Vildfarelse – afsnit 117 – Alexander (II)

Jesper spekulerede desperat over, om han helt uforvarende var kommet til at nævne Lars i sit svar til Alexander på Boyfriend, eller hvilke personer de begge havde i bekendtskabskredsen, som kunne have røbet noget, men han var helt blank. Han kunne slet ikke forestille sig, hvordan Alexander skulle vide noget som helst om Lars og om, at de havde været et par. Han valgte at spørge direkte og måske på den måde undgå at skulle diskutere emnet. – Hvor ved du det fra?

– At du har dannet par med Lars, og at I er gået fra hinanden? spurgte Alexander med et lumsk smil. – Man har vel sine kilder.

Alexander gjorde ikke umiddelbart mine til at ville fortsætte, hvilket gjorde Jesper lidt vred. Han skulle lige til at sige noget, da Alexander fortsatte.

– Nej, jeg må erkende, at jeg normalt ikke inviterer hvem som helst hjem til mig selv, så jeg lavede en smule research, og med omfanget af det Københavnske homomiljø er det normalt ikke så svært at finde nogen, der kender nogen, men da jeg ikke havde noget billede af dig, var det godt nok lidt svært. Men Philip genkendte dig på trappen og sendte mig en SMS lige før. Jeg aner ikke, hvor han kender dig og Lars fra, men hvem der er med hvem, det er noget Philip har styr på. Han er den omvandrende Blå Bog. Men da du siger, at du er single, så må jeg jo udlede, at du og Lars er gået fra hinanden. Tager jeg helt fejl? spurgte han med endnu et lumsk smil på læben og drak af sit glas.

– Næh, sagde Jesper, det gør du ikke. Men jeg har ikke specielt meget lyst til at tale om det.

– Ups, sorry, sagde Alexander tydeligvis brødebetynget. – Det var absolut ikke min mening at gøre dig utilpas. Undskyld. Jeg skulle ikke have spurgt. Det var taktløst af mig. Og jeg aner ikke, hvem Lars er, så det kan jo være helt ligegyldigt.

Jesper tømte sit glas og satte det fra sig. Alexander greb straks vinflasken og holdt den hen over Jespers glas. – Mere vin?

– Ja, tak, svarede Jesper og overvejede et kort sekund, om han skulle gå. Det irriterede ham, at han var blevet genkendt, og at han pludselig ikke længere var et ubeskrevet blad overfor Alexander. Han havde netop lyst til at begynde noget nyt med et blankt stykke papir.

Alexander satte flasken fra sig. – Skål for vores eks’er, og for at vi er kommet videre, sagde han og løftede sit glas.

Jesper smilede skævt og løftede også sit glas. – Skål på det.

Imens spekulerede Jesper på, hvor Philip kendte ham fra. Han var temmelig sikker på, at han aldrig havde set Philip før, så det ville ikke undre ham, hvis det var Christian, som var “the missing link”. Et billede af Christian liggende nøgen på sengen i sin lejlighed dukkede op i Jespers hukommelse og vækkede straks en lystfølelse i kroppen. Jesper tvang billedet ud af hovedet og koncentrerede sig i stedet om nuet. Han betragtede Alexander, og det var slet ikke til diskussion, at Alexander var en køn fyr. Hans billede havde på ingen måde løget, men det havde faktisk ikke ydet hans smukke øjne retfærdighed. Jesper overvejede, hvordan han mon selv så ud i Alexanders øjne. Han kunne ikke fornemme, om Alexander i det hele taget var tiltrukket af ham, men han håbede det. Han følte sig på mange måder underlegen i forhold til Alexander – både hans udseende, hans smag, hans bolig, hans job, hans sprog – ja, selv hans venners stil – var Jespers overlegen, og han følte pludselig, at det nok aldrig ville fungere mellem ham og Alexander. De var simpelthen fra forskellige verdener. Så skulle han bare gå? Eller skulle han blive og tro på chancen for at få modbevist nogle af sine fordomme? Måske var det bare en mavefornemmelse helt ude af trit med virkeligheden, og Alexander var måske i virkeligheden manden i Jespers liv? Jesper lænede sig veltilpas tilbage i sofaen efter at have besluttet sig for at blive og se, hvad der skete.

Alexander havde rejst sig for at sætte noget musik på. Lågerne på B&O anlægget gled næsten lydløst til side, da hans hånd nærmede sig, og et øjeblik efter lød nogle behagelige men for Jesper ukendte toner fra de orgelpibeformede højttalere.

– Hvad hører vi? spurgte Jesper.

– Röyksopp. Kender du dem?

– Nej, men det lyder meget godt.

Alexander tav et øjeblik. Han skulle tilsyneladende lige til at sige noget, da telefonen ringede. Han tog den fra sofabordet og rejste sig. – Det er Alexander, sagde han med ryggen til Jesper. Han bevægede sig hen mod altandøren med en fræk latter. – Det siger jeg ikke. … Fordi jeg siger det. … Det gør du ikke. Philip, jeg skærer den af dig, hvis du så meget som overvejer det. … Hvorhen? Ikke dér igen. Kan vi ikke…? Kommer Ditlev? … Du ved, hvad der skete, sidst vi var i byen med Ditlev. Det tog mig en hel uge at komme ovenpå igen, og jeg kan stadig ikke huske halvdelen af, hvad I fortæller mig, vi lavede. … Vel var vi ej. Så meget kan jeg da huske. … Åh, nej, jeg gider ikke casino. Kan han ikke bare tage nogen af sine hetero-venner med i stedet? … Hvor? … Du ved godt, at jeg har gæster. Jeg kommer, når jeg kommer. … Jo. … Få lige Ulrich til… Ingen kommentarer. … Nej, ingen kommentarer. Farvel. … Jeg sagde farvel. … Ses.

