Vildfarelse – afsnit 121 – En ny start (III)

Jesper var i god tid. Han parkerede og låste cyklen foran restauranten. Han var blevet i tvivl om Lars havde sagt, at de skulle mødes i eller foran restauranten, så han åbnede døren og stak hovedet ind for lige at checke, om Lars var ankommet og allerede sad derinde. Restauranten var ikke en gang halvt fyldt, så han kunne hurtigt forsikre sig selv om, at Lars endnu ikke var ankommet. Han lukkede døren udefra og gav sig til at vente.

Der var en del mennesker på gaden. Det var en lun aften for årstiden, så mange kæreste- og vennepar gik tur, drenge kørte på skateboard og cyklisterne gjorde såvel cykelstier som fortove usikre. To drenge passerede Jesper og de kærlige blikke, de sendte hinanden, lod ikke Jesper i tvivl om, at de var et par. Jesper smilede for sig selv og tænkte på, at for bare et halvt år siden, ville han have troet, at de bare var gode venner. Det var ligesom om, at hans egen erkendelse af sin seksuelle orientering havde givet ham nye øjne, hvor han pludselig kunne se på andre drenge og mænd, om de var til piger eller drenge, og om to drenge eller mænd var kærester eller bare venner. Det var umuligt at sætte ord på, hvordan han kunne se det, men han var sjældent i tvivl, og han var mest forundret over, hvorfor i alverden han ikke havde kunnet se det tidligere, når nu det var så åbenlyst.

– Hej, lød det pludselig fra nogen ved siden af ham. Lars var ankommet til fods og uden at Jesper havde bemærket det.

– Hvor kommer du fra? spurgte Jesper overrasket.

Lars smilede. – Du var helt i dine egne tanker.

Jesper var i tvivl, om han skulle give Lars et knus, men inden han nåede frem til en konklusion, havde Lars givet ham et knus og kysset ham på kinden.

– Har du checket, om der er plads til os? spurgte Lars.

– Ork, ja, sagde Jesper. – Masser.

– Lad os gå ind, sagde Lars med et smil.

En tjener var hurtigt henne hos dem, og viste dem hen til et bord. Lars havde åbenbart andre ideer, for han spurgte tjeneren, om ikke de kunne sidde ved et andet bord – det bord, de havde siddet ved, sidste gang de var på restauranten. Tjeneren gav tegn til, at de bare kunne vælge det bord, de ønskede, og de satte sig ved bordet, hvor de havde siddet før.

– Kan du huske første gang, vi var her? spurgte Lars grinende.

– Årh, øv, jeg havde lige glemt alt om det, sagde Jesper ikke helt i tråd med sandheden. Han huskede kun alt for godt den gang, hvor Benny fra dykkerklubben havde set dem sammen på restauranten, og hvor de – bare for at provokere – havde kysset hindanden hen over bordet.

– Det var da romantisk, sagde Lars med et skævt smil.

Tjeneren ankom med et menukort til hver. – Noget at drikker først? spurgte hun mekanisk uden at fortrække en mine.

– Jeg vil godt have en Martini, sagde Lars henvendt til Jesper. – Hvis du altså også vil have en drink?

– Jo, da. Jeg tager en Frozen Margerita. Har I det? spurgte Jesper henvendt til tjeneren.

– En Martini og en Frozen Margerita, ja, sagde hun og drejede om på hælen.

– Ja, det er jo ikke betjeningen vi kommer her for, sagde Lars hviskende til Jesper med et stort smil.

Jesper lænede sig tilbage i stolen og smilede igen. Han følte sig tryg og godt tilpas – en følelse han ikke havde haft i umindelige tider, føltes det som. Det var ligesom om Lars’ smil havde visket alle problemerne og uoverensstemmelserne væk som et mirakuløst rengøringsmiddel i en TV-reklame. Det var den første date, han havde været på, hvor han ikke følte trang til at skulle sige noget – hvor tavsheden var ikke bare ok, men faktisk et udtryk for gensidig tillid og tryghed, og måske også… Han turde ikke tænke tanken til ende. Lige nu var det uden betydning, om det var kærlighed eller ej. Lige nu skulle øjeblikket bare nydes i fulde drag.

Han åbnede menukortet og begyndte at læse menuforslaget på første side.

– Hvordan går det på jobbet? spurgte Lars i sit konverserende tonefald.

– Det går fint, sagde Jesper. – Stille og roligt. Det er jo hyggeligt at arbejde sammen med Søren, og Bjarne er fin nok. Hvordan går det hos statsbanerne?

– Det er lidt op ad bakke i øjeblikket. Karen er sygemeldt, og ingen ved, hvad det egentlig er, hun fejler, men jeg har mistanke om, at det er stress, og det er jo rigtig trist, men det indebærer jo bare, at der kun er os andre til at løse hendes opgaver, for løses skal de jo.

