Vildfarelse – afsnit 109 – Når katten er ude

– Godmorgen! sagde Søren overstrømmende, da han kom ind i butikken. Han udstrålede en energi og et overskud, som bare gjorde Jesper endnu mere træt, end han var i forvejen.

– Godmorgen, sagde Jesper træt. – Og i øvrigt er klokken lidt over ti, så det er altså ikke morgen mere. Og du kommer for sent.

– Min kæreste ville ikke lade mig gå, så jeg er lovligt undskyldt. Sig mig, ser du ikke lidt klatøjet ud?

– Jeg har ikke sovet så godt. Jeg faldt i søvn på sofaen, og vågnede først klokken fem.

Jesper ville ikke fortælle, at han vågnede, fordi han frøs, fordi han var faldet i søvn siddende i sofaen uden tøj på.

– Du stod vel ikke op klokken fem?

– Nej, da. Jeg gik i seng igen, og der var jo god plads, tilføjede han sarkastisk.

– Nu må I altså se at få ryddet de misforståelser ud af verden. Vi orker ikke, at I ikke kan finde ud af det. Vi skal se at få gjort dig glad igen. Hvad mener du med, at der var god plads i sengen? Var Lars ude og føjte?

– Jeg tror, at han sov hos Dorthe. Han kom i hvert fald hjem og hentede sit tøj, efter at jeg var gået i seng.

– Herligt! Så behøver du da ikke at sove på sofaen så længe.

Jesper tav. Søren havde ret i, at det var praktisk, at Lars ikke sov hjemme, og faktisk var det sødt og hensynsfuldt af ham, når nu Jesper ikke havde så mange andre valg.

Søren gik hen til Jesper og gav ham et knus, og Jesper tog gladelig imod det. – Ja, jeg synes også, at han er dum, sagde Søren trøstende. – Men op på hesten. Gå dog lidt i byen og mød nogen mennesker, så du ikke bare sidder og rådner i lejligheden.

Jesper og Søren slap taget om hinanden. – Jeg har ikke lyst til at gå i byen alene, sagde Jesper.

– Jamen, så går Chrisser og jeg da med.

– Nej, I har da nok i jer selv.

Søren smilede for sig selv, men så så overrasket på Jesper: – Hov, det lød da ikke særlig smigrende. Det er da rigtig, at vi ikke behøver at gå så meget i byen, som vi har gjort, men vi har da også brug for at møde andre mennesker. Hvis man bare spærrer sig inde i parforholdet, så tror jeg, at man keder hinanden ihjel en dag.

En kunde kom ind i butikken og så sig søgende om. Både Jesper og Søren lagde mærke til ham, men ingen af dem gjorde mine til at hjælpe ham. Jesper tænkte tvært, at hvis han ville have hjælp, så kunne han jo henvende sig direkte.

– Jeg vil i hvert fald ikke bare sidde derhjemme og flette fingre med Chrisser, selvom det er rigtig dejligt og hyggeligt lige nu, for lige pludselig er vennerne borte. I begyndelsen kan det da være meget hyggeligt at fejre sin fødselsdag med kæresten ved bare at blive i sengen en hel dag, men man må bare erkende, at det holder ikke i længden.

Jesper så undrende på Søren. – Der er da ikke nogen af jer, som har haft fødselsdag de sidste par måneder, vel? Er der noget, jeg har overset?

– Nej, nej, nej, jeg kan bare huske den første tid sammen med Mads, sagde han, og et drømmende smil bredte sig på hans ansigt. Han virrede lidt med hovedet og vendte tilbage til nutiden. – Sig mig, har du fået Lars’es gave endnu?

Jesper havde glemt alt om, at han stadig ikke havde fået nogen fødselsdagsgave af Lars. – Næh, det har jeg ikke. Det havde jeg helt glemt.

– Og så er jeg selvfølgelig sådan et fjols at minde dig om det. Undskyld.

– Det gør ikke noget, sagde Jesper uden helt at mene det, mens han overvejede, hvor Lars kunne have gemt gaven. Den måtte jo rent teoretisk være hjemme i lejligheden, og i praksis havde han jo god tid til at lede efter den samme aften, hvis altså Lars fortsat holdt sig på afstand af sit hjem.

– Nå, du trænger vist til at tænke på noget andet. Du kan jo tage kunden dér, sagde Søren kækt og valsede ud i baglokalet. – Og husk lige at reservere den 25. april. Jeg satser på, at vi holder forlovelsesfest på den dato, sagde han henkastet over skulderen, lige inden han forsvandt.

