Vildfarelse – afsnit 116 – Alexander

Jesper forsøgte ihærdigt at dæmpe forventningerne til mødet med Alexander ved at forestille sig alverdens negative ting – hvor grim Alexander var i virkeligheden, hvor mange hæslige vaner han havde, hvor dårlig en kemi, der ville være imellem dem – men lige lidt hjalp det. Hans forventninger nægtede at lytte til sund fornuft. Om et øjeblik ville han være foran Alexanders dør, og så ville han få bekræftet alle sine forhåbninger. Alexander ville være lige så sød og dejlig, som hans første besked til Jesper.

Det viste sig, at Alexander boede i en villalejlighed på en stille sidevej til Frederiksberg Allé. Solen skinnede på den hvide patricier villa og fik den og dens forhave i det så småt begyndende forår til at se ekstra smuk og statelig ud. Indgangen og indkørselen var spærret af hver sin smedejernslåge og Jesper overvejede, om han skulle parkere sin cykel udenfor, eller om han kunne tage den med ind. Han valgte at føre den gennem lågen og ind, så han ikke skulle efterlade den på det smalle fortov foran hækken. Han stillede cyklen ved siden af trappen op til hoveddøren og låste den.

Navneskiltene ved hoveddøren røbede, at der boede en familie med tre børn i underetagen – Anne og Erik Jørgensen stod øverst og derunder var der et mindre skilt med navnene Freja, Oliver og Asger – mens Alexander Wildenborg tilsyneladende boede alene på førstesalen. Jesper ringede på den øverste dørklokke, og mens han ventede, rettede han lidt på tøjet og håret, så han kunne give det bedst mulige førstehåndsindtryk.

Der lød hurtige trin på en trappe inde bag døren, og Jesper gjorde sig klar til at døren skulle åbnes. Døren blev nærmest flået op, og ud på trappen kom to fyre, som Jesper ikke var et sekund i tvivl om var bøsser. Alt fra deres Burberry og Dolce & Gabbana overtøj til deres hud og hår, hvor intet var overladt til tilfældighederne, sagde, at disse fyre var forfængelige ud over det sædvanlige, og at de tilsyneladende havde råd til at være det. Jesper bemærkede, at også deres sko var af de dyre mærker, og at de tilsyneladende ikke havde set ret meget til de beskidte gader og stræder endnu. Oveni det, indicerede deres bevægelser, at de ikke havde nogen problemer med ikke at virke synderligt maskuline i den traditionelle forstand.

Jesper fik et lynhurtigt men umiskendeligt elevatorblik fra dem begge, hvorefter de smilede vidende til hinanden uden at sige noget. – Hej, sagde den ene allerede i fuld fart ned ad trappen. – Du kan bare gå op, sagde den anden. – Han venter dig.

– Tak, sagde Jesper og betragtede dem, mens de begge gik ud af lågen og ud på fortovet, hvor de næsten i takt og med små, hurtige skridt forsvandt væk fra huset. Lige inden de forsvandt ud af syne, drejede de begge hovedet op mod trappen, hvor de fik øjenkontakt med Jesper, hvilket fik dem til straks at se væk igen. Først da de var helt ude af syne, vendte Jesper sig mod hoveddøren og gik indenfor.

Jesper gik roligt op ad trappen, men sørgede for, at hans skridt kunne høres, så Alexander skulle kunne vide, at han var på vej. Trappen endte i en lille repos, og til venstre var der en dør med matteret glas i den øverste del, hvorigennem der strømmede noget, der kun kunne være sollys. Der var stille bag døren, og heller ikke fra underetagen kom der nogen lyd. Jesper overvejede bare at gå ind, men han valgte alligevel den forsigtige løsning og bankede på døren.

Beslutsomme skridt nærmede sig døren på den modsatte side, og døren blev åbnet. Alexanders brune øjne betragtede Jespers ansigt og ansigtet lyste op i et indbydende smil. – Kom ind, sagde han og trådte et skridt tilbage uden at blikket forlod Jespers ansigt.

Jesper mærkede den forbandede generthed gøre hans eget smil lidt skævt, og med blikket rette mod gulvet, trådte han indenfor. Alexander var tydeligvis mindst lige så smuk i virkeligheden som hans foto, og også han havde en dyr tøjsmag men dog en anelse mere diskret end hans to forrige gæster, som Jesper havde mødt på trappen.

