vinduer med lyskæder rundt om. Det var en hyggelig bar, der lå nogle trin nede, og da de nåede hjørnet, så de navnet Heaven over døren. Brian gik ufortrødent ned af trappen og gik ind, og Jesper fulgte efter.

Rummet var formet som et L, og døren var placeret lige i knækket. Der var mange mennesker – flest fyre, men også enkelte piger, som dog sad parvis i den fjerneste ende.

De fandt et lille hul ved baren, og Brian stillede sig forrest for at bestille. Han drejede hovedet mod Jesper.

– Hvad vil du have? spurgte han.

– En øl, tak. Nu har vi jo allerede drukket nogle stykker, så…

– Hvad kan jeg gøre for Jer? spurgte den unge mand bag baren.

– To Carls Special, sagde Brian, og begyndte at rode i jakkelommen efter sin pung.

– Jeg finder et sted, vi kan sidde, sagde Jesper. Han så sig omkring. På væggene hang malerier, der forestillede nøgne mandekroppe. Det virkede lidt anmasende på Jesper, men det gav også stedet en sensuel atmosfære, som sammen med de mange fyre i lokalet gav ham en følelse at gøre noget frækt. Han syntes egentlig, at det var noget pjat, for det var jo bare en café, og han var ikke helt sikker på, om atmosfæren bare var noget, som han selv forestillede sig, eller om alle andre havde samme fornemmelse af, at der var sex i luften.

Han gik ned bagerst i lokalet, hvor en trappe førte op til etagen ovenover, og hvor der var en dør til toiletterne. Der var en hylde langs væggen, og der stod et par ledige barstole, som han straks tog i besiddelse. Han satte sig på barstolen nærmest trappen, hvor han havde udsyn over det meste af lokalet. Der var mange forskellige typer af fyre, og Jesper kun ikke rigtig blive enig med sig selv om, hvem der var lækrest. Ved bordet nærmest ham selv sad tre fyre, der alle var iført det sidste skrig. Stilen var meget londonsk eller parisisk, fornemmede Jesper, med de stramme bukser, lyseblå og beige farver i tøjet og det stylede hår. En af dem brugte oven i købet mascara og lidt øjenskygge, uden at han egentlig dog virkede feminin, men hans markerede ansigt og maskuline træk i øvrigt var den perfekte modvægt til den feminine selviscenesættelse. Det var en flot og temmelig forfængelig mand. Jesper overvejede et øjeblik, om det kunne være noget, men Jesper vidste, at han aldrig ville kunne leve op til fyrens standard, og på en måde virkede han kunstig og perfekt på en Barbiedukkeagtig måde. Han var blot en mannequindukke, som ikke vækkede nogen lyster hos Jesper. Jesper forsøgte at forestille sig hans lige så perfekte krop, men han kom automatisk til at tænke på de kønsløse mannequindukker fra forretningen.

Brian kom gående gennem lokalet med to store ølglas i hænderne. Han gik forsigtigt for at undgå at ramme eller blive ramt af de mange, som sad ved baren, men midtvejs var han alligevel ved at blive ramt i hovedet af en arm, der koket blev kastet i vejret af en tynd, fnisende fyr. Med en hurtig undvigemanøvre fik Brian styret sig selv og glassene udenom uden at spilde en dråbe, og uden at fyren bemærkede den mindste smule.

Brian stillede ølglassene på hylden på væggen, og satte sig på barstolen ved siden af Jesper med ryggen mod væggen. – Det er da et meget hyggeligt sted, sagde Brian, og lagde albuerne op på hylden bag sig.

– Ja, faktisk, sagde Jesper og greb ud efter glasset. – Skål, sagde han og løftede glasset mod Brian.

Brian rettede sig op og tog glasset. – Skål for en god aften.

De drak begge, og imens forsøgte Jesper at forestille sig lidt af aftenens forløb, men han vidste ikke, hvad han skulle forvente, og han havde en kraftig fornemmelse af, at han ville blive meget overrasket.

Fortsættes…