Han afbrød forbindelsen og vendte sig mod Jesper. – Beklager. Det lader til, at Philip og Ulrich vil have os med i byen i aften.

Jesper kom i tanke om sin aftale med Colin samme aften og overvejede, om han straks skulle melde fra, men han besluttede sig for at tage tingene som de kom. – OK, sagde han blot spørgende og med et smil.

– Du skal ikke føle dig forpligtet på nogen måde. Vi kender trods alt dårligt nok hinanden, og hvis du har andre planer, så er det naturligvis helt op til dig. Men vi kan da bruge tiden til at lære hinanden bedre at kende. Hvis jeg nu slukker den her, så bliver vi ikke forstyrret så længe, sagde han, slukkede mobiltelefonen og satte sig atter godt tilrette i sofaen. – Nå, begynd så med begyndelsen. Hvem er Jesper så? Jeg ved faktisk ikke en gang, hvad du hedder til efternavn…

Jesper havde ingen anelse om, hvad han skulle svare på spørgsmålet om, hvem han egentlig var, så han nøjedes med det enkle spørgsmål: – Hansen.

– Jesper Hansen, sagde Alexander med et smil. – Hvor må det være rart at have et mere almindeligt navn end Alexander Wildenborg. Det er lidt svært at forsvinde i mængden en gang imellem.

Jesper kunne slet ikke forestille sig, hvorfor man skulle være interesseret i at forsvinde i mængden, men han ville ikke spørge. – Det er da et flot navn, sagde Jesper og mente det.

– Tak, sagde Alexander med et stort smil.

– Hvad laver dine forældre?

– Hov, det var da vist mig, som skulle udspørge dig først. Min far har et investeringsselskab og nogle bestyrelsesposter, så det er begrænset, hvor spændende det er, sagde han med et smil.

– Min far er tømrer. Han har sit eget lille firma, og min mor står for bogholderiet, tager telefonen og sån’.

– Gud, tænk at have nogle forældre, som laver noget sammen. Mine forældre har simpelthen så travlt med hver deres interesser. Fuck! Jeg har glemt min søster! Hvad er klokken? spurgte han og så på sit eget ur, der tydeligvis var i en prisklasse, som Jesper ikke forventede at komme i nærheden af – nogensinde.

– Hvad er der med din søster? spurgte Jesper.

– Hun kommer hjem fra London i eftermiddag, og jeg har lovet at hente hende i lufthavnen om tre kvarter, så jeg er altså nødt til at køre om lidt. Du kan da bare tage med, hvis du ikke har noget imod det.

Jesper synes godt nok, at det var lidt mærkeligt at blive slæbt med i lufthavnen for at hente et familiemedlem på den første date, men på den anden side syntes han, at Alexander var så spændende – og lidt lækker – så den chance ville han alligevel ikke lade gå til spilde. – Det kan vi da godt… Men er du sikker på, at du vil have mig med?

– Ja, da. Det er da bare hyggeligt at have lidt selskab. Og du vil da godt med i byen i aften, ikke? Drik ud, så kører vi om lidt, sagde han og tog sit glas. – Skål!

Jesper tog sit glas og skålede med Alexander. Han blev pludselig bevidst om, at han faktisk følte sig lille og underlegen i forhold til Alexander, som tydeligvis havde råd til de store armbevægelser, og som udviste en selvsikkerhed, der var meget langt fra Jespers generthed og ofte svigtende selvtillid. Men han ville ikke lade sin usikkerhed ødelægge chancen. Han tvang sig selv til at tage udfordringen op og følge med Alexander. Var det ikke bare modsætninger, der mødtes? Måske var Alexander virkelig ligeglad med, at der reelt var en klasseforskel mellem dem? Det virkede i hvert fald sådan, og i så fald kunne Jesper jo også være det. Eller kunne han?

– o –

En halv time senere stod de i terminal 3 i lufthavnen. Alexander havde holdt en god fart i sin Alfa Romeo Spider, så det havde ikke taget dem mange minutter at komme ud af byen, hvis ikke det havde været for de mange lysreguleringer. Jesper havde rost bilen, og Alexander havde bare henkastet sagt, at han havde købt den af en bekendt, som skulle af med den i en fart for et par år siden.

SAS flyet fra London så ud til at lande til tiden, så de stillede sig i nærheden af ankomsten og holdt øje med de ankommende. Der var mange forretningsfolk, selvom det var lørdag eftermiddag, der ankom med en enkelt taske i hånden, som tydeligvis kun havde været borte en enkelt dag eller to. De ferierejsende ankom i tøj til alle årstider, selvom det var tæt på frysepunktet udenfor, og nogle af de mest solbrune og sommerklædte havde en kold oplevelse foran sig. Jesper drømte sig ned til varmere himmelstrøg, da han pludselig fik øje på et kendt ansigt i mængden – en person, som han ikke ønskede at blive konfronteret med, og slet ikke lige nu.

Fortsættes…