– Du er velkommen til at sætte skoene, sagde Alexander. – Skal jeg tage din jakke?

– Ja, tak, sagde Jesper og tog jakken af, som han pludselig blev meget bevidst om ikke var noget særligt. Alexander tog en bøjle fra en knage på væggen, der var formet som et lille elghoved, tog imod Jespers jakke og hængte den op, mens Jesper lydigt tog skoene af. Han satte dem pænt ved siden af hinanden tæt på væggen – lejlighedens stil gjorde nærmest, at man helt automatisk var ordentlig. Entréen gik i et med en stor, lys stue, og Jesper kunne straks se, at intet var overladt til tilfældighederne, og at det var en person med øje for både moderne og klassisk design, som havde indrettet lejligheden.

– Kom indenfor, sagde Alexander og gik forrest ind i stuen. – Jeg nåede ikke, at stille noget frem – du mødte sikkert Philip og Ulrich på trappen – det tog en evighed at få dem til at gå igen, da jeg fortalte dem, at jeg fik besøg, og jeg ikke ville røbe, hvem det var. Var det noget med en drink? Selvom vi ikke kan nyde et glas hvidvin på altanen endnu, så kan vi da godt åbne en flaske.

Jesper svar absolut ikke vant til at drikke hvidvin – og slet ikke om eftermiddagen, men han lod sig hurtigt overtale. – Ja, tak.

– Slå dig ned, sagde Alexander og pegede med flad hånd mod en sofa, hvorefter han selv gik ind i et tilstødende lokale.

Til trods for sofaens stramme design, viste det sig, at man sad rigtig godt i den, og veltilpas betragtede Jesper stuen. Jesper tog sig i at tænke, at kontrasten til Kaspers lejlighed var stor – ingen svulstige sofaer eller familiefotos – men tanken om Kaspers lejlighed førte til mindet om, hvor stor Kaspers skuffelse havde været, da han samme dag havde annonceret, at han havde andre aftaler både eftermiddag og aften. Den hvide løgn om aftaler med vennerne var kommet i brug, men Kasper havde øjensynligt – og ikke særligt overraskende – sat næsen op efter en lørdag aften i tosomhed. Da Jesper tidligt på eftermiddagen var gået i køleskabet, havde han opdaget, at Kasper havde købt bøffer ind til aftensmaden, men de havde begge undladt at berøre emnet.

Alexander kom tilbage med en bakke med flaske, glas og skåle med snacks, som han satte på sofabordet samtidig med, at han satte sig i sofaen overfor Jesper. – Hyggeligt, at du kunne finde tid til at kigge forbi med så kort varsel, sagde Alexander, mens han skænkede vin i glassene.

– Jamen, selvfølgelig, svarede Jesper blot.

En mobiltelefon af den nyeste slags, der lå på sofabordet, gav en lyd fra sig. Alexander tog den op, trykkede behændigt på et par knapper, læste noget på skærmen og smilede lidt for sig selv, inden han atter lagde den fra sig.

– Beklager, hvis Philip og Ulrich var alt for nysgerrige. De kunne godt finde på at iværksætte et større forhør på trappen for lige at finde ud af, hvem du var.

Alexander rakte Jesper det ene glas, som Jesper lænede sig frem for at tage imod.

– De spurgte nu ikke om noget, sagde Jesper. – Er de kærester? spurgte han, men fortrød straks, da han selv kunne høre, hvor snagende det lød.