Lars fortalte løst og fast fra dagligdagen på kontoret, og Jesper lavede passende lyttelyde undervejs, mens hans tanker ved flere lejligheder fløj. Han prøvede forgæves ikke at tænke på, hvordan aftenen ellers ville forløbe og ende, men gentagne gange forestillede han sig den akavede situation, der kunne opstå, når de skulle tage afsked, og han skulle tage tilbage til Lars’ lejlighed. For at afbryde sine egne tanker valgte han at skifte emne – måske en lille smule for brat. I hvert fald så Lars en smule overrasket ud, da Jesper pludselig sagde: – Har du hørt, at Søren har friet til Chrisser?

Lars’ overraskelse blev til et smil. – Ja, Chrisser ringede i dag og fortalte det.

– Har han også ringet til dig? spurgte Jesper overrasket.

– Ja, han ringede i formiddags og spurgte mig til råds. Han var åbenbart i tvivl om, hvad han skulle svare Søren, den nød.

– Har han også ringet til dig?

– Ha, grinede Lars. – Ja, det kunne ligne ham. Han tager lige en folkeafstemning, når han er i tvivl om noget. Så ringer han til alle, han kender, men han siger selvfølgelig ikke noget om, at han har ringet til andre, og han siger i hvert fald ikke noget om, hvad andre synes. Når så han har fået en flertalsafgørelse, så kan man næsten være sikker på, at han gør præcis, hvad han selv havde tænkt sig fra starten.

De lo sammen. Jesper glædede sig over, at den gamle fællesskabsfølelse atter var der efter så kort tid sammen. Det lovede godt. Var det ikke næsten for godt til at være sandt?

Tjeneren kom med deres drinks. De klinkede med glassene og smagte på dem. Jesper slikkede med lidt besvær et stykke af sukkerkanten af glasset. Det irriterede ham, at sukkerkanten var så hård, og at den var i vejen, når han skulle drikke af glasset. Han opdagede, at Lars betragtede ham smilende, hvilket gjorde ham lidt forlegen.

– Sorry, det så bare lidt sjovt ud, sagde Lars. – Og sødt og lidt frækt, tilføjede han med et frækt smil.

Jesper smilede og tog endnu en slurk. Han satte glasset fra sig og tog mod til sig. Han lænede sig frem og lagde hånden på bordet midt imellem dem – tæt nok på, så det tydeligvis var en opfordring, og langt nok fra til, at det ikke ville blive alt for pinligt, hvis Lars ikke gengældte hans gestus.

Lars’ hånd gled hen over den hvide dug, fingrene spredtes og Jesper spredte instinktivt sine fingre, så deres fingre flettedes sammen. Jesper turde af en eller anden grund ikke se Lars i øjnene, så han så blot på deres flettede fingre med en alvorlig mine. Han sank en klump i halsen og fornemmede, at Lars så på ham. De var begge tavse, og efter nogle lange sekunder løftede Jesper blikket. Lars så alvorligt på ham, men et øjeblik efter bredte et smil sig på hans ansigt. – Skal vi ikke se at få bestilt noget mad? Jeg er hundesulten, sagde han og trak hånden forsigtigt til sig.

– Jeg tager bare menuen, sagde Jesper, der ikke gad forholde sig til de mange sider med hundredevis af forskellige retter.

– Skal vi så ikke bare tage forret og hovedret? Så kan vi altid se, om vi kan spise dessert også.

– Jo, lad os det, sagde Jesper og klappede beslutsomt menukortet sammen.

– o –

Samtalen var gået lidt i stå under hovedretten. Jesper skovlede de sidste ris op på gaffelen og spiste den sidste mundfuld. Han var mæt og tilfreds, placerede bestikket korrekt på tallerkenen og lænede sig tilbage i stolen. Lars havde stadig en del tilbage på tallerkenen, og han koncentrerede sig om maden. Jesper betragtede ham, som var det første gang. De mørkebrune øjne og det markerede ansigt, han var faldet for den første aften på Pan, var stadig lige tiltrækkende. Hans muskler i kinderne viste sig tydeligt, mens han tyggede, og Jesper syntes, at det var maskulint og meget tiltrækkende. Han fik lyst til at røre ved Lars’ ansigt, men han sad stille og fortsatte med at betragte ham.

– Det er ikke pænt at stirre på folk, sagde Lars uden at flytte blikket. Et øjeblik efter løftede han blikket og smilede.

Jesper blev atter forlegen, men han bed det i sig, og smilede igen. – Når nu jeg kan lide, hvad jeg ser?

– Sig mig, Jesper Hansen, sidder De der og flirter med mig?

– Det kunne ikke falde mig ind, sagde Jesper og forsøgte at se alvorlig ud. – Med mindre der var en chance for, at jeg kunne få dem med i kanen altså, hr. Lars Henriksen.

– Sådan noget griseri med en anden mand ville jeg aldrig indlade mig på.

– Heller ikke jeg. Jeg gør aldrig sådan noget på den første date.

– Skal vi så ikke sige, at det her er den anden date? spurgte Lars med et frækt smil.