Jesper stirrede måbende efter ham.

– o –

– Har du friet? spurgte Jesper lidt senere, da de stod sammen bag skranken, og kunderne var i behørig afstand.

– Næh, nej, ikke endnu. Det er jo ikke så mange dage siden, at vi fandt sammen igen, men det føles bare så rigtigt, så jeg er sikker på, at jeg spørger ham, og jeg er lige så sikker på, at han siger ja. Du hørte ham jo forleden, ikke?

Jesper kunne godt huske noget om, at Chrisser ikke lød udelt begejstret, men at han trak lidt i land igen, da Søren spurgte ham mere direkte. – Joh, svarede Jesper en anelse tøvende.

– Bare vent, sagde Søren så selvsikkert, at Jesper ikke nænnede at afsløre sin tvivl.

Jesper korreksede sig selv. Søren plejede ikke at tage fejl, og Jesper havde stor respekt for Sørens dømmekraft, så måske tog han selv fejl? Måske var Chrisser klar til at slå sig ned med Søren? Og hvis Chrisser var, var han så også selv? Spørgsmålet burde jo egentlig være omvendt: Hvis han selv var klar med den korte tid som afklaret bøsse, så burde Chrisser vel også være klar? Han burde trods alt – i modsætning til Jesper – have løbet adskillige horn af sig gennem tiden…

– o –

Jesper var først hjemme ved syvtiden. Som ventet var Lars ikke hjemme, og på køkkenbordet lå en seddel, hvor der stod, at Jesper ikke skulle vente ham hjem resten af ugen. På en måde følte Jesper sig lettet, for han var ikke klar til at tage en konfrontation. Selvom han igen og igen følte sig afklaret, så var han alligevel inderst inde ikke afklaret med, hvad han allerhelst ville. I bund og grund ventede han jo bare på, at situationen løste sig selv, eller at nogen – og her mente han selvfølgelig: Lars – ville tage initiativet til at finde en løsning. Han var træt af følelsen af at hænge i en tråd – at være mellem fortiden og nutiden, som den burde være. Han overvejede et kort øjeblik selv at tage initiativet, men han blev træt bare ved tanken om, at han skulle overbevise Lars om sine intentioner.

Jesper gik ind i stuen og så sig om. Hvor mon Lars ville gemme en fødselsdagsgave? De var ikke fordi Jesper ville tage den, men han ville bare gerne vide, hvad et var. Måske var det noget dyrt? Eller måske var det noget romantisk, som Lars bare ikke mente, at tiden var moden til? Eller måske handlede det slet og ret om, at Lars ikke mente, at Jesper fortjente en gave i øjeblikket…

Skufferne i reolsystemet var godt fyldte, men der var orden i tingene, så der skulle ikke mange minutter til at se dem igennem og konstatere, at der ikke var gemt noget. Et kort øjeblik følte Jesper, at han var i gang med at snage i noget, som han burde holde sig fra, men på den anden side havde han ikke selv nogen hemmeligheder overfor Lars, så hvorfor skulle Lars have nogen hemmeligheder overfor ham? Han pakkede den dårlige samvittighed væk og fortsatte sin søgen.

I den øverste skuffe lå der et kort, der fangede hans interesse. Det var et medlemskort til et fitness center, der lå i nærheden, men Jesper anede ikke, at Lars var medlem, og det undrede ham, at Lars aldrig havde omtalt det. Han var temmelig sikker på, at Lars ikke kunne have haft det i brug i den tid, de havde kendt hinanden, men på den anden side kunne han jo ikke være sikker. Og hvorfor skulle Lars holde det hemmeligt? Den enkleste forklaring var selvfølgelig bare, at Lars ikke længere brugte sit medlemskab, og at han derfor ikke havde nogen grund til at omtale det overfor Jesper. Men hvorfor lå kortet så øverst i den øverste skuffe? Jesper opgav at finde svaret og lukkede skuffen efter sig.

Der var intet andet usædvanligt i skufferne, og heller ikke i de små skabe, så han så sig om efter alternative gemmesteder, men stuen havde ikke flere tilbud. Han bevægede sig ind i soveværelset. Der var to sengeborde, en hel skabsvæg, et ekstra skab og en kommode, så der var rigeligt at gå i gang med. Han besluttede sig hurtigt for at begynde med det mest sandsynlige sted at gemme noget: kommoden, og han startede nede fra, for naturligvis ville han ikke gemme noget i de skuffer, som Jesper kom i med mellemrum.