– Nej, nej, du milde. Det ville være en katastrofe. Jeg tror, at universet ville implodere, hvis de blev kærester. De er jo nærmest som enæggede tvillinger, og de har begge brug for diametrale modsætninger for at være i nogenlunde balance. Desværre er der ikke ret mange store, maskuline intellektuelle, der falder for den type drama queens, så jeg frygter lidt, at de bliver singles for evigt. På den anden side siger man jo, at modsætninger mødes, så det kan da godt være, at de er heldige en dag. Indtil videre har de dog kun tiltrukket diverse tabere, snyltere og egoistiske bohemer – hvis jeg må være så fri. Ulrichs seneste erobring var fra Litauen, og det forhold holdt i hele tre uger, indtil vi fandt ud af, at han havde kone og børn derhjemme, og at han i øvrigt brugte det meste af sin tid på at franarre uskyldige danskere deres penge – inklusive Ulrich – og så var det bare en enkelt opringning til politiet, før han blev sendt pænt tilbage til Vilnius med et høfligt “kom aldrig igen”. Og Philip er ikke nævneværdigt mere heldig, bortset fra at det lader til, at han selv når at smide dem ud, før de viser sig at være helt håbløse. Ved nærmere eftertanke kan jeg ikke komme tanke om nogen, som var ret meget andet end en døgnflue for Philip. Der var måske lige Christian, men det var ikke rigtig til at vide, om de var kærester, eller om de bare var bollevenner, for det virkede ikke som om, at Christian mente, at de havde nogen form for eksklusivitet. Ikke at jeg mener, at man har eneret på hinanden, bare fordi man har været sammen i tre dage, men man kan da i det mindste tale om det og blive enige om det skal være et åbent forhold eller ej. Det kan da godt være, at jeg er lidt gammeldags – kald mig bare stokkonservativ hvis du vil – men man behøver da ikke at kaste sig selv i grams, når “mister right” venter med middag derhjemme, vel? Også selvom det kun er “mister right now”. På den anden side, så prøver jeg at overbevise mig selv om, at vi ikke skal underlægge os diverse hetero-normer, men vores forældre har åbenbart gjort et fantastisk stykke arbejde med at indprente os deres egne og vores bedsteforældres værdier. Uanset hvor meget vi kæmper imod, og hvor tåbeligt vi kan synes, det er, så synes vi alligevel hver især, at målet er “den eneste ene”, villa, vovse og Volvo. Det er selvfølgelig lidt af en generalisering, for jeg kender da enkelte, som har forkastet det hele, og som bare søger lykken i nuet, og som tilsyneladende lykkes med at være fuldt tilfredse med ikke at have hverken tosomheden eller materielle goder som mål. Det gør da livet noget nemmere, ikke? Man behøver hverken bekymre sig om karriere, helbred eller hvem man har sex med, men man kan tage alting som det kommer. Nu er det ikke fordi, jeg er typen, som planlægger alting – tvært imod. Jeg elsker faktisk at improvisere og følge mine lyster. Men man sørger alligevel for at bane vejen for karrieren og gøre sig klar til at møde ham, som man skal dele bord og seng med “til døden os skiller”. Beklager, hvis jeg er lidt filosofisk, men du kan lige så godt lære den side af mig at kende fra begyndelsen, for den fornægter sig sjældent. Jeg tænker over tingene, og nogen gange tænker jeg højt. Nuvel, jeg tænker ofte højt. Jeg har det med at tale, før jeg har tænkt, som du måske allerede har bemærket. En af mine venner påstod en gang, at det var et tegn på nervøsitet, så nu er vi ikke venner længere, he he, men det er naturligvis noget nonsens. Nogle mennesker tænker og får aldrig sagt et ord, mens andre taler, og så tænker de, og jeg hører tilfældigvis til den sidste kategori. Du hører da vist til den første, ikke? Det gør ikke spor, sagde han og virkede oprigtig. – Sådan nogen som mig har bare brug for et publikum, og du er faktisk rigtig god til at se ud som om, at det interesserer dig, sagde han med et smil.

Jespers tanker havde kredset om Christian, siden Alexander havde nævnt navnet. Verden var lille, så hvorfor skulle Philip og Christian ikke have været sammen? På den anden side ville det da være lidt af en tilfældighed. Jesper erkendte overfor sig selv, at han ikke havde været hundrede procent opmærksom under Alexanders enetale, så nu prøvede han at komme i tanke om noget, som han kunne spørge ind til – og det skulle ikke være noget i relation til Christian. Det kunne kun blive den sikre vej til et emne, som han helst ville undgå at komme ind på: Christian og Lars.

– Men lad os hellere tale om dig, sagde Alexander. – Hvor længe er det siden, at du og Lars gik fra hinanden?

Jesper så vantro på Alexander, og havde en underlig følelse af at være klædt af til skindet på et splitsekund.

Fortsættes…