Vildfarelse – afsnit 120 – En ny start (II)

Jesper vågnede med hovedet begravet i en hovedpude og kunne ikke komme i tanke om, hvor han var. Han gennemgik de forskellige muligheder, inden han løftede hovedet, for ligesom at afgøre, hvad han skulle vente at se, når han om lidt ville åbne sine øjne. Han kom i tanke om, at han havde forladt Kaspers lejlighed med sin pakkede taske og var cyklet hjem til Lars. Han kom også i tanker om, hvor akavet afskeden med Kasper havde været – mest for ham selv, for Kasper havde tilsyneladende afskrevet Jesper i det øjeblik, han havde set ham med tasken i hånden. Jesper havde gjort mine til at ville give Kasper et knus til afsked, men Kasper havde blot set ned i gulvet, så Jesper nøjedes blot med et hurtigt: – Pas godt på dig selv, og lukkede hurtigt døren bag sig.

Den kolde og klare luft, der ramte hans ansigt på cykelturen til Holger Danskes Vej, var forfriskende og rensende. Han lagde bogstavelig talt Kasper bag sig, og han følte sig klar til en ny start.

Han rullede om på ryggen og åbnede øjnene med en forventning om at se det hvide stukloft med den fine revne, der løb hen over det meste af loftet. Det var ganske rigtigt synet af loftet i Lars’ soveværelse, der mødte ham, og den eneste overraskelse var, hvor lyst det var. Han havde glemt at trække gardinerne for, da han gik i seng, og nu stod den blege sol ind ad vinduet og ramte et hjørne af dynen. Han måtte have sovet længe, selvom han ikke følte sig synderligt udhvilet, men solen og tanken om dagens vigtigste begivenhed – mødet med Lars – gav ham energi, og beslutsomt stod han ud af sengen og begav sig ud på badeværelset. Synet af sin nøgne krop mødte ham i spejlet og han begyndte straks at fantasere om, hvordan hans date med Lars kunne udvikle sig til noget, der involverede nøgenhed. Fantasien havde straks effekt på blodtilstrømningen til én bestemt legemsdel, og da den et øjeblik senere stod stiv og strunk, besluttede han sig for at gøre noget særligt af ud dagen ved også at blive barberet i de nedre regioner.

Han tog sig et langt, varmt bad, vaskede sig grundigt og lod sæben sidde lidt længere på pungen i håbet om, at det ville blødgøre hårene så meget, at han ikke fik rifter og skrammer fra barberbladene.

Efter at have tørret sig hurtigt med det bløde håndklæde greb han dåsen med barberskum og sprøjtede en stor klat ud i hånden, som han straks fordelte ud over pungen og mellemkødet. Han var nærmest kun begyndt, da mobiltelefonen ringede inde i soveværelset. – Typisk, tænkte han. Han skyllede lynhurtigt skummet af hænderne, tørrede hænderne i håndklædet og løb – kun iført barberskum – ind i soverværelset, hvor han lige netop nåede at tage telefonen, inden den røg på telefonsvareren. Han nåede at se, hvem det var, men han nåede ikke at overveje, om han skulle besvare opkaldet eller ej.

– Det er Jesper.

– Det er din mor, sagde en munter stemme, han kendte så godt, men som han ikke havde hørt meget til de seneste måneder.

– Hej, mor, sagde Jesper og kunne godt selv høre overraskelsen i sin stemme.

– Vi var lige på vej op til Hanne og Jens.

Jesper vidste ikke, hvad han skulle bruge den oplysning til, men han gættede og blev hurtigt enig med sig selv om, at moster Hanne, som slet ikke kunne forstå sin søsters problemer med sin søns homoseksualitet, ville afkræve hans mor et svar på, hvordan det gik med Jesper og Lars, og hun ville ikke risikere at tabe ansigt ved at være tvunget til at lyve eller at sige, at hun ikke vidste det.

– Jamen, I må da hilse, sagde Jesper og håbede, at samtalen kunne afsluttes hurtigt.

– Det skal vi gøre. Hvordan har du det?

Jesper følte sin anelse om grunden til opringningen bekræftet, og var desuden lidt fornærmet over, at hun ikke også spurgte til Lars, man på den anden side var det vel ok at spørge til sin søn først. Nu var spørgsmålet blot, hvor ærlig han skulle være – både om, hvordan han virkelig havde det, og om forholdet til Lars. Han følte ikke, at han skyldte sin mor den store ærlighed. – Jeg har det fint. Hvordan har I det?

– Far har det godt, men vi har haft en eller anden virus, som jeg stadig slås med. Du ved sådan forkølet, træt, ondt de underligste steder og sådan noget, så vi har holdt os hjemme de sidste par uger.

– Jamen, har far da slet ikke haft nogen jobs?

– Jo, et enkelt, men han måtte give det til Kjeldsen. Han havde heldigvis lige et hul i kalenderen.

