Vildfarelse – afsnit 119 – En ny start

Jesper havde slet ikke nået at planlægge, hvad han ville sige, og han håbede, at Lars ville sige noget, men han så blot tålmodigt afventende på Jesper.

– Hej, Lars. Hvordan har du det? var det eneste, han lige kunne finde på. Han vidste godt, at det var noget helt andet, han ville spørge om, men selvom det, han var i gang med, var temmelig uovervejet, foretrak han en blød start.

Et øjeblik så Lars utålmodig ud, men han blødte hurtigt op og sagde: – Hej, Jesper. Vil du mig noget?

Selvom det kunne lyde koldt og afvisende, så var tonen i hans stemme næsten imødekommende. Eller var det bare ønsketænkning fra Jespers side?

– Kunne vi ikke… Jesper fortrød spørgsmålet, inden han havde formuleret det, men han besluttede lynhurtigt at prøve igen, men på en lidt anden måde. – Har du lyst til at gå ud… med mig? Vi kunne tage ud og spise…

Lars så på ham uden at afsløre, hvad der foregik i hans tanker. – Ud og spise? spurgte han langsomt. – Det lyder som en date, konstaterede han spørgende.

Jesper forsøgte sig med et lille smil. – Det kan man da godt kalde det.

Til Jespers store lettelse gengældte Lars smilet. – Hvornår? Og hvor?

Heller ikke de spørgsmål, var Jesper forberedt på. – Hvad med i morgen? Vi kan jo mødes på thai-restauranten ved Halmtorvet.

– Søndag? Er du sikker på, at den har åbent om søndagen? De fleste restauranter plejer altså at være lukket om søndagen.

– Vi tager chancen. Hvis der er lukket, finder vi bare et andet sted.

Jesper kunne høre, at Dorthe protesterede inde fra passagersædet. – Jeg har egentlig lovet…, begyndte Lars.

Jesper fornemmede, at Lars kunne overtales, og han greb straks chancen: – Skal vi sige klokken syv?

Lars tøvede.

– Vi ses uden for restauranten klokken syv. Jeg skal nok tjekke, om den har åbent, og hvis ikke, så sender jeg dig lige en sms med et andet forslag.

Inden Lars kunne nå at protestere, gav Jesper bilen et let, beslutsomt klap og sluttede: – Vi ses i morgen.

Han vendte sig om og så, at Alexander holdt lige bag ved og ventede på at kunne komme til automaten. Han gik hen til bilen og steg ind.

Dorthes bil kørte ud fra parkeringspladsen, da bommen gik op, og Alexander kørte frem til automaten. Mens han trykkede på knappen for at rulle sidevinduet ned, sagde han: – Jeg sætter dig bare af hjemme hos mig. Jeg skal til Holte med søs.

Jesper troede et øjeblik, at Alexander ville parkere ham hjemme i lejligheden, mens han kørte Sofie til Holte, indtil han kom i tanke om, at hans cykel jo stod hjemme hos Alexander, og at det blot var for, at han kunne hente sin cykel. – Ja, tak.

– Og se at finde ud af det med ham, sagde Alexander. – Det er jo det, du allerhelst vil, ikke? Ærgerligt for mig, sagde han med et smil.

Jesper var lettet over ikke at skulle komme med forklaringer eller undskyldninger. Han havde stadig lyst til at lære Alexander bedre at kende, og han ville da ikke have noget imod, hvis daten med Alexander udviklede sig, men han var nødt til at vælge. At satse på, at en date med Lars ville udvikle sig til noget varigt, var ikke mere sikkert end at satse på, at en date med Alexander ville udvikle sig til noget mere – selvom det næppe ville være noget varigt. Valget burde jo egentlig ikke være så svært, nu hvor han havde en aftale med Lars.

– Det er pænt af dig, at tage det sådan, sagde Jesper. Han ville gerne have undskyldt for, at afbryde deres date før tid, men han kunne ikke finde nogen ordentlig måde at sige det på. På den anden side var det jo på sin vis Alexanders egen skyld, for hvis ikke han havde glemt, at han skulle hente sin søster i lufthavnen, var alt dette jo aldrig sket.