– Hmmm, jeg skal overveje det, sagde Jesper alvorligt og lagde en finger på læben.

Lars flyttede bestikket og indicerede, at han var færdig med at spise. – I mellemtiden vil jeg så tillade mig at bestille regningen. Med mindre altså, at De ønsker at indtage en dessert?

Jesper syntes, at det var alt for oplagt at sige, at han helst ville have Lars til dessert, så han valgte blot at sige: – Nej, tak. Jeg ønsker at indtage min dessert et andet sted.

– Så gerne.

Lars så sig om efter tjeneren, og lidt efter lykkedes det ham at fange hendes opmærksomhed. – Må vi bede om regningen?

Da hun var uden før hørevidde, sagde han: – Jeg må vist hellere vente lidt med at rejse mig fra bordet. Jeg har nok lidt svært ved at skjule min begejstring.

Jesper vidste præcis, hvad han mente, og han var selv i samme situation. – Og hvad så? sagde han med et frækt smil. – Må man ikke have lyst til hinanden?

– Jeg tror nu nok, at der er en lov imod blufærdighedskrænkelse, sagde Lars og tømte sit glas.

– Den lov kender jeg ikke noget til, og man kan vel ikke komme i fængsel for at bryde en lov, man ikke kender?

– Hm, jo, det kan man faktisk godt. Og hvis jeg var betjent, havde jeg anholdt dig på stedet og lagt dig i håndjern.

– Tænk at du kan nænne det. Jeg risikerer jo at blive smidt i fængsel og at blive misbrugt af muskuløse mænd.

– Ja, og det er kun fængselsbetjentene. Tænk så på ved de andre fanger kan finde på!

– Hmm, det kunne være, at man skulle blive kriminel. Det lyder jo som paradis, grinede Jesper.

– Jeg skal give dig paradis, sagde Lars.

– Ja, tak, sagde Jesper kækt.

Lars så overrasket på Jesper, men et øjeblik efter bredte et stort smil sig på hans ansigt. – Jeg skal se, hvad jeg kan gøre.

Tjeneren kom med regningen på en underkop, og inden hun nåede at forlade bordet igen havde Lars set på regningen, lagt sit Dankort på underkoppen, og havde givet hende underkoppen i hånden igen.

– Har vi travlt? spurgte Jesper.

Lars lagde hovedet på skrå og overvejede spørgsmålet. – Næh, vi har ligeså meget tid, du ønsker at investere.

– Ork, så har vi jo god tid, sagde Jesper og lænede sig tilfreds tilbage i stolen.

– Men lige nu har vi lidt travlt, for jeg skal nå at se dig uden tøj på, inden klokken tolv, hvor du forvandler dig til en skrubtudse.

– Det lyder som noget, min mor burde have advaret mig imod.

Tjeneren kom tilbage med en lille håndterminal, som hun havde stukket Lars’ Dankort ind i, og satte den på bordet foran ham. Han tastede sin kode, og et øjeblik efter tikkede en bon ud af maskinen.

– Tak for besøget, sagde tjeneren og forlod bordet.

Lars fandt sin pung frem fra jakkelommen og lagde et par mønter på underkoppen. Han greb sin jakke fra stoleryggen uden at rejse sig fra stolen, så han kunne holde den foran sig, mens han rejste sig fra stolen.

Jesper stak sin hånd i bukselommen, inden han rejste sig, og da han havde rejst sig op, spurgte han kækt: – Skal du ikke have din jakke på?

– Jo, lige om lidt. Skal du ikke?

Jesper tog sin jakke, kiggede hurtigt rundt og noterede sig, at ingen så hen imod dem, hvorefter han tog hånden op af lommen og tog jakken på. Han var ikke i tvivl om, at hans begejstring tydeligt kunne ses, og Lars kvitterede da også for synet med et frækt smil. Jesper var glad for, at hans jakke var lang nok til at dække, når han lynede den.

Da de kom ud i den kølige aftenluft, gik Jesper hen til sin cykel og låste den op. Han standsede op. Lars stod tæt på og betragtede ham.

– Er du ikke på cykel? spurgte Jesper.

– Jo, den står lige om hjørnet.

Lars drejede om på hælen, og Jesper fulgte ham hen til cyklen. Da Lars havde låst cyklen op, stod de et øjeblik og betragtede hinanden.

– Tak for i aften, sagde Lars med et drillende smil.

Jesper blev straks i vildrede. Skulle de tage afsked nu? Havde de ikke netop siddet og lagt op til, at der skulle ske meget mere?

Lars lo. – Du skulle se dit eget ansigtsudtryk. Du lignede en hund, der lige havde fået taget et stort, saftigt ben taget fra den. Skal vi ikke tage hjem til mig?

Jesper var lidt irriteret over Lars’ drilleri, men han lod sig ikke mærke med det. – Skal vi ikke hellere tage hjem til mig? sagde han med et frækt smil.

Fortsættes…