– Nå, det var da heldigt.

– Moster Hanne spurgte, om du og din ven ville komme med derop til kaffe i eftermiddag?

Nå, så det var det, det hele handlede om. Moster havde forsøgt at bringe dem alle sammen på neutral grund, så harmonien kun genfindes i den lille familie. Men hvorfor i alverden invitere samme dag, som kaffeslabberaset skulle finde sted? Det lignede moster Hanne at invitere gennem sin søster, men det lignede hende ikke at vente til sidste øjeblik. Var det hans mors forsøg på at forpurre moster Hannes planer ved at spørge i sidste øjeblik? Det lignede hende ikke at være så udspekuleret, så Jesper valgte at lade tvivlen komme hende til gode.

– Vi har altså andre planer i eftermiddag, men du må hilse og sige tak for invitationen.

– Det skal jeg gøre. Og du må også hilse.

Jesper kunne høre sin far brumme i baggrunden.

– Jeg skal hilse fra din far, tilføjede hans mor.

– Tak, hils igen, og god bedring.

– Tak, Jesper, sagde hun i en tone, der indicerede, at hun i hvert fald havde medlidenhed med sig selv, selvom hun tilsyneladende var rask nok til at tage på besøg hos sin søster.

Jesper følte sig underligt tom, da de havde taget afsked og lagt på. Han blev dog hurtigt bevidst om sin nøgenhed, og han skyndte sig ud i badeværelset for at gøre intimbarberingen færdig.

Han var netop blevet færdig med barberingen med kun en enkelt lille blødende rift, og havde tændt for vandet til badet, da telefonen atter ringede. Han skyndte sig at slukke for vandet og løb atter ind i soveværelset uden en trevl på kroppen. Det var Chrisser, der ringede.

– Hej, Chrisser! sagde Jesper oprigtigt glad for at høre fra ham.

– Var du stået op? spurgte Chrisser muntert.

– Ja, da. Klokken er… ti! sagde han overrasket over, hvad vækkeuret viste.

– Ja, ja, men ved jo aldrig med dig. Du kunne jo have sengen fuld af nattens scoringer. Er du alene?

– Ja, ja, de gik alle tre tidligt i morges.

– Seriøst? spurgte Chrisser overrasket og slet skjult begjstret.

– Hvordan har du det? spurgte Jesper af interesse, men også for at lade Chrisser stege lidt.

– Ja, ja, snak du bare udenom. Men nu handler det om mig. Har Søren sagt noget til dig om hans store planer?

Jesper havde på fornemmelsen, at samtalen handlede om Sørens frieri, men for en sikkerheds skyld, måtte han lade som om, at han ikke anede noget om det. – Hvilke store planer? spurgte han uskyldigt. – Skal I ud og rejse?

– Det kan man godt sige. Han har spurgt, om jeg ville gifte mig med ham, og jeg har på fornemmelsen, at han har spurgt dig til råds først. Han ved udmærket godt, at jeg synes, at det er en af de store fordele ved at være homo – at man slipper for absolut at skulle giftes og have børn.

– Det kan jeg godt huske, at du har sagt, sagde Jesper. – Men nu er det jo ikke hvem som helst, der spørger dig, og han spørger jo ikke, om I skal have børn, vel?

– Nej, men det er er netop det! Hvorfor spørger han? Hvad er det, han vil have, som han ikke allerede har? Vil han bare have et løfte om, at vi skal forsøge at leve sammen så længe som kærligheden er stærk nok? Det behøver vi da ikke tage på Rådhuset for. Sådan er det da allerede.

– Chrisser, hvorfor siger du det til mig. Hvorfor siger du ikke det til Søren?

– Nu er du jo dum. Tror du ikke, at vi har brugt timer på at diskutere det?

– Og hvad blev I så enige om?

Chrisser tøvede. – Enige? Jeg ved nu ikke, om vi blev enige.

– Et eller andet må I da have sagt? Afviste du ham?

– Næh, det gjorde jeg vel ikke. Men jeg ville altså godt lige tænke lidt over det.

– Sagde du det? sagde Jesper med en antydning af anklage i stemmen.

– Jeg sagde… Ja, det gjorde jeg vel. Jeg ved ikke lige, hvordan jeg sagde det, men jeg kunne da ikke bare sige ja.

– Det kunne du da! Søren er super forelsket i dig, og du er i ham, så hvad er der at tænke over?

– Og det skulle komme fra dig! nærmest råbte Chrisser. – Hvad fanden har du og Lars lige haft gang i?

– Nu skulle det handle om dig, ikke? sagde Jesper og var tilfreds med sin returnering af Chrissers spydighed. Det var meget muligt, at Chrisser havde en pointe, men det havde Jesper ikke lyst til at tænke så meget over lige nu. – Og hvis du synes, at vi håndterer situationen så ringe, hvorfor spørger du så mig til råds?