– Var det en god tur, søs? spurgte Alexander og tilkendegav på den måde, at han anså deres date for officielt afsluttet.

– o –

– Tak for en hyggelig eftermiddag, sagde Jesper oprigtigt, da han steg ud af bilen.

– Tak, i lige måde, sagde Alexander og lød som om, han mente det. – Ring til mig, hvis det glipper med ham Lars, sagde han med et frækt smil og blinkede til Jesper.

Jesper smækkede døren, og bilen satte straks i gang. Sofie sad fortsat og tronede på bagsædet. Jesper gik ind ad smedejernslågen, hvor hans cykel stadig stod ved trappen. Han fandt nøglen til cykellåsen i lommen og låste op, mens han overvejede, hvor han skulle tage hen nu. Det var udelukket at overholde hans aftale med Colin, og han havde på ingen måde lyst til at tage hjem til Kasper. Det eneste argument skulle da være for at fortælle Kasper, at det var slut imellem dem. Først nu gik det op for Jesper, hvor få følelser, han selv havde i klemme overfor Kasper, og det eneste, der holdt ham tilbage, var lidt dårlig samvittighed. Han bildte sig selv ind, at det var Kaspers egen skyld for hans omklamrende måde at være på, og for straks at konvertere en date til et forhold til trods for en temmelig åbenlys mangel på forelskelse eller blot gensidig tiltrækning. Jesper var fuldt ud klar over, at han også selv bar noget af skylden, men han var ikke et sekund i tvivl om, at Kasper lå, som han havde redt. Nu skulle han bare have det sagt til Kasper. Eller skulle han? Skyldte han Kasper noget? Hans dårlige samvittighed overmandede ham, og han blev klar over, at han var nødt til at afslutte det på en ordentlig måde. Men det skulle ikke være i aften. Lige nu havde han brug for at være alene – eller i hvert fald ikke sammen med andre fyre, som kunne lede hans tanker på afveje. Det værste var nok, at han var nødt til at tage hjem til Lars og overnatte, hvilket virkede helt forkert, når nu de forhåbentlig stille og roligt skulle genstarte deres forhold med en date. Det var nok ikke så sandsynligt, at Lars ville være der, hvis Jesper kendte ham ret – han overnattede sandsynligvis stadig hos Dorte. Et alternativ var dog at hente noget tøj derhjemme – eller rettere: hos Lars, og så finde et andet sted at overnatte – hvis nu Lars alligevel havde besluttet at overnatte i sin egen lejlighed. Et andet alternativ var at få det overstået og få hentet sine ting hos Kasper, og så finde et andet sted at overnatte. Men så skulle han jo alligevel tilbage til Lars’ lejlighed og hente noget tøj? Det var sandelig ikke nemt.

Jesper havde fået bugseret cyklen ud gennem smedejernslågen og havde sat sig op på den, men han tøvede med at sætte i gang, indtil han havde besluttet præcis, hvor han skulle hen. Få dog ryddet op i dit liv, sagde han til sig selv. Det nytter ikke at ville starte på en frisk med Lars i morgen, og så ikke have afsluttet det med Kasper. Han satte kursen mod Kaspers lejlighed.

– o –

Efterhånden som han nærmede sig lejligheden mærkede han, at han fik kolde tæer. Det var helt uvant at skulle være den part, der sagde fra, sagde op, sagde stop – ikke siden bruddet med Sasha, og selv det var kommet mere eller mindre ufrivilligt. Og nu stod han og skulle gøre et andet menneske ked af det. Det værste for Jesper var visheden om, at han skulle efterlade et menneske, som øjensynligt havde brug for kontakt, nærhed og ømhed. Han forsøgte igen at fortælle sig selv, at Kasper selv var uden om det, men det ændrede ikke ved hans medlidenhed med Kasper.

