Vildfarelse – afsnit 110 – Kasper

Billedet på Boyfriend-profilen viste en nærmest overstrømmende glad fyr med armen om en eller anden, som ikke var med på billedet. Det var taget med et usædvanligt blåt hav i baggrunden, så Jesper gættede på, at det var fra en ferie sydpå, og i det hele taget osede billedet af en afslappet og glad feriestemning. Han hed Kasper, havde han skrevet i en besked til Jesper, mens hans profilnavn blot røbede, at han var fra Frederiksberg, og at han var 31 år. Det var første gang Jesper havde skrevet sammen med en fyr, som han vidste havde rundet de 30. Der havde været Thomas, som viste sig at hedde Erik, som jo havde løjet om sin alder, men hvis Jesper havde vidst det på forhånd, havde han aldrig aftalt et møde. Jesper overvejede længe, om han skulle kaste sig ud i et møde med Kasper, for hvad var det egentlig han søgte? Var det Lars’ afløser – det faste forhold? Eller var det igen bare en seng at tilbringe aftenen i? Jesper vidste stadig ikke, hvad svaret var, men det ene behøvede jo ikke at udelukke det andet. Til gengæld kunne han jo vælge en seng med en fyr i med et potentiale for noget varigt. Det behøvede jo ikke at være Jonas typer, sagde han til sig selv. Sandsynligheden for, at en lidt ældre fyr både lagde lidt mere sjæl i en date og at han var klar til at indlede et forhold, der var lidt længere end blot én nat, var noget større, end hvis han var ung og uerfaren. Det slog Jesper som med en hammer, at det nok var netop sådan Lars tænkte om ham selv. En fortvivlelse over at være midt imellem den unge, uerfarne og den lidt ældre, erfarne rolle nagede Jesper. Han var fuldstændig afklaret med, at han trods alt kun havde været bevidst om sin seksuelle orientering i mindre end et halvt år, men de måneder havde været de mest begivenhedsrige i hans liv, og de erfaringer havde gjort ham helt klar til et fast forhold. Ja, faktisk havde han været klar hele tiden, for årene med Sasha havde vist, at han var helt klar til tosomheden og til trygheden. Lars burde da kunne se, at Jesper var klar, så længe Lars ville have ham… Jesper skød de mørke, fortvivlende tanker til side og koncentrerede sig om at lave en aftale med Kasper.

“Kom klokken ni,” skrev Kasper med sine fulde adresse. Jesper kendte ikke området på Frederiksberg, men det ville ikke tage særligt lang tid at cykle derud. Han havde egentlig foreslået at mødes på en café, for at mødes på neutral jord, men Kasper havde insisteret på, at det skulle foregå hjemme hos ham selv, for han kunne ikke lade hunden være alene hjemme.

Jesper overvejede, om han skulle spare tid og springe badet over, for de havde slet ikke været inde på noget som helst seksuelt i deres kommunikation, hvilket også var anderledes i forhold til de andre dates, Jesper havde aftalt via internettet, men han besluttede sig alligevel for at gøre lidt ud af sig selv, når nu det var en date. Velduftende og nybarberet drog han af sted på cyklen en halv time senere.

Det var ikke så nemt at finde. Det var et nyere kvarter med toetages boligblokke, og selvom det var hyggeligt – eller måske netop derfor – var vejene mellem blokkene snørklede og de små skilte vanskelige at finde. Den var ti minutter over ni, da han endelig fandt et skilt med et nummerinterval, der passede. Han låste cyklen til et gelænder til en trappe op til første sal, og sprang hurtigt op ad trappen til Kaspers lejlighed. Da han så ind ad vinduet til Kaspers lejlighed så han en skygge forsvinde væk fra vinduet. Han var ventet, men da han ringede på, gik der alligevel et halvt minut før døren blev åbnet. Hans ansigt lå i mørke, da han åbnede døren, men han var høj og tilsyneladende lige så slank, som han havde skrevet, at han var, så Jesper havde stadig gode forventninger og trådte ind i den lille entré. Jesper vendte sig mod Kasper, mens Kasper atter lukkede døren, og da Kasper vendte sig mod Jesper, mødtes deres øjne. Kasper smilede genert. Han lignede sit foto, men der var ikke den samme overstrømmende glæde at spore, hvilket gjorde hans ansigt noget mere almindeligt at se på, og han kunne sagtens gå for at være lidt yngre, end de 31 år. – Velkommen, sagde Kasper. Jesper smilede igen, tog jakken af og sagde: – Tak. Kasper hængte Jespers jakke ind i et garderobeskab, mens Jesper tog støvlerne af og brugte enhver lejlighed til ubemærket at betragte Kasper imens. Et par mørke jeans og en Boss bluse røbede ikke meget – hverken om kroppen indenunder eller om stil og smag for tøj – men det var tydeligt, at han ikke prøvede at være ung og smart, men blot var afslappet og hvilede i sit eget hjems trygge rammer.