Den nederste skuffe var tydeligvis oplagsplads for gamle sokker, undertøj af ældre dato og bælter, der var gået af mode. Tingene lå alligevel nogenlunde ordentligt og overskueligt arrangeret, så han kunne hurtigt lukke den for at åbne den næste. Dér fandt han en lille bunke t-shirts og noget sportstøj, som han aldrig havde set i brug. Det var sandsynligvis det tøj, Lars havde brugt i fitnesscenteret. Jesper løftede forsigtigt op i tøjet for at se, om der var gemt noget nedenunder. Til hans overraskelse lå der faktisk noget gemt under sportstøjet: Tre DVD film. Han tog dem op og så straks, at det ikke var familiefilm, der var tale om. Han var ikke overrasket over at finde pornofilm, men han var noget overrasket over, at de alle tre tydeligvis fokuserede på meget muskuløse, meget veludrustede mænd i lædertøj. Nuvel, lædertøj var måske så meget sagt, for det handlede mere om læderremme, jock-straps i læder og bukser, hvor hele skridtet manglede både for og bag. Den midterste film hed “Big, bigger, biggest”, og der var ingen tvivl om, hvad det handlede om, for forsidebilledet var af en siddende model med en massiv medfødt udrustning, som Jesper vurdere til noget nær tredive centimeter. Nysgerrigt vendte Jesper filmene om og betragtede billederne på bagsiden, og ikke meget var overladt til fantasien. Var det virkelig den type fyre, som Lars tændte på? Jesper havde aldrig haft nogen mindreværdskomplekser overfor sin egen udrustning, men i sammenligning med disse, blegnede han noget. Hans fysiske form lod desuden en hel del tilbage at ønske, når han sammenlignede sin egen krop med de overarme og maver, der var afbilledet her. Han kunne slet ikke have forestillet sig, at Lars havde denne form for fantasier, når han tænkte tilbage på den form for sex, de havde dyrket, for det havde altid været kærligt, romantisk, varmt og intenst, og ikke så koldt og hårdt, som pornofilmene her var et billede på. Var det i virkeligheden det, Lars ville have? Jesper lagde filmene oven på kommoden for senere at kunne se nærmere på Lars’ fantasier og fortsatte sin søgen efter sin fødselsdagsgave.

Inde mellem noget af sportstøjet fandt han noget tungt, og i det samme han rørte overfladen, genkendte han fornemmelsen af gummi, som han kendte fra den dildo, han selv havde købt for et stykke tid siden, og som nu lå gemt i en sportstaske i bunden af det ene skab sammen med pornofilmen og diverse andre ting, som han ikke havde haft brug for at pakke ud.

Forsigtigt løftede han sportstøjet til side og tog den kulsorte dildo op i hænderne. Den var både betragteligt længere og tykkere end hvad Jesper betragtede som normalt, og den underbyggede blot Jespers nye billede af Lars’ seksuelle præferencer. Det ophidsede Jesper at stå med et stykke sexlegetøj, som Lars havde brugt, før de mødtes, og han fik både hjertebanken og rejsning, mens han overvejede, om han skulle prøve dildoen. Fornuften vandt dog lidt efter, og han lagde den tilbage, hvor han havde fundet den mellem sportstøjet. Han turde alligevel ikke risikere, at Lars på nogen måde skulle opdage, at han havde fundet hans gemmesteder.

De øvrige skuffer i kommoden indeholdt kun tøj og tilbehør, og bortset fra nogle meget små underbukser, som Jesper aldrig havde set Lars gå i, var der ikke noget interessant i dem.

Turen var kommet til natbordet. Jesper åbnede den eneste skuffe, der var i Lars’ natbord, men den indeholdt kun kondomer, glidecreme, toiletpapir og en bog, som Lars havde været i gang med at læse, men som han aldrig var blevet færdig med.

Så var der kun skabene tilbage. Jesper tøvede. For det første var det et stort arbejde, hvis han skulle alle krogene af skabene igennem, men for det andet begyndte at han at tvivle på sin egen ret til at lede skabene igennem. Var han allerede gået for langt? Skulle Lars ikke have lov til at have nogen hemmeligheder? For bare fjorten dage siden havde Jesper ikke tøvet med at erklære, at de ikke behøvede at have nogen hemmeligheder for hinanden, men nu, hvor de på sin vis ikke længere var et par, var virkeligheden en anden. Jesper besluttede sig for at vente med afgørelsen til en anden dag. I stedet gik han ind i stuen og tændte computeren for at finde sig aftenens adspredelse.

Fortsættes…