Jesper så på uret og overvejede et øjeblik, om han skulle vente til Kasper var ude og gå med hunden. Han kunne jo bare tage sine få ting og gå, mens Kasper var væk. Det var fristende, men han var nødt til at få sagt farvel, og det var jo nok mest for sin egen skyld, så han kunne få sat punktum.

Han stillede sin cykel op ad en lygtepæl og låste den fast. Der var jo ingen grund til at placere den i cykelstativet lidt længere væk, for han skulle jo ikke være der ret længe.

Han låste sig ind i lejligheden, og hørte straks fjernsynet køre inde i stuen. Han tog skoene af men beholdt jakken på og gik hen til døren ind til stuen. Sofaen var tom, og hverken Kasper eller hunden var noget sted at se. – Kasper, kaldte Jesper. Der var ingen reaktion. Han måtte være ude og gå med hunden – en lille smule tidligere, end han plejede. Jesper gik straks ind i soveværelset for at pakke sine ting ned. Uanset hvad, så ville han ikke sætte sig ned og vente på Kasper, så om Kasper nåede at komme hjem eller ej var ligegyldigt. Han måtte tage sig selv i at skynde sig lidt ekstra for måske at kunne undgå konfrontationen, så i tvungent almindeligt tempo fandt han sin taske frem og pakkede sine få ejendele ned. Da han var færdig i soveværelset, gik han ud på badeværelset for at tage de sidste ting. Han havde lige grebet sin deodorant, da han hørte nøglen blive sat i døren, og han mærkede straks hjertet flyve op i halsen.

– Er du allerede tilbage? spurgte Kasper ude i gangen.

Jesper lagde de sidste ting i tasken, og gik ud i gangen. Kasper så overrasket på Jesper, da han så, at han havde overtøj på, og da han fik øje på tasken i Jespers hånd gled der et udtryk af træt forståelse over hans ansigt. Jesper betragtede ham, mens han tog hundesnoren af Thor, og tog overtøjet af. Thor kom logrende hen til Jesper, og Jesper klappede ham pligtskyldigt på hovedet.

– Jeg regnede med, at du var hjemme, sagde Jesper undskyldende og følte, at han løj, selvom det jo faktisk var i overensstemmelse med sandheden.

– Aha, sagde Kasper med en sarkastisk undertone.

Tonen alene fik Jesper til at føle sig meget lille, men han besluttede sig med det samme for, at han ikke ville lade sig kue af tonen, så han trak vejret dybt ind for på den måde at mande sig op. – Kasper, det har været hyggeligt at lære dig at kende, men lad os være ærlige overfor hinanden og erkende, at det ikke er den store kærlighed.

Kasper standsede op og så direkte på Jesper. – Hvem har sagt, at det skal være det?

Jesper var så overrumplet et øjeblik, at han blot så tavst på Kasper, men han fattede sig, fast besluttet på at bevare overtaget. – I længden er det ikke nok for mig. Hvorfor nøjes, når man kan få det hele? Jeg vil væltes, blæses omkuld, have de helt stor følelser. Og så kan det godt være, at det ikke kun er lykke det hele, men jeg vil ikke gå glip af noget af det – hverken de gode eller dårlige ting.

– Sådan er vi jo så forskellige. Jeg vil hellere have noget stabilt og pålideligt – noget som holder mere end en stormfuld forelskelse. En som jeg kan komme hjem til dag efter dag, og som jeg kan tro på og stole på, at vi skal blive gamle sammen.

Kasper havde tydeligvis tænkt over det, og pludselig virkede hans handlinger og temmelig omklamrende stil meget velovervejet – men også usympatiske – på Jesper. Et forhold, som det Kasper beskrev, mindede Jesper om sit eget forhold til Sasha i sin tid – trygt og godt men uden kærlighed, passion og fysisk tiltrækning. Jesper kunne slet ikke vente med at komme væk og til at komme hjem – hvor det så end var.

Fortsættes…