– Kom indenfor, sagde Kasper og gik i forvejen ind i stuen.

Stuen så ud som om han havde forsøgt at skabe en flot og klassisk stil, men enkelte møbler faldt helt udenfor – såsom sofaerne, der var alt for svulstige og lettere kitchede, og om hvilke man kun kunne sige én positiv ting, nemlig at deres farve – en mørk cognac – passede udmærket til det øvrige interiør. Desuden stod der en koboltblå CD reol, der så ud som om, den var kommet 25 år for sent. Men det der overraskede Jesper mest, var den store mængde pyntegenstande, der var placeret på alle hylder. Der var familiefotos, porcelænsfigurer og lettere kitchede souvenirs overalt, mens de hvide vægge stod i skarp kontrast med de kun ganske få billeder. På én af væggene kunne man svagt ane konturerne af et billede, der ikke længere var der, og intet andet var hængt op for at fylde den tomme plads.

– Sid ned, sagde Kasper uden selv at gøre mine til at sætte sig.

Jesper satte sig i den nærmeste sofa og opdagede straks, at der faktisk var hele to pæne ting, man kunne sige om sofaerne: Farven og så var de utroligt komfortable at sidde – eller måske rettere: ligge – i.

– Hvad kan jeg byde på? spurgte Kasper. – Kunne du tænke dig en kop kaffe?

Jesper havde ikke lige ventet at blive budt på kaffe, men hans høflighed fik ham til blot at sige: – Ja, tak.

Kasper forsvandt ud i køkkenet. Jesper blev hurtigt rastløs og rejste sig for at se sig lidt om i stuen. Det første, der tiltrak sig hans opmærksomhed, var de mange familiefotos. En del af dem viste Kasper med et par, som næsten kun kunne være hans forældre. På ét billede var han dog sammen med et andet par og en fyr på hans egen alder. Samme fyr gik igen på adskillige andre fotos, og der skulle ikke megen fantasi til at gætte sig til, at fyren var en ekskæreste, og at et af de lidt ældre par var ekskærestens forældre. Jesper noterede sig, at fyren var køn, og at han var den absolut kønneste af de to på billederne. Hans smil og øjne kunne smelte enhver, og på et enkelt af feriebillederne var det tydeligt, at han også havde den mest velproportionerede overkrop.

Mens Jesper betragtede billederne, gik det pludselig op for ham, at det jo slet ikke behøvede at være en eks… Måske var Kasper slet ikke single? Eller hvad nu hvis fyren var død? Der kunne jo være mange forklaringer, og Jesper var opsat på at få en forklaring – bedre før end senere. Han gik ud i køkkenet til Kasper.

Kasper stod og ventede på kaffemaskinen. Jesper undrede sig over, at han stod så tålmodigt og ventede i stedet for at komme ind i stuen til sin gæst. Jesper lænede sig påtaget afslappet op ad dørkarmen ud til køkkenet og stak hænderne i baglommerne. – Skal jeg hjælpe dig med noget? spurgte han af ren høflighed.

Det ventede svar kom prompte: – Nej, tak. Jeg er lige ved at være der.

På køkkenbordet stod der tre skåle med forskellige slags småkager. Det mindede Jesper om søndage hjemme hos mormor, og Jesper smilede lidt for sig selv ved tanken, og ved hvor gammel Kasper virkede, selvom aldersforskellen mellem dem egentlig ikke var så stor. Jesper tilskrev det Kaspers vaner og stil mere end alderen. Der var jo et klart mønster i såvel indretningen som traktementet.

