Vildfarelse – afsnit 106 – Hjemløs

Jesper sad i sofaen i Lars’ lejlighed. Siden de var kommet hjem fra Norge, havde Jesper ikke længere tænkt på lejligheden som deres fælles hjem. Han havde straks følt sig om en gæst – ja, nærmest som en gæst i eget hjem. Det var nu ikke fordi Lars havde ændret på noget i praksis, og Jesper havde da også fået plads i dobbeltsengen, men der var ingen fysisk kontakt på noget tidspunkt, og Lars var usædvanligt fåmælt. De havde ikke drøftet situationen nærmere, men kulden, som Jesper følte, der var imellem dem, fik Jesper til at overveje, om det mon ikke var bedst, hvis han fandt et andet sted at opholde sig – i hvert fald for et stykke tid.

Han havde stadig ikke nogen fornemmelse af, hvor lang tid det kunne være. Han overvejede forskellige muligheder. Det nemmeste var selvfølgelig at flytte hjem til mor og far, men forholdet til dem var stadig ikke så hjerteligt, som det havde været, og han havde slet ikke lyst til at være under mors overvågning igen, så den mulighed blev hurtigt udelukket. Så var der alle vennerne: Brian og Susan ventede jo barn, så de var nok ikke synderligt interesserede i en lejer. Christian og Kristian var selvfølgelig på forhånd udelukket. Tom og John boede i Toms nye lejlighed, hvor der var forholdsvis god plads, så det var måske en mulighed, men Tom havde jo brokket sig noget over, at Chrisser gik dem for meget på dørene, så de ville sikkert ikke værdsætte et længerevarende besøg. Søren og Chrisser boede nærmest sammen i Sørens lille lejlighed, mens Chrissers lejlighed stod tom det meste af tiden, så måske kunne han låne den?

Han greb sin mobiltelefon, der lå på sofabordet, og trykkede Chrissers nummer.

– Hej søde! Tusind tak for sidst! Hygger I jer? lød Chrissers stemme.

– Jeg er hjemme, sagde Jesper, men fortrød straks, at han ikke var begyndt med nogen høfligheder. – Selv tak, og tusind tak for gaverne! Det var rigtig hyggeligt, at I gad tage turen.

– Er I hjemme? Er der sket noget?

– Det var ikke helt så hyggeligt, som vi havde regnet med, så vi tog hjem i stedet.

– Fuck, sagde Chrisser bare, og havde åbenbart gennemskuet, hvad der lå bag Jespers sparsomme oplysninger. – Hvad nu?

– Jeg tror, at jeg finder mig et andet sted at bo et stykke tid.

– Har han bedt dig om at flytte?

Jesper huskede, at Christian havde spurgt om det samme, og blev egentlig lidt irriteret over, at ingen troede, at det var hans egen beslutning. – Nej, men her er ikke så sjovt at være, sagde han. – Det er vist bedst, hvis Lars lige får lidt tid til at tænke sig om.

– Er du sikker på, at det er en god ide? spurgte Chrisser. – Er det ikke bedre, hvis du holder dig i nærheden og minder ham om, hvad han går glip af?

Jesper var lidt overrasket over, hvor klogt Chrissers forslag lød, og at han ikke selv havde overvejet det. Samtidig var han sikker på, at han ikke ville kunne klare ret mange dage i kulden hos Lars. – Jeg overlever ikke at blive her ret længe.

– Hrmmm, ok. Hvad gør du så? Du har jo ikke nogen lejlighed længere.

– Jeg må jo prøve at låne noget at bo i et eller andet sted, sagde Jesper og håbede, at Chrisser forstod en hentydning.

– Ja, men hvor? Hos dine forældre?

Jesper hadede at skulle spørge direkte, men når nu Chrisser ikke selv havde bidt på: – Kunne jeg ikke leje mig ind hos dig?

– Jeg har allerede lovet min lejlighed ud til Kristine – Toms søster, du ved. Hun og Lene er gået fra hinanden. Så hvis du kan skal bruge den et par dage, må du gerne låne den, men Kristine har allerede fået nøglerne i går.

– Hmmm, jeg tror ikke, at jeg har lyst til at skulle flytte ud allerede om et par dage. Så vil jeg hellere vente lidt og finde noget, hvor jeg kan blive et stykke tid.

Jesper kunne høre en stemme i baggrunden.

– Det er Jesper, sagde Chrisser til stemmen i baggrunden, som Jesper gættede på tilhørte Søren. – Han skal bruge et sted at bo.