– Det ved du godt. Du taler jo med Søren næsten hver dag, så han har garanteret sagt noget til dig om det her.

– Og hvad skulle Søren have sagt, som han ikke vil sige til dig?

– Du vidste godt, at han ville fri, ikke?

Jesper var i tvivl om han turde røbe, at Søren havde fortalt om frieriet, men han kunne ikke se, hvorfor det behøvede at være en hemmelighed. Til gengæld ville han ikke røbe, at Søren allerede havde sat en dato for forlovelsesfesten. – Joh, han har da nævnt det…

– Godt så, men hvad sagde han så om det?

– Hvad han sagde? Det kan jeg da ikke huske. Hvad vil du da vide?

– Sagde han noget om… Jeg tror ikke… Føler vi det samme? Nogen gange virker det som om, at han er mere forelsket, end jeg er. Ved du, hvad jeg mener? Altså, det er ikke fordi, jeg ikke har valgt Søren, men hans følelser er måske stærkere end mine? Jeg har ikke brug for at være gift med ham, for det gør ikke mine følelser stærkere, og jeg ved ikke, om de kan være ret meget stærkere, men alligevel så er det ligesom Søren lægger meget mere i det…

– Hmmm, sagde Jesper blot uden at vide præcis, hvad det var, Chrisser var i tvivl om, og hvordan i alverden han skulle kunne være til nogen hjælp.

– Hvad nu, hvis jeg siger nej? spurgte Chrisser med en antydning af fortvivlelse i stemmen.

– Han har vel overvejet, at han kunne få et nej, sagde Jesper uden selv at være overbevist.

– Tror du virkelig? Har han sagt noget om det?

– Nej, sagde Jesper blot.

– Jeg håber altså ikke, at det her ødelægger vores forhold.

– Hvorfor skulle det det? spurgte Jesper retorisk. Han følte, at han burde give Chrisser et godt råd, men han ville så nødig råde Chrisser til noget, som kunne ødelægge det for Søren. – Du er jo nødt til at følge dit hjerte.

– Det lyder så nemt, men jeg har ingen anelse om, hvad jeg vil.

– Nej, det kan jeg høre. Eller rettere: Det lyder som om, at du helst vil slippe for at blive gift, men at du gerne vil blive sammen med Søren. Kan du så ikke bare sige ja til at bliver forlovet, men at der ikke skal sættes nogen dato på brylluppet? Man kan jo sagtens være forlovet i årevis. Det har jeg da hørt om…

– Det har jeg slet ikke tænkt på, sagde Chrisser glædeligt overrasket. – På den måde kan jeg både sige ja, og undgå at blive gift! Det var da en fantastisk løsning!

Jesper blev lidt ked af det på Sørens vegne. Søren havde så store forventninger og forhåbninger, og Chrissers noget lunkne holdning til Sørens frieri ville være en kraftig streg i regningen. På den anden side burde det jo ikke komme som den store overraskelse for Søren, for han havde jo selv hørt Chrissers holdninger. – Nu synes jeg ikke, at du bare skal sige ja for Sørens skyld men tænk på, hvordan Søren vil tage det.

Chrisser tav et øjeblik. – Jeg ved det, men jeg kan ikke bare sige ja, når jeg ikke mener det. Det ville være ligesom at lyve. Nej, jeg må sige det, som det er. Tak for hjælpen, Jesper.

– Jeg er lidt misundelig på jer, sagde Jesper.

– Jamen, det er da helt op til dig selv. Du og Lars kunne da sagtens blive gift.

– Årh, det er da ikke helt op til mig selv. Der skal trods alt to til at blive gift.

– Ja, men hvis du spørger mig, så er Lars helt klar.

– Det er muligt, sagde Jesper afvisende. Han havde ikke lyst til at diskutere det emne nu, hvor de stod foran at skulle begynde fra begyndelsen med en date. – Vi skal ud og spise klokken syv, så lad os nu se.

– Stærkt! Se nu at finde ud af det sammen, ikke? Det er deprimerende at se på fra sidelinien, at I ikke kan finde ud af det, sagde Chrisser med smil i stemmen.

– Ja, ja, jeg kunne jo sige det samme om dig og Søren.

– Skal I med i byen på fredag? spurgte Chrisser, som om han ikke havde hørt Jespers sakasme.

– Det får vi at se, sagde Jesper. – Jeg ringer.

– Det er en aftale. Hils, og vi krydser fingre.

– Tak, i lige måde.

– Jeg hilser. Hej, sagde Chrisser og lagde på.

Under samtalen havde Jesper lagt sig ind under dynen for ikke at blive kold. Han rejste sig fra sengen og begyndte at overveje, hvad han skulle have på. Kun det bedste ville være godt nok til den forestående date.

Fortsættes…