Jesper syntes, at han burde bryde tavsheden, og han valgte den høfligste åbning: – Du bor hyggeligt. Hvor længe har du boet her?

– Tak. Vi købte den for næsten tre år siden.

Kaspers svar lagde op til en forklaring af, hvad han mente med “vi”, men han tav. Jesper kæmpede lidt med, om han skulle spørge, eller om han skulle lade det hvile, men han blev enig med sig selv om, at han ville have en afklaring med det samme. – Hvem købte du den sammen med?

Kasper tøvede både i sine bevægelser og med at svare. Lidt efter svarede han dog, mens han med ryggen til satte kaffekanden og småkagerne over på en bakke. – Med min mand. Vi er gået fra hinanden for to og en halv måned siden.

Jesper var usikker på, om han turde spørge ind til de nærmere omstændigheder, men hvis de havde været gift, var det jo nok en temmelig skelsættende begivenhed for Kasper, så Jesper vurderede, at det var det høfligste at vise sin medfølelse ved at spørge lidt ind: – Hvor længe har I været gift?

– Otte år, men vi har været sammen i næsten ti år og har kendt hinanden i tolv.

Jesper regnede lidt, og var imponeret over, at de havde mødt hinanden, da Kasper var 19, og at de havde været sammen så længe. Jespers fordom om, at man ikke var klar til et langvarigt forhold, når man er ung og uerfaren, blev gjort noget til skamme. – Det var godt nok længe, sagde Jesper blot. Det følgende spørgsmål kom lidt for hurtigt ud, og Jesper fortrød det, inden han havde stillet det: – Hvad skete der?

Kasper fortsatte med at anrette bakken med kopper og tallerkener, og først da han var helt færdig, så han op og svarede: – Vi blev… Han tøvede, tav, tog bakken og gik ind i stuen. Mens han satte bakken fra sig på sofabordet, sagde han: – Lad os ikke tale om ham. Vi blev enige om, at det skulle være forbi. Det er den korte version. Og nu ser han en eller anden anden.

– Undskyld. Det var ikke fordi…, begyndte Jesper.

– Det gør ikke noget, sagde Kasper og satte sig i sofaen overfor, hvor Jesper havde siddet før. Jesper indtog sin plads i sofaen, mens Kasper begyndte at fordele kopper og tallerkener.

Der lød en puslen bag en lukket dør ind til stuen. Kasper reagerede slet ikke, men Jesper så overrasket og forvirret først på døren og så på Kasper. Da Kasper fortsat ikke reagerede, spurgte Jesper: – Er der nogen ved siden af?

Kasper lo. Jesper bemærkede sig, at det var første gang Kasper havde leet, og Jesper var overrasket over, hvor varm og omfavnende, hans latter var. Den klædte ham, og han virkede pludselig meget mere attraktiv.

– Det er bare Thor, sagde Kasper. – Han opfører sig lidt underligt sammen med fremmede mennesker, nu hvor han er blevet en skilsmissehund, så jeg ville ikke lukke ham ud. Kasper havde skænket kaffe og lænede sig nu tilbage i sofaen. – Du har ikke hund?

– Nej, sagde Jesper blot. Jesper havde nærmest bare antaget, at Kasper havde opfundet historien om sin hund til lejligheden for at have en undskyldning for ikke at skulle møde Jesper ude i byen.

– Du er ikke bange for hunde, vel? Jeg kan godt lukke ham ud lidt, ikke?

Jesper var helst fri, men det var jo Kaspers hjem og Kaspers hund, så han følte ikke, at han kunne tillade sig at svare nej.

Kasper ventede et øjeblik på et svar, man da Jesper ikke protesterede, rejste han sig, og gik hen til døren. Da han åbnede døren kom en stor hund luntende ind i stuen og hen til Jesper, hvorefter den lagde sit hoved på Jespers lår. Dens store brune øjne så på Jesper, og Jesper kunne ikke lade være med forsigtigt at klappe den lidt på hovedet.

– Han kan lide dig, sagde Kasper med lidt overraskelse i stemmen. – Han plejer altså ikke være helt så afslappet overfor fremmede. Du er godkendt, sagde Kasper smilende.

Jesper smilede igen, mens han tænkte: “Hvad laver jeg egentlig her?”

Fortsættes…