Vildfarelse – afsnit 118 – Alexander (III)

Dorthe kom gående med en lille rejsekuffert på hjul. Hendes retning var nærmest direkte mod Jesper og Alexander, og der var ingen gemmesteder. Jesper overvejede både at vende sig om og gå og at gemme sig bag Alexander, men uanset hvad han gjorde, ville han vække opmærksomhed. Jesper bad til, at Dorthe ville skifte retning eller simpelthen overse ham, men håbet svandt så snart hans blik mødte Dorthes, og han så en lidt forsinket genkendelse i hendes øjne. Dorthes pande rynkedes og hun satte umærkeligt hastigheden ned, til hun standsede fem meter fra Jesper. Hun blev stående, og det var første gang, at Jesper havde oplevet, at et blik faktisk kunne slå gnister. Det var nærmest umuligt for Jesper at undslippe hendes blik, og han opgav på forhånd. Han lod sig indfange, og ventede blot på det uundgåelige dødsstød. Pludselig gled hendes blik over på Alexander, og et sekunds undren i hendes blik blev først til mistro for så at blive til et iskoldt smil. Uden at flytte blikket fra Alexander kom hun helt hen til dem.

– Jesper, sagde hun blot. – Introducér mig.

– Øh, hvad? spurgte Jesper befippet.

– Jeg hedder Dorthe, sagde hun utålmodigt og gav Alexander hånden.

Alexander gav hende hånden og smilede. – Alexander. Hvor kender I hinanden fra? spurgte Alexander og så på Jesper.

– Dorthe er…, begyndte Jesper.

– Jeg er ekskærestens veninde, så jeg har måttet lægge hus, øre og skulder til lidt af hvert, efter at vores allesammens Jesper fårekylling her ikke kunne holde hormonerne i ro. Men det er da dejligt at se, at han nu har fundet sig en ny kæreste, så nu er vi bare spændt på at se, hvor længe det varer, sagde hun med et sarkastisk smil.

– Jamen, så er det da godt, at det kun er vores første date, og at jeg ikke er jaloux anlagt, sagde Alexander med et lige så sarkastisk smil. – Men det er rigtig sødt af dig at oplyse mig om Jespers fortid, og at du viser så stor omsorg for hans ekskæreste. Han har helt sikkert brug for det, men jeg må nok erkende, at jeg ikke har brug for et karaktervidne for at vurdere, om Jesper er noget for mig, så… det var hyggeligt at hilse på dig, Dorthe. Fortsat god weekend!

Dorthe så noget forbløffet på ham. Hun havde tydeligvis ikke forventet at møde en ligeværdig modstander i Alexander. – Hrm, sagde hun fornærmet, drejede om på hælen og gik. Efter et par skridt vendte hun sig om og så skarpt på Jesper. – Jeg forstår ikke, hvorfor han stadig venter på dig.

Det gav et stik i Jespers hjerte. Ventede Lars virkelig på ham? Hvad lavede han så her med Alexander? Hvad ville Lars sige og gøre, hvis han bare tog hjem til ham nu? Og var det i det hele taget det, han selv ville? Stikket i hjertet viste, at det nok var det, han inderst inde ville, men han kunne også fornemme, at han ikke var parat til bare at sige farvel til Alexander og gå sin vej. Alexander var alt for spændende og tiltrækkende til bare at efterlade allerede.

Dorthe vendte atter om på hælen og gik.

– Bitch, sagde Alexander.

Jesper lo. – Meget præcist.

– Det er det værste ved kærester: man køber hele pakken – svigerforældre, familie, venner, dårlige vaner, små særheder – og ikke mindst: fag hags, sagde Alexander med et smil.

– Fag hags? spurgte Jesper. Han havde hørt udtrykket før, men vidste ikke helt, hvad det betød.

– Gud, er du så grøn? sagde Alexander overrasket. – Har du ikke en bedste veninde – en veninde. som bare er blevet endnu tættere, efter at du er sprunget ud?

– Næh, sagde Jesper og følte, at han nærmest burde have det, på den måde som Alexander spurgte på. Han tænkte på sin barndomsveninde Charlotte, men hun var gledet ud af hans liv, før han mødte Sasha – ja, faktisk kort tid efter, at de havde begået den store fejltagelse at gå i seng sammen efter en alt for våd fest.

– Okay, du er så undtagelsen. Men en fag hag er altså sådan en.

En smuk pige i en åbentstående pels og en usædvanligt velsiddende, stram kjole dukkede op af mængden.

– Perfekt. Så nåede vi det, sagde Alexander, så kun Jesper kunne høre det. – Hej, søs! sagde han højt og gik hen imod pigen.

Jesper kiggede henkastet efter Dorthe, og til hans overraskelse var hun ikke bare forsvundet i menneskemængden. Hun stod lidt længere fremme og omfavnede en fyr, som godt kunne være Lars. Det gav et sug i Jespers mave, og han kunne ikke tage øjnene fra dem i håbet om at få et glimt af Lars – hvis det altså var ham. Lige nu kunne han kun se hans hår, og det mindede temmelig meget om Lars’. Det burde ikke være nogen overraskelse, at Lars var ude og hente Dorthe i lufthavnen, men hvad var chancerne for, at det skulle ske lige i de samme minutter, som Alexander skulle hente sin søster? Dorthe slap grebet om fyren, og han så op. Lars’ mørkebrune øjne så direkte på Jesper – kun et splitsekund indtil han flyttede blikket hen på Dorthes ansigt og smilede et stort, varmt smil, som Jesper ønskede var henvendt til sig selv og ikke bare til Dorthe. Lars havde tydeligvis set Jesper, men han fokuserede på Dorthe, og Jesper kunne se dem tale sammen og le af noget, Dorthe sagde.