Der var stille et øjeblik. Jesper hørte en skramlen, og et øjeblik efter var det Sørens stemme, der sagde: – Han er en idiot. Er du sikker på, at han ikke bare lige skal have et par dage til at falde lidt ned igen?

– Der skal nok mere end et par dage til, svarede Jesper.

– Har du været nede på knæ? spurgte Søren.

Tanken om at skulle tigge Lars om at tilgive ham for noget, han ikke følte, han havde gjort, lå ham meget fjernt. Men Søren havde da vel ikke forestillet sig, at han skulle sådan fysisk ned på knæ? – Hvad mener du? spurgte han.

– Hvad har han sagt? Er der sket noget? Har du lavet et eller andet, eller er det bare Lars, der ikke ved, hvad han vil?

Jesper havde ikke lyst til at komme med en længere udredning, så han nøjedes med den korteste version, han regnede med, at han kunne slippe af sted med: – Han tror ikke, at jeg er klar til et fast forhold. Han stoler ikke på mig.

Jesper fik en klump i halsen. Han følte sig utroligt uretfærdigt behandlet, og han var vred på Lars, samtidig med at han bare ville have, at Lars skulle stole på ham og tage ham tilbage. I det samme hørte han, at en SMS tikkede ind på mobilen.

– Har han grund til ikke at stole på dig? spurgte Søren.

– Næh, sagde Jesper, men kunne godt høre, at det ikke lød særlig overbevisende. – Selvfølgelig har han ikke det.

– OK, jeg tror på dig, sagde Søren i en tone, der indicerede, at han blot valgte at tro på Jesper – ikke at han nødvendigvis gjorde det. – Men hvis du har lydt lige så overbevisende overfor Lars, så kan jeg nok godt forstå, at han hellere vil være “safe than sorry”. Nå, lad os lige tales ved en af dagene. Vi skal til og af sted. Du får lige Chrisser igen.

Jesper kunne høre telefonen blive leveret tilbage til Chrisser.

– Hvis du har lyst, er du velkommen til at sove på sofaen her, sagde Chrisser med medlidenhed i stemmen.

– Nej, tak. Jeg vil ikke være til besvær. Jeg skal nok finde en løsning.

– OK, men du ringer bare, ikke?

– Jo, tak, sagde Jesper og vidste godt, at han skulle være meget desperat for at skulle sove hos Chrisser og Søren. – Vi snakkes ved.

– Selvfølgelig, søde. Pas godt på dig selv så længe.

– I lige måde. Hej!

– Hej!

Jesper trykkede på den røde knap på telefonen, og klikkede sig ind på den ankomne SMS. Den var fra Lars. “Er du hjemme?”, stod der bare. Jesper undrede sig et øjeblik over, at Lars bruge udtrykket “hjemme”, og måske betød det, at Jesper stadig godt kunne betragte Lars’ lejlighed som sit hjem? Jesper turde ikke tro på det. Han sendte det korte svar “Ja” retur til Lars, og et øjeblik efter fik han beskeden: “Jeg er hos Dorthe og kommer nok sent hjem”. Han havde med andre ord lejligheden for sig selv hele aftenen, og også aftensmaden skulle han klare selv. Jesper kom i tanke om Dorthes fødselsdagsbrev, og det løb koldt ned af ryggen på ham, da han kom til at tænke på Dorthes reaktion, når nu Lars givetvis sad hos hende og delte sine bekymringer med hende. Hun ville vide, at hendes bange anelser var blevet virkelighed, og måske ville hun fortælle Lars om hendes anelser om, at Jesper kendte Christian intimt. Jesper blev enig med sig selv om, at han godt kunne stryge det “måske”. Selvfølgelig ville Dorthe da fortælle Lars alt, hvad hun troede, hun vidste. Endnu en gang følte Jesper vrede og trods, og han besluttede sig for, at han ikke bare ville sidde og vente på, at Lars kom hjem. Han måtte finde et andet sted at være og gerne hurtigt. Han besluttede sig for at gå på nettet, og et øjeblik efter sad han foran Lars’ computer og tastede navnene på alle de dating- og chat-sites, han kendte, ind i adressefeltet på en stribe webbrowsere.

En time senere havde han aftalt at mødes med Jonas, 24 år, på Café Sokkelund klokken otte. Jesper havde store forventninger. Han havde sikret sig, at Jonas boede alene i nærheden, og at han ikke skulle tidligt op, så der var en chance for, at Jesper kunne blive der hele natten. Det var jo efterhånden nogle dage siden, at han havde fået sex sidst, og når nu Lars mente, at han skulle løbe hornene af sig, så var det jo oplagt at benytte lejligheden. Det var det da. Var det ikke?

Fortsættes…