– Jesper?

Jesper opfattede pludselig, at Alexander kaldte på ham.

– Jesper, det er min søster, Sofie.

Sofie rakte ham sin hånd med et svagt smil. – Goddag. Jeg beklager, at min bror er lidt glemsom. Kender jeg min bror ret, så er I på date, og han har glemt alt om, at han skulle hente mig her. Det er jo også flere dage siden, vi aftalte det, sagde hun med et giftigt smil og lagde sin hånd på Alexanders kind.

– Hun kender mig for godt, sagde Alexander brødebetynget. – Hvis det ikke var fordi, min dårlige hukommelse er noget, jeg har arvet fra min mor, ville have rigtig dårlig samvittighed.

– Dig? Dårlig samvittighed? Det ville da være noget helt nyt, sagde Sofie sarkastisk. – Kan du ikke lige hente bilen? Jeg regner med, at du har måttet parkere ret langt væk.

– Vi holder næsten lige udenfor.

Sofie rakte ham sin weekendtaske, som var overbroderet med Louis Vuitton logoer. Alexander tog lydigt imod den og satte kursen mod udgangen til korttidsparkeringen. Med et lettere fornærmet udtryk fulgte Sofie efter ham, og efter hende fulgte Jesper. Alexander og Sofie gik begge målrettet, og først da de alle tre var kommet ud gennem svingdøren, vendte Alexander sig om for at se efter Jesper. Han smilede, men ventede ikke – vendte sig blot om og fortsatte hen imod bilen.

Da de var få skridt fra bilen fik Jesper igen øje på Dorthe og Lars, som var ved at stige ind i Dorthes bil. Jesper betragtede Lars, mens han kantede sig ind i bilen – døren kunne tilsyneladende ikke åbnes ret meget på grund af bilen, der holdt ved siden af. Det virkede surrealistisk at stå at betragte en fyr på afstand – en fyr som han havde været så tæt på, som han havde delt så intime oplevelser med, og som havde betydet så meget for ham.

Alexander havde sat tasken ind på bagsædet og Sofie havde sat sig ind ved siden af. Han havde åbenbart fulgt Jespers blik. – Er det ham? Din eks?

Jesper gik han til fordøren i passagersiden og åbnede den. – Ja, sagde han og satte sig ind.

Alexander åbnede døren og satte sig ind bag rattet. Han så på Jesper, mens han satte nøglen i tændingen. – Det var ikke din beslutning, at det skulle ende, vel?

Alexander fortrød åbenbart straks: – Nej, glem det. Det har ikke noget med mig at gøre, og jeg skal ikke stikke min næse i dine sager.

– Det ville klæde dig at prøve det, sagde Sofie sarkastisk fra bagsædet. – Kører vi snart?

Jesper prøvede at finde hoved og hale på sine tanker. Han fik underlige ideer om at sige til Alexander, at han havde helt ret, at det hele var en fejltagelse, og at han hellere måtte stige ud af bilen med det samme. Det nemmeste ville være bare at smile og lade som ingenting, men hvor ville det bringe ham hen? Var der nogen chance for, at han nogensinde ville kunne føle det samme for Alexander, som han følte for Lars? Jesper betragtede Alexander, mens han startede bilen. Det virkede som om, der var en afstand imellem dem, som altid ville være der. Jesper kunne godt selv høre, hvor tåbeligt det virkede at sidde her på deres første date og gætte på, hvad en fremtid med Alexander ville bringe. I virkeligheden stod han jo ikke overfor et valg, for det valg havde Lars jo truffet for dem begge, og nu handlede det jo bare om at få det bedste ud af situationen. Alexander kunne være en ganske udmærket distraktion fra savnet af Lars.

Pludselig traf Jesper en beslutning, som han ikke vidste, hvor kom fra, men som han udmærket godt vidste havde alle chancer for at blive en katastrofe. Han flåede bildøren op og nåede lige at gribe håndtaget på indersiden, inden den ramte den parkerede bil ved siden af. Han sprang ud af bilen og løb hen mod Dorthes bil, der var ved at forlade parkeringspladsen. Han var lige ved at give op, da han så bilen køre bort, indtil han så, at der jo var en bom længere henne, som bilen var nødt til at standse ved, for at de kunne komme ud fra parkeringspladsen. Ganske rigtigt standsede bilen lidt længere fremme, og i det øjeblik Lars rakte armen ud ad vinduet for at stikke kortet i automaten, nåede Jesper bilen. Han standsede ud for bilens baghjul. – Lars?

Lars’ arm stivnede. Det virkede som om, der gik en evighed, inden armen blev trukket ind i bilen, og Lars stak hovedet ud og så bagud. Deres øjne mødtes.

Fortsættes…